Alaska byder på massevis af storslåede steder med muligheder for eventyrlige fiskeoplevelser. Chunilna Creek er et af dem – en mindre klarvandet elv, som både byder på et skønt fluefiskeri efter laks og regnbuer – samt vildmarksoplevelser i særklasse.

Af Flemming B. Larsen

Forfatteren Flemming med en vidunderlig smuk regnbue. Sådan en fisk på fluegrej, er hele turen værd.

Forfatteren Flemming med en vidunderlig smuk regnbue. Sådan en fisk på fluegrej, er hele turen værd.

MORGENDISEN hænger over elven, og vildmarkens dufte fylder mine næsebor, da jeg forlader min hytte på vej til elven. Selvom vi stadig er i august, er det som om efteråret presser på. Luften er klar og kold – og skovens blade har fået den første gyldne kant.

Jeg tager det første skridt ud i elven, mens jeg trækker lidt line af fluehjulet og lægger fluen ud i hovedstrømmen, men det er først, da den svinger ind i det stille bagvand, at en chum tager fluen. Selv om det er højsæson for sølvlaks, er elven stadig fyldt med stærke chum salmon – eller hundelaks som de hedder på dansk, på grund af de skarpe tænder som de gydemodne hanfisk har. De kan være utrolig smukke og betragtes af mange som de stærkeste fightere blandt laksefisk. Jeg genudsætter min chum og forsætter jagten på en sølvlaks. Normalt er elven fyldt med sølvlaks på dette tidspunkt, men i år har vandstanden været meget høj, og de store stimer af sølvlaks er vandret hurtigt op ad elven, så der skal arbejdes lidt mere for dem end normalt.

CHUNILNA CREEK er et smukt klarvandet tilløb til den mægtige gletcherflod Talkeetna River. Selv­om den ligger midt i Alaskas vildmark, minder den en hel del om en traditionel mellemstor norsk elv, der hele tiden veksler mellem hurtige stryg og klassiske pools. Søren Honoré og jeg bor sammen med yderligere to danskere og fire nordmænd på elvens eneste fiskelodge. Lodgen ligger smukt direkte ned til elven og drives af den charmerende nordmand Henrik Wessel – der i øvrigt er i familie med Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskjold. Henrik flyttede til Alaska, da han var 17 år og har boet samt arbejdet her i over 25 år. Henrik og hans personale tager imod os som var vi familie. Forplejningen er i top, og det er en ægte vildmarkshygge, der præger stemningen i lodgen. Om aften tændes bål, og der berettes om dagens oplevelser, hvis ikke Henrik fortæller historier fra sit liv som jagt- og fiskeguide i Alaskas vildmark.

Der var langt til nærmeste købmand, så der var købt rigeligt ind af den velsmagende lokale øl Alaskan, med de smukke etiketter. Og køleskabet var lige uden for døren, i form af den kolde og klare Chunilna Creek.

Der var langt til nærmeste købmand, så der var købt rigeligt ind af den velsmagende lokale øl Alaskan, med de smukke etiketter. Og køleskabet var lige uden for døren, i form af den kolde og klare Chunilna Creek.

JEG HAR ALTID DRØMT om at fiske efter de smukke vilde regnbue­ørreder, der findes i det centrale Alaska. Vores guide Henrik fortæller, at der tidligt på sæsonen er fyldt med regnbuer, men i juli forsvinder de fleste med kongelaksen højere op i elven og kommer først retur midt i september. En rask gåtur vil dog bringe os op til et stræk af elven, hvor der altid er godt ørredfiskeri.

På tredje dagen går vi i samlet flok op ad elven. Der er helt vindstille, og der falder en let støvregn over elven, da vi forlader lodgen af et lille spor på vej op langs elven. Vandstanden er stadig høj, og da vi skal krydse elven første gang, kan jeg mærke, at denne tur ikke bliver helt let. Søren går ikke med over, da vi andre krydser elven, men begynder at fiske i poolen nedenfor. Jeg går ud fra, at han har opgivet at krydse elven, da han ikke er specielt høj og derfor har valgt at fiske tilbage til lodgen. Resten af gruppen beslutter at sætte tempo på og gå direkte op til det gode ørredvand. Det varer ikke længe før den lille sti helt forsvinder, og vi omkranses af store bregner og tæt underskov. Alle sanser er i brug, mens vi kæmper os vej op langs med elven. Da vi ankommer til det påtænkte fiskestræk, spotter vi straks en stor stime sølvlaks. Vi går alle i gang med fiskeriet, og inden længe har alle landet sølvlaks. Da den værste fiskelyst er styret, er det tid til at begynde tilbageturen til lodgen, med håb om regnbuer på vejen.

