apr 4, 2024 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Typiske hardlures til gråvejr. Orange, røde og gule nuancer dominerer, men i specielt klart vand og ved en anelse mere lys er de mere naturlige ”fiskefarver” ikke at foragte. Noter at de rød/hvide altid er med.
Du har sikkert kigget ned i kassen med kunstagn og været i tvivl om, hvilken af de mange farver du skulle vælge. Skal man køre gul eller grøn, prikket eller stribet – eller bare helt sort? Og er er farven i det hele taget vigtig?
AF CHRISTIAN KRINTEL
FARVEVALG OG AGN har nok altid været fyldt med anekdotisk viden og konklusioner basereret mere på følelser end egentlig viden. Egentlig mener jeg selv, at en del andre faktorer, som størrelse, form og præsentation ofte er vigtigere end farven. Men der er faktisk nogle logiske tanker, man kan gøre sig om emnet. De fleste har da nok også prøvet, at et farveskift gav bonus. Og med de senere års udvikling med Live-transducere, så er det nu muligt at observere direkte hvordan farveændringer kan gøre enorm forskel på fiskens reaktion.
Egentlig er der vel to gængse strategier: Imitation eller provokation. Men er det farven eller form og bevægelser, der gør udslaget? Mine penge er nok først og fremmest på det første. Så er der den gængse devise om at mørke farver er bedst i gråvejr, mens man i solskin bør vælge lysere farver. Og den passer også for mig. Delvist i hvert fald.
Jeg har i en del år brugt utallige timer og dage på søer og vandløb i Sverige, Danmark og USA. I de senere år som fiskeguide i Sydsverige og jeg har efterhånden gjort mig en hel del overvejelser over, hvilke farver der fungerer og hvornår. Specielt når der fiskes efter gedder eller sandart. Men jeg skulle dog mene, at konklusionerne er brugbare på de fleste rovfisk i både ferskvand og saltvand. Jeg har derfor prøvet at koge mine tanker og slutsatser ned til det væsentlige over et par sider.
Christian Krintel med en stor sandart, der tog en transparent jig i solskin en varm dag i august 2022.
Hvad ved vi, og hvad ved vi ikke om fiskenes øjne?
Hvordan er det med sandart og gedders syn? De fleste, der har fisket lidt efter dem, har nok læst om sandartens fordel over gedden i uklart vand og dårlig belysning med dens formidable syn. Men der er faktisk ikke så mange undersøgelser af, hvilke farver fiskenes øjne opfatter og endnu mindre på lige præcis sandart og gedde. Der er dog en interessant undersøgelse fra forskere på blandt andet Lund’s Universitet, som i 2018 ikke fandt noget grundlag for, at hverken sandart eller gedde har celler på nethinden, der ser lys med bølgelængder lavere end ca 400 nm. Det antyder faktisk, at for begge arter er blå og ultraviolet stort set usynligt, mens gule, grønne og røde farver er tydelige. Ydermere viste undersøgelsen, at gedders hornhinde i høj grad filtrerer lave bølgelængder fra. Og den viste sågar, at rudskaller ser ud til at have et ganske formidabelt syn på alle bølgelængder. Dette er dog blot en enkelt undersøgelse med fokus på optisk tilpasning af øjne til mørke eller klare vande. For at få en samlet vurdering af gedders og sandarters evner ud i regnbuen, så har vi brug for mere forskning på området.
Men – det får alligevel en til at tænke. Jeg hørte engang om en svensk geddefisker, der hårdnakket påstod, at det eneste man kunne fange en gedde på var et blåt Atomblink. Selvfølgelig er påstanden absurd, og eftersom det kun er blåt på den ene side, må det vel betyde, at det blinker mellem blåt og sølv når det fiskes. Når det er sagt, så har jeg læst flere gange, at blå er manges favorit i skærgården, så virker den – det gør den jo nok. Og noget faldt faktisk på plads med den anekdote, for jeg oplever ofte, at blålige nuancer fisker bedre i solskin, men det kommer vi tilbage til.
Typiske softbaits til gråvejr. Orange, røde og gule nuancer dominerer men i specielt klart vand og ved en anelse mere lys er de mere naturlige ”fiskefarver” ikke at foragte.
Gul Real Eel i gabet på en fin gedde en gråvejrsdag i marts måned.
