sep 9, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg kom til åen forleden aften, fortæller Preben Pilgaard. – Solen var gået ned og himlen havde et orange-rødt skær – lige akkurat den belysning, hvor havørreden begynder at røre på sig. Jeg bandt en buleflue på linen og begyndte fiskeriet nedstrøms. Efter 10 minutters fiskeri kom der en stor hvirvel i overfladen. Fluen blev taget og straks stod fiskestangen i en flitsbue.
– Fisken ville nedstrøms, og jeg løb bagefter. Havørreden sprang helt fri af vandet fire-fem gange, og herefter kom der mere ro på den. Anden gang den kom ind til nettet, lykkes det at få den i nettet. Fisken var 89 cm lang og vejede 7,7 kilo. Nogle aftener går man timevis, uden at der sker noget, andre gange er der gevinst efter blot kort tids fiskeri, og det er det, som er spændende ved fiskeriet. Denne fantastisk flotte aften blev jeg helt sikkert en herlig fiskeoplevelse rigere, slutter han og tilføjer, at den skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
sep 6, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Vækkeuret var søndag morgen sat til 05.00, fordi jeg skulle mødes med en tidligere kollega kl. 05.45 til lidt tidligt morgenfiskeri efter havørreder, skriver Casper Riis til Fisk & Fri. – På pladsen i Aarhus bugten, hvor vi skulle mødes, havde jeg to uger forinden omkring klokken 06.00 fanget en rigtig fin blank 51 centimeters havørred. Der gik heller ikke mange minutter denne morgen, inden vi så fisk af baljen, men de var ekstremt svære at få i tale på denne vindstille morgen.
– Efter godt halvanden times fiskeri uden en havørred i hånden, blev vi enige om at skifte plads til en lille vig i Aarhus bugten. Vinden fra dagen før havde sendt en masse grøde ind tæt ved land, hvilket gjorde fiskeriet vanskeligt. Vi fiskede et godt stræk og måtte sande, at der var grøde på krogen i næsten hvert kast. Derfor besluttede jeg mig for at skifte blink, fra min hvide Gladsax Snaps med trekrog, som jeg havde fanget på ugen forinden – til mit gamle halv-rustne og engang hvide Stripperblink med enkeltkrog.
– Vi fiskede videre og pludselig spottede jeg lidt liv i vandoverfladen, samt tog et enkelt kast ud bag bevægelserne. I samme sekund, som blinket gled over det livlige vand, sagde det klask og stangen fleksede. Jeg kunne kort tid efter lande denne fine farvede havørred hanfisk på 51 centimeter, som efter et par hurtige billeder blev genudsat. Så selvom vi følte, at forholdene var lidt imod os – først med det vindstille vejr, så med varmen og til sidst med grøden tæt ved land, så vendte det alligevel til held. Knæk og bræk derude.
Læs mere om Kinetic Fiskecup 2023 samt alle de fede præmier, som du kan vinde hver måned – her.
sep 5, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Det startede som en helt almindelig sensommer fiske-aften i Københavns Havn – måske med undtagelse af at min faste fiskemakker ikke havde tid, så jeg var alene. Sådan lyder det fra Hans Froschauer. – Jeg fisker meget i havnen – fra Nordhavn hele vejen ned til Slusen og Sydhavnstippen, hvilket giver mig adgang til en masse forskellige fiskespots, uden at det kræver en bil.
