nov 21, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Barracuda’en er en bestialsk motherfucker – og du kan roligt regne med at få testet dit grej til det yderste…
Få fisk spreder frygt og panik på en tropisk flat som barracudaen, og en mere kynisk og kalkulerende modstander på fluegrejet er svær at forestille sig. Tag med Rasmus Ovesen et smut sydpå og bliv inspireret til dine egne eventyr med fluestangen.
AF RASMUS OVESEN
BARRACUDAEN er på mange måder indbegrebet af den urgamle og blinde ondskab, som findes i så mange forskellige former og variationer i naturen – og som får det til at risle koldt ned af ryggen på os. Det er en ondskab, som udspringer i dybet af kølige og sjælløse øjne og i kynisk og kalkulerende adfærd. I dette tilfælde finder den sit almene formudtryk i et perfekt camoufleret og strømlinet ydre, en skyggefuld og spøgelsesagtig tilstedeværelse samt et bistert gab fyldt til bristepunktet af barberbladsskarpe tænder.
Barracudaen er de topiske flats’ nådesløse terrorist, og dens uforudsigelige lune, frygtløse adfærd og indiskriminerende koldblodighed gør den til en udfordring for selv den mest stoiske og hårdføre fluefisker. Det kræver nerver af stål at fiske barracudaer på flue. De har en angrebshastighed som et amerikansk undervandsmissil samt en foruroligende evne til at materialisere sig som spøgelser ud af ingenting og massakrere ens flue i eksplosive og pludselige kollisioner af vand, skum og knitrende skæl. Barracuda-fluefiskeri er med andre ord ikke for folk med sarte sjæle og tyndslidte nerver, men for de få stålsatte eventyrere – dem der søger det let-selvpineriske, gyset og chokeffekten.
Palmer, sol, ginklart vand – og barracuda’er i farvandet – hvad mere kan man ønske sig?
Barracuda på flue – et brutalt fiskeri
Egentlig er det parakdoksalt, at jeg som inkarneret tørfluefisker er endt med at liste rundt på flatsne med nerverne uden på tøjet og kaste til ominøse skygger. Som tørfluefisker er jeg vant til at se fisk tage min flue i slow-motion, og selvom det også kan være nervepirrende, er der en form for magelig selvfølgelighed over det, der giver ro i sjælen. Omvendt forholder det sig med barracuda-fiskeriet på flatsne. Her sker tingene så hurtigt, at ens sanselighed overbelastes. På et splitsekund – ud af ingenting – forsvinder din flue, et dommedagssug forplanter sig helt uventet igennem fluelinen, og en stor, sølvglinsende krop kaster sig pludseligt meterhøjt frit af vandet. Idet den bryder vandet med sin fulde tyngde i nedslaget, hvirvler løsline øjeblikkeligt omkring ørene på dig, mens fisken tager af med 100 kilometer i timen og forsvinder ud over flattens flimrende monokrome vand. Undervejs kaster den sig gentagende gange helt fri af vandet med sitrende gællelåg og blottede tænder – men det ser du slet ikke. I dette pludselige kaos af fygende line, skumsprøjt og voldsomme klingestød har du nok at gøre med bare at fastholde grebet omkring korkhåndtaget og undgå at få slået knoerne til blods af hjulspolens og -håndtagets bagspin.
Først når fluehjulets forpinte klagesang pludselig ophører, linen slækkes og kurven i stangen retter sig ud, kommer du dig så småt over det indledende chok – men nu er alt for sent. Barracudaen er søgt ud over koralrevene, som afgrænser den store flat, og forfanget er revet over. Hele hændelsen bundfælder sig, mens du med en forstenet mine spoler de tabte mængder af glødende orange-farvet bagline tilbage på fluehjulet. Den ligger udover vandet som en slags tilnærmet kortlægning over fiskens vandvidsudløb, og du er overrasket over, hvordan så rå mængder bagline nåede at blive flået af hjulet i løbet af så kort tid. Nogle hundrede omdrejninger senere er du i færd med at binde endnu en stor pulserende flashflue for enden af et wireforfang – denne gang med rystende og utålmodige hænder. Du er fortsat lettere chokeret, og dine tanker er kaotiske. Én ting ved du dog med sikkerhed, og forvisningen mærker du med enhver fiber i kroppen: Du er klar til endnu mere afstraffelse!
