aug 12, 2024 | Artikler, Rejsefiskeri
Gletsjere, sortbjørne, kæmpe flodbølger, hvaler, oddere, ørne, hundredvis af stålblanke laks, seks mand med en pumpgun, en hasarderet helikopterflyvning og et helt eventyrligt paradis. Tag med til Alaska.
AF JAN LARSEN
JEG FANDT DET JEG SØGTE – Stedet, der ikke giver læ for de storme, der pisker Alaska-Golfen op til 12 meter høje bølger. Bugten, der engang imellem sander til og bliver blæst op som en stor eksplosiv ballon, så alt fiskeri går i stå. Bugten er kun en svag indadgående bue på kysten, og den ligger mellem bjerge så lodrette, at højdekurverne på et topografisk kort løber sammen, så de ikke kan skelnes fra hinanden.
Dalens nordligste grænse er en gletsjer, der løber fra en farlig, sprækkefyldt ismark ned i en sø med det meget beskrivende navn: Blue Lake. Søen og dalen er jomfruelig samt eventyragtig på en gang, og hvert år vender laksen tilbage dertil for at gyde. Elven er ca. en kilometer lang fra den bryder fri af gletsjeren til dens krystalklare vand løber ud i Stillehavet. På begge sider vandrer sortbjørne i alle størrelser, og det var dem vi skulle fiske med i 20 dage.
Et sandt fiskeparadis. Øverst Jan Larsen med en af turens mange flotte sølvlaks.
På jagt efter sølvlaks
Nyopstegne blanke sølvlaks var missionen, og vi skulle gå langs elven med ro og ingen civilisation i mange kilometers omkreds. Vi havde et brændende ønske om for alvor at opleve den vaskeægte vildmark i en uspoleret, mennesketom atmosfære. Og samtidig fighte den ene springende sølvlaks efter den anden. Det lykkedes! Det, og meget mere.
Vi var fem mand plus vores erfarne turleder Lars Bo. Han ledte os fra hotellet i Anchorage til heliporten i udkanten af byen. Her skulle vi flyve ud tre og tre ad gangen for at holde vægten nede. Vi havde så meget udstyr med, at piloten vurderede, at der til sidst skulle flyves et ekstra bagagenet ud hængende under helikopteren. Det skulle dog vise sig, at det var sidste gang, han traf den beslutning. Helikopteren kom nemlig i svingninger og var tæt på at styrte ned, da han – noget svedig og hvid om næsen – alligevel fik udstyret sikkert ned på stranden, hvor vi utålmodigt ventede.
Flyveturen gav os det vildeste view mellem gletsjere og snedækkede bjergpas. Alle var målløse over udsigten, og hvor skrøbelige vi følte over terrænet i den lille æggeskal af en helikopter. Allerede under indflyvningen spottede vi en sortbjørn ved elven. – Det vrimler med dem, sagde han nøgternt. Jeg grinede lidt indvendigt og tænkte, at det sikkert var en overdrivelse. Men det skulle det vise sig, at det var det overhovedet ikke!
Den lille helikopter var nødt til at flyve tre gange for at få alle folk og al bagagen ind til campen i Alaskas vildmark.
En sikker landing ved fiskevandet
Jeg landede med det første hold sammen med Lars Bo og Erik, og vi fik læsset af. I det høje græs var der masser af bjørneekskrementer og fire dyreveksler, der krydsede hinanden. – Her camperer vi, sagde Lars. – WHAT? – sagde jeg og kiggede skeptisk på mængden af bjørnelorte, lige netop her… – Ja, de går bare udenom, sagde Lars Bo og pegede på vekslerne. – Det er godt nok et trafikknudepunkt for bjørnene. Men de gider os ikke, så de finder bare en anden vej.
Det skulle selvfølgelig vise sig, at han havde ret. Bamserne gik pænt udenom vores lejr.
Lars Bo , som nu er min rigtige gode ven, lærte mig op i Alaska. Hans erfaring gennem 35 år har nok gjort ham til en af Danmarks mest vidende om Alaskas vildmarker. Tak til Lars!
Et par timer senere kom Morten, Karsten og tyskeren Uffe. De landede med det vildeste udtryk i ansigtet, tydeligt med adrenalinen pumpende på højtryk. Piloten var vendt om i sidste øjeblik. da han skulle passere den høje gletsjervæg, fordi han ikke havde fart nok på. Han lavede en U-vending og trykkede mere til den i anden omgang, hvorefter de kom over med få meters afstand til spidsen af væggen.
Morten, Karsten og Uffe havde fået deres første vildmarksoplevelse med pulsen i top
Nå .. Vi fik sat camp op med el-hegn hele vejen rundt, for vi havde jo allerede spottet den første bjørn, og havde nok på fornemmelsen, at det ikke ville blive den sidste.
Elven var stille og klar – og vi kunne se små dolly-varden svømme rundt. Der var oddere, som kravlede rundt på en stor klippe og en hvidhovedet ørn længere nede. Vi kunne høre hvalerne ude i havet, som bankede deres haler i vandet – det lød fuldstændig som kanonskud. Så var vi i gang! – Fint, sagde Morten. – Jeg går ned og fisker… Han forsvandt mod elvens munding, inden vi kunne nå at stoppe ham, men han kom dog hurtigt tilbage, efter han havde stødt ind i den første sortbjørn. De stod over for hinanden, og ifølge Morten havde de kigget på hinanden et par minutter, hvorefter Morten begyndte at danse lidt. Bjørnen rystede på hovedet og smuttede… Morten tænkte; jeg pisser lige mit territorium af her, inden jeg går. Det gjorde han.
Der var konstant sortbjørne omkring en, når man fiskede.
Masser af bjørne ved floden
Vi troede indledningsvist ikke helt på Mortens historie, men det skulle vise sig, at den var realistisk nok. I løbet af de næste par dage, dukkede seks store fede sortbjørne op omkring os. Vi havde aftalt, at vi minimum fiskede sammen to og to og holdt øje med hinanden. Der var konstant 360 graders orientering og masser af sang, larm samt bjørneklokker på, når vi gik rundt for at undgå nogen form for konfrontation. Bjørnene var på begge sider af os med en afstand ned til omkring 10 meter hver eneste dag, og i starten tænkte jeg; du ender sgu med at blive ædt! Men bjørnene accepterede vores adfærd, og vi udviste selvfølgelig stor respekt samt lod dem gå først igennem poolen for at fiske.
Efter en uge var vi alle ”venner” og ikke nær så bange. Men… det eneste forudsigelige ved bjørne var, at de var uforudsigelige. Det viste de så fint, da de en nat pludselig besluttede at vove sig i campen, hvor de gennemrodede alt vores affald. Det var vel vores egen skyld, for vi havde glemt at sætte det på den rigtige side af el hegnet.
Undervejs på turen blev det til masser af fine, blanke og nyopstegne søvllaks som denne.
Laksefiskeri i verdensklasse
Vi fiskede med letspin samt en- og tohåndsfluestænger # 7-9 med 0.38mm tip. Sølvlaksen kom som regel ind med tidevandet, så vi kunne planlægge ethvert peakfiskeri efter vores tidevandstabel.
Når de stålblanke sølvlaks huggede på fluen, rev de let 100 meter line af hjulet på sekunder og fightede som gale – både op og ned i strømmen. Det var simpelthen sportsfiskeri i verdensklasse! Laksens utrolige kraft var på kanten af, hvad grejet kunne tåle, og det krævede en vis tålmodighed samt følsomhed at lande dem på flodens grusede banker.
Et skønt fiskeeventyr
Snitlængden var 82 cm, og Morten landede turens største på 95 cm. Det var et paradis, og dagene flød ud i et stort, skønt fiskeeventyr sammen med alle de firbenede ”venner” på sidelinjen. Når sølvlaksene var passive og ikke rørte på sig i elven, gik vi op til søen for prøve at fange dem der, og måske få en rødlaks, som havde immigreret en smule tidligere.