Præstepik, papegøjer og ambulancer
Jeg tror de første tanker, jeg gjorde mig om farvevalg var tilbage i slut 80’erne, da jeg efter utallige gennembladringer af Jens Plough’s ”Gedde, Aborre, Sandart” kom frem til, at jeg måtte ha et Dardelveblink i rød og hvid. Det kunne jeg ikke købe, men i stedet fik jeg og min ven Hubert fat i 12 grams rød/hvide synkende Hilo woblere – en såkaldt præstepik. Dem fangede vi utallige gedder på i moserne omkring Taastrup efter skole. Jeg lurede dengang meget på, hvorfor lige den skulle være så god og tænkte, at det nok mere var formen. Men det ændrede sig. For jeg mistede min elskede Hi-lo i Dybendalssøen, og den blå (de rød/hvide var udsolgt) fangede jeg ikke rigtigt noget på. Cirka samtidigt fik jeg fat i en østtysk sidesporsversion af et Dardelve som, i modsætning til den blå Hi-lo, fangede fisk i et væk. Rød/hvid var åbenbart et hit, og det er det faktisk stadig. Hvert år tager jeg de farver hardlures, som jeg ikke får noget på og maler dem rød/hvide, mens jeg nynner ReSepten.
Hverken gedder eller sandart næppe Roligans, men jeg har faktisk aldrig oplevet et vand, hvor det mønster ikke fungerer fantastisk. Hvad enten det er smågrumsede næringsrige danske moser, klare søer eller Coca-Cola farvede Smålandske skovsøer. Sagen er bare den, at det samme gennem årene har vist sig være gældende for gul/sort, gul/sort/orange, mørkegrøn/skriggrøn (geddefarve), rød/grøn/gul (parrot), orange, lilla og kridhvid. Og tænker vi tilbage til førnævnte undersøgelse, så burde stort set alle de her farver også være fint synlige for vores tandede venner.
Men hvorfor er det så, at jeg kan sidde i min båd og kigge på en apatisk sandart gennem LiveScopet og skifte fra orange til grøn med det resultat at den sovende sandart pludselig kaster sig frådende og småpruttende over godterne? Jeg har en teori, og den kommer længere nede.
Amerikanske Patrik med en svensk gedde på lige over 10 kg der i et brutalt skumsprøjt tog en BullTeez i farven headligt en dag med vekslende skydække over en klar sø i november.
Tænk i lysmængde når du vælger farve
Min fisketur starter gerne tre dage før båden er sat i vandet. Det er her, jeg kigger på vejrudsigten. Udover vinden, som er vigtig i mange henseender, så holder jeg øje med trykket og skydækket. Ud fra sidstnævnte har jeg en plan for, hvilke 3-4 agn der bliver pillet op fra af kassen først. Disse er tilpasset den lysmængde, jeg regner med at komme til at fiske i. På søen varierer jeg så mellem dem.
Dog er det ikke kun vejret som spiller ind. Nogle søer er helt klare, nogle er grumsede og nogle er blot brune. Decideret grumset vand har opslæmmede partikler i form af fx mudder. Partikler blokerer lys helt generelt ligegyldigt farven, og jeg prøver så vidt muligt at holde mig fra grumset vand, det da helt generelt nedsætter fangsterne. Et godt eksempel er når et af mine favoritvande går fra kaffefarve til ren kakaomælk efter kraftig regn. Jeg har således præsteret 10 timers trolling uden en fisk, hvor ugen inden regnen gav 18 gedder over i en hektisk hugperiode på et par timer. I brune skovsøer (og dem har vi mange af her i Småland) vil humusmaterialer og tanniner absorbere en del – både synligt såvel som ultraviolet lys. Disse har en del mindre lys under overfladen, men slet ikke på samme niveau og slet ikke så bredspektret en blokade som decideret grumset vand. Og eftersom det overvejende er den blå og grønne del af spektret, som filtreres er det i høj grad røde nuancer der er tilbage. Vil du have højere synlighed bør du altså fiske mere rødt. Derimod har klare vande masser af lys i dybet, specielt i det tidlige forår inden algeopblomstringer kan blive begrænsende for lysets vej gennem specielt de øvre vandlag. Specielt en af de søer, jeg fisker i, er klarvandet og det jeg har lagt mærke til er, at strategien i princippet er den samme dog med den undtagelse at grønne toner ofte virker bedre. Mere om det senere. Med andre ord: kend dit vand, kig på vejret og planlæg farverne derefter.
Farvevalg tidlig morgen, gråvejr, sen eftermiddag og aften
Nu er mange af de søer, som jeg fisker i, ganske brune. Derfor tænker jeg ofte over, at det fiskene bedst ser er rødlige nuancer da blå og grønne i højere grad absorberes af taniner/humus. Derfor landede jeg for år tilbage på at køre en rødbrun sag tidlig morgen/nat eller ved tæt skydække af den type, hvor det ligner verdens afslutning. En af mine favoritter har de seneste sæsoner været PigShad i UV pike. Tidligere tillagde jeg UV reflektionen stor betydning, men hvis hverken gedder eller sandart ser UV, må vi jo nok give farven pondus, og det hænger faktisk godt sammen med devisen om mørkere farver i lavt lys. Farven motoroil er jo en f.eks. en klassiker tidlig morgen. Det skal da også nævnes, at jeg ikke har set – og nu er der nok nogen der kommer op af stolene – nogen tydelig effekt af UV pigment ved lave lysmængder som fx natfiskeri.
