nov 13, 2022 | Nyheder
70.000 regnbuer undslap forleden nat havbruget ved Musholm, da en fiskekuttter påsejlede netburene. Der skulle være sket meget store skader på nettene, og det forlyder, at der er mistet mange fisk, hvoraf en stor del skulle være i 3-4 kilos klassen med en del fisk helt op til over fem kilo. Fiskene er i bedre end god stand, som du kan se på fisken ovenfor på cirka fem kilo, der blev fanget af Henning Trier her til morgen langs den vestsjællandske kyst.
Den mest effektive måde at fange regnbuerne på er med fluestangen tæt på land, hvor fiskene patruljerer ofte helt inde på 30-50 centimeter vand – 3-10 meter fra land. Du kan se præcis hvordan du finder og fanger fiskene i denne fede video på Fisk & Fris Youtube, hvor Henning Trier forklarer hvordan burhønsene skal lures.
Du kan også læse en masse om fiskeriet efter undslupne regnbuer – alias burhøns – i denne fine artikel af Thomas Graversen.
Knæk & bræk derude.
nov 2, 2021 | Artikler, KYSTREGNBUE, Video
Næsten hvert år sker der større udslip af regnbuer fra havbrugene, og det betyder, at der periodisk kan være et virkelig underholdende fiskeri langs især Storebælts kyster. For ganske kort tid siden har der været et større udslip fra havbruget Musholm i Storebælt, hvor cirka 2500 økologiske regnbuer er undsluppet, så det er bare med at komme afsted. Regnbueørrederne går ofte få meter fra land, og derfor er sight-fiskeri med fluestangen ofte den både sjoveste samt mest effektive måde at fange dem på. Og det er ikke svært, for det er sjældent, at du behøver at kaste over 10 meter, så alle kan være med. I denne video giver en af landets mest erfarne kystfiskere – Henning Trier – sine bedste tips til fiskeriet efter “burhøns”, som han har dyrket det i snart 40 år. Glæd dig til en fantastisk dag på kysten med masser af action på det helt lave vand.
Husk, at det er gratis at abonnere på Fisk & Fris YouTube-kanal her.
okt 31, 2021 | Nyheder
Der er for nylig sket et stort udslip af havbrugsregnbuer på Storebælt, og der er derfor pt masser af regnbuer at fange langs de Vestsjællandske kyster. Så det er bare med at komme afsted, have nogle sjove timer – og stoppe faunaforureningen. En af dem, der har været ude, er Claus Christiansen og hans søn:
– Min søn Conrad på 7 år ville enormt gerne ud og fiske i det gode vejr, fortæller han. – Han ville gerne fange hornfisk, da vi ikke havde nået det i foråret, men det er jo ikke lige sæsonen. Jeg havde dog hørt, at der havde været et udslip fra Musholm, så vi fik pakket og kørt mod Vestsjælland. Vi startede på kysten lidt nord for Korsør, hvor jeg fik placeret ham på en sten lidt ude i vandet for at undgå det værste tang og ålegræs. Conrad fiskede med et bobbelflåd og Powerbait. Jeg selv fiskede med flue. Da vi gik ud af kysten så og skræmte vi flere fisk, men de ville ikke noget, så efter et par timer pakkede vi sammen og kørte videre.
– Vi endte på Keldstrup Strand, hvor der er nogle fine stenhøfter, han kunne sidde på lidt ude i vandet. Da vi gik ud mod stedet, vi havde ud set, var en anden fisker igang med at nette en flot regnbueørred, som vi lige var henne og kigge på. Nu var Conrad bare klar på, at han også ville fange sådan en. Han fik en reje på krogen og fik kastet ud, jeg gik selv i knæ dybt vand og kastede med fluestangen et lille stykke ved siden af ham. Da jeg så, at flåddet svømmede den forkerte vej, råbte jeg til ham – jeg tror du har bid. Og det havde han. Jeg skyndte mig hen for at hjælpe, og vi fik fisken på land: Conrads første regnbue. Vi fiskede videre et par timer, og der var flere gange lidt aktivitet ved flåddet, men ikke noget, der blev siddende. Jeg fik dog to fisk på fluen ved at kaste lige foran sete fisk og bare lade fluen synke samt stramme linen op. Det endte som en god dag med tre regnbuer med hjem og Conrad, der havde fanget sin første.
dec 20, 2012 | Artikler, Fluefiskeri, Kystfiskeri, PUT AND TAKE ØRRED
Antibiotikafisk! Faunaforurening! Burhøns! Pellehaleløs! Abnorme foderbomber! Kært barn mange navne, eller i dette tilfælde – foragtet fisk mange navne. Men det ændrer ikke ved, at kystfluefiskeri efter undslupne regnbueørreder kan give nogle fantastiske gode oplevelser med flex på klingen og fisk på land.
Af Henrik D. Christensen og Per Fischer
(mere…)