Rasmus Ovesen med en fantastisk barracuda, der er på vej tilbage til sit rette element.
Efter barracuda på de store Turneffe Flats
Belize´s Turneffe Flats og Turneffe Island Resort er ét af de steder, hvor jeg oftest har jaget barracuda – og det til trods for at stedet primært er kendt for sit sublime permit og bonefish-fiskeri. Her finder man barracudaerne i kølvandet af store fødesøgende stimer af bonefish, der trækker rundt på bagsiden af koralrevene eller mudrer vandet op inde over selve flatsne. Her er masser af fisk mellem fem og 10 kilo, og ind imellem støder man på skrækindjagende monstre mellem 15 og 20 kilo.
Bonefish’ne er nervøse af natur, men intet kan gøre dem mere opskræmte og påpasselige end, når der er baracudaer i farvandet. Nok er bonefish’ne hurtige svømmere med akutte reaktionsevner, men de undervurderer bestemt absolut heller ingen grund til. Barracudaen har en koldblodig evne til at få sneget sig ind på bone fish-stimerne, og kommer den først tæt på eller får sporet sig ind på en afsondret fisk, så er dens lynsnare og pludselige udfald som regel dødeligt.
Barracuda´er på jagt
Særligt ved højvande trækker de evigt sultne barracudaer ind over lavt vand for at jage. Ved højvande har de lidt mere vand under bugen end ellers, og byttefiskene, der plejer at gemme sig på de lavvandede indersider af koralrevene, har pludselig ikke de samme muligheder for at gemme sig. Nu vil man typisk finde barracudaerne patruljerende frem og tilbage langs fordybningerne inde bag koralrevene – lige på kanten af flatsne, hvor de tålmodigt venter på at komme på nært hold af intetanende byttedyr. Her vil de slå kynisk ned på mere eller mindre alt spiseligt, der kommer inden for rækkevidde. Særligt har de dog en forkærlighed for bone – fish’en – hvad end det så skyldes, at de er særligt smagfulde eller blot udfordrende at fange. Det kan derfor betale sig at opsøge pladser med gode forekomster af bonefish – og så ellers time det med at højvandet indfinder sig. Her vil man have optimale muligheder for at fange barracudaen.
Rasmus og Martin er fast makkerpar på mange fiskerejser – og der er fuld fart over feltet, når der fiskes efter barracuda.
Taktik til barcudafiskeriet
Barracudafiskeriet kan gribes an på to taktisk meget forskellige måder; enten kan man blindfiske dem, eller også kan man pürschfiske dem. Det første alternativ indebærer, at man affisker vand af en så stor dybde, at barracudaen er umulig eller i hvert fald særligt vanskelig at spotte. Hertil skal det dog hastigttilføjes, at barracudaen selv for dem med særligt trænede øjne kan være vanskelig at få øje på, og at den på selv knædybt vand, kan have en næsten spøgelsesagtig evne til at holde sig camoufleret. Af denne grund er det derfor ikke kun langs dybdekurverne af koralrevenes ydersider, at man kan blindfiske efter barracuda. Det går også an på flats’ne. I begge tilfælde gælder det om at afdække en masse vand – samt gøre det effektivt og hurtigt. Godt nok er barracudaerne altid i bevægelse, men det er mere effektivt at opsøge dem end at vente på, at de pludselig er trukket inden for kasterækkevidde.
Sightfiskeri med flue efter barracuda
Pürschfiskeriet indebærer i modsætning til blindfiskeriet en masse delvist inaktiv ventetid, men det er på alle tænkelige måder den mest spændende form for barracuda-fluefiskeri. Her gælder det om, ved hjælp af et par gode polaroidbriller og et skarpt blik, at lokalisere fødesøgende barracudaer og så ellers komme på kaste hold. Typisk vil man kunne vade langs koralrevene og have held til at spotte jagende barracudaer, men ellers kan det være en fordel at spejde fra stavnen af en flatbåd – hvorfra man har et bedre udsyn.
