sep 22, 2020 | Nyheder
– Vi var nogle gutter, der havde planlagt en tur efter store aborrer på en af store søer på Sjælland, fortæller Kristian Bau Petersen. – Da vi ankom og kiggede ud på vandet, kunne man kun tro, det blev en god dag, for det lugtede langt væk af aborrer. Vi sejlede ud på første spot, som kun gav en enkelt mindre fisk, så derfor besluttede vi at prøve et nyt sted. Der gik ikke meget tid, før der var bud efter jiggen! Efter et solidt hug efterfulgt af to vilde udløb kom en smuk aborre på 1500 gram op til overfladen. I det samme min fisk kommer til syne overfladen, får min kammerat en fisk på i samme kaliber, som også giver samme vilde fight, men den ryger desværre af ved kanten af båden.
– Efter de to gode hug fisker vi videre i 3-4 timer og får masser af små fisk i båden, men ingen større. Pludselig siger det BANG endnu en gang, da jeg får et solidt hug på bundstangen med en skalle på. Efter en god og solid fight lander jeg en mega grov aborre på hele 1700 gram fordelt på 51 centimeter. Hvilken start på aborresæsonen.

Kristian Bau Petersen med en af de en flotte søaborrer.
sep 14, 2020 | Nyheder
– Dagen begyndte lidt sent, og jeg var først klar ved vandet klokken 8.00, fortæller Johannes Thorbjørn Hansen. – I dag var planen, at jeg ville se, om jeg ikke kunne fange en af de store aborrer. Jeg havde før fanget rigtigt mange mindre fisk og mistet nogle få gode aborrer herude i søen – både fra land og fra min flydering. I dag ville jeg prøve at se, om jeg kunne finde nogle af de store fisk på noget dybere vand. Jeg havde derfor taget min ”Deeper” med ud, og der gik ikke langt tid, før jeg havde fundet den første stime af fisk. Jeg begynder hurtigt at få lidt nap, hvorefter den første lille fisk bliver kroget.
– Jeg kan se fiskene er der, men de er utrolig forsigtige, og det er svært at kroge dem. Jeg ser nogle fisk på ekkoloddet lige neden under mig, og jeg kaster derfor et kort kast, hvorefter jeg holder stram line, så jiggen synker ned og rammer bunden lige der, hvor fiskene skulle være. Jeg jigger et par gange, hvor jeg for to små nap, og tredje gang sætter jeg krogen i noget massivt. Jeg bliver kort i tvivl, om det er en gedde, men den fighter som en aborre. Efter en kort intens fight får jeg aborren i nettet – og glæden spreder sig, da det er en ny personlig rekord på 1,25 kilo.
Aborren er i sandhed en fantastisk rovfisk, men mange gange bliver den overset som sportsfisk i Danmark, fordi de ikke bliver lige så store som f.eks. sandarten og gedden. Aborrefiskeriet har virkeligt meget at byde på, og det kan derfor klart anbefales at prøve kræfter med nogle af de sortstribede rovfisk.
sep 3, 2020 | Nyheder
– August og september er en virkelig god periode til store aborrer, fortæller Fredrik Renz. – Jeg bruger meget tid på fiskeriet netop nu, for det kan være virkelig giftigt. Jigfiskeriet er helt klart en af mine favoritmetoder, og her på det seneste har også haft virkelig stor succes med chatterbaits.
– Chatterbaits er faktisk ret lette at fiske med, huggene er helt fantastiske, og det er et super sjovt fiskeri. Disse agn fiskes lidt på samme måde som jigs, og man kan enten bumpe dem hen over bunden eller spinne dem gennem frivandet, hvor man lader dem falde på korte spinstop engang imellem. Det er en super effektiv metode.
– Aborrerne er dog ikke altid lige lette at finde, så nogen gange skal man bruge en del tid på afsøgningen, inden man finder fiskene. Sådan var det også sidste gang, jeg var ude, men efter et par dage fandt jeg det hotte område. Her var masser af fisk – og det virkede som om, at der kom nye fisk til hele tiden. Jeg havde derfor et ret stabilt fiskeri, og fiskede igennem hele den sidste dag, indtil det blev så mørket, at jeg måtte tænde for bådens lanterner. I alt blev det til en flot stribe aborrer på 49, 49, 47, 46, 45, 45, 45, 45, 45 og 45 centimeter, men de tre topfisk på 1740, 1620 og 1610 gram. Alle fisk blev taget på Chatterbaites med RenzShad som trailer eller traditionelt jigfiskeri med RenzShad, slutter han.
Har du også været på søen for at fiske efter aborrer, så hører vi meget gerne fra dig på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Et par flotte aborrer til Fredrik Renz.
jul 27, 2020 | Nyheder
– I min sommerferie har jeg brugt tiden på at fiske i en sø ved mine bedsteforældre, fortæller Asbjørn Tofteby Hasager. – I søen er der skaller og aborrer. Jeg har fanget en del småskaller og aborrer, når jeg har været afsted med prop og orm. En af dagene endt med at blive en fisketur, som jeg sent vil glemme.
