Rhinens delta lige syd for Rotterdam byder på et fantastisk fiskeri efter gedde, aborre og sandart i sværvægtsklassen. Følg med en af Europas mest erfarne storgeddespecialister – Uli Beyer – på opdagelse i de enorme vandområder, som ligger blot få timers kørsel fra den danske grænse
Af Uli Beyer
DET TAGER LIDT TID, inden vi har fundet fiskene, men da vi først har pejlet os ind på stederne, begynder der for alvor at ske ting og sager. Første fisk på jerkbaitet er smuk aborre på 1,7 kilo og få kast efter, er det en gedde på lige over meteren, der kaster sig over min Buster jerk
Da fisken er afkroget og genudsat, kaster jeg mit jerkabit 40 meter ud. Jeg når knap nok at give mere end 2-3 nøk i stangen, før det siger BANG, i det noget meget tung tager min agn, så vandet står til alle sider. Det blæser en hel del – og det er sin sag at styre båden og en kæmpestor fisk samtidig med hjælp fra el-motoren. Gedden tonser med ubamhjertig styrke tværs gennem nogle store grødebælter. – Hvad er det, griner Arne, der er i fuld færd med at filme fighten. – Måske en rigtig god fisk, stønner jeg sveddryppende, mens jeg forsøger at få styr på situationen.
TI MINUTTER SENERE viser storgedden sig for første gang i overfladen. – Hvilken fantastisk fisk, udbryder Arne. – Mist den nu ikke, fortsætter han med bævrende stemme, mens han forsøger at holde kameraet fokuseret. Hvis jeg skal være helt ærlig: Mine ben ryster, for det er ved at være lidt lang tid siden, at jeg har haft en fisk i den kaliber på – og første gang den viser sig i overfladen, er den på ingen måde udtrættet
Jeg giver fuldt pres på fisken, som svarer igen med et voldsomt udløb på tværs ind under båden, hvor den med et rungende GUNK rammer el-motoren. – Game over, når jeg lige at tænke, inden et hårdt træk i linen med al tydelighed indikerer, at fisken næppe har fået hjernerystelse – samt stadig sidder sikkert på krogen
Udløbene bliver til sidst kortere og kortere. Normalt håndlander jeg alle mine fisk, men den her gedde er så stor, at jeg får Arne til at række mig det helt store net. Efter en kort nærkamp lykkes det endelig at få den store fisk i nettet. – Wouw råber vi til hinaden. Vi er både lettede og imponerede over den kæmpestore fisk, som vi et øjeblik senere måler til 134 centimeter. – Check lige om den runder de magiske 40 pund, siger Arne, og efter en hurtig vejning viser den sig at veje 18,55 kilo, hvilket er 150 gram over min personlige rekord. Vandet er varmt, så hvis fisken skal overleve, må den hurtigt ud igen. Vi tager derfor blot nogle få fotos, inden den massive fisk sættes tilbage i sit rette element, hvorefter vi kan fejre fangsten på behørig vis. Resten af dagen sker der intet, men mon ikke også man kan overleve det…
PÅ ANDENDAGEN er det lækkert vejr med solskin og svag vind samt begrænset aktivitet fra småfisk. – Hvad skal vi gøre, spørger jeg Arne. – Skal vi blive her på monsterpladsen, eller skal vi opsøge noget mere stabilt fiskeri med flere fisk af en mere normal størrelse, så vi lettere får filmet nogle gode fights? – Vi har al den storfisk, som vi behøver – det er op til dig, svarer han
Lokket af håbet om endnu en storfisk, beslutter jeg, at vi tager chancen og bliver i det svære storfiskeområde – og det kommer jeg ikke til at fortryde: Blot ti minutter senere eksploderer overfladen 30 meter fra båden, da endnu en storgedde brutalt indhalerer mit jerkbait. – Det er et kæmpe møgdyr igen, råber jeg til Arne, som har svært ved at tro, at man kan have lov til at være så heldig.
FISKEN, DER ER STÆRK som bare pokker, tager noge dybe udløb langt ned i grøden. Den er ikke helt så højeksplosiv og hurtig som den store fra dagen før, men jeg er stadig ikke i tvivl om, at det er en rigtig god fisk. – Er det virkelig muligt, tænker jeg ved mig selv, mens min krop via det tunge træk i stangen kun kan konstatere, at det er det: YES – efter nogle minutters behård fight, der nærmest virker endeløs, ser vi endnu en imponerende storfisk på overfladen. – Det er simpelthen ufatteligt mumler Arne, mens han igen forsøger at forevige den nervepirrende fight
VI må sgu have gang i landingsnettet igen, tænker jeg og gør klar til at krane endnu en storfisk ind over netrammen. Da jeg omsider kan løfte nettet, er det næsten som om, at det bliver hængende i vandet. – Den her er også super tung, griner jeg. – Den er næsten flottere end din PR ler Arne, der hurtigt gør klar med vægten. Fisken er så bred, at det er lige før jeg selv tror på, at den kommer over de magiske tyve kilo, men da vi måler den til 128 centimeter ved jeg, at den er mindre end det. Vægten bekræfter antagelsen, men med 18,2 kilo er jeg også mere end godt tilfreds med situationen. Tænk at have landet to gigantiske drømmefisk på bare to dage. Det er næsten for godt til at være sandt. Men sandt – det er det
– Nu er det nok, skratter Arne ovre bag kameraet. – Nu kan det simpelthen ikke blive bedre… Jeg sætter ham af, så han kan køre hjem og redigere filmen. Istedet inviterer jeg min fiskekammerat Nils med på båden, og de næste to dage lander vi yderligere to
monsterfisk på hhv. 1,29 meter og 16 kilo samt 1,25 meter og 18 kilo.
