Det midtjyske søhøjland byder på et fantastisk fiskeri efter gedde, aborre, sandart og søørred. Følg med predator-eksperten Christian Møller på en guidet tur til de smukke, skovomkransede søer ved Silkeborg
Tekst: Chrsitian Møllen
DET ER TIDLIG MORGEN. Den første nattefrost efterlader græsset med en knasende lyd under støvlerne. Lidt is i vandkanten afslører, at det har en været kold og stille nat. Det er perfekte forhold, og forventningerne til dagens fiskeri stiger i kroppen. Henrik styrer båden sikkert ud mod de første pladser, imens jeg rigger stængerne til.
BÅDEN bevæger sig langsomt gennem vandet, mens rester af døde alger ligger som en tynd skorpe på vandoverfladen og signalerer på tydeligste vis, at vinteren snart er over os. De første stimer af byttefisk tikker ind på ekkoloddet; det er nærmest som om, de byder os velkommen og spørger, hvor vi dog har været..
De første par timer sker der intet, men vi er ikke fortvivlede, for vi har været her før. Vi ved, at det ofte først er omkring middagstid, at fiskene normalt er klar til at lege med. Ekkoloddet afslører, at vi langsomt bevæger os ind på lavere vand. Jeg ruller fire omgange på hjulet, så min bundstang fisker præcis lige over bunden. Små hidsige ryg i stangspidsen indikerer, at min agnfisk bestemt ikke bryder sig om situationen, så jeg tager stangen ud af stangholderen og løfter den langsomt
I det samme bliver stangen tungere og tungere, så jeg er nu ikke længere i tvivl: Et solidt modhug resulterer i fast fisk, og den føles helt rigtigt. De store solide slag med hoved og lange udløb gør mig endnu mere sikker på, at sæsonens første gode fisk er på vej i nettet. Lund kigger opmærksomt på fisken og giver mig derefter hånden. Tillykke Møller – første fisk og så en ti + er… Heldige sk.
Jeg forsøger at tale udenom og fabler om, at det jo ikke er sikkert, at det er en 10 + fisk. Men mit smil, der minder om en flækket træsko, afslører, at han jo nok har ret. Efter en hurtig tur på vægten og kort fotosession, kan jeg genudsætte en smuk 11 kilos gedde madamme. En bedre start er svær at få
Dagen fortsætter i vores favør, og Lund tager som vanligt revanche for min gode start. Da dagen er omme, kan vi i pandelampens skær gøre status over dagens fiskeri. Tre fisk over 10 kilo, en 9 kilos og to otte kilos. Nu er sæsonen for alvor skudt i gang med maner. Vi skal fiske gedder, og det gør ikke noget, hvis de er store…
VI ER PÅ SILKEBORG SØERNE, og der er nok at tage fat på i dette fantastiske naturlandskab. Området, der blev dannet under sidste istid, rummer et utal af søer, hvor lystfiskere med rovfisk på hjernen, har rig mulighed for at dyrke deres passion.
På de følgende sider, kommer jeg med mit bud på de bedste vande. Fælles for dem alle er, at de til tider kan byde på et underholdende fiskeri med mulighed for store fisk – og ikke mindst, at de er tilgængelige for offentligheden. Du indløser blot et fiskekort eller melder dig ind i den lokale forening. En båd er næsten et must. Det er ganske få steder, hvor fiskeri fra land er godt, så det begrænser dine muligheder betydeligt uden båd. De lokale foreninger har også fine bådordninger, som gør et medlemskab endnu mere attraktivt.
Almind Sø
Max dybde: 21 meter
Størrelse: 53 ha
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.dk
En af Danmarks klareste søer. Den er så klar, at vandet til tider har drikkevandskvalitet, og med en imponerende sigtdybde på op til seks meter om sommeren, er det ikke underligt, at både dykkere og lokale badegæster også finder denne dejlige sø interessant. Set med fiskemæssige øjne er den også lidt unik; du er tæt på byen og alligevel langt ude i naturen. Søen som er omkranset af skov, huser en fin aborre bestand, hvor fisk på 800-1000 gram ikke er ualmindelige. Geddebestanden er ikke enorm, men de er der, og der er også taget godt med fisk på den rigtige side af 10 kilo.
