I løbet af de senere år har et nyt stangkoncept, som skræddersyet til vores danske fiskeri, vundet indpas i vores bevidsthed. I denne anden og sidste switch-artikel tager fluefiskeinstruktøren Ronny Lagoni Thomsen fra fluefiskeskolen.dk dig med på en guidet tur i switchkonceptets muligheder. Denne gang tager han dig med til åen, hvor switchstangen for alvor har noget at byde på.

Af Ronny Lagoni Thomsen

En dansk efterårslaks fra Varde Å ved Hodde har taget fluen ind under egen bred på et svært fremkommeligt sted.

En dansk efterårslaks fra Varde Å ved Hodde har taget fluen ind under egen bred på et svært fremkommeligt sted.

MORGENDISEN hænger i ådalen, og nattens kulde gør luften frisk. Et kraftigt skydække gør morgenlyset endnu mere fjernt, og det er stadig mørkt. Overalt i engens græs hænger dråber og fugt efter nattens tunge regn. Åen virker rolig og dyb af de kraftige regnskyl de sidste par dage. Det er perfekt havørredvejr, og skal jeg stole på fornemmelsen i maven, så er det også vejr til grov havørred.
På en bænk med udsigt over åen venter jeg på det rette lys – lige der hvor det endnu er mørkt, men hvor lyset lige pipper frem over horisontlinjen. Der er ikke andre fiskere ved vandet, og jeg kunne ikke bede om bedre forhold. Det kildrer i maven. Jeg tænder pandelampen og går forfangets knuder igennem, finder den rette flue frem – en rørflue med rød butt, sølvkrop, oliven zonkervinge og agerhønehackle. Jeg tråder den på forfanget og binder en trekrog på forfanget bag den. Jeg tester knudestyrken og fæstner tilfreds fluen i stangens andet skydeøje. Jeg betragter stangen. En 10,8 fods switchstang klasse 6/7 monteret med en flydende WF-line klasse 9, et monofilt forfang i stangens længde – jo, jeg er klar og nu er lyset der.

Den farvede hanfisk blev hurtigt genudsat, men sikke en dejlig bonus på en smuk efterårsdag.

Den farvede hanfisk blev hurtigt genudsat, men sikke en dejlig bonus på en smuk efterårsdag.

ÅFISKERI EFTER HAVØRRED har jeg for længst tabt min sjæl til. Den rene magi, der er over stilheden, naturen, roen og de dybe sug i stangen, når en tung havørred tager fluen med et skvulp i overfladen. Det er indbegrebet af rå, rendyrket lykke.

De sidste to et halvt år har jeg udforsket de grejmuligheder, der gør disse oplevelser lettere at komme på stanghold af. Jeg har lavet korte skydehoveder til både en og tohåndsstænger, og det har da virket, men jeg har savnet den længere stang med den lettere line, da tohåndsstængerne generelt er for voldsomme til de vande, jeg fisker mest ved. Linerne bliver for tunge og lander klodset på vandet, hvorved sky havørreder let skræmmes. Og enhåndsstænger, der kaster den rigtige vægt og har den lette præsentation på vandet, håndterer ikke de ofte store fluer særligt godt. Disse enhåndsstænger bryder sig ikke om høje siv og præsterer her ikke særligt godt, da de kan være svære at nå ud til vandet med. De sidste to et halvt år har løsningen for mig heddet en switch – en stang med mange muligheder.

Ved at dreje i kroppen efter stangen er stoppet i forreste stop og lægge stangen ind over egen bred, kan man få den helt rette vinkel på vandet, hvilket sikrer den korrekte præsentation af fluen.

 

valizo

 

UDNYT STANGENS LÆNGDE i dit åfiskeri, da længden skaber distance mellem dig og vandet, hvilket gør dig mere usynlig for fisken – en egenskab der mere end én gang har bevist sin berettigelse. Desuden er længden en stor hjælp under praktisk affiskning af åen, da længden giver bedre mulighed for at opnå den ønskede præsentation. Her tænker jeg især på hastighed af fluen ved hjælp af op- eller nedstrøms-luftmends. Den øgede længde giver mig også bedre kontrol i form af bedre tid til at korrigere kastets retning. En væsentlig bonus er, at stangens længde i sammenhæng med din hævning i kastets startfase skaber et meget højtliggende bagkast, som er kærkomment de steder, hvor høje siv besværliggør overhåndskastet.

Her ses Mads Leth Pedersen fra fluefiskeskolen.dk i færd med at kaste til en god plads. En hånds på håndtaget giver andre muligheder.

Her ses Mads Leth Pedersen fra fluefiskeskolen.dk i færd med at kaste til en god plads. En hånds på håndtaget giver andre muligheder.