Vi gik fire mand rundt i den store lavvandede sø i den smukke dal. Her opfandt vi teknikken ”klapjagt”, og det var noget, som vi alle grinte af … Det gik ud på, at vi spottede store stimer og bevægelse i overfladen, hvorefter vi gik på alle sider og kastede ind i mængden. Det var vildt, når der endelig var en laks, der huggede. For det meste var laksene mere farvede i søen, men fighten og styrken var bestemt ikke aftaget. Det tog ca. 20 minutter at lande en laks. De gamle store hanlaks nogle gange mere.
Dagene gik og tiden flød ud i en ekstase af eventyr og ro. Men Paradis har også en anden side… Stedet var uforudsigeligt ligesom bjørnene. Pludselig landede der et lille Cessna fly på stranden i foruroligende mange sten. Og ud steg Mr. Wayne – Indiana Jones, som vi døbte ham senere. Han kom gående ned mod vores pool 1 og hilste pænt på.
Han fortalte, at han havde en hytte dybt inde i skoven, som han havde bygget for et par år siden. Det havde taget lang tid, da det var begrænset, hvad hans lille fly kunne have med af tømmer under hver flyvning. Han fortalte ligeledes, at bjørnene ikke accepterede hytten, og at de var tit på færde omkring den. De havde lavet kradsemærker overalt udenpå, og en gang havde de været indenfor, mens han sov. Det havde fået ham til at bygge en hems oppe under loftet, så han kunne sove i nogenlunde sikkerhed.
– Hytten bruger I bare, hvis I kommer i knibe herude, sagde han venligt. Ja tak tænkte jeg … jeg bliver sgu bare i teltet. Vi grinte, og han fik et par laks. Senere kom han ud med lidt sodavand og øl. De havde godt nok langt overskredet sidste salgsdato, men de gled ned alligevel omkring lejrbålet om aftenen. Vi havde fire dage tilbage, og alt var fantastisk. Alle havde landet over 50 laks og fået en enestående naturoplevelse. Men igen skulle det vise sig, at Fru Alaska sommetider bliver hidsig, og det skete så denne gang uheldigvis om natten.
De danske fiskere fiskede hver dag sammen med flere sortbjørne som denne.
Storm i vildmarken
Det begyndte at blæse om aftenen. Vi var alle gået i teltet undtagen Lars og Morten, der sad og hyggede sig i madteltet med lidt whisky. Omkring klokken 01.00 hørte vi Morten og Lars springe rundt og skrige: Kom ud, kom ud!
Det stormede! Og vandet væltede ind i campen. Det var bælgmørkt, og vi drønede over i madteltet. Her bemærkede jeg, at vores pumpgun flød rundt i en halv meter vand. Heldigvis i sit vandtætte rør. Vi måtte erkende, at vi slet og ret var blevet oversvømmet. Lejren var under vand, og paradiset var pludselig blevet revet væk under os!
Alle var fortumlede og holdt på teltstængerne, for at det ikke skulle lette i stormen. Storme i Alaska skal i øvrigt ikke sammenlignes med de blide vindpust, vi kalder storme i Danmark.
Elven var steget, fordi søen var blevet fyldt op med vand fra gletsjeren oppe fra og ledte vandet direkte mod lejren. Nedstrøms kom stormen fra sydøst og gik i land i udmundingen. Bølgerne steg op til 12 meters højde, da de ramte kysten og væltede op ad elven igennem vores pools. Vandet blev således trykket helt op mod i campen. Tyskeren Uffe var gennemblødt efter han faldt ned af sin stol i madteltet under kampen… her kom så et par tyske gloser ud af hans mund, der fik os alle til at grine midt i kaos.
Godt så … Vi var havnet lige i stormens epicenter. Alt var kaos! Det lysnede heldigvis hurtigt, så vi kunne få en slags overblik. Alt stod totalt under vand, og alt var ødelagt. Dog havde vi heldigvis vandtætte duffelbags med tørt udstyr i. Vandet trak sig tilbage efter et par timer, og stormen lagde sig. Erik kiggede på mig… – Hvad fanden gør vi? – Vi går selvfølgelig ned og fisker, for vi har to dage endnu, var svaret…
Campen var tæt på flodens udløb i havet, hvilket fik stor betydning, da stormen rasede og vandet steg.
Masser af laks, so what the fuck
Erik, Lars og jeg blev i lejren, mens de andre pludselig kom i tanke om, at Wayne havde tilbudt sin hytte. Lyspunkt og glæde ramte gruppen. Uffe, Morten og Carsten tog deres våde udstyr på nakken og vandrede udmattet op mod skoven. Der var cirka to kilometers gang gennem fugtig jord, sten og træstammer, der flød rundt. Målet var at tørre alt og få hvilet lidt ud oven på nattens udfordringer.
Erik og jeg prøvede at fiske, men elven var chokoladebrun, så det opgav vi på stedet, men hey… det skulle prøves… Vi kiggede på hinanden – lavede sjov og grinte … Det er sgu for VILDT! Inderst inde vidste vi begge, at turen var reddet. Vi havde landet masser af drømmelaks, so what the fuck!
Vi fik pakket resterne af lejren sammen, og sidst på dagen gik vi mod hytten. De andre kom tørre imod os og hjalp det sidste stykke. Hytten havde reddet os, og der var varmt nu takket være Waynes lager af tørt brænde. Vi så kradsemærkene på samtlige beklædningsbrædder udenfor, og det bekræftede Waynes fortælling, som vi tidligere havde grinet lidt af.
Alt godt slutter før eller siden, og således også vores tur. Vi skulle hjem til civilisationen igen. På vej hen over stranden mod helikopteren, opstod der et øjeblik, hvor vi alle stoppede op og kiggede på hinanden. – FUCK ET EVENTYR, skreg vi i munden på hinanden og krammede løs på kryds og tværs.
ARTIKLEN ER BEARBEJDET AF TOBIAS SCHULTZ
dec 14, 2023 | Artikler, Rejsefiskeri
»Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«, var et ordsprog artiklens forfatter Flemming Birger Larsen opfandt for en del år tilbage. Følg med ham og hans kammerater ind i vildmarken på det vildeste floattrip med Talkeetna Fishing Lodge på Chunilna Creek – og du vil forstå, hvorfor folk igen og igen vender tilbage til det forjættede land.
AF FLEMMING BIRGER LARSEN
JEG HØRER den karakteristiske brummen længe før vi kan se den røde Robinson R44 helikopter, og da den lander på flodbredden, går det stærkt med få den læsset. Kort efter sidder jeg i det lille sæde ved siden af piloten. Det giver et sæt i mig, da piloten gasser op, og man kan mærke helikopteren slipper sit tag i jorden. Kort efter er vi allerede højt oppe, og flodens klare vand lyser som én smaragdslange, mens vi følger den opstrøms.
Vi er hurtigt over trætoppene, og i baggrunden rejser sig et ubeskriveligt scenarie indrammet af Amerikas højeste bjerg Mt. Denali. Det begynder at gå op for mig, at jeg for alvor er på vej ud i Alaskas vildmark, og jeg kigger på min søn Gustav, der sidder på sædet bagved og roligt følger med i landskabet under os.
I Danmark er Alaska mest kendt for sit gode laksefiskeri, men det er synd, for Alaska har noget af verdens bedste ørredfiskeri. På denne tur var vi så heldige, at få mulighed for at fiske efter både
regnbueørred og laks.
Rafting langs floden ned til fiskepladserne
Helikopteren må flyve frem og tilbage fem gange før hele holdet på syv mand, de to gummibåde og alt udstyr er fløjet de cirka 40 kilometer op ad floden. Sidste mand, der ankommer, er vores guide Austin – en frisk ung mand, der er vokset op med den amerikanske outdoor-kultur. Han er, trods sin unge alder, en erfaren jagt- og fiskeguide, og lige præcis den type, som du gerne vil have med ud i Alaskas vildmark.