Barracudaerne toner som oftest frem som langstrakte og diskrete skygger, og når først man får øje på én af disse, gælder det om at lægge et hurtigt kast ud på vandet – 3-4 meter foran fisken i dens formodede svømmebane. Herefter er det bare med at flå og hive fluen hjem med al vold og magt, for er der noget, barracudaen tænder på, er det et flygtende eller panikslagent byttedyr. Tag eventuelt begge hænder til brug under indtagningen ved at sætte fluestangen i spænd i din høje armhule, og accelerér fluen alt, hvad du kan.
Martin Ejler Olsen med en gudeskøn barracuda, der gav ham kam til sit hår.
På denne måde mindsker du samtidigt fiskens reaktionstid, hvilket er ganske vigtigt. Er fisken for alvor på finnerne, vil den reagere øjeblikkeligt – og starte forfølgelsen intuitivt med sitrende finner og et stift blik – men tag endelig ikke fejl af den. Barracudaen er en aggressiv og frygtløs jæger, men den er langt fra hovedkulds. Og da den i tillæg har et knivskarpt blik, vil man ofte opleve, at den blot følger efter fluen eller helt ignorerer den. Barracudaen er i bund og grund ganske skeptisk anlagt, og derfor gælder det om at holde lav profil og forsøge sig med fluer, der enten er troværdige imitationer eller overfladefluer såsom poppere eller gurglere, der kan provokere barracudaen til at hugge.
Hugger barracudaen ikke på de første 2-3 kast, gælder det om at skifte flue hurtigst muligt og forsøge sig på ny. Intet kan vække skepsis i en barracuda som at se samme flue på nært hold gentagende gange. Det er derfor en god idé at have flere fluer monteret med wireforfang i reserve, eller bruge en wireløsning, der muliggør hurtige flueskift.
Grej til barracuda på flue
Grejet, der anvendes, når der flue fiskes efter barracuda, er selvsagt i den tungere ende. For det første er fluerne, der fiskes med, ganske voluminøse, og for det andet kan de åbne flats være ganske vindblæste. For det tredje kræves der slet og ret kraftigt grej for at hamle op med barracudaens nærmest uproportionale kræfter. En 9’ #10 fluestang kombineret med et slidstærkt fluehjul med en kraftfuld bremse er en god grundudrustning. Hertil kommer en diskret, flydende WF flueline med et 5-6 meter langt forfang, der ender i en 0.45-0.50 mm fluorocarbon spids. Heri bindes enten et stålwire-, wolfram- eller titaniumsforfang på 40-50 lbs. Tro endelig ikke, at en fluorocarbon chok-tippet eller et let geddewireforfang er egnet til dette fiskeri. En stor barracuda flår og slider alt over, der ikke er 100% toptunet og skræddersyet til formålet. Den er så og sige bygget til ødelæggelse!
Sightfiskeri er oplagt, når fiskene som her er på meget lavt og klart vand. Men selv under disse forhold kan det dog være svært at spotte de spøgelsesagtige fisk, der nærmest kan gå i et med deres omgivelser.
Barracudafluer
Fluerne, der typisk anvendes tilbarracuda-fluefiskeri, er store og pulserende – gerne op til 20-25 cm, og med en god profil. Monteret med en action disc allerforrest kan man give fluerne en slangende og sitrende gang i vandet, der kan tirre og lokke barracudaerne til at hugge. Disse action discs gør dog samtidig fluerne en anelse trægere at indtage, og den hastighed man potentielt mister under indtagningen, taler ind imellem imod brugen af dem. Nogle dage skal barracudaen ingen betænkningstid have, mens den andre dage – særligt, når den har en tendens til at forfølge fluen – skal lokkes og lures. Her må man bruge alle tricks i bogen, inklusive indtagningsstop, bratte accelerationer og retningsskift ved hjælp af rullekast.
