jan 31, 2021 | Artikler, Miljø og debat
Den unge ørred har en meget speciel og flot farvetegning.
Blandt lystfiskere diskuteres det ofte, hvor og hvornår det er bedst at beskytte vore ørredbestande: – Skal man eksempelvis frede nedfaldsfiskene, friholde grønlændere fra fiskeri, hæve mindstemålet, forlænge fredningstiden eller indføre Catch & Release? Eller – måske tage avancerede vinduesmål-også kaldet slot limits i brug?
AF STEEN ULNITS, FOTO: LARS LAURSEN OG JENS BURSELL
VI KENDER ALLE GÅDEN om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge megen tid og mange overvejelser på. Man kan uden videre overføre diskussionen på andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom eller kommer egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?
Spørgsmålet kompliceres af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns, fordi de har mange flere og meget forskelligartede livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb. Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred – for i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.
Ørredens livscyklus og stadier
Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.
ÆG: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare, fordi i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem banken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.
YNGEL: Når ynglen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv ved at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør ynglens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.
SMOLT: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De ”smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget stort antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt tilbage ud i havet.
“UNDERMÅLER”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde mindst én gang. Nogle undermålere vil allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne.
“GRØNLÆNDER”: En pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men endnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under mindstemålet på 40 cm. Langt de fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Målrettet fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.
OPGANGSFISK er det samme som “opgængere”. Det er betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i reglen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager oftest ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.
GYDEFISK: Fisk, som er blevet gydemodne – og fisk, som er på gydevandring i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.
En flot blank overspringer. Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
“OVERSPRINGER” er betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden året efter.
NEDFALDSFISK er det samme som “nedgængere”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. De falder med strømmen. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten. Fælles for både gydefisk og nedfaldsfisk er, at deres spisemæssige værdi er langt ringere end blanke opgangsfisk. Fiskene tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtindholdet, der omdannes til kønsprodukter. Sene gydefisk og tidlige nedfaldsfisk er derfor de ringeste spisefisk. Nedfaldsfiskene begynder ofte at tage føde til sig igen, mens de stadig er oppe i vandløbet. De er sultne og æder derfor aktivt på de nederste vandløbsstrækninger, hvor det ikke mindst går ud over skaller og andre småfisk, som flere steder findes i stort antal.
Forvaltning af ørredbestandene
Som sagt lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning. Kigger vi på livsstadierne, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. På samme måder er det altafgørende, at ørredynglen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og ynglen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.
I de senere år har det desværre vist sig, at sprøjtegifte fra landbruget ofte havner i vore vandløb. Her skader giften i høj grad de mange insekter og smådyr, som ørredynglen er helt afhængig af. Smolt-stadiet er en specielt farlig tid, hvor fiskene samler sig i flokke, der trækker nedstrøms inden for ganske kort tid. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde hårdt på smoltnedtrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.
Mens ørrederne vokser sig store i havet, er de et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Specielt i Limfjorden og Vadehavet ser det ud til at være tilfældet. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor, som skarven desværre kan blive det for smolten.
Jens Bursell med en flot bækørred taget på in-line spinner.
Skadeligt garnfiskeri efter ørred
Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i nedgarn. Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der tit ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.
Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten. Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten. Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på selve stranden. På den måde sikrer han sig, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…
Hjælp til selvhjælp
Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere, for garnene sættes nemlig efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her. Heldigvis er der steder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredynglen. Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.
For en hel del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk med en større samlet vægt, inden de gik i garnene… Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en helt anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes.
Selv catch & release fiskeri have indvirkning på bestanden, hvia der er for mange lystfiskere ved vandet. Små vandløb som dette er særligt følsomme overfor overfiskeri.
Hæv mindstemålet på ørred?
I dag er garnene heldigvis ikke et helt lige så stort problem som tidligere, så i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag, og det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.