Kastefiskeri efter mindre og mellemstørrelse sandart med 8-12 cm jigs er noget, som jeg dyrker meget fra juni til først i oktober. Og med over 300 sandart i båden bare i 2023 begynder man at få et mønster. Tidlig morgen og tæt mørkt skydække oplever jeg ofte at specielt orange kan udfiske alt. Er der en anelse mere lys kan gul/orange være ligeså god. En lille anekdote er, at jeg sidste år fik en mørk orange jig foræret af en tysk kunde. Jiggen var UV refleksiv, og argumentet var, at den derfor var knaldgod om natten eller ved blot lavt lys. Vi fiskede den dag i netop tæt skydække. Jeg med min sædvanlige orange favorit og han med UV-farven. Da dagen var slut havde vi vel 12-15 sandart og et par gedder oppe per snude. Altså ingen forskel på UV versus ikke UV.
Ved sådan lidt mere almindeligt vekslende skydække i ikke alt for brune søer, fungerer lysere naturfarver som fx Westins farve Headlight ofte helt suverænt. Mit ræsonnement om den er, at et bredt spænd af farver (hvid er som bekendt en blanding af hele regnbuen) – lige præcis reflekterer en passende mænge lys i ”what ever bølgelænge der måtte passe til vandet” uden at blive for vildt. Derfor fungerer hvid i alt fra tæt til lettere skydække, og derfor passer den i rigtig mange fiskesituationer. Den farvetype dækker nok 50% af alt mit geddefiskeri, og det er egentlig kun ved stærk sol og i meget brune søer, at den ikke er at finde fremme.
Typiske softbaits og hardlures til mere eller mindre sol. Når der bliver tøndt for lampen i foråret kan umalede jerks være et hit.
Typiske softbaits og hardlures til mere eller mindre sol. De lyse transparente er brillante på dagene uden skyer, hvor de grønne og blå nuancer dominerer, når der blot er meget lys.
Farvevalg på kunstagn i solskin
Jeg plejer at dele solskinsdage op i dem, hvor vi har vekslende skydække og lidt vind, og så dem hvor solen brager ned fra en skyfri himmel. Sidstnævnte er geddeguidens værste mareridt og temmelig suboptimalt for sandart. Men som guide vælger jeg ikke selv mine fiskedage, og der er faktisk strategier, der kan fungere.
Fælles for begge scenarier er, at lysmængden under overfladen er voldsom. Med så meget lys vil al lys, der reflekteres fra din agn, være ekstrem og modsat situationerne med lavt lys må man prøve at begrænse synligheden af sin agn og sigte mod en mere subtil præsentation. Førstnævnte scenarie kræver en lille anekdote:
Da jeg først begyndte at spinnefiske gedder og sandart var blå og grøn farver, som jeg ikke brugte. Afsmagen for blå stammede helt tilbage fra 80’rne og 90’rnes spinnefiskeri i moser og grøn var faktisk mere fordi mine real eels i firetiger altid blev udfiskede af de samme agn i gul/orange eller naturfarver, når jeg kørte slow trolling med gummibåd i skovsøerne heroppe. Men i juli måned for to år siden, stod jeg klokken 14 med frisk vind, godt med sol, lidt skyer og en ivrig ældre tysker og hans kone i båden. Sandarterne ville ikke vide af hverken det ene eller det andet. Op hev min tyske ven en skrigende grøn jig. ”Will green work?” spurgte han og jeg svarede kategorisk ”green sucks… but try it out. You can’t catch less than zero”. Han prøvede og fik lyn hurtigt to sandarter. Der stod jeg så med alle mine talenter.
Men – det giver vel mening? Ved højere lysmængder vil orange, røde og gule nuancer reflektere store mængder lys synligt for fisken. I brune søer er det ydermere de farver, der er tilbage, mens grøn i højere grad begrænses af absorption. Sammenlagt er grøn simpelthen mere subtil. Det samme vil gælde for blå – blot i endnu højere udstrækning, eftersom både sandart og gedde ser blåt lys dårligere. Hvilket så igen kan forklare, hvorfor blå fungerer så godt i solskin og i klart vand. Som f.eks. i skærgården eller blot klare søer. Min klare favorit til gedder i blandet solskin og hvide skyer er nogle efterhånden godt gennemtyggede ShadTeez i blå med glimmer.
På dage med meget sol vil halv -eller heltransparente have en mere subtil kontrast og virke mindre skræmmende.