– Efter en del år, hvor jeg primært har fisket med jigs på offset-krog med Cheburaska-hoveder, er jeg lige begyndt at bruge gennemløbsblink, og det startede jeg så med. Jeg stod lige syd for Bryggebroen i nærheden af Fisketorvet, hvilket er et af mine faste spots. Efter en håndfuld kontakter, som ikke blev hængende, kunne jeg pludselig mærke et hårdt hug, og i et øjeblik var jeg i tvivl, om det var bundhug. Det føltes som om, at krogen sad solidt fast i noget – og dog… Kort efter begyndte jeg at kunne mærke bevægelser, og vidste at det enten var en større fisk, eller et bildæk, som jeg desværre har fanget før i havnen…
– Den kæmpede meget hårdt, så jeg måtte justere bremsen på min Abu Revo Beast for overhovedet at kunne styre fisken. Folk omkring mig, og især et venlig kærestepar som spiste lige ved siden af mig, begyndte at følge med, siden det ku’ ses, at det var noget tungt jeg kæmpede med. Da den endelig nærmede sig overfladen, kunne jeg se, at det var en torsk, men den var betydeligt større end dem, som jeg typisk har fanget i havnen. Først da den lå på bådbroen kunne jeg for første se den i sin helhed, og der var ingen tvivl om, at det var en PB for mit havnefiskeri. Den var kroget lige i saksen, og den kunne nemt samt hurtigt afkroges. Det var en enormt flot fisk samt en fantastisk oplevelse – og målebåndet viste en solid længde på 78cm, så den overgik min gamle havne-PB med 9cm. Jeg fik lige kæresteparret til at tage et par hurtige billeder af mig med fisken, og så røg den ellers tilbage, hvor den kom fra – måske for at blive fanget af en anden heldig fisker eller vokse sig endnu større.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2023, hvor du også selv kan deltage, her.
aug 2, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Sønnike og jeg havde prøvet at fiske i løbet af formiddagen for at nappe en gedde, men uden held, fortæller Niclas Sarauw. – Så skiftede vi til en gummifisk og BUM – straks fik sønnen et godt hug med bid i, men efter lidt tid fik den desværre bidt linen over. Han blev super ked af, at den havde snuppet hans gummiagn. Vi prøvede os herefter lidt frem og tilbage med diverse grej og fik så sat en lille 6grams DAM spinner på. Klog af skade kom der et stålforfang på, og så tilsmilede fiskeheldet os igen. Det var dog ikke gedden med den mistede gummifisk, men en anden og ellers også flot gedde. Efter at have studeret den og taget billeder, fik den sin frihed igen: Forhåbentlig henter den nogle flere og større venner, der vil lege med os en anden dag.
Fisken er tilmeldt Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
aug 1, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden skete noget helt magisk, fortæller Anders Horstmann01. – Jeg havde i løbet af dagen syet mine waders, da velcroen var ved at falde af. Pludselig greb fiske-feberen mig, og jeg fik derfor forhandlet mig til en tur ved fjorden, hvis jeg stod op med sønnen dagen efter.l
– Vel ankommet ved Isefjorden ved Holbæk, begav jeg mig ud i vandet, for at lufte bombardaen og fluen. Selvom det var højvande, hang fluen konstant fast i grøden, når bare jeg havde drejet et par gange på hjulet. Jeg valgte derfor at vade den lange vej i vandet ud til en muslingebanke, som lå godt 500meter længere nede af kysten.
– Da endelig jeg var nået frem, havde jeg 5-6 kast i træk, hvor jeg igen hang fast i grøden. En af gangene, var jeg utrolig tæt på at miste pattegrisen, som jeg fiskede med. Jeg gik 100meter længere ned af kysten, hvor jeg ikke mærkede grøde i det 1 kast. Fedt tænkte jeg, og kastede ud i samme retning. Jeg lod bombarda´en synke, og spandt fire gange på hjulet, hvorefter jeg lavede et spin-stop. Smask sagde det, og en god fisk havde taget fluen.
– Fjordørreden var virkelig i stødet, og jeg måtte være forsigtig for ikke at presse den for hårdt, for lige så snart jeg holdt stangen for lodret, var den helt fri af vandet. Efter en god og intens fight, kunne jeg lande den smukkeste ørred jeg nogensinde har set. Det var en smækfed basse på 57cm, som jeg synes fortjener at være med i Kinetic Fiskecup 2023. Helt klar en ”once in a lifetime fisk”, som jeg aldrig vil glemme. Og så i skæret af sommersolen, som langsomt gik ned i horisonten, slutter han.