Store fisk har bevist, at de har gode gener, som har tilladt dem at nå deres størrelse. De har værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation, og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselige – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige…
Gydeørred og nedfaldsfisk
Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre samt udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen. Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet gør det. Men man skal også huske, at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det selvsagt ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen-igen. Og da slet ikke, når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.
Det er i min optik en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – tunge, blanke og velnærede.
Kystørred smager fortræffeligt – og det at tage en enkelt eller to med hjem til gryden er en helt naturlig del af fiskeriet.
Catch and release efter ørred
Fangst og genudsætning bliver mere og mere almindeligt mange steder – af mange gode grunde. Nogle steder er det en simpel nødvendighed, hvis der også fortsat skal være fisk at fange. Andre steder sker det mere lystbetonet. Men uanset årsag, så stiller Catch & Release store krav til lystfiskeren, hvis genudsætningen skal opfylde sit formål: Det er vigtigt, at den fangede, afkrogede og genoplivede fisk overlever seancen uden at bukke under for mælkesyreforgiftning, iltmangel eller fysiske skader fra håndteringen, så den fremover kan gyde og dermed bidrage til slægtens videre eksistens.
Men det er et helt andet tema. Her skal vi nøjes med at konstatere, at enhver form for Catch & Release medfører en vis dødelighed. I bedste fald nogle få procent. I værste fald rigtig mange. Under alle omstændigheder siger det sig selv, at jo større fiskepresset bliver, desto flere fangede og genudsatte fisk vil bukke under for selv et rendyrket Catch & Release fiskeri. Det er et desværre ofte overset faktum – samt bagsiden af medaljen.
Og så forresten…Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål om, hvad der egentlig kom først: – Hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget. Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen.
Herligt, når videnskaben kan diske op med klassekonklusioner som denne! Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet af og mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, da må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig. Men passer vi ikke på vore ørredæg på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter! Ægget kommer således også her før ørreden.
TIPS TIL FLERE ØRREDER:
- Skræm skarverne bort
- Fred de små grønlændere
- Pas godt på gydebankerne
- Genudsæt de store gydefisk
- Begræns garnfiskeriet i havet
- Overdriv ikke Catch & Release
- Genudsæt udgydte nedfaldsfisk
Hvis man vil have en større snitvægt på ørrederne, kan der måske være god ræson i at hæve mindstemålet? Lad os høre din mening på Fisk & Fris facebook primo februar.
dec 20, 2020 | Artikler, Miljø og debat
Over det sidste halve år har Fisk & Fri sat et knivskarpt fokus på den fagligt kritisable forvaltning af sandarten i Danmark – samt hvad man kan gøre for fremover at skabe bedre forhold for denne fantastiske sportsfisk. Vi har hørt hvad Danmarks Sportsfiskerforbunds nye formand Torben Kaas´s mener om sagen ud fra et overordnet politisk synspunkt – samt følger op med en biologisk perspektivering af DSF´s politik i januar 2021.
AF JENS BURSELL
SANDARTEN – og forvaltningen af den, har været omdrejningspunkt for en række artikler her på fiskogfri.dk i 2020. Eftersom Danmarks Sportsfiskerforbund har stået uden formand en stor del af året der gik, har det rent lavpraktisk – og meget forståeligt – været svært at få en konkret udmelding fra DSF omkring problematikken.
I september blev Torben Kaas valgt som ny formand for DSF, og siden da har han haft et stykke tid til at komme godt ind i det nye og vigtige embede som repræsentant for de danske lystfiskere.
Vi har bedt ham om at taget et kig på de debatartikler, der har været publiceret på fiskogfri.dk – og med udgangspunkt i dette, har vi stillet ham en række indledende spørgsmål:
Skal alle arter forvaltes ud fra de samme grundprincipper?
FISK & FRI: Mener DSF, at alle hjemmehørende danske arter skal forvaltes efter samme grundprincipper? Skal de principper der bruges til at bedømme hvorvidt en art er hjemmehørende eksempelvis være ens og bedømt samme zoogeografiske skala?