Så er der de der dage med blå himmel. Sløve sommer og forårsdage uden vind, hvor solen bager. Stod det til mig selv, ville jeg nok hellere ligge under et træ på min bedchair bag karpestængerne. Men eftersom jeg, som sagt, ikke altid selv vælger mine fiskedage, har jeg grublet længe over, hvordan man vender situationen. Lad os først være ærlige. Den situation bliver aldrig optimal. Men man kan faktisk godt finde agn, der kan virke. Før i tiden, inden livetransducere blev almindelige, kørte jeg en del ”traditionelt vertikalfiskeri” efter sandart. Jeg lagde jeg mærke til, hvordan fiskene blev mere og mere apatiske, jo mere sol der var. I visse tilfælde stak de simpelthen af, når jiggen kom inden for en meter. Præcis flugtreaktionen gav mig en idé på en brandvarm sommerdag. Hvis nu man havde en agn så subtil som overhovedet muligt. I kassen havde jeg en 12 cm jigg i en næsten fuldkommen gennemsigtig farve.
Jeg prøvede og signalet, der ellers havde været fuldstændig umuligt viste sig at være en 2-3 kgs sandart, der nu skød op og hamrede på jiggen, som om klokken var 4 om morgenen. Siden da er blevet til mange flere, og efterhånden er netop transparensen blevet en lige så stor faktor i mit agnvalg. Eksempelvis har RenzShad i 12 cm fra svenske Renzstein reddet en del sommerture efter sandart sidste år, mens den blå halvtransparante pigshad forleden fik liv i gedderne igen, da solen brød frem på en lavvandet brun sø.
Tænk selv videre om farvevalget
Nu skal det lige siges, at dette ikke er hård videnskab. Der er ingen regler uden undtagelser, og grønne jigs kan sikkert fange fisk i gråvejr. Det jeg har beskrevet ovenfor er mine erfaringer, som jeg har forsøgt at forklare på baggrund af et ganske magert videnskabeligt grundlag.
Den nævnte artikel: JOKELA-MÄÄTTÄ, M. VILJANEN, N. NEVALA, K. DONNER og C. BRÖNMARK (2019): Photoreceptors and eyes of pikeperch Sander lucioperca , pike Esox lucius , perch Perca fluviatilis and roach Rutilus rutilus from a clear and a brown lake. Journal of Fish Biology.
Hvis du vil hyre Christian som fiskeguide på de svenske søer, kan du gøre det her.
LÆS MERE om fiskeriet efter rovfisk i artikelarkivet på fiskogfri.dk her.
Christian med en voksen sandart der nappede en mørkerød Pigshad i det sidste lys en kold novemberdag.
dec 11, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Spinnefiskeri
I disse digitale tider er der ingen undskyldning for ikke at bruge det bedste af det bedste. Kan du ikke finde det på hylderne i grejbutikken, er det enormt nemt at lave det selv. Her giver Erik Tveskov dig en vejledning i at lave super realistiske fiskeøjne på vandfast papir til dine fluer eller andre kunstagn.
AF ERIK TVESKOV
PÅ ET TIDSPUNKT, hvor jeg var i gang med at binde nogle gigantiske flade fluer, slog det mig at det kunne være fedt med nogle mere naturtro øjne end de store dukkeøjne, jeg indtil da havde benyttet mig af. De var ikke særligt holdbare og var fyldt med luft, der gav opdrift, hvilket ikke altid er lige heldigt, Og – så lignede det mest af alt noget, der var løgn.
Man kan selvfølgelig købe et hav af fiskeøjne til at klæbe på i enhver grejforretning, men de færreste ligner vel egentlig den ægte vare specielt godt, hvis man kigger lidt nærmere på dem? Samtidig kan det være svært at finde dem i store størrelser.
Her er der printet et bredt udvalg af fiskeøjne der kan klippes til efter behag.
Hjemmeprint af øjne til kunstagn åbner de vildeste muligheder
For nogle år siden begyndte jeg at printe jungle cock fjer på vandfast papir, for at spare lidt på min egen pengepung og undgå at bruge fjer fra truede dyr. Det er supernemt at printe fjerene i alle størrelser og med lidt simpel manipulation i Photoshop, kan der laves alverdens farvekombinationer, som man ikke kan købe i nogen butikker.
Med stigende spænding begyndte jeg at kigge på fotos af fisk i mit fotoarkiv for at prøve at forfølge en idé. Efter en del bladren frem og tilbage fandt jeg nogle passende nærfotos af fiskehoveder, hvor jeg klippede øjnene og deres nærmeste omgivelser ud og satte det op i et dokument til print. Resultatet var overraskende godt. Papiret er rigtig nemt at klippe til og klistre på siden af alverdens fluer og specielt store fluer, som fx det flyvende flashtæppe, Leftys Deceiver og andre store baitfish imitationer. Men husk at bruge en laser-printer.
