Ved hjælp af helt almindeligt vand kan du afbalancere dine woblere eller jerkbaits til den yderste perfektion, så de synker med lige præcis den hastighed, der er optimal i situationen. Her giver Fisk & Fri’s Jørgen Larsson dig opskriften.

Af JÖRGEN LARSSON

En fin fisk taget på udboret Zalt under paravanetrolling. De fleste typer af woblere af plast med luftkamre kan udbores og fiskes vandbelastet.

En fin fisk taget på udboret Zalt under paravanetrolling. De fleste typer af woblere af plast med luftkamre kan udbores og fiskes vandbelastet.

AFBALANCERING MED VAND – egentligt er konceptet så enkelt og indlysende, at man kan forbande sig selv over, at man ikke har tænkt på det for mange, mange år siden… Idéen kom op da jeg diskuterede afbalancering af agn med min kollega Robin Ekman, som ønskede at dæmpe bevægelserne på sine agn. Man kunne måske anvende væsker for at opnå dette? Robin tændte på alle tangenter, og inden længe havde han fyldt mange af sine kystwoblere til havørredfiskeri med vand.

Ved at bore et lille hul i ryggen på kunstagnen og tilføre ekstra vægt i form af vand, fik Robin de egenskaber, som han var ude efter. Ved hjælp af en sprøjte og en kanyle kunne han desuden øge eller formindske mængden af vand, og på den måde tilpasse agnens bevægelser samt synkehastighed efter de aktuelle fiskeforhold direkte ude på fiskepladsen. Og præcis det samme kan man selvfølgelig gøre på alle andre hardbaits, der er opbygget med luftkamre, hvori der kan hældes væske – alt lige fra woblere og jerkbaits til tailbaits og swimbaits.

WOBLERE TIL SANDARTFISKERI var de første hardbaits jeg eksperimenterede med at afbalancere med væsker. Jeg borede huller i ryggen og satte en prop i af samme type, som man anvender på buldoflåd. Woblerne blev fyldt med vand til de var vægtneutrale, så de blev stående i vandsøjlen, når båden drejede og de befandt sig på inderkurven, hvor der ikke var nogen fremdrift i dem. Og det var en god start, for jeg fik flere gode sandarter på dem i hård konkurrence med mine øvrige favoritwoblere.

Sådan afbalancerer du en klassisk geddewobler: Det er vældigt enkelt at modificere en wobler, så den kan belastes med væske. Start med at bore et hul i ryggen på agnen. Jeg anvender et bor med en diameter på 3,7 mm, hvilket svarer til at proppen fra et standard bobleflåd passer helt perfekt ned i hullet.

Sådan afbalancerer du en klassisk geddewobler:
Det er vældigt enkelt at modificere en wobler, så den kan belastes med væske. Start med at bore et hul i ryggen på agnen. Jeg anvender et bor med en diameter på 3,7 mm, hvilket svarer til at proppen fra et standard bobleflåd passer helt perfekt ned i hullet.

VANDBELASTNING bidrager som antydet til at dæmpe agnens gang, men påvirker selvsagt også dens synkehastighed.
Den klassiske geddewobler Zalt egner sig både i de nye og gamle udgaver perfekt til at afbalancere med vand, men der er også mange andre mindst lige så gode muligheder – eksempelvis Platypus wobleren, der fås i de fleste danske grejbutikker.

En flydende wobler, som belastes med varierende mængder af vand, forvandles til en yderst alsidig agn. Vil du spinne eller trolle hurtigt og dybt, kan agnen fyldes med så meget vand, at den bliver hurtigt synkende, og i et lidt langsommere indspinnings- eller trollingtempo kan man belaste wobleren, så den synker langsommere.

Ved spinnefiskeri efter træge og kuldeslåede gedder, kan du nøjes med at sprøjte en anelse vand ind i wobleren, så den bliver stående helt stille i vandsøjlen og svæver så forførerisk under spinstop, at det kan lokke selv den sløveste gedde til at hugge. Er der ekstremt lavt vand, skal en wobler som eksempelvis den flydende Zalt – ikke belastes med vand.

Testfiskeriet med de vandbelastede woblere har givet mange gode fisk – blandt andet denne skønhed.

Testfiskeriet med de vandbelastede woblere har givet mange gode fisk – blandt andet denne skønhed.