Fiskeri med død og levende agn har været det mest populære, men også dybtgående woblere har givet de lokale fine fisk. Store gummidyr som Alien Eel og shads er suveræne i det klare dybe vand. Fisk på skrænterne og tæl din agn ned gennem vandsøjlen. En af fordelene ved Almind sø er, at sigten som nævnt næsten altid er god. Som regel er det kun i det tidlige forår, at der kan komme en kisel alge opblomstring, som nedsætter sigten. Hverken store regnmængder eller blæst har nogen synderlig betydning for sigten.
Borresø
Max dybde: 15 meter
Størrelse: 195 ha
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.d
De sidste fem år er sigten i Silkeborg søerne bare blevet bedre og bedre. Om det udelukkende skyldes vandremuslingernes indvirken, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i hverfald har det haft en gavnlig effekt på rovfiskeriet i søerne. Borresø har det hele. Her er små vige hvor du kan liste rundt langs åkandebælter, små øer hvor du kan fiske på kanterne samt masser af plads og dybt vand hvor både aborrer, sandart samt gedder holder til. Sandartfiskeriet i Borresø er måske lidt overset, men der er faktisk fine fisk, og der er ikke så mange, der fisker efter dem som på Julsø. Geddefiskeriet er på vej frem og gennemsnitsvægten stiger år for år. Både kastefiskeri samt dørg med død og levende agn er glimrende metoder på søen. At man aldrig rigtig ved, hvad der hugger, er kun med til at give fiskeriet en ekstra dimension.
Brassø
Max dybde: 12 meter
Størrelse: 114 ha
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.dk
Brassø er efterhånden ved at udvikle sig til et helt stabilt geddevand, og de senere år er der fanget en del fisk over 10 kilo. Det virker som om, at det især er i det tidlige forår inden fredningen, at fiskeriet er bedst. De hotteste pladser ligger i hver sin ende af søen. På kanterne omkring de dybe huller, er der gode chancer for både store sandarter og gedder. Søen er oplagt til de fleste former for fiskeri – dvs både kastefiskeri samt dørg. Ved dørg med kunstagn skal man dog være opmærksom på, at det kan være svært at fiske de dybe partier af i søen, da der ikke er meget plads at vende på. Kastefiskeri vil derfor bedre kunne betale sig. Gedderne kan fanges overalt i søen, og de kan til tider flytte sig en del rundt. Selv i de kolde måneder er de fanget på bare 2-4 meter vand.
Max dybde: 17,5 meter
Størrelse: 565 ha
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.dk
Dette er vel nok noget af de smukkeste omgivelser, du kan fiske i. Søen er omkranset af skov, og med det 147 meter høje Himmelbjerg i baggrunden er det lige før, at fiskeriet kommer i anden række. Også Julsø har fået en væsentligt bedre sigt. Om sommeren kommer der stadigvæk en kraftig algevækst, men store dele af året er sigten god. Dette har haft en positiv indvirkning på geddebestanden. Sandartfiskeriet er dog gået noget tilbage, sikkert ikke kun som følge af geddernes fremmarch. For mængden af både lovlige og ulovlige garn på Julsø er skræmmende. Til tider er næsten samtlige skrænter og banker i søen klistret ind i garn. Ingen kan vist hævde, at det kun er til eget forbrug, og det sørgeligt, at vi ikke er kommet længere i vores tankegang. Det vrimler ikke med gedder i søen, men de er som sagt i fremmarch, og der er fanget fisk på den sjove side af 15 kilo inden for de sidste par år. Fiskeriet efter søørred er lidt overset, og jeg vil gætte på, at der er en håndfuld lokale, som både går stille med dørene – samt har fortrinligt fiskeri efter denne smukke og stærke fisk.
Silkeborg Langsø
Max dybde: 5 meter
Størrelse: 220 ha
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.d
Søen er opdelt i tre bassiner. Den er nok mest kendt for sit geddefiskeri, og jeg har haft det bedste fiskeri i det vestlige bassin. Der er altid fisk langs skovsiden modsat vejen. Fiskene står ofte spredt, så det kan anbefales at benytte metoder, som gør, at man dækker lidt vand – fx dørgefiskeri med agnfisk eller wobler. Søen er næringsrig, og dette gør også, at sigten til tider ikke er så god. Den er også enorm sårbar overfor nedbør samt blæst, og til tider er det nærmest umuligt at fiske effektivt.
I det midterste bassin er den dybe rende langs land modsat papirfabrikken altid god for en fisk eller fem. Ofte er der samlet en del fisk i dette område, og mange gange er dagens største fisk fanget her. I det østlige bassin er fiskene mere spredt, og en del dage kan området nærmest virke helt fisketomt. Der bliver dog til tider gjort fine fangster, og derfor er denne del af søen også et besøg værd.