Øjets funktion som hugpunkt på fluen kan fremhæves ved at bruge kontrastfarver.
Sådan sættes øjnene fast
Øjnene fæstner jeg som regel med sekundlim af gel-typen. Den tyndtflydende version kan bruges med forsigtighed, men der er risiko for, at den løber om på printsiden og ødelægger printet. I brug sidder øjnene urokkeligt fast.
Specielt, hvis det er på en tynd flue som fx Det flyvende Flashtæppe, hvor øjnene kan limes sammen på begge sider, sidder de som støbt. En anden mulighed er at forsegle dem i en omgang epoxy eller ugiftigt UV-lim. I løbet af få øjeblikke var jeg på jagt i billedarkivet efter alverdens slags fiskeøjne. En af mine favoritter er øjnene fra stor rødfisk. Deres store dybe øjne og de røde dele af øjet giver en fantastisk effekt på mange forskellige fluer. Særligt som kontrast til mere diskrete baitfish-farver synes jeg, at de giver en fed effekt. Tit klipper jeg lidt mere ud end lige præcis selve øjet. Det kan give nogle fede kontrasteffekter.
Ved løje-øjet synes jeg det giver en god effekt at efterlade en hvid ring uden om det sorte. Hvis du dykker i rene vandløb eller søer med løjer, kan du se at noget af det som adskiller de ellers rigtig godt kamuflerede løjer fra baggrunden, netop er deres øjne – og specielt, hvis der er nogle af dem, der er syge med hvide prikker, er det noget, som er ekstra synligt for dykkeren og sandsynligvis også for rovfiskene.
Her får danske havørreder en mulighed for at stirre en norsk rødfisk dybt i øjnene.
Hvilket papir skal øjnene printes på?
Mange webshops sælger vandfast papir. Jeg bruger noget fra det svenske firma Antalis, der kalder det allvädersark. Det er billigst at gå nogle stykker sammen og købe en ordentlig stak af det, men set i til hvad fx kommercielt printede jungle cock fjer koster, er det dog en beskeden udgift. Til gengæld får du så friheden til at printe lige præcis de øjne, du har brug for i den størrelse du lyster.
Jeg bruger den matte version. Interessant nok kan du også købe transparent eller halvtransparent papir til laserprintere, hvilket i praksis betyder at alverdens rygskjolde til rejer og tanglopper snart kan være klar til at svømme i en lind strøm fra dit fluestik… Mulighederne for at lave crossover fluer er ubegrænsede. Prøv f.eks. at give dine geddefluer øjne fra hornfisk. Eller nogle overdrevet store øjne fra løjer. Der er også den mulighed, at du printer øjet fra din favorit-babe. Jeg er vokset op med Samantha Fox, så der gik ikke mange øjeblikke inden hendes dådyrøjne begyndte at kigge de sønderjyske gedder dybt i øjnene…
Det er nok tvivlsomt om du fanger flere fisk med disse printede øjne, men det halve af fornøjelsen er vel også at kreere en flue, som fiskene og fiskekammeraterne ikke har set før? Selvfølgelig kan du også pimpe alle dine andre kunstagn op, så som jerkbaits, softbaits, kystwoblere osv. hvis du har den slags lyster. Kun fantasien sætter grænser. God klippe & klistre-lyst.
Variationen i fiskenes verden er enorm og mulighederne for at printe forskellige øjne er nærmest ubegrænsede.
dec 2, 2023 | Artikler, Predatorfiskeri, Spinnefiskeri
Ørreden er et næringsrigt, saftigt og velsmagende bytte for sultne rovfisk som gedder og sandart – og nogle af de allerstørste rovfisk er blevet så store, netop fordi de har spist masser af ørreder…
AF RASMUS OVESEN
SOM DE FLESTE ANDRE ROVFISK er gedder og sandarter mere eller mindre altædende væsener, som kaster sig frådende over stort set alt, der ser spiseligt ud. At de fouragerer nådesløst på et bredt spektrum af forskellige byttedyr er imidlertid kun en del af sandheden om disse rovfisk. For selvom de er nødt til at jage kontinuerligt og opportunistisk for at holde sig i live, så er der bestemte byttedyr, som de udvikler en særlig forkærlighed for. Ørreden er ét af disse byttedyr, for selvom den ikke er decideret let at fange, så er den både velsmagende og næringsrig.
Roy Vanstreels med en flot gedde taget på en regnbueimitation.
Rovfisk er vilde med ørred
Ørreder er selvfølgelig ikke altid til stede i alle gedde og sandartvande, men hvis de er, så kan du være sikker på, at både gedderne og sandarterne vil have lagt mærke til dem. Og i de vande, hvor ørreder er talrige – enten i sæsonen eller helårligt – så vil både gedderne og sandarterne have en decideret veludviklet smag for netop disse. Særligt gedder kan angribe, sluge og fordøje ørreder af betragtelig størrelse er generelt af sekundær betydning – yngel, smolt og opgangsfisk og nedfaldsfisk er alle i søgelyset.