Sølvfarvede fluer er som regel gode til at pirre barracudaens hug instinkt, eftersom mange af dens foretrukne byttefisk har sølv glinsende flanker. Ordinære flash fluer fungerer som regel udemærket, men husk på – at jo flere nøglestimuli, du kan kode ind i fluerne desto bedre fisker Prøv derfor at binde nogle sølvglinsende fluer, der ikke bare glinser og glitrer, men som også har form, fylde og udtryk. Og sørg for at binde dem på kraftige og skarpe kroge, med kevlarbindetråd og rigelige mængder UV eller epoxylim – ellers er de splittet til atomer efter den første nærkontakt med barracudaens tandbesatte kæber.
Helt hvide fluer kan også fungere glimrende – særligt over dybere vand, og ellers kan poppers samt pangfarvede provokationsfluer, der fiskes lynsnart hjem i overfladen fiske godt, når barracudaerne for alvor er i hugget. Særligt popperfiskeriet kan være sjovt, da man her er garanteret nogle spektakulære hug, hvor fluen bliver revet af overfladen i hæsblæsende eksplosioner af skumsprøjt og kølvand.
De vildeste barracudafights
Når hugget falder kan du ligge akkurat nå at hamre fluen på plads i fiskens benede kæft med et solidt strip-strike, og herefter er det bare med at holde fast og håbe på det bedste. For så går tingene stærkt! Selv mindre barracudaer på mellem 3-5 kilo sætter af i uimodståelige vanvidsudløb. Fisk på mellem 5 og 10 kilo blotter hovedparten af din backing på få øjeblikke, og de helt store fisk mellem 15 og 20 kilo raser af sted med overhængende fare for pludseligt blottede hjulspoler, overophedede bremsesystemer, udrettede kroge og sprængte forfang. Barracudaen giver virkelig alt, hvad den har i sig af brutal vildskab og halsbrækkende fart under fighten, og dette i sig selv gør, at det alene gør den til et eftertragtet bytte for os fluefiskere. Den har muligvis er blakket ry og omdømme, men den er helt klart blandt tropernes mest spændende og nervepirrende sportsfisk.
Barracudaens biologi
Barracudaen findes i de tropiske og subtropiske dele af Stillehavet, Atlanterhavet og det Indiske Ocean. Der findes flere forskellige arter, hvoraf de største kan blive mere end to meter lange og veje over 40 kilo. Over åbent vand færdes særligt mindre barracudaer i større stimer, mens de helt store fisk typisk foretrækker at færdes og jage alene. Barracudaen kan skyde hastigheder på op til 45 km/t, og den kan jage fisk på størrelse med den selv ved at flå lunser af disse fisk med sine knivskarpe tænder.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 3/2014
jun 9, 2023 | Artikler, Betalt samarbejde, Hav – kutter og småbåd, Rejsefiskeri
Jørgen Harreby med sin flotte roosterfish fra Drake Bay i Costa Rica.
Vil du have flex på klingen og sol på panden, så er Costa Rica et godt bud på en god fiskeferie med masser af sveddryppende action.
AF JØRGEN HARREBY, TEAM DAIWA
En håndfuld store papegøjer krydser himlen over os til lyden af brøleaber, der råber af hinanden ikke så langt væk. Man kunne tro, at vi stod midt i junglen et sted, men vi sidder faktisk en tidlig morgen foran vores hotel og gør klar til dagens fiskeri. Vi er ved Drake Bay i Costa Rica – et område der byder på noget meget alsidigt og spændende fiskeri. Temperaturen er allerede nær de 30 grader, og det er med at dække sig godt til med tøj og høj solfaktor, før man begiver sig ud på eventyret til havs.
Der skal godt grej til at styre de stærke tropiske hurtigsvømmere som fx rooster fish, cubera snappers og yellowfin tun. Her kan du se Jørgens favoritgrej, som bl.a. består af et Caldia 8000 SW fastspolehjul, en Saltist popperstang – samt Lazy Jerks – alle fra Daiwa.