Campen er stort set sat op, da Austin ankommer, og vi begynder straks at rigge stængerne til. Poolen lige neden for campen er fyldt med stærke chum salmon, og vi får hurtigt at mærke, hvad Alaska kan tilbyde den eventyrlystne lystfisker. Selvom chum ikke er det primære mål for turen, er de nok den stillehavslaks, der fighter bedst i forhold til sin størrelse. Der går da heller ikke længe, før alle har trætte arme, og vi samles om bålet til en grillpølse og en velfortjent godnatøl.
I området hvor det danske hold fiskede var der også masser af flotte stallinger som denne – også kaldet artic grayling.
Klar til morgenfiskeriet
Det er en smuk morgen med klar, blå himmel, der møder mig, da jeg stikker hovedet ud af teltet. Flere af de andre har startet dagen med morgengymnastik i homepoolen, og er allerede trætte i armene, da duften af æg og bacon breder sig over lejren, og vi samles over morgenmaden.
Efter morgenmaden deler vi os i to grupper. Vores guide Austin går nedstrøms med Leif, Jacob og Steffen, mens jeg går opstrøms med min gamle fiskekammerat Ole og Gustav. Mens vi vandrer opstrøms, mærker jeg spændingen i kroppen, for vi nærmer os det, der for mig, er turens højdepunkt. Ørredfiskeri i verdensklasse.
Lige nu er floden fyldt med rogn fra de mange gydende laks, og ørrederne spiser stort set ikke andet. Fiskeriet foregår derfor udelukkende med rognimitationer – og for mit vedkommende vil det sige plastikperler. Jeg hører ofte danske fluefiskere sige, »Det er da ikke fluefiskeri«.
De kan mene hvad de vil, men én ting er sikkert! I Alaska er fiskeri med bite-indikator og perler ikke kun fluefiskeri – det er en religion, som dyrkes ned til mindste detalje. Og en »rigtig« amerikansk ørredfisker sidder i de mørke vinteraftner og maler perler med neglelak, så de i mindste detaljer ligner den rette type rogn, på præcis det udviklingsstadie, de skal. Jo, fluefiskeri har mange facetter! Jeg oplever ofte, at folk er skeptiske over for dette fiskeri, men når man først har fundet teknikken og oplever det intense fiskeri med konstant fokus på biteindikatoren og hvordan perlen fisker – så er man solgt.
Når det kommer til stykket, er det måske slet ikke fiskeriet der, gang på gang, trækker artiklens forfatter og hans søn til Alaska, men derimod lejrlivet omkring bålet. Her står tiden stille og hverdagens udfordringer er langt væk.
Efter ørred på øvre Chunilna Creek
Jeg har fisket på den nedre del af Chunilna Creek flere gange, men jeg har i flere år drømt om at prøve ørredfiskeriet på den øvre del. Mig bekendt, er der ingen danskere der tidligere har fisket den øvre del af floden. Tanken om, at jeg er den første dansker der svinger min fluestang i disse skønne strømme øger spændingen, da jeg trækker fluelinen af hjulet til det første kast.
Snart er der flex på klingerne, og de første regnbuer glider over netkanten. Vi finder hurtigt ud af, hvor regnbueørrederne står, og hvor fjeldørrederne står. Regnbuerne står i det hurtige vand, i starten af poolen og på nakken, hvor strømmen igen tager fart. Fjeldørrederne tager primært perlerne i det mere rolige vand midt i poolen. Det bliver til mange ørreder over de næste par dage. De fleste mellem 40-50 cm., men vi fanger løbende fisk op til 55 cm. De er smællerfede af lakserogn, og de største fisk vejer omkring 2,5 kilo. Dette er intet mindre end ørredfiskeri i verdensklasse!
Artiklens forfatter Flemming Birger Larsen, med en af turens mange sølvlaks. Flemmings favoritflue til sølvlaks er en lang slank sort flue med masser af flash – i retning af en Sun Ray Shadow.
Eventyr på floden
Der er støvregn i luften, og tågen hænger lavt mellem trætoppende, da vi pakker gummibådene og jeg tjekker, at alt er solidt fastgjort til dagens floattrip. Det er en skøn følelse, da vi sætter fra land og begynder at drive med strømmen ned ad floden. Der går ikke længe, før idyllen bliver brudt af en bunke af kæmpe fyrretræer, der ligger hulter til bulter i floden og spærrer for vores videre sejlads. Vi er udmærket klar over, at vi skal forbi et par såkaldte »logjams « – men vi er alligevel overrasket af omfanget. Der er ikke andet at gøre, end at pakke alt udstyr af gummibådene og slæbe det hele gennem den tætte skov. Det er hårdt arbejde, men alle deltager og glæden over det gode samarbejde, overskygger udfordringerne. Det tager over en time før det hele er pakket, og vi i højt humør sejler videre ned ad floden.
Mindre end fem minutter går der, før den er gal igen. Endnu en træstamme ligger på tværs af floden. Frustrationerne i Austins ansigt er ikke til at tage fejl af, men sekundet efter er de væk: Han griber resolut motorsaven, og går i krig med den store stamme. Halvvejs ned i stammen stopper motorsavens brummen – og Austin konstaterer tørt »we are out of gas«…
Et forslag om at prøve at løfte den bliver hurtigt afslået, men da vi ikke kan komme på andre alternativer til at skulle tømme begge gummibåde igen, giver vi det alligevel en chance. Det viser sig hurtigt, at det ikke er et stort problem. Vi får løftet den, så vi lige kan klemme gummibådene under – og kort efter er vi alle tilbage i gummibådene og på vej ned ad floden.
»Log jams« er en af udfordringerne, når man rejser i Alaskas vildmark, og et tydeligt vidnesbyrd på, at der ikke kommer nogen forbi hver dag.
Et uventet vandfald på floden
Næste forhindring er et jordskred, der har opdæmmet floden og skabt et helt nyt vandfald. Floden er presset sammen til en fjerdedel, og der er et fald på næsten tre meter. Modsat de øvrige sten i floden, der har ligget der i tusindvis af år, er stenene her skarpe, og vi er nervøse for, om de vil skade gummibådene. Vi beslutter os derfor for, at fire bådene ned over faldet med liner.
Jeg står klar nedenfor faldet til at modtage bådene, og det går også fint med den første båd, men da den anden båd glider ud over faldet, mister guiden grebet i linen og den kommer drivende en lille meters penge fra mig. Jeg når at tænke, at det nok ikke vil være skide godt, hvis gummibåden flyder forbi os her, så jeg tager en resolut beslutning og laver et kraftspring ud mod båden. Jeg få fat i den og hænger et kort øjeblik uden at mine fødder kan mærke bunden, men så mærker jeg grusbunden og får stoppet den.
Efter et langt stykke uden de store udfordringer, begynder floden at ændre karakter, mens vi sejler ned gennem »The Canyon«, der er en strækning med white water. Det viser sig at være ganske underholdene, og selvom også denne del af turen kræver hårdt arbejde og konstant fokus fra hele holdet, er white water raftingen en af turens højdepunkter. Det er svært at forestille sig noget, der er meget smukkere end de nøgne klippevægge, der spejler sig i det krystalklare vand, mens floden veksler mellem fosser med hvidt skummende vand og rolige dybe pools fyldt med laks og ørreder.
Trods forhindringer og hårdt arbejde, har vi alle haft en dag, vi sent vil glemme, da vi 10 timer senere tjekker ind i den primitive vildmarkshytte, hvor vi skal tilbringe de næste tre dage. Mega trætte og fyldt med oplevelser, går vi til ro efter et solidt måltid frysetørret spaghetti med kødsovs.