TORBEN KAAS: Jeg er ikke helt sikker på, hvad en zoogeografisk skala er for en, men alle arter skal behandles ud fra de samme principper, som handler om at bevare og fremme naturlige bestande, der hvor de er hjemmehørende.
FISK & FRI: Med samme zoogeografiske skala menes, at hvis man vælger, at en art dokumenterbart skal have været naturligt forekommende i et givent vandsystem for at man kan udsætte/re-introducere den der, så bør det samme princip om geografisk skala for bedømmelseskriteriet også gælde for andre arter, forudsat at de har eller har haft de samme potentielle muligheder for naturlig spredning til vandet.
FISK & FRI: For at man kan snakke om, at en art er hjemmehørende – skal den dokumenterbart have været i et givent vandsystem? – eller er det nok, at det vandsystem hvor man vil udsætte arten i, er inden for et område, hvor arten ville eller selv vil kunne have spredt/sprede sig til selv – dvs at udsætningsstedet er inden for artens naturlige zoogeografiske spredningspotentiale?
TORBEN KAAS: Jeg synes, det er svært at kaste sig ud i spekulationer om, hvilke områder forskellige fiskearter ville kunne sprede sig til. Hvis en art findes eller har fandtes på en lokalitet uden at være udsat, så er den hjemmehørende, og så har vi et ønske om at passe på den.
FISK & FRI: Vi vender retur med en diskussion af dette emne i del 2 af artiklen.
Sandarten er en hjemmehørende og naturligt forekommende fiskeart i hele SØ-Danmark.
Er sandarten hjemmehørende i Danmark?
FISK & FRI: Regner DSF sandarten som en hjemmehørende art i Danmark? Hvis ikke – hvorfor? RED SANDARTEN – STOP DTU AQUAS ”MAGTMONOPOL” – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
TORBEN KAAS: Sandarten er hjemmehørende i mange danske vande.
FISK & FRI: Anderkender DSF, at sandarten ikke er invasiv. Hvis DSF mener den er invasiv – begrund venligst.
TORBEN KAAS: For at en art er invasiv skal den dels ikke være hjemmehørende og dels sprede sig ukontrollabelt på bekostning af andre arter. Ingen af delene er tilfældet for sandart.
FISK & FRI: Mener DSF, at sandarten skal have samme forvaltningsstatus som fx ørred – hvis ikke, begrund venligst.
TORBEN KAAS: Sandarten skal forvaltes efter de samme principper som alle andre arter. For hjemmehørende arter betyder det, at vi har en opgave med at fremme dens population på lokaliteter, hvor den er truet eller udryddet. I den forstand er der ikke nogen forskel på forvaltningsprincipperne for fedtfinnefisk og for sandart men i praksis skal fedtfinnefisk og sandart håndteres helt forskelligt for at nå det samme mål om bestandsfremgang.
FISK & FRI: Mener DSF, at man skal fremme sandartbestandene inden for dens naturlige udbredelseområde – dvs alle vandsystemer der tidligere har udmundet i Ancylussøen, Danaelven eller brakvandsområdet ud for Danaelvens udløb i Kattegat?
TORBEN KAAS: Vi mener, at enhver art, som er naturligt hjemhørende i et område, har krav på at være i det pågældende område. Er en art uddød af naturlige årsager i nogle vande, så mener jeg, naturen har talt, og at den ikke længere er hjemmehørende i de vande.
FISK & FRI: Vi vender retur med en diskussion af netop dette emne i del 2 af artiklen.
Skal bestandene af sandart fremmes?
FISK & FRI: Vil DSF arbejde for bedre sandartbestande i alle de søer hvor de pt findes – inklusive de søer der ikke er omfattet af pkt. 6 – eksempelvis en del jyske vande, som dog stadig inden for artens naturlige spredningspotentiale – eksempelvis via fuglespredning.