Undervejs på turen havde vi nogle fantastiske oplevelser ude på vandet – her får de et udpluk at de allerstørste oplevelser:
Hårdtfightende roosterfish giver kamp til stregen
Den primære sportsfisk i dette område er uden tvivl rooster fish´en, og der er masser af dem – også i den helt store størrelse. De kan fanges på både spinne- og popperfiskeri, men den mest effektive metode er helt sikkert fiskeri med agn. Hen over ugen viste der sig også et tydeligt billede af, at de store roosters ville have store agn. Hvor vi i starten af ugen startede med små agn og fangede roosters omkring 10 kg, så sluttede vi af med roosters på 20-30 kg sidst på ugen, hvor vi brugte agn over 1 kg. Den absolut bedste agn var bonitoer på 1-1½ kg, helst levende, men som død agn fungerede de også fint.
Vi trækker stille og roligt rundt med disse agn ud for klipper samt rev langs kysten, og alt kan ske på disse pladser… Det er sidst på turen. Faktisk er der kun en time eller to tilbage, og det er endnu ikke lykkedes mig at lande en rooster. Bonitoen på min løslinefiskede krog er for længst død, så da jeg mærker et hårdt ryk i linen, slipper jeg den med det samme, og lader linen løbe af. Den får lidt ekstra tid, før jeg slår bøjlen over og strammer linen op, da agnen er på den gode side af kiloet. Stangen bukker godt sammen, og fisken kvitterer med heftige ryst med hovedet. Der går lidt, før det går op for fisken, at den er kroget, men så tager fanden ved den, og den spurter ind mod klipperne, mens stangen er bukket helt i bund og linen sprøjter af Caldia´en. Bremsen får et ekstra drej, men fisken nærmer sig alligevel hastigt de skarpe skær. Bom – slap line, et højt skrig af ærgrelse, mens jeg hastigt spoler linen ind… 10 meter, 20 meter kommer ind, men efter 30-40 meter får jeg pludselig kontakt med fisken igen, mens den spurter lige imod båden.
Heldigvis får jeg kontrol over den, og den fighter nu tungt med korte udløb, som bremsen klarer uden problemer. Nogle minutter senere kan dæksdrengen forsigtigt håndlande en rigtig fin rooster, som skipper anslår til omkring 22 kg. Det er en klar drømmefisk for mig, som efter et par hurtige billeder, igen får sin frihed. Endnu et hak på listen over ønskefisk på turen kan sættes. En liste der i øvrigt næsten var helt afkrydset til sidst.
Bjarne med en perfekt cubera snapper på cirka 40 kilo.
En flot cubera snapper
Det bliver Bjarne, der får turens nok største cubera, som vi vurderer til omkring 40 kg. Det er lidt overaskende for os, at der kan dyrkes et fantastisk målrettet fiskeri efter cubera snappers i Drake Bay. Vi var selvfølgelig klar over, at der jævnligt blev taget fine cuberas under roosterfiskeriet, men her var det jo nærmest en sidegevinst.
Et stykke til havs kender vores skippere en grund, hvor der er cirka 40 meter på toppen, og her bor der mange og store cuberas – sammen med mange andre spændende arter. Teknikken er meget som ved fiskeriet efter roosters. En hidsig bonito omkring et kilo får en cirkelkrog i næbbet, og så snart den rammer vandet, spurter den mod bunden, som om at vi var det farligste i verden. Cirka 30 meter nede sætter man så fingeren på spolen, og bonitoen befinder sig nu i et område der er langt farligere end oppe i båden.
Ofte går der så kun ganske kort tid, før en rovfisk har fået interesse for den paniske bonito, og et hårdt ryk i stangen signalerer, at nu er der bid. Så er det bare at give line i 5-10 sekunder og stramme linen op, så cirkelkrogen sætter sig. Eller sådan skulle det være på papiret, men ofte ender man med at kunne hive et hoved eller en totalt flænset bonito op. Jeg er sikker på, at man ville kunne kroge langt flere fisk, hvis man brugte et lidt mere avanceret krogsæt, end en cirkelkrog i snuden. Men da vi genudsætter så meget vi kan, ud over en enkelt fisk til aftensmaden, så er fiskens overlevelseschancer det vigtigste. Således ender man også ofte med at fiske efter agn i rimelig lang tid, mens selve fiskeriet med dem går langt hurtigere.