Glæden ved en god guide og et hold, der fungerer, er en stor del af fornøjelsen, når man tager på et float trip i Alaska. I baggrunden ses vores guide Austin.
Masser af flotte sølvlaks
Tidligt næste morgen har flere af turens deltagere været i gang, og det er blevet til adskillige sølvlaks inden vi indtager en fælles morgenmad på hyttens veranda. Gustav og jeg kommer først ud midt på formiddagen, men det gør ikke noget, for der er flere pools lige i nærheden af hytten, der er fyldt med sølvlaks. Perlerne er nu skiftet ud med traditionelle Alaskafluer.
Store farverige fluer eller en stor sort flue med lidt flash, er god medicin til de springglade sølvlaks. Gustav og jeg får flere flotte sølvlaks i løbet af dagen, og et par stykker af dem må lade livet på hytten store grill, hvorefter duften af grillet laks trækker de sidste ivrige fiskere til frokostbordet. Den sindige jyde Leif har vist, at de hjemlige erfaringer fra Karup Å også kan bruges i Alaska. Han er allerede oppe på 12 sølvlaks og adskillige chum til frokost – samt tilføjer yderligere otte sølvlaks til statistikken, så han slutter på 20 sølvlaks. Hverken Gustav eller jeg når op på de tal, men med 4-5 flotte sølvlaks hver, er vi mere end tilfredse, da mørket sænker sig over vildmarken, hvor vi slutter dagen med en lille whisky på hyttens veranda.
Forfatterens søn Gustav med en af turens drømmefisk. En smæller fed regnbueørred på 57 cm.
Tilbage mod Talkeetna Fishing Lodge
Alle får masser af sølvlaks de næste dage, og efter tre dage i hytten, pakker vi igen gummibådene og fortsætter ned ad floden. Der er kun 3-4 timers sejlads ned til Talkeetna Fishing Lodge, hvor turen slutter, så vi tager den med ro – stopper og fisker i de forskellige pools på vejen. Det er et hold trætte lystfiskere, mættet af vildmarkens oplevelser og Alaskas enestående fiskeri, der trækker gummibådene op foran lodgen.
Herfra sejler vi med jetboat det sidste stykke til den hyggelige bjergbestigerby Talkeetna, hvor vi efter et tiltrængt bad tager videre på den lokale bar, hvor vi, over en burger og en øl, prøver at fordøje en begivenhedsrig uge i vildmarken. I underbevidstheden er drømmen om at komme af sted igen allerede begyndt at tage form, og jeg tænker på mit gamle ordsprog »Du kan forlade Alaska, men Alaska forlader ikke dig«.
Fiskeriet i Chunilna Creek
Chunilna Creek kaldes lokalt Clear Creek, og det er ikke uden grund. Den er krystal klar og minder mest af alt om en norsk elv. Den er igennem en årrække blevet kendt i Danmark for sit fine laksefiskeri, men floden gemmer på en hemmelighed, som fortjener langt større omtale. Den øvre del af floden gemmer nemlig på noget af Alaskas bedste fiskeri efter regnbue- og fjeldørred. Der er ganske få, der fisker den øvre del af floden, for den er svært fremkommelig, og det er ikke muligt at lande med en traditionel flyver, så den eneste mulighed er en helikopter. Da floden ligger langt fra de veletablerede flybaser omkring Anchorage og helikoptertransport normalt er 4-5 gange så dyrt som en vandflyver, afholder det mange fra at besøge den øvre del af floden. Det er derfor kun nogle ganske få grupper, der hvert år floater elven, og ofte er der flere år imellem, der er nogen der fisker på den øvre del af floden.
Oplev selv fiskeeventyret på Chunilna Creek
Talkeetna Fishing Lodge, der ejes og drives af den garvede norske fiske- og jagtguide Henrik Wessel, arrangerer fisketure af alle slags på Chunilna Creek. Som du kan læse i artiklen er der et super godt fiskeri i den uberørte vildmark efter alle de eftertragtede laksearter samt vilde regnbuer, dolly varden og stalling. Læs mere om fiskeriet, den suveræne forplejning og selve lodgen på Talkeetna Fishing Lodge´s hjemmeside her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2/2016
jul 25, 2022 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Jan med en af turens mange flotte leopardregnbuer
Jan Larsen har i sommerferien været på fiskeeventyr i det vestlige Alaska med sin fiskekammerat Morten Vestergaard, hvor de har oplevet de vildeste fiskeri efter blandt andet vilde leopard regnbuer – en særlig flot farvevariant som findes netop her.
AF JAN LARSEN
EFTER 1 times flyvning med Beaver vandflyveren fra Bethel henover tundraen nærmer vi os Pegati Lake, og vi har fået selvskab af en lokal, som skal med op til søen. Hendes mand og bror er deroppe i en lille hytte, de fik bygget for nogle år siden.
Da vi begynder indflyvningen til søen opdager vi, at der er kæmpe bølger på vandet, og piloten meddeler over radioen i vores høretelefoner , at han muligvis IKKE kan lande… Shit når vi lige at tænk, men i det samme meddeler han ”I TRY!” Shit igen… Han banker vandflyet ned i bølgerne midt ude på søen, hvorefter han slukker motoren. Hold da op en vild landing, men vi er trods alt nede.
Vores inuit medpassager tilkalder hjælp fra hytten, og piloten lader vandflyveren drive ind mod bredden, hvor der nu står to mand og støtter flyet, så det ikke havarerer, mens vi hopper ud og hjælper med at stabilisere… Inden længe er der ro på, og vi får læsset af.
Velvoksne grizzlybjørne som denne er der næsten garanti for at se de fleste steder i Alaska.
15 dage i selskab med bjørne, ulve og elge
Planen er, at vi skal floate ned af floden i gummibåd i 15 dage, hvor der i alt skal tilbagelægges omkring 160 kilometer. Der opsættes nye camps hver dag på stenbankerne langs med vandet – så tæt på floden som overhovedet muligt for af undgå de mange myg. Camperer man i høj og tæt bevoksning, ædes man nemlig lynhurtigt op af myggene her i juli måned.
Ved at flytte lejr konstant oplever vi masser af action, fordi vi fisker på ”nye fisk” hele tiden. I hvert eneste nyt sving vi kommer til, er der den ene krystalklare paradispool efter den anden, hvilket får adrenalinen helt op at køre.
Elhegnet bliver flittigt taget i brug hver nat, da bjørne, elge og ulve konstant huserer i området. De vandrer ofte rundt om teltområdet for at finde mad, men bliver som regel på den anden side af hegnet. Lejren er selvfølgelig tophygiejnisk, og der er intet fiske- eller madaffald, som lokker ubudne gæster unødigt. Alt er forseglet i coolere, og det er virkelig vigtigt, for bjørnene, der er her i området vejer 3-500 kilo og har en glubende appetit. De har en lugtesans, som er 100 gange bedre end menneskets, og den kan lugte mad på meget stor afstand, så det er om at være påpasselig med ikke at lokke dem til.
En del store stallinger som denne tog også Jans Larsens musefluer.
På jagt efter leopard regnbuer
De smukke, vilde leopard regnbuer, som er turens mål, har hjemsted i det vestlige Alaska. Regnbuerne, som kæmper helt fantastisk, lever i hovedfloden, men opholder sig specielt i de små bække og vandløb med mange stillestående pools. De flotte, plettede regnbueørreder er glubske kødædere, og deres kost består af kød fra døde laks, lakseæg og mus. Og det er netop regnbuernes livret – mus, som vi imiterer med vores kæmpestore musetørfluer, der med stor spænding streames hen over overfladen.
Man kikker sig selvfølgelig godt over skulderen – og så lige engang mere – inden turen går ind til de små creeks. Musefluen – de super livagtige Morrish Mouse fra Fishmadman – kastes forsigtigt hen over det krystal klare vand, hvor regnbuerne let kan spottes.