TORBEN KAAS: Hvis en bestand af sandart eller andre fisk er negativt påvirket af menneskelig aktivitet, så har vi en opgave med at hjælpe den på fode igen. Det er en kerneopgave for DSF. Sandarten findes allerede i en del jyske vande, og trues den der, så interesserer vi os for det. Spreder den sig til nye vande, så skal vi også passe på den der, men det er ikke vores opgave at flytte rundt på arterne.
Fiskeri efter sandart med levende agn er super effektivt.
FISK & FRI: Der har så vidt vides ikke været brugt fisketegnsmidler på sandarten nogensinde – er det ikke på tide med et projekt som gavner sandarten, der jo er en af vores vigtigste rovfisk? Det kunne eksempelvis være ved at restaurere gydebanker eller udsætning af fisk for at kickstarte bestande?
TORBEN KAAS: Der er generelt ikke brugt ret mange penge fra fisketegnsmidlerne på at fremme fiskeriet i søer. Dog er der brugt penge på kortlægning af vandringer af fredfisk, skarv og søhåndbog. To vigtige grunde til, at der ikke er brugt penge på sandarter er, at restaureringsprojekter generelt ikke giver så meget mening i søerne, og at søernes fiskearter reproducerer sig langt hurtigere end ørreder og laks og derfor ikke på samme måde har brug for støtteudsætninger, når først de fysiske vilkår er i orden. Er en sø i god balance, så genetablerer bestandene sig meget hurtigt. Men de steder, hvor vi kan gøre noget med fisketegnsmidlerne, der skal vi gøre det. Du nævner gydepladser og støtteudsætninger, og begge dele er forslag, vi meget gerne vil kigge nærmere på. Jeg har været i dialog med parterne i §7-udvalget, som rådgiver ministeren om anvendelsen af fisketegnsmidlerne, om det, og flere af medlemmerne var positive overfor tankerne. DSF har desuden i §7-udvalget netop fået opbakning til et projekt, hvor vi skal se på den økonomi, der er forbundet med fiskeriet i søerne for at starte debatten om, hvordan vi får lystfiskerne mere på lystavlen i forhold til erhvervsfiskerne. Den slags er efterspurgt af en del søforeninger, som hellere vil gå den vej end via støtteudsætninger.
FISK & FRI: Hvorfor skulle restaureringsprojekter ikke give mening i søer. Her er fiskene jo på samme måde afhængige af fx egnede gydeområder – præcis som ørred eller laks?
TORBEN KAAS: Enig. Der kan sagtens være projekter med restaurering af søbunden, som kan være interessante. Mit budskab er, at for søerne er vandkvaliteten det vigtigste parameter, mens de oplagte fysiske restaureringsmuligheder er færre.
FISK & FRI: Den store lakseundersøgelse lavet af DTU og DCV viser jo, at habitatforbedring er den helt store nøglefaktor for at få laksebestandene op. Og det samme har vist sig for ørred – er der fri passage og egnede gydehabitater i de rigtige mængder, så kommer ørrederne hurtigt igen. Kan du forstå, hvis ovenstående set med søfiskerøjne virker som en god undskyldning, for ikke at have gjort noget for søernes tilstand i årtier?
TORBEN KAAS: Nej.
FISK & FRI: Hvorvidt der overhovedet er lovhjemmel til at foretage projekter som ”vandring af fredfisk” og ”Søhåndbogen” efter Fiskerilovens §61 for Fisketegnsmidlerne kan i høj grad diskuteres – og det er næppe projekter, der har hjulpet bestandene af rovfisk i søerne. Eksempelvis rådgiver DTU Aqua i søhåndbogen til hård befiskning af sandart, hvilket næppe har gavnet populationerne. I praksis er der således brugt forsvindende og uforholdsmæssigt lidt på søerne, set i forhold til for mange der dyrker dette spændende fiskeri. Vi vender retur med en diskussion af dette emne i del 2 af artiklen.
En flot sandart taget på en flådfisket levende skalle.