– Efter 1,5 times fiskeri gik proppen pludselig under hurtigere end ved de andre fisk, jeg har fanget. Jeg kunne mærke, at det var en meget større fisk end de andre, og efter en lidt lang kamp fik jeg mit livs fisk i land. Det var en kæmpe aborre på 45 cm og 1,25 kg. Jeg ringede straks til min far og sagde, at han skulle komme ned og se, hvad jeg havde fanget – og fotografere mig, der holder fisken. Nu ligger fisken i fryseren, og jeg glæder mig til vi skal grille den, når vi i familien har den årlige grillbattle konkurrence. Det var en super fiskeaften, som jeg sent vil glemme. Sidenhen har ferien budt på endnu en aborre på 45 cm, som jeg fangede en aften, hvor jeg var afsted med to kammerater. Jeg fik også en 2.8 kilos put and take ørred – og en aften på kysten i Jammerbugten fik jeg over 30 hornfisk på land, slutter han.
Har du selv været ude at fiske, hører vi meget gerne om dine fangster på jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
maj 23, 2020 | Nyheder
– Aborrefiskeriet er for alvor blevet hot i tiden, fortæller Jens Fisker. – Et solidt højtryk har i en stund givet os god varme og sol, hvilket har banket vandtemperaturen gevaldigt op rundt omkring. En kammerat fortalte, at de havde målt hele 16 grader i Gudenåen!
– Det betyder også at skallerne rundt omkring virkelig er rykket op på det lave langs grøde og sivkanter i søerne. Og det betyder kun én ting i min bog. Nemlig at aborrerne følger efter – og de er sultne efter legen!
– Jeg har haft et par tidlige morgener på søen i denne uge i håbet om at ramme noget af det bonanzafiskeri efter aborrer, som denne tid kan byde på. Og jeg har faktisk ramt det!
– Den første morgen, som var stille klar og solrig, bød på et himmelsk fiskeri. – Allerede inden klokken 09:15 havde de første 10 fisk over 40 centimeter været oppe og se indersiden af min gamle Linder. Jeg lå på en skrænt, hvor jeg på loddet havde set kæmpe skallestimer oppe på det lave. Aborrerne kom tonsende ude fra det dybe og slog op i skallerne i bedste National Geographic stil. Et smukt syn! Man tisser næsten lidt i bukserne, når en aborre på omkring de 50 centimeter kører halvvejs fri af vandet igennem overfladen og vælter skaller i fjæset. Fiskeriet døde dog ud ved 11 tiden. Men da havde jeg fået 14 over 40 centimeter med en topfisk på 47 cm. Hvilken fantastisk morgen, hvor jeg brugte alt fra vibrationsagn og små jerks til jigs.
– Et par dage efter skulle fruen med ud i håb om at kunne få del i kagen også, og hun er en efterhånden meget habil fisker! Jeg havde dog også sneget en stang med til en levende skalle den dag. Vi kom ud på en lovende plads og startede med at skænke en kop kaffe. Men inden vi kunne nå at se os om, var der et angreb i gang.
– Jeg tog den nærmeste stang, som var rigget op med en jig og fyrede direkte ind i angrebet. Der gik to omgange på hjulet, før helvedesilden brød løs. Den lille mediumlight stang krøllede, og bremsen på hjulet begyndte at hyle! Det var en god fisk! Efter en intens fight kunne fruen nette en gudesmuk halvmeter aborre. Så er dagen ligesom reddet ved første kast! Fiskeriet var stabilt i tre gode timer herefter med en god stribe fisk over 40 cm, hvoraf fruen blandt andet fik en vanvittig tyk fisk på 42 centimeter og hele 1.38 kilo! Den havde taget sin del af skallestimerne. I takt med solen tog til døde fiskeriet ud. Men hvad gør det efter sådan en morgen.


maj 11, 2020 | Nyheder
Aborrefiskeriet er ved at komme godt i gang, og fiskene er begyndt at komme på finnerne for at æde sig fede oven på gydningen. – Foråret er for mig den årstid, hvor fiskeriet for alvor går i gang, siger Jens Fisker. – Vandet er lidt varmere og fiskene skruer op for aktiviteten. Og forleden var ingen undtagelse.