Max dybde: 14 meter
Størrelse: 42 h
Forening: Silkeborg-fiskeriforening, www.silkeborg-fiskeriforening.d
Ørnsø er en af de lidt mindre vande i systemet, men lad dig ikke narre af dette. Søen huser nogle fine fisk. Både sandarter og gedder opnår pæne størrelser. Gedderne er i overtal, og de største af dem er store. Fiskeri med død og levende agn er effektivt, og faktisk er dørg med død agn til tider mere effektivt end med levende. Selvom søen har en fin dybde, skal du ikke være bange for at fiske højt i vandet, for af en eller anden grund vil gedderne gerne have agnen præsenteret i de øverste 1-3 meter. Søen er enormt sårbar overfor nedbør og blæst, hvilket øjeblikkeligt medfører en så ringe sigt, at det bedre kan betale sig at finde andre vande. Men så er det godt, at der er masser af andre muligheder lige i nærheden.
Knudsø
Max dybde: 29 mete
Størrelse: 191 h
Forening: Fiskeriforeningen
Gudenaa, www.fiskeriforeningen-gudenaa.dk
Søen er opdelt i et lavvandet og et dybt parti. Søen huser en fin bestand af rovfisk, fine aborrer, sandarter op til seks kilo – samt gedder i den helt store vægtklasse. Der er fanget en del fisk mellem 5-8 kilo samt enkelte på 8-12 kilo. Store dele af året er sigten rigtigt fin, men der forekommer dog både en algeopblomstring om sommeren samt ofte en kisel opblomstring i det tidlige forår. Fiskene er tit samlet omkring pynter og skrænter, men gedderne træffes faktisk også ganske ofte midt i vandsøjlen i de frie vandmasser. Efter legen er der på kanterne et fint kastefiskeri efter søens gedder, inden de trækker mod dybere vand. Søen gemmer også på en bestand af grove søørred, så der er mange muligheder. Dette dejlige vand er ikke så sårbart overfor nedbør, men vestenvinden kan til tider umuliggøre sejlads på søen.
rovfisk i det midtjyske søhøjland
Har du fået lyst til at prøve kræfter med de store rovfisk i det midtjyske søhøjland – men mangler båd og lokalkendskab, kan det være en god idé at varme op med en guide. Lakefishing Denmark tilbyder en komplet fiskeferie, inklusiv fiskeri, specialbåd, udstyr og overnatning af høj kvalitet. Uanset om du er medefisker, på jagt efter flotte søørreder eller på rov efter sandart, gedde og aborre, så inkluderer turene komplet specialudstyret fiskebåd med netop det grej, som du skal bruge til dit fiskeri. Guiderne har et stort kendskab til de bedste fiskepladser, så dine fangstchancerne øges betydeligt. Se mere på www.lakefishing.dk
Ravn Sø
Max dybde: 33 meter
Størrelse: 182 ha
Forening: Fiskeriforeningen- Gudenå, www.fiskeriforeningen-gudenaa.d
Det er kun ganske få steder jeg har fisket herhjemme, hvor der er så smukt og idyllisk som Ravn Sø. Søen er omkranset af store skove og åbne enge, hvilket gør den til en sand naturperle. Bunden er meget varieret, og fiskene kan være overalt. Sigten er ikke imponerende, men det virker ikke til at betyde så meget på denne sø, der indbyder til alle former for fiskeri. Vandet huser udover gedder, aborrer, sandart samt søørred. I østenden af søen finder man Barongrunden, der er et område, som altid holder en del gedder. Da søen er meget vindbeskyttet, er den oplagt på dage, hvor det lufter lidt for meget til de andre åbne vande. Der er ingen tvivl om, at Ravn Sø kan producere en rigtig stor fisk, og jeg har selv set gedder på den rigtige side af 14 kilo fra søen. – Og jeg er sikker på, at de findes større.
Hvad enten man er til fiskeri efter gedder, aborrer, sandarter eller søørreder, så er der enorme muligheder i de jyske søer. Der er som bekendt ikke fangstgaranti, men jeg tør godt garantere naturoplevelser i en klasse for sig – og der er plads nok til alle. Husk at værne om bestanden af de store rovfisk, og ønsker du at hjemtage en fisk så vælg de mindre eksemplarer. Ved at genudsætte de store rovfisk, er du med til at værne om bestanden og sikre, at dansk søfiskeri har en fremtid de næste mange år.