Erhvervsfiskeri efter sandart
FISK & FRI: Mener DSF, at det gavner en sandartbestand eller søens økologi generelt at befiske den hårdt, når der er en stor årgang? Hvis ja – dokumenter venligst med afsæt i videnskabelig litteratur (originalkilder), hvordan det skulle gavne bestanden og dens baseline niveau.
TORBEN KAAS: Jeg tror ikke, det gavner nogen bestand af nogen art, at man udrydder en stor del af den, uanset om det sker med garn eller fiskestang.
FISK & FRI: Hvis dette er DSF holdning, vil vi så komme til at se DSF så konfrontere DTU Aqua med det problematiske i at de anbefaler hård befiskning af gode sandartårgange? – så vi kan få denne problematiske rådgivningspraksis ændret?
TORBEN KAAS: Det gør vi allerede.
FISK & FRI: Det lyder godt, vi glæder os til at høre, hvad de kommer frem til.
Sandart på Arresø og Tissø
FISK & FRI: Anderkender i, at hård erhvervsbefiskning af sandarterne på hhv Arresø og Tissø i hhv starten af 00´erne og tiden omkring 2014-16 har bevirket mere uklart vand i disse søer? RED SANDARTEN – OG FÅ MERE KLART VAND – Fisk & Fri (fiskogfri.dk)
TORBEN KAAS: Jeg kender ikke til tidsserier over sigtedybden i de to søer, men anerkender at ubalance mellem søernes rovfisk og fredfisk kan forringe klarheden af vandet. For mig lyder det sandsynligt, at der er en sammenhæng mellem hård befiskning af sandarterne og så sigtedybden i det pågældende vand.
FISK & FRI: En tidsserie findes i netop den artikel vi linker til i starten af dette spørgsmål – og den er lavet på baggrund af MSTs officielle data, der er offentligt tilgængelig for alle via www.odaforalle.dk
TORBEN KAAS: Fangsterne fra de to søer i den periode, du refererer til, er ikke angivet i artiklen. Det er derfor svært at afgøre, om fiskeriet efter sandart er den afgørende faktor på ændringen i sigtedybden. Jeg anerkender som ovenfor anført dog princippet.
FISK & FRI: Tidspunktet for de rekordhøje fangster fra erhvervsfiskeren i Arresø kan du læse om i Fiskeatlassets sandartafsnit samt i Fiskeristyrelsens data for erhvervsfangster, som DTU Aqua linker til i Søhåndbogen i afsnittet om sandart. De rekordhøje fangster af sandart kommer i kølvandet på bestandspeaken – og efterfølges af markant mere uklart vand efter nedfiskningen.
Flere rovfisk giver mere klart vand
FISK & FRI: Mener DSF det er vigtigt at nå målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiver inden 2027?
TORBEN KAAS: Ja
FISK & FRI: Er DSF enige i at fjernelse af store mængder rovfisk betyder risiko for mere uklart vand – og dermed en situation, der gør det sværere at nå målsætningerne i EU’s Vandramme direktiver?
TORBEN KAAS: Ja
FISK & FRI: I Arresø har erhvervsfiskeren fået forlænget sin koncession, hvilket betyder, at han har gode muligheder for at fiske sandartbestanden helt i bund inden udgangen af 2021. Vil DSF helt konkret arbejde på at der skal sættes begrænsninger på erhvervsfiskerens fangster i 2021 – samt at erhvervsfiskeriet efter alle arter stopper med udgangen af 2021?
TORBEN KAAS: DSF arbejder for det mål, at der ikke skal fanges fisk af erhvervsfiskere i de danske søer i fremtiden. Erhvervsfiskeri i søer er en anakronisme, og det giver ikke mening i 2020. Jeg er ikke sikker på, at et forbud mod erhvervsfiskeri er den korteste vej til det mål, fordi rettighederne til at fiske med redskaber er knyttet til lodsejernes ejendomsret, som er noget nær ukrænkelig. Vi afsøger derfor andre muligheder i form af omsætningsforbud, daglige fangstbegrænsninger, forbud mod bestemte redskaber o.l. for at nå det samme mål.
