– Det startede som en helt almindelig sensommer fiske-aften i Københavns Havn – måske med undtagelse af at min faste fiskemakker ikke havde tid, så jeg var alene. Sådan lyder det fra Hans Froschauer. – Jeg fisker meget i havnen – fra Nordhavn hele vejen ned til Slusen og Sydhavnstippen, hvilket giver mig adgang til en masse forskellige fiskespots, uden at det kræver en bil.
– Efter en del år, hvor jeg primært har fisket med jigs på offset-krog med Cheburaska-hoveder, er jeg lige begyndt at bruge gennemløbsblink, og det startede jeg så med. Jeg stod lige syd for Bryggebroen i nærheden af Fisketorvet, hvilket er et af mine faste spots. Efter en håndfuld kontakter, som ikke blev hængende, kunne jeg pludselig mærke et hårdt hug, og i et øjeblik var jeg i tvivl, om det var bundhug. Det føltes som om, at krogen sad solidt fast i noget – og dog… Kort efter begyndte jeg at kunne mærke bevægelser, og vidste at det enten var en større fisk, eller et bildæk, som jeg desværre har fanget før i havnen…
– Den kæmpede meget hårdt, så jeg måtte justere bremsen på min Abu Revo Beast for overhovedet at kunne styre fisken. Folk omkring mig, og især et venlig kærestepar som spiste lige ved siden af mig, begyndte at følge med, siden det ku’ ses, at det var noget tungt jeg kæmpede med. Da den endelig nærmede sig overfladen, kunne jeg se, at det var en torsk, men den var betydeligt større end dem, som jeg typisk har fanget i havnen. Først da den lå på bådbroen kunne jeg for første se den i sin helhed, og der var ingen tvivl om, at det var en PB for mit havnefiskeri. Den var kroget lige i saksen, og den kunne nemt samt hurtigt afkroges. Det var en enormt flot fisk samt en fantastisk oplevelse – og målebåndet viste en solid længde på 78cm, så den overgik min gamle havne-PB med 9cm. Jeg fik lige kæresteparret til at tage et par hurtige billeder af mig med fisken, og så røg den ellers tilbage, hvor den kom fra – måske for at blive fanget af en anden heldig fisker eller vokse sig endnu større.
Du kan læse meget mere om Kinetic Fiskecup 2023, hvor du også selv kan deltage, her.