Men hvor finder vi egentlig disse ørred-elskende gedder og sandarter? Svaret er: Der, hvor ørreden er tilgængelig som fødeemne – og det er flere steder, end man umiddelbart skulle tro. Ørreden er nemlig en talrig fisk, og alt hvad den behøver, for at kunne overleve er tilgang til vandløb med nogle brugbare gyde- og opvækstforhold. Resultatet er, at man kan støde på ørrederne og ørredelskende rovfisk – i ganske mange strømvande samt i hovedparten af alle de søer, der har forbindelse til vandløb.
Her kan enten være tale om sæsonbetonede ørredvandringer igennem søerne, eller stationære bestande af søørreder, som fx i Glenstrup Sø, Hald Sø, Knudsø, Mossø, Julsø og Silkeborg Søerne. I disse søer vil man ofte finde gedder og sandart ved ind og udløbende, hvor de ligger og venter på at gøre udfald mod forbipasserende ørredsmolt.
3D Trout Rattle Shad (tv) er en klassisk gummi shad, der ligner en regnbueørred på en prik. Westins ørredimitation – Tommy The Trout (th), er opbygget som et hybrid swimbait. Fronten er af hård plast med woblerske og bagenden af gummi er en klassisk leddelt swimbaitkonstruktion, der giver en yderst livagtig gang i vandet. Bagenden kan skiftes via Westins geniale Slide Lock system.
Også sandart elsker ørred – især de lidt mindre af slagsen.
Gedder og sandart er super dygtige til at jage ørred
Studier fra danske søer har vist, at gedder – og især sandarter – er utroligt dygtige til at decimere bestandene af migrerende ørredsmolt. Disse juvenile ørreder stikker til havs, når de er omkring 1-5 år gamle og mellem 15 og 30 centimeter i længde. Fulde af livslyst og viljestyrke søger de nedefter i vandsystemet, men rejsen er fuld af farer. I nogle vandløb har studier nemlig vist, at op imod 90% af den udtrækkende smolt bliver spist, før den når havets salte vover. End ikke kønsmodne ørreder, som typisk måler et sted mellem 40 og 45 cm, kan vide sig sikre.
Når de fra juli og frem til november – efter ét til to år i saltvand – søger tilbage i opvækstvandløbet for at gyde, er sø-passagerne fortsat farefulde. For selvom sandarterne formentligt lader dem være i fred, så gør gedderne det absolut ikke – og særligt ikke, når ørrederne fra slutningen af december og frem returnerer; afkræftede og trætte efter den overståede gydning.
I Put and Take søer er der en god grund til, at gedderne bliver større end sædvanligt – og hvad kan være mere oplagt end en regnbueimitation netop her?
Brakvandsrovfisk med hang til ørred
De fleste brakvande huser sunde bestande af ørreder, og brakvandsgedderne har en særlig forkærlighed for dem – både når det gælder havørreder og undslupne regnbueørreder. Brakvandsgedderne kan findes helt til havs – for eksempel i Østersøen samt i laguner, fjorde og i områder, hvor større vandløb tilflyder de åbne kyster. Ørrederne, som jo selv er grådige rovfisk, elsker de brakke områder, fordi fødemængderne her er rigelige. Her jager de hundestejler, rovtanglopper, kutlinger, rejer og lignende inde over relativt lavt vand. Men indimellem ender de dog med selv at blive til bytte.
Brakvandsgedderne er nemlig dygtige jægere, og i det brakke vand har de masser af muligheder for at lægge sig i baghold i blæretangen, ålegræsset eller bag store sten. Fra deres skjul kaster de sig over de intetanende byttefisk i lynsnare og eksplosive manøvrer, hvor byttefisken forsøges støvsuget ind i geddens enorme mund.
Er der tale om større ørreder, som ikke uden videre kan inhaleres, så vil gedden ofte forsøge at angribe ørredens forreste parti, og herefter vende den, så den kan nedsvælges. Dette er dog lettere sagt end gjort, for en stor ørred stritter imod med enhver muskelfiber i kroppen. Og slækker gedden sit tag alt for meget, er der en betragtelig risiko for at ørreden undslipper.Måske er det derfor, at store gedder ind imellem bliver set med nedfaldsørreder på op mod 60-70 centimeter fastklemt i kæberne – ørreder de forsøger at slå bevidstløse i overfladefilmen. Gedden bryder sig virkelig ikke om at give slip, når den har fået fat i en ørred – det er helt sikkert!
Små woblere som denne kan være virkelig gode smoltimitationer – her en godbid fra Salmo.