KASTEEGENSKABERNE forbedres også ved påfyldning af vand – ligesom agnens bevægelser i vandet dæmpes. Det kan være en fordel, men man skal også passe på, at man ikke hælder så meget vand i, at man dræber gangen fuldstændig. Som med så meget andet, så gælder det altså om at finde balancen mellem fordele og ulemper – og så ellers prøve sig frem, indtil det giver kontant afregning i form af flere gedder på land.

TROLLING. Mængden af vand, der skal tilføres, beror også på hvilken metode, som anvendes. Ved trolling står bådens bevægelse stort set helt og holdent for at tilføre sig wobleren bevægelse, hvilket indebærer, at den kun kan belastes til en vis grænse, hvorefter den går som en pind gennem vandet.

Det er helt sikkert, at det af og til kan være fordelagtigt at dæmpe bevægelserne, så agnen bare vugger yderst diskret – for eksempel ved langsom paravanetrolling efter svære forårsgedder, men husk at selv meget små mængder af vand påvirker gangen mærkbart – især når du nærmer dig grænsen for, hvor meget belastning wobleren kan klare.

Afbalanceringen kræver lidt øvelse, og det kan tage noget tid at finjustere agnen under fiskeriet, men det er ofte hele besværet værd, hvis man tilstræber en helt bestemt gang ved en given hastighed.

Proppen skal passe, så fortykningen på proppen får fat på indersiden af woblerkroppens væg. Firmaet Darts sælger pakker med løse propper, som kan købes i en del grejbutikker, men du kan også anvende propper fra udrangerede boble- eller bombardaflåd. Ved at tilføre varierende mængder af vand, får du forskellige woblere med mange anvendelsesformål i én og samme agn. Vandet injiceres med en grov sprøjte/kanyle som blandt andet kan købes på apotekerne. Samme sprøjte anvendes til at suge vand ud, hvis wobleren bliver for tung. Det er hurtigt, enkelt og super effektivt!

Proppen skal passe, så fortykningen på proppen får fat på indersiden af woblerkroppens væg. Firmaet Darts sælger pakker med løse propper, som kan købes i en del grejbutikker, men du kan også anvende propper fra udrangerede boble- eller bombardaflåd. Ved at tilføre varierende mængder af vand, får du forskellige woblere med mange anvendelsesformål i én og samme agn. Vandet injiceres med en grov sprøjte/kanyle som blandt andet kan købes på apotekerne. Samme sprøjte anvendes til at suge vand ud, hvis wobleren bliver for tung. Det er hurtigt, enkelt og super effektivt!

VED JERK- OG SPINNEFISKERI, hvor man let selv kan påvirke agnens gang under indtagningsforløbet, er mængden af vand som tilføres ikke nær så kritisk som ved trollingfiskeri. Hvis den skal være svævende i spinstoppet, skal afbalanceringen selvfølgelige være helt præcis, men vandvolumen inde i woblerens krop er ikke lige så afgørende, eftersom du selv kan tilføre bevægelse med både stang og hjul. Robin har eksempelvis haft meget gode resultater med helt vandfyldte kystwoblere til havørredfiskeri som fx Spöket og Vicke.
Nogle vandbelastede agn kan få en fuldstændig syg og uforudsigelige gang, når de fiskes uregelmæssigt hjem, og vandet flyder frit frem og tilbage inden i woblerens krop. Og netop denne variation og uforudsigelighed, kan være lige det der nogle gange skal til, for at få rovfisken til at hugge.

AFBALANCERING MED VAND har en anden stor fordel, og det er, at det er ekstremt let at lave en helt præcis vægtjustering, der passer til den synkehastighed som du ønsker – uanset hvilke kroge eller springringe du anvender. Her spiller det ingen rolle, om du fisker i fersk- eller brakvand; du vil altid kunne afbalancere dine hardbaits til perfektion – uanset vandets saltindhold og dermed densitet.
Normalt gør jeg det, at jeg grov­balancerer mine agn hjemme i vasken, hvorefter jeg foretager finjusteringen i det helt rette miljø ude ved fiskevandet. Det giver en helt utrolig fleksibilitet og ødelægger på ingen måde dine agn – det gør dem bare mere alsidige. Belastning med væsker er et utroligt spændende nyt område, hvor der er masser af muligheder at udforske for den eksperimenterende predatorfisker.

 

Hvidovre Sport

 

Bombardadyret
Læs mere om vægtjustering med væsker samt de muligheder dette også kan byde på i artiklen »Bombardadyret« fra Fisk & Fri 1/2013 som du kan se på www.bursell.dk.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This