JERKBAITS kombineret med lange kast med en relativt lang stang og fastspolehjul er det, der har givet alle fiskene. To dage senere kører Nils hjem med et stort smil på læben, mens jeg fisker videre i håbet om endnu flere fisk. Jeg prøver en del forskellige steder, hvor vi får en del flotte gedder og sandart – men intet i den kaliber, som vi oplever de første par dage. Efter to dages intenst fiskeri finder jeg dog endnu et hotspot: Det starter med to fisk på 109 og 115 centimeter – og endelig får jeg en flot fisk på 125 centimeter, men denne gang vejer den »kun« 12,5 kilo. Vandet er utrolig lavt – og alle fiskene får jeg på at twitche en Castaic Gizzard Shad med små vibrerende nøk gennem vandet.
Som afslutning på turen får jeg selskab af min ven Michael, som runder af med maner med en pragtfisk på 126 centimeter og 16 kilo, mens jeg supplerer med at kaste min agn til en stor sandart, som jeg spotter stående fuldstændig frit i vandet. Egentlig forventer jeg ikke et hug, men netop da agnen passerer forbi snuden på fisken, kan den ikke modstå fristelsen, og kaster sig over min Buster Jerk: 97 centimeter og 9,5 kilo! Ikke en dårlig afslutning, på en uforglemmelig tur.
RHINENS DELTA byder som svagt antydet på et fantastisk og ret
uspoleret fiskeri efter rigtig store fisk. Aldrig i mit liv har jeg fanget så mange ekstremt store fisk på så kort tid: Ti fisk over meteren og 20 lbs, med 6 over 125 cm og to fisk over de magiske 40 lbs.
Meget bedre bliver det vist ikke.
Denne fangst var dog også noget helt exceptionelt, og selvom de lokale eksperter lander store fisk er det dog ikke normalt at gøre det i de mængder. De fisker primært kæmpestore agn som fx Bulldawgs, swimbaits, store jerkbaits og Musky-spinners fisket med korte stænger på relativt kort afstand. I dette tilfælde var de store rovfisk helt klart ikke ude efter store agn – eller måske var de sky og derved lettere at fange, fordi mindre agn og mere strømlinede agn, som dem vi brugte på 12-14 centimeter, kan kastes længere end de brugtale megaagn. Og længere væk betyder, at fiskene måske ikke bliver helt så skræmt af motorlarm og skramlen rundt i båden. Jo – Rhindeltaet er så afgjort et besøg værd, hvis du drømmer om rigtig store gedder.
DE BEDSTE OMRÅDER kan variere, men her får du de steder, hvor vi har haft størst succes på vores ture til Rhinens delta
Haringsvliet tæt ved Hellevoetssluis er er en flodarm, hvor der er fanget adskillige gedder over 20 kilo, og sidste år blev der landet en 23 kilos fisk i marts. Det er især tæt på land, at de store fisk bliver fanget – og dette område er også et af de bedste sandartsteder i Holland. Den Bommel og Hellevoetssluis er især kendt for store gedder og sandart. Nord for
Haringsvliet mellem Nieuwendijk og Hellevoetssluis kommer en flodarm fra Rhinen ind i
Haringsvliet. Her gør strømforholdene, at der er mange byttefisk – ogt dermed også mange rovfisk.
PRAKTISK INFORMATIO
Når der skal fiskes med kunstagn i Holland, skal du have et fisketegn – »vispas« – som kan købes i de fleste grejbutikker. Fiskeri efter sandart med kunstagn er tilladt fra sidte weekend i maj til slutningen af marts. Geddefiskeri er tilladt fra 1. juli til slutningen af februar. Læs mere om fiskeregler og tillandelser her
http://southholland.angloinfo.com/countries/holland/fishing.as
Der er masser af trailerramper i deltaet: http://www.trailerhelling.com
Volkerak byder på både store gedder og sandart samt fine sandart. Ved Ooltgentsplaat kan man leje huse tæt på bådramperne, og der er rigtig mange gode pladser meget tæt på disse ramper. Grødebanker på 1-3 meters dybde er det bedste sted at opsøge gedderne – samt sandarten tidligt på sæsonen. Når det bliver varmt er fiskeriet svært her, men der fanges jævnligt gedder over 20 kilo
Hollands Diep er et fantastisk sandartvand, men vandet er lidt for mudret til et godt geddefiskeri. Af samme årsag er der mange af de store sandartkonkurrencer, som afholdes her
Brielse Meer er et sted, hvor der er gigantiske gedder. Især om vinteren og hårde vejrforhold er godt – og et fint udgangspunkt er byen Brielle, hvor fiskeriet faktisk er super helt inde i byen, hvor man står og fisker med udsigt til gader og supermarkeder
Zoommeer, der ligger vest for Bergen op Zoom, er rimelig ukendt, og netop derfor bliver især gedder og sandart rigtig store her. Det er på østsiden af søen, der skal fiskes; vest for Oesterdam er det saltvand, hvor der iøvrigt er fint med havbars, men alt for salt til gedder og sandart.
Hvor vigtigt dette er fandt vi frem til the hard way. Efter resultatløst fiskeri i den lidt for salte del, fiskede vi de mest ferske omåder og fik omsider knækket nødden med små jerkbaits på lavvandede steder med masser af grødebanker. Ballet åbnede med en 11 kilos, og kort efter fik vi også en monsterfisk på 129 centimeter og 18 kilo. Det var præcis denne tur, der inspirerede os til at komme tilbage i 2011. Og hvad den tur gav – det har jeg allerede fortalt.