Ørredkunstagn – den perfekte lokkemad i strømvand
Strømvandsgedder og –sandarter forekommer i en hel del typiske ørred-vandløb – og du kan være helt sikker på, at gedderne og sandarterne i disse vandløb er velnærede og i god form. I modsætning til deres artsfæller i søerne og brakvandet, så trækker strømvandsgedderne og –sandarterne ikke specielt meget rundt i søgen efter føde. I stedet finder de sig skjulesteder, hvor de opholder sig i længere perioder. De bryder sig ikke om at kæmpe mod strømmen, og derfor finder de som regel nogle standpladser, hvor strømmene er moderate: for eksempel bag grødebuske, udhængende rodnet, langs brinkerne, ved grøftegravninger og der, hvor vandløbet enten breder eller retter sig ud. Af hjemlige vandløb med sådanne forhold kan eksempelvis nævnes Gudenåen, Nørreåen, Skals Å, Odense Å, Tryggevælde Å, Susåen, Halleby Å og Tude Å.
Strømvandsgedder og –sandarter anvender som oftest bagholdstaktikker i jagten på føde. Åerne fungerer som transportveje for store mængder byttefisk, og stimer af skaller, aborrer, brasen og rimter vil derfor defilere forbi med relativt jævne mellemrum. Som en følge heraf, finder både sandarterne og gedderne sig til rette på pladser, hvor de kan gøre lynsnare og pludselig udfald – uden at blive set først. Også bækørreder og havørredsmolt vil passere intetanende forbi, og når de gør det, vil det som oftest resultere i et lynsnart bagholdsangreb.
Med fixerede øjne og sitrende finner vil strømvandets rovfisk vente på, at angrebsvinklen er helt rigtig, for så at sætte af i et målrettet angreb. De er udmærket klar over, at deres chancer for at nedjage en ørred i åbent vand er relativt minimale, men hvis de overrumpler dem, så har de gode muligheder for at sikre sig lidt solid næring.
Denne gedde kunne ikke modstå den nye 3D Trout Rattle Shad fra Savage Gear.
Efter gedder i ørredsøer
Put and take søer er endnu et habitat, hvor især gedder med en forkærlighed for ørreder kan findes. Af åbenlyse årsager myldrer disse søer med saftige regnbueørreder, bækørreder og kildeørreder, og mens enkelte af dem muligvis er for store, til at gedderne reelt har en chance for at tilvejebringe dem, så er de fleste det ikke. En tre-kilos gedde kan sagtens inhalere og fordøje en ørred på ét kilo, og gedder i 10 kilo+ klassen burde få enhver Put & Take ørred til at frygte for sit liv.
Udsatte ørreder er dog langtfra de mest kløgtige, forsigtige eller velkonditionerede fisk derude. Som regel er de overfodrede, i underkanten bevidste om potentielle farer og – i tillæg – fysisk hæmmet af forkrøblede finner og haleror. Af disse grunde, sporer gedder i Put & Take vande sig særdeles ofte ind på ørrederne og udvikler i denne henseende nogle specifikke jagtteknikker. Enten gør de brug af klassisk bagholdstaktik og lægger sig tålmodigt på lur i nærheden af ørredernes trækruter i søen, eller også udvælger de sig et potentielt bytte, sniger sig ubemærket ind på det og sætter angrebet ind, når vinklen og afstanden er favorabel. De kan være utroligt kalkulerende, koldblodige og tålmodige, når det gælder udsætningsørreder, for de ved, at udbyttet er stort. Efter at have inhaleret en ørred af anstændig størrelse, kan de nemlig fortrække sig, finde et godt leje langs søbunden og bruge de næstkommende dage på at fordøje byttet i fred og ro.
Ikke alle ørredimitationer behøver at være lige naturlige. Til venstre SG 3D Trout Rattle Shad i guldørred variant og th Westin Tommy The Trout i en psykedelisk version, der er oplagt til uklart vand.
Ørredimitationer til gedder
Fiskeri efter gedder med smag for ørred kan være superspændende, og det involverer nogle ganske betragtelige chancer for at kroge en rigtig monsterfisk. Gedden kan blive op mod 20 år gammel, og i de vande, hvor der findes ørreder, er særligt de største og mest erfarne gedder optaget af at jage dem. Et godt udvalg af ørredimitationer og lidt basal lærdom om, hvordan de skal fiskes, vil derfor optimere dine chancer for at fange en vaskeægte trofægedde.