– Vi begyndte fiskeriet halvdybt uden at finde fisk, og fiskede dernæst i stedet tæt op af en skrænt, hvor skallerne har en tendens til at samle sig omkring deres gydning. Dog var der ingen fisk på loddet. Men pladsen skulle affiskes alligevel. Efter blot et kvarter på pladsen, faldt hugget over cirka 4,5 meter vand på skrænten. Til at starte med troede jeg, at det var en sømkasse, der havde taget den lille crank. Men et par hurtige tunge rusk gjorde det tydeligt, at det var et større tigerdyr, der havde hugget. Fisken blev fightet ind til båden, hvor den blev nettet, hurtigt målt, fotograferet og genudsat. Dagen bød – udover denne super aborre på 50 centimeter – på en god håndfuld mindre aborrer og gedder. Alt i alt en rigtig lækker forårsdag på vandet, slutter Jens, der i år har fået syv flotte aborrer over 1,5 kilo.
maj 11, 2020 | Nyheder
– Jeg havde besluttet mig for at tage en tur ud i min båd efter en af søens store aborrer, fortæller Andreas Horn Sloth. – Efter, at jeg havde lagt båden i vandet og rigget mit fiskegrej til, begyndte jeg at lede efter aborrerne, men kunne ikke rigtig finde dem, så jeg valgte et sted, hvor jeg tidligere har fanget en del fine aborrer. Jeg valgte fluestangen og fiskede ihærdigt.
– I første kast fik jeg en gedde på et par kilo og efterfølgende en del flere gedder samt en enkelt aborre over kiloet, der desværre smuttede lige før netkanten. Så jeg måtte nøjes med gedderne, hvor den største var på omkring fire kg. Jeg havde en rigtig god dag på søen, men manglede den store aborre, så derfor bestemte jeg mig for at prøve lykken igen dagen efter. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. Efter lidt søgen fandt jeg en større stime skaller inde ved sivene, og jeg oplevede hurtigt at vandet “kogte”, da skallerne blev jagtet af nogle af søens rovfisk.
– I første omgang troede jeg, at det var en gedde, så jeg greb hurtigt en spinnestang med en større agn – nemlig en Westin Swim på 32 gram. Jeg nåede kun lige at rulle et par omgange på hjulet, før det gav et ordentlig sug i stangen. Egentlig var jeg ret sikker på, at det var en gedde, men blev positiv overrasket og jublede, da jeg efter en intens fight kunne håndlande den store aborre, da jeg slet ikke havde fået pakket mit net ud. Aborren var 47 cm og vejede 1,53 kg. Senere på dagen fik jeg en tromle tyk aborre på 37 cm og et par mindre gedder. Det har været to helt fantastiske dage på søen med masser af action.
apr 22, 2020 | Nyheder
William Larsen på 9 år og hans far Anders Larsen fra Ølstykke, var lige en hurtig tur nede i en lille sø for at fiske med små spinnere i håbet om at fange en aborre eller to. Og de fik da også et par stykker:
– Men den ene af dem, som du ser på billedet, var helt klart lidt mere, end hvad vi havde forventet, fortæller Anders. – Efter et agnskifte til en lille blank spinner, så kom der et ordenligt hug i første kast. Fisken ruskede godt i den anden ende, og gik derefter dybt. Vi troede et stykke tid, at det slet ikke var en aborre, men måske en gedde eller noget andet. Men – op af det mørke vand kom en aborre på 1055 gram, der var 42,5 centimeter lang med en omkreds på 29,5 centimeter. William var pavestolt, så i aften skal vi læse go´nat historie om aborren, slutter Anders.
Har du været med familien på fisketur? Send os en beretning og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.
apr 11, 2020 | Nyheder
– Jeg har altid været vild med at gå efter de sværest mulige udfordringer i fiskeriet, fortæller Vicktor Hallensjö. – Og den satsning efter rigtig grov aborre jeg lige har lavet er ingen undtagelse.
– Min satsning i Rögla Dammerne ved Lund i Skåne begyndte i begyndelsen af marts, og den største hindring her var det dårlige vejr med meget regn og blæst, fortsætter han. – Så for at slippe at slå op mit telt, sov jeg i bilen i det elendige vejr. Fiskeriet var virkelig svært, og det første lange stykke tid lykkedes det mig kun at fange en enkelt større aborre på 1,55 kilo. Jeg har ingen problemer med regn og blæst, men da stormen Laura kom, var det lige i overkanten…
– På den næste tur var aborrerne mere i hugget, og selvom der også her var langt mellem huggene, så lykkedes det mig af fange flere respektable fisk. Jeg fiskede med orm og maddiker som agn og havde loaded mine feederkurve med krillfoder, maggots samt pelletolie
– Efter et omkast om aftenen, havde jeg en fisk, der tog på droppet, og min første tanke var, at det nok var en gedde, som havde taget agnen. Og tyngden underbyggede min teori. Men – da fisken kom nærmere, blev jeg usikker, og lidt tættere på kunne jeg se, at det var den gigantiske aborre, jeg havde fisket efter så længe. Min ven hjalp med at nette den, og det gjorde han helt perfekt. Monsteraborren viste sig at være 2,56 kilo og hele 50 centimeter lang. Hvilken fantastisk følelse det er at nå sine mål, når man har brugt så meget tid på det. Denne fisk har kostet 11 dages non-stop fiskeri, slutter han sin beretning til Fisk & Fri.