De fleste fisk er 50-65 cm og giver en vild fight. De fiskes kun på enkeltkroge og genudsættes alle nænsomt efter de lokale regulativer. Efter et par kast mere – og et par regnbuer senere orienterer vi os lige igen 360 grader rundt – og flere gange er det med hjertet op i halsen, at vi ser tegn på bjørne, så vi må planlægge et hurtigt tilbagetog til hovedfloden. Men – med en pumpgun på ryggen og bjørnesprayen i siden har vi endnu engang en overstået en vellykket mission i bjørnens hule – og fanget en af verdens vildeste fisk på mus! Vi kan endnu en gang ånde lettet op og sejle videre ned af Kanektor River.
Når der er store bølger er det ikke altid lige let at lande med en vandflyver som denne.
Chinook – flodens konge
Længere nedstrøms oplever vi kongelaksens vandring op mod søen, og det er meget fascinerende at opleve deres opgang i tusindvis.
Morten kroger en kongelaks på spin, der står bomstille i floden i over 45 minutter. Han kan ikke rokke den, og det virker frustrerende. Pludselig lader laksen sig falde sig tilbage nedstrøms, hvorefter den viser sig i overfladen. – Fuuuckk den er stor, råber Morten. – Jan, hent båden! Vi er nød til at sejle efter den skriger han, så det kan høres helt til Fairbanks. Jeg løber ned til båden og slæber den 100 meter nedstrøms, hvorefter vi begge hopper i.
Laksen vælter rundt og er på vej over til modsatte bred. Morten prøver at holde stram line, men den bliver bare ved med at flå line af hjulet. Vi nærmer os snart et hurtigt stryg, hvor båden bliver trukket ned i hovedstrømmen. Laksen bliver ”stående”, og vi ryger 150 meter nedstrøms, hvor vi skubber båden ind til bredden og løber opstrøms, mens vi ruller linen ind på hjulet. Morten når lige op til stryget, da han opdager, at laksen sidder fast i en gren under vandet. 15 minutter senere går laksen tabt.
Kongelaksen vandt, men vi havde en fight, som vi nok sent kommer til at glemme. Morten vurderede den til over 30 kg, og det er sikkert rigtigt, da de blive helt op til 50 kilo.
Friske bjørnespor er hverdagskost i Alaska!
Regnbuer og stallinger på musefluer
Jeg fisker stadigvæk nedstrøms med musefluer samt kroger en del stallinger, og netop stallingfiskeriet er også et kapitel for sig selv her på floden. Stallinger på 50 cm er helt almindelige, og på turen fanger vi ”blåmænd” op til 57 cm.
Til sidst kommer vi til udmundingen ved Inuit byen Quinhagak, hvor der er 669 indbyggere. Vi overvejer ikke at sætte el-hegnet op den sidste nat, da der er en del aktivitet tæt på lejren. Vores sunde fornuft siger os dog, at vi bør gøre det alligevel. Og det nok meget godt, for dagen efter får vi at vide, at der netop er skudt en stor bjørn 100 meter fra vores camp… De dukker normalt ikke op så langt nedstrøms, men som sagt: Bjørne er uforudsigelige!
Fra den lille landsby bliver vi hentet og fløjet tilbage til Bethel, hvor vi kan afslutte endnu et fantastisk fiskeeventyr, hvor vi fik fisket efter alt fra regnbuer, stallinger og rødlaks til hundelaks , kongelaks, røddinger og dolly varden.
okt 11, 2020 | Åfiskeri, Artikler, Rejsefiskeri
Jeg har altid drømt om at fange en perfekt vild regnbueørred – og for et par år siden opstod der endelig en mulighed for at opleve de sortprikkede, pink og lilla skønheder i Alaskas vildmark.
Af Jens Bursell
HELIKOPTEREN manøvrerer med en utrolig præcision gennem den lille kløft, hvor Clear Creek snor sig lokkende gennem det kuperede skovområde, og kort tid efter lander vi ved den mest idylliske lille pool. Ray pakker vores raft ud og sammen hjælper vi med at pumpe den op. Allerede i første kast med min lille Mepps str. 3 over det sprit klare vand, giver det et hidsigt ryk i den anden ende – og et splitsekund efter pisker en hidsig regnbueørred rundt i den kraftige strøm. OK – den er ikke stor, men til gengæld er den gudesmuk. Jeg når at få et par stykker mere, inden raften er pumpet helt op, så det er med store forventninger til fiskeriet, at vi sætter kursen nedstrøms mod Talkeetna Fishinglodge, hvor vi kom fra.
Den ene smukke pool afløser den anden, og inden længe er vi på land igen for at få os et par regnbuer. Anna bevæger sig nedstrøms, og jeg selv bliver, hvor jeg er – og tager et kast.
Perfekte vilde regnbueørreder
I toppen af poolen er der et perfekt strømlæ bag en kæmpestor klippeblok, og sekunder efter lander min spinner lige hvor den skal 10 centimeter fra blokken. Der er et par meter dybt, så jeg giver lige spinneren et par sekunder til at synke på slap line, inden jeg med et par omdrejninger på hjulet sætter spinnerbladet i rotation. Jeg kan akkurat ane spinneren glimte nede i det dybe vand. Pludselig forsvinder det svage glimt – og i det samme pisker linen opstrøms samtidig med, at jeg må hjule ind på linen som besat for at kroge den fisk, der med ekspresfart modstrøms har taget min spinner.
Endelig er der fuld kontakt, og fisken kvitterer med at piske lige så hurtigt nedstrøms – som den startede med at svømme opstrøms. På trods af, at fisken næppe er meget mere en 45 centimeter, leverer den en forrygende fight på min UL-stang. Regnbuen, der er et studie i skønhed, kommer ud af vandet til et enkelt hurtigt foto, hvorefter den får lov til at svømme retur til flodens kølige og klare vand.
En fantastisk smuk regbue taget fra Talkeetna Fishinglodge.
Ray forsøger sig med mine Morrish Mouse rørfluer, og har et enkelt hug, men det lykkes ikke at kroge fisken, der er væk lige så hurtigt, som den kom. Fiskene er helt vilde med denne museimitation, men de kan være forbandet svære at kroge på overfladen med en enkeltkrog – selv om de er helt vilde i varmen.
Lidt længere nedstrøms stopper vi for at spise frokost ved en stor flad pool, og da vi går omkring på stranden, ser vi et par kæmpestore bjørnespor, der er helt friske. Jeg har tidligere på turen været mere end rigeligt tæt på både sortbjørne og grizzlys med unger, så jeg har egentlig mere lyst til at fiske end at kigge bjørne dybt i øjnene. Og sådan bliver det. Få øjeblikke senere giver det et voldsomt ryk i den anden ende – og det tager ikke mange splitsekunder at regne ud, at det ikke er en regnbue…
Kongelaks på UL-grej
Min UL-stang flekser helt ned i korken, og på trods af en ret stram bremse pisker linen af hjulet, indtil fisken, der hurtigt viser sig at være en kongelaks i omegnen af 10 kilo, stopper sit hvinende udløb cirka 50 meter nedstrøms. Fisken kæmper hårdt, men med et solidt pres kommer den alligevel relativt hurtigt tæt på, hvor den går tungt ude foran, indtil jeg omsider med et fast greb om halen kan afkroge fisken og sætte den hurtigt retur. Kongelaksesæsonen kører normalt til den 13 juli her i området, men netop i år har Alaska Fisk & Game valgt at lukke fiskeriet lidt tidligere, hvilket betyder at alle kongelaks – eller chinook – som de også kaldes, skal afkroges i vandet og genudsættes med det samme. Som sagt – så gjort.