Efter middagen, stod den på ren råhygge omkring bålet, samtidig med at dagens oplevelser blev skyllet ned med et godt glas rødvin, eller en kold øl.

Efter middagen, stod den på ren råhygge omkring bålet, samtidig med at dagens oplevelser blev skyllet ned med et godt glas rødvin, eller en kold øl.

Jeg har taget en klasse fem flue­stang med og begynder at fiske de små lækre strømme. Floden er utrolig smuk heroppe, hvor eftermiddagssolen titter igennem skyerne og skaber en nærmest eventyragtig stemning. Pludselig mærker jeg nogle kraftige ryk i stangen, hvorefter en regnbue­ørred springer helt fri af vandet, som kun en regnbueørred kan gøre det. Efter en underholdende fight, kan jeg lande mit livs smukkeste fisk. Vilde regnbuer er som et svømmende smykke, med glinsende sider, klare sorte pletter på krop og finner, pink stribe og

kind­rødt på gællerne. Jeg betragter skønheden et øjeblik, inden jeg sætter den tilbage i sit rette element.

SØREN har jeg ikke tænkt på, siden vi efterlod ham ved den første elvkrydsning, men han giver åbenbart ikke op så let, for han var gået efter os i den tro, at vi stoppede og fiskede undervejs. Men vi havde for meget fart på, så Søren have kæmpet sig vej alene gennem den tætte underskov, uden at vide hvor langt foran vi var og uden at være helt sikker på, om der fandtes et bedre spor.

 

Garmin Quatix

 

Efter to timers vandretur alene i vildmarken, hvor Søren prøver at indhente de andre, og evt. spotte deres spor i mudderet, var det eneste han så, helt friske spor af grizzly, som var på vej af samme rute. Så føler man sig meget lille og hjælpeløs, selvom man er bevæbnet med peberspray.

Efter to timers vandretur alene i vildmarken, hvor Søren prøver at indhente de andre, og evt. spotte deres spor i mudderet, var det eneste han så, helt friske spor af grizzly, som var på vej af samme rute. Så føler man sig meget lille og hjælpeløs, selvom man er bevæbnet med peberspray.

Undervejs opdager han pludselig flere kæmpe bjørnespor, der er helt friske… Trods regnen står klørene knivskarpe i mudderet, men heldigvis ser han dog aldrig bjørnen. Mogens er dog vendt om på halvvejen og møder Søren, så de kan følges ad tilbage. Uheldigvis går det ikke så godt, da de skal krydse elven tilbage og Søren falder. Det medfører et druknet kamera, en ødelagt I-phone og et par mistede briller, så det er en knapt så begejstret Søren, der må lægge ører til vores fiskehistorier, da vi senere på aftenen sidder omkring bålet og fortæller om dagens oplevelser.

NÆSTE DAG skal vi prøve et nyt område. Henrik starter sin jetboat og giver fuld gas. Vinden suser om ørene på os, og vi må holde godt fast i fiskehatten, mens Henrik manøvrerer båden gennem elvens mange sving. En jetboat kan sejle på ganske få centimeter vand, men den skal hele tiden være i høj fart for at undgå at sidde fast på de mange grusbanker. Efter et stykke tid når vi sammenløbet med den mægtige Talkeetna River, hvor vi svinger op­strøms og efter 500 meter svinger vi ind i den mindre elv – Fish Creek

I det lave spritklare vand, kunne vi spotte fiskene og kaste til dem. Her Søren i nærkontakt med en chum (hundelaks).

I det lave spritklare vand, kunne vi spotte fiskene og kaste til dem. Her Søren i nærkontakt med en chum (hundelaks).