Fiskeriet på denne grund er vildt spændende, og ud over cuberas op til ca 40 kg, så har vi kontakter med sailfish, mahi mahi, bullshark, amberjack, og faktisk sidder en af fiskerne på vores makkerbåd med en marlin på krogen i tre timer på denne plads. Desværre knækker linen til sidst efter, at marlinen har stået 10 meter under båden i en times tid. De kan simpelthen ikke presse den de sidste meter op. Skipperen vurderer den til omkring 150 kg.
Yellowfin tun kæmper virkelig godt, så hvis Jørgen ser lidt svedig ud – så ved du hvorfor.
Hårde hug fra yellowfin tun
Yellowfin tun kæmper som sindsyge, og glæden er stor, når den er sikkert ombord. Offshorefiskeri er også muligt, i det kanten af kontinentalsoklen ligger forholdsvis tæt på land her. Faktisk er der blot en lille times sejlads, før man er ude over dybet. Vi bruger kun en enkelt dag på dette fiskeri, men bliver til gengæld belønnet med noget virkelig heftigt fiskeri efter yellowfin tun.
Store stimer af tun jager fødefisk sammen med delfinerne, og får man placeret sin båd rigtigt i forhold til de jagende fisk, så er chancerne gode for et hug. Selv får jeg en enkelt yellowfin på cirka 30 kg, og jeg må sige, at jeg er overasket over, hvor hårdt de fighter. Først tager de lange seje udløb og slutter så af med at stille sig under båden, hvorefter det kræver blod, sved og tårer for hver millimeter den skal op. Ud over yellowfins, så skulle der være super fiskeri efter sailfish og mahi mahi dernede, men der er hovedsagelig tidligere på sæsonen. Generelt set er fiskeriet i Drake Bay utrolig alsidigt, og på vores tur er vi i kontakt med et væld af forskellige arter. Og når man får hug, så ved man aldrig, hvad der er i den anden ende. Det gør fiskeriet både spændende og sjovt, men også til tider frustrerende. Som fx hvis en stime barracudaer har indtaget det skær, man gerne vil fiske på, og de når at klippe forfanget og rende med de bonitoer, man har brugt lang tid på at fange.
Generelt set så hersker jungleloven virkelig her: Spis eller bliv spist, og uanset hvor “bad ass” du er, så er der altid nogen der er værre. Således fanger vi cuberas omkring de 20 kg. som har store friske bidsår. Jeg prøver også selv, at en fight med en større bonito, som tager lange udløb, pludselig bliver afbrudt af en serie hårde rusk. Så er fighten slut, og jeg kan hive en fin bonito op, der er bidt halvt over.
Bonitos som denne er en perfekt agn til stort set alle større tropiske saltvandsfisk med tænder.
Fiskegrej til tropernes hurtigsvømmere
Alle fisk bliver betragtet som mad ved de mindste svaghedstegn. Vi havde før turen en forventning om, at der skulle kastefiskes en del med poppers og stickbaits, men på trods af at der næsten altid var en, der kastede, mens to fiskede med agn, så var resultaterne rimelig begrænsede. Vi havde masser af følgere og forsigtige nap, men de var ikke meget for virkelig at gå til stålet. Af denne årsag var de stænger og hjul, vi havde med, nogen der var tilpasset dette fiskeri, og de virkede også rigtig fint til agnfiskeriet. Selv fiskede jeg med Daiwa Caldia 8000 SW på en Saltist popperstang, og det virkede helt perfekt. Dog kunne jeg godt have brugt en kortere stang med mere ryggrad til de der yellowfins, men det må blive næste gang. De agn vi havde lidt succes med under kastefiskeri var noget mindre end det mange kender fra fiskeriet efter GT og lignende. Således blev der fisket med poppere, stickbaits og jerkbaits i størrelses ordenen 50-100 gram. Faktisk havde vi rigtig god aktivitet på jerkbaits, som vi kender dem fra det danske geddefisker. Specielt var custommalede Lazy Jerks med holografisk folie og hidsige farver virkelig giftige.