KASTET med en switchstang kan udføres med én eller to hænder på korken. Bruger du den som enhåndsstang, er det præcis som du normalt ville gøre med den type stang. Bruger du den derimod som tohånds, er der et par små kneb, du kan anvende, som kan hjælpe dig til at få mere ud af stangen.

En switchstang er kortere end de fleste tohåndsstænger og bør derfor kastes lidt anderledes, da man ellers ofte oplever at få en for lang vandring af stangtoppen med et efterfølgende lavere forreste stop til følge. Jeg udfører switchkastet således: Start med at placere stangens bunddub lige på kanten af dine ribben og placer da øverste hånd på håndtaget, så du nærmest har lukket vinklen mellem over og underarm. Herfra bruges bunddubben til at accelerere stangen til bagkast og ligeledes til fremkast. Dette genererer høj hastighed på stangtoppen, der, hvis den stoppes, kontant giver høj hastighed på linen i både bag- og fremkast.

BEGRÆNSNINGERNE ved switchstangen er få, men der er nogle væsentlige at tage med i betragtning. Når du fisker steder med træer ud over åen og meget lidt plads, så kan den længere stang være problematisk at styre. Jeg har enkelte fiskepladser, hvor jeg konsekvent bruger en kort 9 fods klasse 6 eller 7 stang, da jeg ellers ikke kan komme til mellem træerne. I alle andre henseender så finder jeg switchstangen mere fleksibel og behagelig at gå med. Og det faktum, at jeg i en hård vind kan lægge begge hænder på håndtaget og presse linen op mod vinden, er en stor fordel.

Her ses forfatteren med en frisk sølvblank forårslaks fra Storåen. Laksen blev fanget på en 11,2 fods switch stang klasse 7/8, synke 2/3 skydehoved, fast sink polyleader og en gul zonkerflue.

Her ses forfatteren med en frisk sølvblank forårslaks fra Storåen. Laksen blev fanget på en 11,2 fods switch stang klasse 7/8, synke 2/3 skydehoved, fast sink polyleader og en gul zonkerflue.

LANGSOMT OG SAMMENBØJET bevæger jeg mig af sted langs åen, mens jeg sørger for at få kastene helt over til modsatte bred. Fluen buler henover åen og hvert kast er en uforløst spænding. Lidt nedstrøms mig står en pilebusk ud til vandkanten, og bag denne er der et lille indhug i brinken samt en lang sivbremme ned mod et sving, hvor et lille vandløb har sit udløb i åen. Her er dybt og det er en klassisk standplads.

Jeg lægger kastet lige bag busken helt ind til sivkanten, hvor den hænger i kort tid, før jeg hæver stangen for at sætte fart på fluen. Da fluen buler af sted ud fra sivkanten bliver vandet uroligt og i et stort skvulp vender en god fisk med fluen. Jeg mærker et tungt sug forplante sig gennem stangen og mit hjerte stige op i halsen. Jeg sætter fluen og mærker, at fisken sidder godt. Den går dybt og tungt og flytter sig i starten af fighten ikke meget. Den går dog stille og roligt nedstrøms. Ind i mellem tager den et hurtigt ryk, og hjulet piber fornøjet, mens det giver line. Fighten er udramatisk, og efter 10 minutter kan jeg lade en stor gylden havørredhan glide ind mod land, hvor jeg hurtig bedømmer den til at være for farvet til at byde på glæde hjemme ved madbordet. Jeg afkroger med et hurtigt tag fisken i vandet. I et hurtigt skum­sprøjt skynder fisken, som jeg skyder til at være en 6-7 kg, sig tilbage i sit rette element. Jeg sætter mig ned i græsset ved vandkanten og er et stort smil, mens jeg nyder livet og den smukke morgen.

Både en og to hænder
Switch betyder at bytte på engelsk – og overført til fluefiskeri betyder det at bytte om fra enhånds til tohånds, hvormed man får de muligheder og fordele, som begge stangtyper har – samlet i en stang. Samtidigt kaster man med lidt lavere vægte, end man typisk gør på fuldblods tohånds fluestænger.
Når man benytter switchstænger, skal man have i mente, at det er en hybridstang, der lægger sig midt mellem enhånds- og tohåndsstænger. Derfor kaster den også med nogle andre kastevægte end en typisk en- eller tohåndsstang ville gøre. Pas på med at give dem for meget vægt at arbejde med – overhåndskaster den behageligt og præcist med skydehovedet uden for topøjet, så har du ramt en god kastevægt. Føler du til gengæld, at den bøjer dybt og slår tungt i toppen, så er der for megen belastning – giv den da lidt mindre vægt.

Generelt vil jeg anbefale følgende vægte til følgende klasser:
Klasse 5 (5/6) 15 – 16 gram
Klasse 6 (6/7) 16 – 18 gram
Klasse 7 (7/8) 19 – 21 gram
Klasse 8 (8/9) 22 – 24 gram

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This