300 sølvlaks på 10 dage. Grizzly og Brunbjørne i massevis. Et forulykket fly og et eventyr, der blev næsten en uge længere end planlagt … Jan Larsen KAN bare ikke gøre noget helt almindeligt…

AF TOBIAS HJORTKJÆR SCHULTZ, FOTOS: JAN LARSEN

Du har sikkert set et billede af Jan Larsen fra Sjællands Odde før. Sandsynligvis siddende i mudderet i en texansk flod med en rekordstor alligator gar på 250 centimeter og 113 kilo. Og hvis du ved den lejlighed tænkte ”Wauv for et eventyr… Hvem, der bare prøvede noget så vildt én gang i sit liv” – ja så har du det lige som de fleste andre.

Men hvis du er Jan Larsen, KUNNE du vælge at sige: Ork, så skal du bare høre om min sidste tur til Alaska… Det ville Jan nu næppe gøre. Han er alt andet end en pralhals. Men turen til en øde ø i det nordlige Stillehav i september sidste år har alligevel mejslet sig fast i tømrermesterens hukommelse.

– I Alaska lærer man at fighte store laks på en måde, man ikke kan andre steder, fastslår han og får et haldrømmende udtryk i øjnene, mens han leder efter et sted at starte fortællingen om en vildmarkstur efter sølvlaks, der udviklede sig til noget helt, helt særligt.

Det vildeste fiskeri

– Vi fik 300 sølvlaks på 10 dage, starter han. – Jeg er klar over, det lyder vildt. Og det er det jo egentlig også. Men vi var fem mand, og hvis du prøver at dividere ud, så taler vi om 6 laks per dag, hvor vi fisker fra morgen til aften, så man går ikke bare ned til floden og skovler dem op. Der skal arbejdes lidt for det, siger han og tilføjer: – Og så skal man lige huske, at gå uden om grizzly-bjørnene. For der er mange af dem, og de flytter sig ikke alle lige godvilligt fra de gode pladser. Brunbjørne er generelt lettere at skubbe væk, siger han så nøgternt, som kun en mand, der ved, hvad han taler om, kan gøre.

 

Grizzlybjørn i Alaska

Grizzly bjørne som denne var der masser af hvor Jan Larsen og hans team fiskede på den lille ubeboede ø.

 

Jan Larsen var turleder på turen til den unavngivne og særdeles svært tilgængelige ø ud for Alaska. Med på turen var fire eventyrlystne danskere – Lars, Morten, Kim og Jørgen. – Der er kold tempereret regnskov og to floder på øen. Laksene går op med tidevandet, og så er det bare med at få nogle fluer i vandet. Laksene er typisk mellem 6 og 10 kilo store, og de er altid helt nystegne, så langt de fleste af dem er spejl blanke, når vi fanger dem. Og de fighter fuldstændigt vanvittigt. Det er altså en oplevelse helt uden sidestykke, siger Jan.

Fisk & Fri’s udsendte minder ham om, at han faktisk bor lige op og ned ad noget af DK’s allerbedste havørredvand – og skynder sig at erkende, at det dog næppe kan måle sig med laksevandet i Alaska. Jan griner højlydt.

– Det var faktisk derfor, jeg flyttede herop i sin tid. For at få fisket nogle havørred. Men som selvstændig er det sgu svært at finde tid. Der er altid noget, jeg burde tage mig af, når jeg er hjemme. Så jeg får desværre slet ikke fisket så meget, som jeg gerne ville. Det er en af årsagerne til, at jeg prøver at komme afsted mindst én gang hvert år, siger han.

Slangen i paradiset

Et paradis indeholder som bekendt altid mindst én slange. Det gælder også fiskeparadiset på øen i Alaska.

– Det er sgu hardcore forhold. Det er koldt og vådt, og man er helt i vejrets vold. Man taber sig typisk seks-syv kilo på de 10 dage. Og det er ikke fordi, man ikke får noget at spise. Særligt, hvis man er glad for laks … Men man går rigtig meget, og terrænet er hårdt. Og så skal man jo være opmærksom på, at alt kan ske, når man er i en vildmark. Hvis det blæser for meget, kan man f.eks. risikere, at man ikke kan komme hjem til den planlagte tid. Ja, måske kan man slet ikke komme afsted. Det skal man være indstillet på, fortæller Jan.

Turen til og fra til øen foregår med små Cessna-fly, fløjet af mere eller mindre erfarne bush-pilots fra en nogenlunde nærliggende by på fastlandet. Øen huser ikke en landingsbane, men almindeligvis er der et enkelt stykke strandbred, som en dygtig pilot kan lande på. Ved denne lejlighed var piloten dog ikke indstillet på at gøre forsøget. Hvis Jan og gruppen ville have fast grund under fødderne, måtte de finde sig i at blive sat af et stykke ude i det, som ville blive til vand, når tidevandet kom igen.

– Så jeg stod der med fire gutter og et tons udstyr, mens mørket var ved at falde på og tidevandet på vej. Og så måtte vi jo bære det hele op på stranden i en fart. Vi kunne helt sikkert ikke nå frem til vores faste lejrplads samme aften. Så det blev en halvhård nat. Men den slags må man tage med, griner Jan.

 

Cessna Alaska

Sådan så det ud, da den flyver, der skulle hente teamet hjem, skulle lande i tidevandszonen på den lille ø i Stillehavet.

 

Flyet havarerer

Helt galt gik det dog først, da gruppen skulle hjem igen. – Vejret var ikke for godt, så i første omgang kunne vi slet ikke overtale en pilot til at komme at hente os. Ham, vi plejer at bruge, var ikke til rådighed, så jeg brugte lidt tid med satellit-telefonen på at overtale nogen til at gøre forsøget, fortæller Jan og griner lidt hovedrystende ved mindet.

Det skulle dog vise sig, at skepsissen hos de knap så ø-kendte piloter ikke var helt ubegrundet.
– Da flyveren kom, cirklede han nogle gange for at finde et passende sted at lande. Så vælger han et stykke af stranden og forsøger at sætte flyet ned. Desværre ryger næsehjulet i et hul på stranden og knækker simpelthen af, så flyveren går på næsen …

Med en havareret flyvemaskine på stranden, fire gæster, der gerne skulle hjem til Danmark og to nye, der var kommet med den havarerede, var gode råd dyre. Piloten fik tilkaldt en solid redningshelikopter til sig selv og sin maskine. Men mere kunne helikopteren så heller ikke bære. Og med storm i vejrudsigten, gik der seks dage, før de seks danskere kunne komme væk fra øen. Vel mærke uden forsyninger.

Jan fik brugt satellit telefonen endnu engang og fik tilkaldt sin gode ven Wayne på 80 år såkaldt Indianna Jonas, efter vores Buschpilots firma havde opgivet at hente os.

” Take it easy Jan” I will come and pick you up , I can still fly ”. De havde forsøgt forgæves andre fly , men ingen skulle nyde noget efter ulykken. – Det gik jo … Der var masser af laks, så vi sultede ikke, slutter Jan tørt.

Friluftsland

 

Cessna havareret Alaska

På denne måde fik Cessna´en et lift hjem, mens Jans team måtte vente på, at en anden flyver kom dem til undsætning på den lille ø.

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This