Læs mere om Kinetic Fiskecup 2023, som du også selv kan deltage i, her.
apr 9, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Min søn Falke og jeg havde aftalt at hoppe en tur i vores waders og fiske efter en havørred i fjorden, fortæller Rasmus Munck. – På årets indtil videre varmeste dag med høj sol skulle de lavvandede områder med blæretang prøves af.
– Velankommet på pladsen skulle der blot to kast til, før Falke råber – “Far der er bid”. Fisken, hoppede fri af vandet af flere omgange og hev godt med line af hjulet. Efter nogle hektiske minutter kunne jeg kane den flotte fisk på 51 cm i nettet og en stolt ny havørredfisker blev født! Falke fangede fisken på en hvid/grøn Salty wobler på 12 gram.
– Kastet efter var jeg selv så heldig at få en fisk på 53 cm på Kobberbassen, som Falke hjalp med at få i nettet. Alt i alt en skøn skøn tur i fjorden. Falke ønsker at tilmelde sin fisk Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
Falke og hans far med de to flotte havørreder.
mar 5, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Jeg var taget til Tusaagaard Put and Take i håbet om at fange en af de to regnbueørreder på 8 kilo, som jeg var ret sikker på stadig svømmede rundt i storfangersøen, fortæller Mikkel Nørgaard. – Men – efter en lang dag uden det helt store, skal jeg da lige love for at søen gik amok, da de endelig huggede. Jeg startede ud med denne dejlige 6 kilos skønhed, og er du gal en fight den gav! Faktisk tror jeg, at den var rundt i hver en krog af søen, inden den gav op!
– Det var nu godt nok ikke den, som jeg gik efter, men jeg var super glad for, at den bed på! Den ligger helt sikkert i top tre af de fights, som jeg har prøvet med ørreder! I alt blev det til tre fisk den aften – alle fanget med aktivt fisket Powerbait, der var formet som en lille fisk, så den lavede en masse bevægelse i vandet, slutter han og tilføjer, at fisken skal tilmeldes Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse mere om her.
feb 27, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var jeg ude sammen med min kæreste Mathias Wehlast Jessen og kammeraten Jimmi Andersen for at fiske efter aborrer, så jeg ku få årets første aborre på listen, fortæller Sofie Glass. – Mathias og jeg kørte over og mødtes på spottet med Jimmi, hvor vi valgte at starte fiskeriet.
– Allerede i første kast huggede aborreren, som du kan se på billedet. Det er den største aborre, jeg har fanget, så jeg var meget glad. Ud over denne fine fisk fik vi én aborre mere på turen, men vi fik det vi kom efter – nemlig min første aborre i år, så det var helt perfekt. Jeg vil gerne tilmelde fisken til Kinetic Fiskecup 2023, som du kan læse meget mere om her.
feb 24, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Torsdag formiddag stoppede regnen endelig, og jeg tog atter afsted mod kystpladsen, fortæller Rasmus Krabbe. – Efter gårsdagens fiskeri, hvor jeg nuppede fire store fisk, måtte jeg prøve igen. Jeg fiskede pladsen af samt et laaangt stræk uden at se eller mærke noget som helst ud over tang…
– Pludselig havde jeg en ordentlig fisk med inde, men den tog ikke min sandeel. Jeg havde dog ålegræs på, så jeg tænkte, at det måtte være derfor. Jeg var ekstrem ærgelig over det! Efterfølgende stod jeg og kastede lidt til begge sider – men ingen reaktion. Hmmmm tænkte jeg, og lavede et hurtig agnskift, hvorefter jeg kastede 4-5 gange.
– Jeg stod i vand til knæene. Så lagde jeg et kast ind på det lave vand og SLAM… I spin-stoppet smækkede en KÆMPE fisk på!! Efter et par gode udløb og et par nervepirrende spring, landede jeg dette store fede missil af en havørred på hele 70 cm! Ny PR og en kanon dag! Jeg vil gerne tilmelde fisken til Kinetic Fiskecup 2023. Knæk og bræk.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup og alle de fede præmier sponsoreret af Kinetic Fishing her.