Regnbuerne , som vi fisker efter – går lige i halen på kongelaksene, for at spise deres rogn, så en vis bifangst af kongelaks kan ikke undgås, men det er heller ikke så ringe igen… At kroge en kongelaks på det lette spineudstyr er nemlig en fightoplevelse udover det sædvanlige. Det finder Anna også ud af, da hun ved den næste pool kroger en 15 kilos chinook på sin Dalai Llama spinflue.
Laksen er hendes første fisk nogensinde, så hun er spændt mere end godt for. Og sådan bliver det ved – i næste hver eneste pool får vi fisk – og da vi helt ude fra floden kan dufte aftensmaden fra lodgen, har vi både fået både regnbuer, kongelaks, stalling og helt.
En kongelaks over 10 kilo går amok på det lette grej.
Heftig lakseaction på det lette grej
Fiskeriet lige omkring lodgen er også fint, og her kan man se masser af flotte kongelaks i de krystalklare pools. Jeg har kun to- en halv dages fiskeri, inden jeg skal videre til World Recreational Fishing Conference 2017 i British Columbia, så der skal fiskes igennem.
Også i vandet omkring Talkeetna Fishing lodge bliver det til en del regnbuer samt bifangster i form af kongelaks på 8-15 kilo, der bliver landet på UL-grej, Mepps str. 3 og en str. 12 krog på helikopter-rig. Den største af fiskene får jeg den sidste dag lige inden Henrik kommer for at sejle mig ind til Talkeetna i sit jetboat. Fisken ser spinneren fra sit hul i en fire meter dyb rende, og det er et syn for guder, da den jagter spinneren gennem det krystal klare vand, for endeligt at tage den på 1 meter vand nogle få meter under stangtoppen. Kongelaksen, der er rød som en tomat, byder på den vildeste fight, jeg længe har oplevet. Heldigvis er min UL-stang solid som en Ugly Stick og efter en heftig gang tovtrækkeri, hvor den gentagne gange tager tunge og dybe udløb ud i poolen og hovedstrømmen, kan jeg få fisken ind på lavt vand og få den lille trekrog ud, der sidder allerforrest i kæben.
Idet jeg afkroger fisken, hører jeg et par skrig over trætoppene, og når lige at se silhuettet fra en velvoksen kongeørn, der glider henover trækronerne og drejer om bag en stejl klippeside. Kort tid efter kommer Henrik fræsende hen over de lave stryg i sin jetboat, og inden længe er jeg på vej hjem. Mens træerne glider forbi og vinden suser om kap med floden, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor heldig jeg er at befinde lige præcis her – lige nu.
Fluefiskeri med Dalai Llama fluer er utrolig populært i Alaska.
Ta til Alaska og Chunilna Creek
Clear Creek – også kaldet Chunilna Creek, ligger et par timers kørsel nord for Anchorage. Den lille klare flod byder på et fantastisk sightfiskeri efter alt fra konge og sølv laks til chum og flotte vilde regnbueørreder. Som dansker er det lettest at booke fisketure til Clear Creek hos Atlantik Travel. Du kan læse meget mere om fiskeriet, der varmt kan anbefales, på www.fiskerejser.dk eller selve lodgens hjemmeside – www.talkeetnafishinglodge.com.
Talkeetna Fishinglodge, der ejes og drives af nordmanden Henrik Wessel, byder på super hyggelige værelser og fællesarealer – samt en udsøgt gourmetmenu, der serveres tre gange dagligt. Helikopterture og rafts kan bookes fra hans lodge.
Jens med en fin lille vild regnbue fra Alaskas vildmark. Fisken tog en Mepps str. 3 fisket med helikopter-rig.
Klar til landing!
På turen tog Jens en del kongelaks mellem 10-15 kilo på en Mepps str. 3 spinner fisket med helikopter-rig og en str. 12 krog som denne.
sep 13, 2020 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Når en af elvens helt store fisk klapper fluen, er man sjældent i tvivl om, at det bliver en kamp, som kan vippe til begges fordel. Disse fisk er trods deres farvede gydedragt, og et par dage i
elven stadig super stærke, og i den strømfyldte elv er det dem, der har overtaget fighten igennem. At få lov at prøve kræfter med et sådan muskelbundt er helt fantastisk.
Hvad siger du til regnbueørred på musefluer i den smukkeste natur, stallinger over bålets glød – og stærke laks, der får bremsen til at skrige: Tag med på en float trip i Alaska og få en oplevelse for livet!
AF JESPER LINDQUIST ANDERSEN
DET ER IKKE UDEN GRUND, at jeg også denne sommer har taget turen ned over den smukke Talachulitna River. Og hver eneste gang, er det virkelig en oplevelse for livet. Det er ikke bare endnu en fiskerejse i bogen – det er et float trip, hvor man flyver langt ud i den vilde ødemark og sættes af på en lille sø med rafts og grej til de næste 11 dage. Det er en tur, hvor godt 100 kilometer elv skal tilbagelægges, inden man igen bliver hentet og fløjet tilbage til civilisationen.
Det er på ingen måde en almindelig fiskerejse. Her oplever du det lille vandløb blive større og større i takt med, at du drifter nedover – og til sidst ender i en stor flod fyldt med de stærkeste kongelaks. Undervejs, fiskes hvert et lille sving og pool, som syner af at kunne holde lidt fisk. Når en velegnet lejrplads findes, slås teltene op, og der samles brænde til bålet. Maden tilberedes over den åbne ild, og nydes i de mest fantastiske omgivelser.
Vi er væk fra alt og alle – og herude har vi det hele for os selv. Der er en enestående ro, kun krydret med lidt selskab fra blandt andet ørn, bjørn, bæver og elg. Jeg er fuldstændig tosset med dette vilsmarksliv!
TUREN STARTER ud med lidt tørfluefiskeri på det helt lette grej oppe øverst i creeken. Her står den på stallinger og ikke mindst dolly varden, som er en stationær type af fjeldørred. Det er et fiskeri, som nydes i fulde drag, og der fiskes i starten mindre pools i korte perioder, inden der igen driftes ned over den smukke lille creek. Her vidner væltede træer på tværs af vandløbet om, at vi igen er de første på elven dette år.
Vi holder en velfortjent pause fra fiskeriet, mens en håndfuld friske stallinger tilberedes over bålets glød – og smagen af en friskfanget stalling, kan man leve længe på. Faktisk kan man nærmest smage den diskret i ganen resten af dagen, mens det smukke scenarie suser forbi, idet vi driver nedover.
Et floattrip på Talachulitna og helt sikkert også mange andre af Alaskas fortryllende elve, byder på meget mere end bare det at store laks. Her er det en af creekens smukke stallinger, som lod sig
overliste af en lille tørflue.
JO LÆNGERE VI DRIFTER nedover, desto mere ændrer vandløbet sig. Den tilstødes løbende af mindre creeks, som tilføjer lidt ekstra vidde på vandløbet. Dybere huller opstår, og den ekstra bredde gør, at vi så småt, støder på de første kongelaks, der nu igen har indfundet sig i elven. Det er dog ikke laksene, vi giver megen opmærksomhed på dette stadie af turen. Nej – for her begynder der for alvor at være en fin koncentration af smukke, vilde regnbueørreder.
REGNBUEØRREDERNE er stationære og fast inventar i elven, men når laksen trækker op, så flokkes de omkring laksen. Senere på sæsonen, når disse laks gyder, er de nemlig helt vilde for at æde lakserognen. Indtil dette sker, og de bliver fuldt ud fokuseret på at spise rogn, så kan vi her først på sæsonen opleve et superfedt og eksplosivt fiskeri på overfladen efter disse fisk.