Ørredimitationer er ikke noget nyt, og gode eksempler er Westins Tommy The Trout og Savage Gear’s 3D Trout Rattle Shad eller Line Thru Trout– som er ultra-livagtige 3D scanninger af en rigtig ørred. Fordelen ved at bruge softlures og jigs frem for woblere er først og fremmest, at man med lethed kan fiske dem i hele vandsøjlen. Du kan fiske dem for fuld fart lige under overfladen, jiggende langs bunden eller forførende henover grøden. De kan rigges på et væld af forskellige måder for at gøre dem grødefri eller forbedre krogningsprocenten ved fx at tilføje stingerkroge. Og sidst men ikke mindst er agnenes konsistens en klar fordel. De føles akkurat som rigtige ørreder, og derfor kan man ofte få gedden eller sandarten til at hugge på ny, hvis ikke den kroges ved først givne lejlighed.
Hardbaits kan dog også bruges. Særligt balsa woblere, let-synkende jerkbaits og intermediate woblere kan være fordelagtige. De kan fiskes med pludselige fartudbrud efterfulgt af kortvarige svæv, hvilket som regel vil tirre rovfiskene til at hugge. Agnen vil ganske ofte blive samlet op under selve »svævet«, så husk at bruge uelastisk fletline, have kontakt med agnen og fiske koncentreret.
Ørredimitationer er særlig oplagt i alle vande, hvor der enten er naturlige eller udsatte ørredbestande.
Sådan fiskes ørredimitationer til gedde og sandart
Fiskevandet bestemmer i høj grad, hvordan du skal fiske din ørredimitation. I strømvand giver det for eksempel god mening at fiske ørredimitationen tæt inde langs brinkerne i moderat tempo. Særligt når rigelige mængder grøde mindsker rovfiskenes udsyn – hvilket er et normalt scenarie sommermånederne igennem. Her er præcise kast og nøjsom indspinning langs åens åbne passager nøglen til succes. Huggene vil da som oftest falde prompte og resolut, da rovfiskene her er vant til at have ganske kort betænkningstid!
I store, klarvandede søer og brakke vande forfalder rovfiskene som regel til et mix af bagholdsangreb og forfølgelse. Befinder de sig pludselig i nærheden af en ørred, vil de som regel forsøge at spore sig ubemærket ind på den og angribe. Den potentielle nytteværdi forbundet med at nedsvælge en næringsrig ørred mere end retfærdiggør nemlig energiforbruget og indsatsen, som selve jagten kræver. Som følge heraf kan man i større søer og brakke vande veksle mellem relativt langsom indspinning og pludselige, men korte, fartudbrud. Den langsomme indspinning vil vække rovfiskenes interesse og forhåbentligt lokke dem ind på tættere hold. Og når først de er inden for nær rækkevidde, er et pludseligt fartudbrud som regel nok til, at det afgørende angreb sættes ind.
Når mellemlagene eller de øvre vandlag affiskes, hvilket især kan være relevant i sommermånederne, så kan du sagtens fiske dine ørredimitationer med høje hastigheder. En ørred, der svømmer intetanende i åbent vand uden mulighed for at finde skjul, kan for forfølges. Og her kan gedden og især sandarten udvise imponerende tålmodighed. Som følge heraf, kan man godt sætte lidt fart på sine ørredagn, når der fiskes i de øvre vandlag. Dette har endvidere den positive sideeffekt, at man lettere får afdækket en masse vand og får lokaliseret fiskene – noget som er særligt vigtigt i brakvand og på større søer. Endvidere tvinger den øgede fart på agnen, gedderne og sandarterne til at angribe i relativt høj fart, hvilket frarøver dem muligheden for at inspicere – og potentielt afvise – agnen.
I Put and Take søer giver det mening at fiske dine ørredimitationer langsommeligt med små finessenøk. Koncentrer dig gerne om de områder, hvor de udsatte ørreder viser sig i søen, og prøv eventuelt at få agnen til at imitere en såret eller forkrøblet ørred. Prøv for eksempel ørredimiterende jerkbaits, og fisk dem med lange kunstpauser, hvor de hænger i vandet. P&T gedder er ikke altid lige lette at lokke til hugget, så agnen skal præsenteres præcist, så gedden antager den for at være et let bytte. Desuden skal man være opmærksom på, at det til enhver tid kræver lidt held at ramme en Put & Take gedde, som ikke allerede er propmæt. Deres fødetilgang er nemlig ganske stor. Når det endelig lykkes, har du dog gode chancer for at fange en rigtig velpolstret monstergedde.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 4/2014
Mads Grosell – manden bag 3D Trout Rattle Shad og andre fedde ørredimitationer – med en flot gedde, der ikke kunne stå for fristelsen.
I mange søer og vandløb æder gedderne sig helt naturligt tykke og fede i udtrækkende smolt, så hvad kan være mere oplagt end en decideret smoltimitation fx denne 4Play Lip Lure.
Haps! Der er ingen tvivl om, at denne gedde godt kan lide en saftig ørred til morgenmad, men her blev den snydt…