En ting er sikkert, og det er, at drømmen om at komme tilbage til Drake Bay og fiske lever i bedste velgående. Både for at høste gevinsten af den erfaring man har fået på denne tur, men også fordi der var så meget, som vi ikke nåede at prøve. Eksempelvis fisker de lokale snooks direkte fra den strand, hvor vi blev samlet op hver morgen. Det kunne da være vildt sjov lige, at nappe en aften eller morgentur efter dem. Samtidig er området bare utroligt flot, og selvom der er en del turister, så er der stadig tale om grusveje og lave bebyggelser, hvilket virkelig giver en behagelig og lokal følelse.
mar 15, 2022 | Nyheder
– Min bror og jeg var har lige været på “gør det selv” fisketur på Bahamas, fortæller Henning Trier. – Vi havde lejet en bil og ville prøve selv at finde bonefish på en af de mange øer på Bahamas. Der var dog også andre, som havde fået samme ide, så der var trængsel på de mest tilgængelige pladser. Så vi prøvede at finde pladser, der var utilgængelige og krævede en lang samt besværlig gåtur i varmen – og hvor guidebådene ikke kunne komme til.
– Samtidigt valgte en tropisk storm at diske op med lidt regn, vind og skyer på tre af dagene, så det var svært at spotte fisk. Men det lykkedes alligevel at fange en del fisk, selvom der var dage, hvor vi ikke så en eneste bonefish. Vi ændrede derfor strategi på de svære dage og gik i stedet efter barracuda og hajer.
– Vi fangede lemon shark på over 2,3 m fra land (ovenfor) og store barracudaer på den helt rigtige side af meteren på fluestang. Jeg har aldrig fisket hajer før, og det var meget fascinerende, at se hvor vildt og hurtigt de reagerer på lugten af blod samt frisk kød – samt hvordan der på en åben kyst pludselig væltede sultne hajer rundt – bare fordi vi smed en snittet hornfisk i vandet som rubby dubby.
– Så på trods af svære forhold havde vi en fantastisk tur, lærte en masse. Igen viste det sig, at man – også når man rejsefisker, skal være omstillingsparat og gribe alle mulighederne.
feb 21, 2022 | Nyheder
På en gråkold, blæsende, smattet og klam vinterdag som denne, er det slet ikke så ringe at kunne dyrke sit elskede fiskeri under lidt varmere himmelstrøg. Og det er netop, hvad Claus Eriksen og sønnen Oliver gør lige nu på Acklins øerne ved Bahamas:
– Bonefish kan opleves på mange måder, fortæller han. – Men når de kommer nussende enkeltvis eller et par stykker sammen, mens de viser halen i overfladen i ny og næ, så er det bedst. Sådan var det i går, hvor vi landede mange med et sandt trofæ eksemplar til Oliver, som du kan se nedenfor. Dertil fik han sin daglige 100 cm+ barracuda taget på spin. Selv hyggede jeg mig lidt med fire super skud til permit, men som de fleste kendere nok ved, så er fire chancer sjældent nok til at overliste de banditter – for de fulgte, snusede og kikkede på fluen, hvorefter de bare svømmede væk i foragt…Men i morgen forsøger vi igen.