Disse fisk er så sultne og aggressive oven på den lange vinter, at de gerne rykker sig på tværs af elven for at angribe en streamende museflue i overfladen. De stiger også gerne fra flere meters dybde i et hul for at tage fluen med en sådan fart, at de af og til tager et meterhøjt spring i angrebet. Pulsen er helt oppe og ringe, og adrenalinen kører på højtryk. Så – på trods af, at disse fisk ikke ligefrem er kæmper, så leverer de en brav kamp uden lige. Og det er en fight, hvor størstedelen af fighten foregår mere over vandet end under. Der er bare noget over at fange en 100 % vild regnbueørred i topform med fantastiske farvetegninger – og ikke mindst finner, som man har svært ved at gengive i billeder og ord. Disse fisk skal bare opleves.
JO LÆNGERE vi bevæger os ned over creeken, som nu er blevet en mindre flod – desto flere laks kommer der. Laksene har kun været i systemet et par dage, men de har allerede tilbagelagt over 100 kilometer i det ferske vand. De har nu – efter blot 2 til 3 dage i ferskvand – allerede fået den karakteristiske rødlige gydedragt på, hvilket tiltrækker regnbueørrederne, som i større og større grad samles omkring de store rogntunge hunlaks.
Det betyder, at det sjove overflade fiskeri på regnbueørrederne, som vi indtil nu har dyrket med største iver, byttes ud med lidt streamer fiskeri eller med spinnegrejet, da der nu skal fiskes dybere for at få dem i tale.
Dyrelivet man ofte oplever på et floattrip i Alaskas uberørte natur er i en klasse for sig. Her ser du den nordamerikanske elg – også kaldet moose. Bjørn, ørn og bæver er bare nogle af de dyr vi normalt ser, mens vi stille floater de små 100 kilometer ned af elven.
DET ER SÅ HER, at jeg ikke længere kan holde mig i skindet for at tage udfordringen op mod de store kongelaks. Disse fisk kan fiskes på både flue og spin, og det ene er ikke mere effektivt end det andet. Man skal bare lære hver enkelt fiskeplads godt at kende, og fiske korrekt til fiskene for at få dem i tale. Kongelaksene er ikke fisk, der går til overfladen – og de flytter sig sjældent mere end et par meter for at tage agnen. Derfor skal de fiskes helt nede over bunden, og her er det vigtigt at præsentere agnen med det helt rigtige sving, hvis fisken skal lokkes til hug.
Der findes mange steder, hvor laksen kan stå. Ofte finder vi dem i dybere partier og lommer, hvor strømmen er lidt svagere end andre steder. Faktisk fisker vi tit disse laks på samme måde som i de norske elve, hvor vi fisker fluen eller blinket og spinfluen, så den svinges på tværs af elven nedstrøms. Og når laksen tager agnen, så er det tit hårdt og brutalt ude midt i strømmen.
På trods af, at disse fisk har tilbagelagt lange afstande over en imponerende kort periode, så leverer hver eneste kongelaks en fight, der er en konge værdig. Kongen over alle laks, har jo ikke fået dens navn for ingen ting.
KONGELAKSENE kan nå en næsten urimelig størrelse på den korte tid den er i havet, inden den igen vender tilbage til elven for at føre næste slægt videre. Gennemsnitsstørrelsen på fiskene vi fanger på et floattrip er ofte over de 10 kilo med de største fisk omkring 20 kilo. Men – de findes markant større i elven. – Vi har set dem og ikke mindst, så har vi prøvet kræfter med dem… En laks over de 20-25 kilo, er jo også en præstation i sig selv – både, at kroge og lande.
Et floattrip i Alaska er noget, der står højt på manges ønskeliste, når der snakkes fiskerejser. Her er plads til både fluefiskere og spinnefiskere – og vigtigst af alt, så er der tid til at nyde turen i ens helt eget tempo.
Hvert år landes der kongelaks op imod de 100 lbs – eller 45 kilo i Alaska, så man kan ikke undgå at lade tankerne flyve afsted, når man står der i totalt stilhed i vildmarken og svinger fluen på tværs af elven. For hvem drømmer ikke om, en trofæ fisk i den størrelse?
– Vi har ramt alt perfekt på denne tur. Vejret er fantastisk, vandstanden perfekt, og laksene vælter op i et antal, som jeg ikke før har set mage på denne elv. Planen er at fiske et spændende stræk – og valget er faldet på et stort og bredt stryg, hvor en mindre creek løber til den store. Denne store og svære pool, som er proppet med store sten og klippe stykker, ligger lige over en mindre canyon, hvor det vil være umuligt at følge efter en fisk…
Vi kan se, at der er godt med fisk i poolen, men efter et par træk ned over uden held, går jeg lidt længere opstrøms og prøver et træk mere. Fluen svinger på tværs i det første korte kast, da det nære vand lige skal fiskes af, inden jeg fisker kontinuerligt ned over poolen. Men – allerede her – med kun skydehovedet ude, er der en fisk, som rejser sig efter fluen på det lave vand.
En kraftig trykbølge fra en mørk skygge følger fluen hele vejen ind til egen bred – og et nyt kort kast resulterer i det samme. Men – med vedvarende fart på fluen langs egen bred i hjemtagningen af fluen, kan jeg se den grove fisk fortsætte. Da fluen nu er stort set ud foran mig, og med kun forfanget ude af topøjet, laver jeg et lille svip med stangen – et svip, som får fluen til at svinge væk fra land igen. Og det er en bevægelse, som denne store fisk bare ikke kan modstå.
JEG SER DEN STORE FISK tage fluen, og den får et resolut tilslag på den korte afstand: En fisk i den kaliber, der i et kæmpe plask vender på det lave vand, og på få sekunder er i baglinen – er bare noget man aldrig glemmer. Fisken fortsætter ud over den lave pool, som er maksimalt udfordrende med de mange sten, der stikker fri af vandet. Men – med tungen lige i munden, får jeg kastet stangen fra side til side og ledt fisken sikkert igennem.
Et møde med Alaskas vilde natur er så meget mere end bare fiskeri. Ofte er vi de første, der floater elven i sæsonen, hvilket er en helt speciel oplevelse. Hvad venter rundt om hjørnet? – en lækker
drømme-pool fyldt med fisk, en elg eller måske en sortbjørn…
Den enorme kongelaks er nu tættere på modsatte side end på mig. Den vælger at gå nedstrøms og forbi en stor klippe, som ligger ude i elven. Jeg vælger at slække fuldstændigt på linen og får på mirakuløs vis fisken til at stoppe op og stille sig i læ bag den store sten. Men – jeg får ikke lagt pres på fra modsatte side, så jeg får aldrig fisken til at flytte sig i mit favør.
Hvor dyb elven er på sit dybeste af stryget finder jeg aldrig rigtig ud af, da jeg i min vildskab valgteat krydse elven, hvilket på ingen måde var godt gennemtænkt… Det var nemlig langt fra alle steder, jeg kan bunde… Flere gange bliver jeg båret et par meter i den stærke strøm – for igen at få fodfæste på en sten eller to. Til sidst kommer jeg dog helt ind på running-linen igen og har fast bund under fødderne. Fisken kan nu presses fra indersiden af stenen, hvorved jeg akkurat får den til at gå rundt nedstrøms og væk fra den store sten.
FISKEN vælger at tage endnu et par vildt fede udløb nedstrøms – og jeg får akkurat holdt fisken fri af den brusende canyon. Der er maksimalt pres på grejet, og det kraftige forfang synger højlydt i den stærke strøm. Til sidst får jeg dog styr på fisken samt landet den sikkert – og med et fast greb omkring halen, går det hele op i en højere enhed.
En stor lettelse breder sig i kroppen, mens jeg sidder med den store fisk sikkert i vandkanten – og der er ro i sindet, mens hele kroppen bobler af adrenalin. Der er nu styr på fisken, på trods det kan virke umuligt at få ordentlig fat omkring det enorme haleror – og mens min makker i raften er ved at krydse elven for at assistere mig, kan jeg sidde og nyde en sejr uden lige: En stor og vild fisk, som nu med et godt greb om halen er under kontrol, inden den igen sendes afsted – ud på sin sidste rejse.