Vi ser straks, at en stime sølv­laks har taget ophold lige i sammenløbet, så vi hopper alle ud af båden og kaster os over fiskeriet. Der er stort set fisk i første kast til alle mand, og pludselig står fire mand med fisk på samtidig. Det bliver til nogle hektiske timer med masser af action, men efter et par timer holder de op med at tage fluen, og Søren og jeg går op­strøms. Nede ved mundingen er elven bred og relativ langsom flydende, men efter et par hundrede meter ændrer den karakter til en lille lækker friskstrømmende klar­vands elv. Vi finder flere grupper af sølvlaks, men de er svære at få i tale, og gang på gang er det de hidsige chums, der tager vores fluer foran næsen på sølv­laksene. Det er en flok tilfredse fiskere, der sidst på dagen vender tilbage til lodgen – og vi vender da også tilbage til Fish Creek flere gange i løbet af ugen

Carrie Gueda var ikke kun vores kok i de 8 dage på lodgen, men også en fremragende fisker. På mindre end de tre timer hun fiskede med os, viste hun, at hun ikke alene mestrede at tilberede sølvlaksen, men også selv at fange dem.

Carrie Gueda var ikke kun vores kok i de 8 dage på lodgen, men også en fremragende fisker. På mindre end de tre timer hun fiskede med os, viste hun, at hun ikke alene mestrede at tilberede sølvlaksen, men også selv at fange dem.

Henriks ven Dan har en hytte længere nede af elven og han kommer på besøg for at nyde godt af lodgens gode mad samt aftenhyggen omkring bålet. Vi fortæller lystigt om ugens mange oplevelser, men er ærgerlige over, at ikke alle kom med op på det øvre stræk. Dan tilbyder at sejle os der op næste dag, hvis vi vil hjælpe ham med at bære nogle køkkenelementer op til hans hytte.

Næste morgen er vi klar ved Dans hytte, og i løbet af en halv time er alle elementerne båret op i hytten. Dan har en mindre jeatboat med en gigantisk 550 hestes jetmotor og en speciel plastik bund, der gør, at han kan sejle længere op af elven end de almindelige jetboats. Vi bliver sejlet der op i to grupper, så alle otte gæster på lodgen er med. Henrik har pakket rygsækken med øl og pølser, og det er perfekt vejr med sol fra en skyfri himmel. Der er virkeligt lagt op til en stor fiskedag. Området heroppe er næsten ubeskriveligt smukt i det klare vejr. Floden stråler i en klar blå farve, og de høje graner spejler sig i vandoverfladen. Vi er spændte på, om den store stime sølvlaks stadig står der, og vi spotter da også hurtigt en masse fisk, men de fleste er chums. Selv om der stadig er en del sølvlaks, er det igen og igen de aggressive chums, der tager vores fluer. Det bliver dog til enkelte sølvlaks, mellem de mange chums.

Her poserer Flemming med en af de talrige sølvlaks som holdet fangede. De fleste blev efter et par hurtige fotos genudsat, men nogle røg med hjem til grillen.

Her poserer Flemming med en af de talrige sølvlaks som holdet fangede. De fleste blev efter et par hurtige fotos genudsat, men nogle røg med hjem til grillen.

DET BLIVER EN AF DE FISKEDAGE, som man bare nyder fra start til slut: Vi veksler mellem at sidde og hygge os ved bålet med en øl og en pølse samt slappe af i solen eller fiske. Det er lige til at klare..

Da vi pakker sammen og går ned for at vente på Dan, fisker jeg strækket længere nedstrøms. Jeg har sat en lille rognimitation på og lader den drive langs de mange strømkanter bag elvens store sten. Endnu en skønhedsdronning af en regnbue tager fluen og sætter i en serie af akrobatiske spring. Da jeg lidt tid efter genudsætter fisken, kan vi høre lyden af Dans 550-hestes jetboat i det fjerne, der kommer for at hente os. Jeg ruller linen på hjulet, fastgør fluen og sætter mig et kort øjeblik på en sten, mens dagens oplevelser summer i mit hoved – hvilken fiskedag.

 

 

 

 

 

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This