– Barracudaen er en snu, sky, mistroisk, klog, udspekuleret og svær satan at overliste, når du møder den på bonefish flats´ne. Det er i hvert fald, hvad fluefiskeren tror når, han møder en ”cuda”. Men Oliver Eriksen har lært mig en del om Barracudas: Hvis du evner at kaste en 27 grams Savage Gear Sandeel indenfor 20 meter af den – og om det er foran eller bagved, det er ligegyldigt. Og så ellers speedspinner derudaf, så er den hjemme hver gang. Indtil videre har han landet i omegnen af 12 over meteren på fem dags fiskeri. Det er nogenlunde det samme antal, som jeg har fået på flue over 30 år på det samme sted.
feb 3, 2022 | Nyheder
Mads Hussing er sammen med Søren Vesth og et gæng andre danske fiskere på Maldiverne for at lave optagelser til dk4, som en del af en grupperejse med Waterman Travel. – Alle har fået gode fisk i løbet af ugen, men alligevel skulle sidste dagen vise sig at være den bedste, fortæller han. – For mig blev det til en kæmpe barracuda, der huggede om formiddagen. Vi havde trollet efter bonitoer, som skulle bruges som levende agn, i halvanden time.
– Pludselig så vi et sejl over vandet bag båden. Det var en sejlfisk, der jagtede småfisk. Hurtigt fik vi en bonito i vandet, og der gik ikke mere end et par minutter, før hugget kom. Vi var alle overbeviste om, at det var sejlfisken, der havde hugget, men det viste sig at være en barracuda på omkring 1,7 meter. Det var en kæmpe forløsning, da den kom i båden, og selvom vi gik efter sejlfisk, så var glæden enorm over den flotte fisk. Der var ingen vægt ombord i båden, men et gæt er, at den vejer godt 30 kg. Det blev til endnu en næsten lige så stor barracuda senere på dagen, og ikke mindst en flot dog tooth tuna på 35-40 kg til Søren Vesth.
Søren Vesth fra Team Garmin med sin mega flotte dogtooth tuna på 35-40 kilo.
En glad Mads efter en fantastisk uge på Maldiverne med Waterman Travel. barracudaen vejede cirka 30 kilo.
mar 11, 2020 | Nyheder
– Jeg er netop vendt hjem fra en fantastisk bryllupsrejse på Yucatan halvøen i Mexico, lyder det fra Mads Langkjær. – Der var hjemmefra givet OK til en fisketur, hvilket jeg selvfølgelig glædede mig til. På en snorkeltur ved Akumal i dagene op til fisketuren, havde min kone og jeg pludselig en face-off med en barracuda i størrelse XL. Det var en fed oplevelse, og det tegnede jo godt.
– Hjemmefra havde jeg mailet med Carlos Solis fra Mexidivers i Tulum, som er en utrolig behagelig mand, der virkelig brænder for fiskeriet. Vi var lige tidligt nok på sæsonen til dorado, sejlfisk og marlin, men man fanger i hvert fald intet ved at blive på land.
– Vi stævnede derfor ud fra Tulum, og der blevet trollet med ballyhoo’s monteret på konaheads i et tempo, hvor agnene var næsten lige så meget over vandet som i. Efter kort tids fiskeri skreg bremsen på det ene hjul – ” FISK”. Jeg fik stangen i hånden med et smilende ”Don’t lose it”.
– Efter en fed fight kom en flot barracuda i båden. Vi trollede videre og havde tre knaldhårde hug, hvor agnfisken var klippet over i et nærmest kirurgisk rent snit – desværre lige bag krogen. Carlos mente, at det højst sandsynligt var wahoo’s der var på spil – ”These guys have real bad behaviour”, smilte han.
– Undervejs havde vi et stop med bundfiskeri over et rev, hvor min kone totalt udfiskede mig og sørgede for masser af fisk i båden til frokost. Jeg havde en god fisk på, der med tunge rusk fik korken til at knage på min stang. Desværre sled den linen over mod revet, inden jeg fik den presset op.
– Ind imellem huggene blev der delt fiskehistorier, og Carlos blev selvfølgelig inviteret på kystfiskeri i det kolde Danmark. Alt i alt en rigtig fed dag på havet med et super dygtigt og rart crew fra Mexidivers, slutter Mads.
Har du også være ud at fiske på din ferie, så husk at kontakte Fisk & Fri med en lille beretning om dine oplevelser. Du kan kontakte os på 30 70 02 36 eller jb@fiskogfri.dk