FISK & FRI: Nu spørger vi i dette spørgsmål specifikt til Natura 2000 området Arresø, hvor fiskeretten ejes af staten og ikke private – og hvor NST jfr kontrakten faktisk kan lægge begrænsninger på fiskeriet, hvis der kan argumenteres derfor af biologiske årsager. Ovenfor anderkender DSF, at der er gode biologiske grunde til at stoppe erhvervsfiskeriet (?): Vil DSF helt konkret arbejde på, at der skal sættes begrænsninger på erhvervsfiskerens fangster i Arresø 2021 – samt at erhvervsfiskeriet efter alle arter stopper med udgangen af 2021 i Arresø?
TORBEN KAAS: Vi kigger lige nu på, hvordan vi går til den opgave, og det er for tidligt at sige, hvad vi vil gøre og hvornår.
FISK & FRI: Vil vi se DSF gå aktivt ind i kampen for sandarterne i Tissø?
TORBEN KAAS: DSF er aktivt inde i et meget stort antal sager om truede bestande af diverse fiskearter. Vi går også ind i sager om sandarten de steder, hvor bestanden er truet, eller vi vurderer at fiskeriet ikke er bæredygtigt. Det er ikke det samme som, at vi med et trylleslag kan ændre på tingene, men vi går ind og gør de ting, vi kan, og som vi tror kan hjælpe de lokale lystfiskere.
FISK & FRI: Det lyder godt.
Hvordan får vi et bedre sandartfiskeri i fremtiden?
FISK & FRI: Hvad vil DSF helt generelt gøre for at sikre et bedre sandartfiskeri i Danmark fremover?
TORBEN KAAS: Udfordringerne for sandarterne og først og fremmest højt fisketryk og dernæst dårlige fysiske forhold med for høje næringsstofindhold i vandet og for meget slam på bunden og dermed på gydepladserne. Desuden kan der nogle steder være prædation fra skarv. Vi vil arbejde for at reducere alle de begrænsende faktorer. Viser det sig, at vi kan hjælpe bestandene på vej ved at etablere gyde- eller opvækstområder eller ved støtteudsætninger, så vil vi arbejde for det. Men de naturlige bestande kommer først, når vandene har det godt og ikke bliver fisket ned af især erhvervsfiskere.
FISK & FRI: Du siger ” Viser det sig, at vi kan hjælpe bestandene på vej ved at etablere gyde- eller opvækstområder eller ved støtteudsætninger, så vil vi arbejde for det.” Men det viser sig jo ikke af sig selv. Det viser sig jo kun, hvis man proaktivt dedikerer en forskningsindsats til at finde ud af det. Nu hvor man reelt set ikke har brugt en eneste krone på at fremme sandartbestandene de sidste årtier, burde man så ikke bruge nogle af Fisketegnsmidlerne til at finde ud af hvilke muligheder han har for at forbedre en naturlige reproduktion af sandart? Vil vi helt konkret komme til at se DSF fremlægge forslag til et sådant projekt – eksempelvis ved næste §7 møde, hvor den næste tre-årsplan lægges?
TORBEN KAAS: Når den kommende treårsplan skal lægges til næste år, har DSF en del ønsker til vægtningen i brugen af midlerne. Søer og kyster står højt på vores ønskeliste sammen med habitatforbedringer også i åerne og en del andre ting.
Forvaltningen set i et biologisk perspektiv
Her i del 1 af artiklen har vi fokuseret på DSFs overordnede politiske holdninger til sandarten. Men – uden en klar stillingtagen til de biologiske aspekter, der er med til at definere sandartens forvaltningsstatus, vil det blive svært at nå i mål med de gode visioner, som Torben Kaas har for de danske sandartbestande. Alt dette vil vi gå meget mere i dybden med i del 2, som – hvis alt går vel – publiceres i januar 2021.