Det har bare været den vildeste fight, som jeg måske ikke burde have taget op med denne konge, men nu, hvor det hele er lykkedes, ja så er det selvfølgelig det hele værd.
De smukke vilde regnbuer er ikke drømmetrofæer, hvad angår størrelse. De største eksemplarer vi fanger, ligger ofte i slutningen af 50´erne, men at kunne lokke disse fisk til en museflue fisket i overfladen, er helt fantastisk og en belønning i sig selv.
mar 11, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
300 sølvlaks på 10 dage. Grizzly og Brunbjørne i massevis. Et forulykket fly og et eventyr, der blev næsten en uge længere end planlagt … Jan Larsen KAN bare ikke gøre noget helt almindeligt…
AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: JAN LARSEN
Du har sikkert set et billede af Jan Larsen fra Sjællands Odde før. Sandsynligvis siddende i mudderet i en texansk flod med en rekordstor alligator gar på 250 centimeter og 113 kilo. Og hvis du ved den lejlighed tænkte ”Wauv for et eventyr… Hvem, der bare prøvede noget så vildt én gang i sit liv” – ja så har du det lige som de fleste andre.
Men hvis du er Jan Larsen, KUNNE du vælge at sige: Ork, så skal du bare høre om min sidste tur til Alaska… Det ville Jan nu næppe gøre. Han er alt andet end en pralhals. Men turen til en øde ø i det nordlige Stillehav i september sidste år har alligevel mejslet sig fast i tømrermesterens hukommelse.
– I Alaska lærer man at fighte store laks på en måde, man ikke kan andre steder, fastslår han og får et haldrømmende udtryk i øjnene, mens han leder efter et sted at starte fortællingen om en vildmarkstur efter sølvlaks, der udviklede sig til noget helt, helt særligt.
Det vildeste fiskeri
– Vi fik 300 sølvlaks på 10 dage, starter han. – Jeg er klar over, det lyder vildt. Og det er det jo egentlig også. Men vi var fem mand, og hvis du prøver at dividere ud, så taler vi om 6 laks per dag, hvor vi fisker fra morgen til aften, så man går ikke bare ned til floden og skovler dem op. Der skal arbejdes lidt for det, siger han og tilføjer: – Og så skal man lige huske, at gå uden om grizzly-bjørnene. For der er mange af dem, og de flytter sig ikke alle lige godvilligt fra de gode pladser. Brunbjørne er generelt lettere at skubbe væk, siger han så nøgternt, som kun en mand, der ved, hvad han taler om, kan gøre.
Grizzly bjørne som denne var der masser af hvor Jan Larsen og hans team fiskede på den lille ubeboede ø.
Jan Larsen var turleder på turen til den unavngivne og særdeles svært tilgængelige ø ud for Alaska. Med på turen var fire eventyrlystne danskere – Lars, Morten, Kim og Jørgen. – Der er kold tempereret regnskov og to floder på øen. Laksene går op med tidevandet, og så er det bare med at få nogle fluer i vandet. Laksene er typisk mellem 6 og 10 kilo store, og de er altid helt nystegne, så langt de fleste af dem er spejl blanke, når vi fanger dem. Og de fighter fuldstændigt vanvittigt. Det er altså en oplevelse helt uden sidestykke, siger Jan.
Fisk & Fri’s udsendte minder ham om, at han faktisk bor lige op og ned ad noget af DK’s allerbedste havørredvand – og skynder sig at erkende, at det dog næppe kan måle sig med laksevandet i Alaska. Jan griner højlydt.
– Det var faktisk derfor, jeg flyttede herop i sin tid. For at få fisket nogle havørred. Men som selvstændig er det sgu svært at finde tid. Der er altid noget, jeg burde tage mig af, når jeg er hjemme. Så jeg får desværre slet ikke fisket så meget, som jeg gerne ville. Det er en af årsagerne til, at jeg prøver at komme afsted mindst én gang hvert år, siger han.
Slangen i paradiset
Et paradis indeholder som bekendt altid mindst én slange. Det gælder også fiskeparadiset på øen i Alaska.
– Det er sgu hardcore forhold. Det er koldt og vådt, og man er helt i vejrets vold. Man taber sig typisk seks-syv kilo på de 10 dage. Og det er ikke fordi, man ikke får noget at spise. Særligt, hvis man er glad for laks … Men man går rigtig meget, og terrænet er hårdt. Og så skal man jo være opmærksom på, at alt kan ske, når man er i en vildmark. Hvis det blæser for meget, kan man f.eks. risikere, at man ikke kan komme hjem til den planlagte tid. Ja, måske kan man slet ikke komme afsted. Det skal man være indstillet på, fortæller Jan.
Turen til og fra til øen foregår med små Cessna-fly, fløjet af mere eller mindre erfarne bush-pilots fra en nogenlunde nærliggende by på fastlandet. Øen huser ikke en landingsbane, men almindeligvis er der et enkelt stykke strandbred, som en dygtig pilot kan lande på. Ved denne lejlighed var piloten dog ikke indstillet på at gøre forsøget. Hvis Jan og gruppen ville have fast grund under fødderne, måtte de finde sig i at blive sat af et stykke ude i det, som ville blive til vand, når tidevandet kom igen.
– Så jeg stod der med fire gutter og et tons udstyr, mens mørket var ved at falde på og tidevandet på vej. Og så måtte vi jo bære det hele op på stranden i en fart. Vi kunne helt sikkert ikke nå frem til vores faste lejrplads samme aften. Så det blev en halvhård nat. Men den slags må man tage med, griner Jan.
Sådan så det ud, da den flyver, der skulle hente teamet hjem, skulle lande i tidevandszonen på den lille ø i Stillehavet.
Flyet havarerer
Helt galt gik det dog først, da gruppen skulle hjem igen. – Vejret var ikke for godt, så i første omgang kunne vi slet ikke overtale en pilot til at komme at hente os. Ham, vi plejer at bruge, var ikke til rådighed, så jeg brugte lidt tid med satellit-telefonen på at overtale nogen til at gøre forsøget, fortæller Jan og griner lidt hovedrystende ved mindet.
Det skulle dog vise sig, at skepsissen hos de knap så ø-kendte piloter ikke var helt ubegrundet.
– Da flyveren kom, cirklede han nogle gange for at finde et passende sted at lande. Så vælger han et stykke af stranden og forsøger at sætte flyet ned. Desværre ryger næsehjulet i et hul på stranden og knækker simpelthen af, så flyveren går på næsen …
Med en havareret flyvemaskine på stranden, fire gæster, der gerne skulle hjem til Danmark og to nye, der var kommet med den havarerede, var gode råd dyre. Piloten fik tilkaldt en solid redningshelikopter til sig selv og sin maskine. Men mere kunne helikopteren så heller ikke bære. Og med storm i vejrudsigten, gik der seks dage, før de seks danskere kunne komme væk fra øen. Vel mærke uden forsyninger.
Jan fik brugt satellit telefonen endnu engang og fik tilkaldt sin gode ven Wayne på 80 år såkaldt Indianna Jonas, efter vores Buschpilots firma havde opgivet at hente os.
” Take it easy Jan” I will come and pick you up , I can still fly ”. De havde forsøgt forgæves andre fly , men ingen skulle nyde noget efter ulykken. – Det gik jo … Der var masser af laks, så vi sultede ikke, slutter Jan tørt.
På denne måde fik Cessna´en et lift hjem, mens Jans team måtte vente på, at en anden flyver kom dem til undsætning på den lille ø.
dec 20, 2012 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Guide til fiskepladser, Rejsefiskeri
Kodiak Island ved Alaska byder på verdensklasse sightfiskeri efter sølvlaks i små klarvandede pools. Her får du opskriften på en helt fantastisk vildmarkstur, som du kan få for meget få penge.
Af Allan Zeuthen og Søren Aalbæk Madsen
(mere…)
