Er der nogen, der elsker geddefiskeriet i Blekinge, så er det svenskeren Stefan »Trumman« Trumstedt. Gordon P. Henriksen har haft fornøjelsen at fiske med ham i det naturskønne Blekinge, og her deler Trumman rundhåndet ud af alle sine erfaringer.

Tekst og fotos: Gordon P. Henriksen

Her er det forfatteren med en fin gedde taget på Westin Jerk i farven Streaky The Perch.

Her er det forfatteren med en fin gedde taget på Westin Jerk i farven Streaky The Perch.

GEDDEFISKERIET I BLEKINGE kan være fuldstændig fantastisk. Naturen og omgivelserne er skønne – og byder på alt fra åben klippekyst til små forførende sivvige. Geddefiskeriet kan eksplodere fuldstændigt: Jeg har da også oplevet dage med op mod 80 fisk i båden med flere gode fisk omkring meteren. Og her er vel at mærke tale om smukt proportionerede og bomstærke brakvandsfisk. Men jeg har til gengæld også oplevet det modsatte. Nuldage, hvor det virker som om, man fisker i Det Døde Hav uden at se eller mærke det mindste. Faktorer som sæson, dybde, vindretning, valg af områder og agn med mere, er altafgørende faktorer, og som i så meget andet fiskeri er erfaring og lokalkendskab guld værd.

STEFAN »TRUMMAN« TRUMSTEDT og jeg har derfor lavet en aftale om at fiske sammen i Blekinge et par dage, og Trumman har indvilliget i at dele sine viden med Fisk & Fri’s læsere. Trumman er blandt Sveriges allerskrappeste geddefiskere og arbejder til daglig for grejfirmaet CWC. Han bor ikke selv i Blekinge, men blev forelsket i området og geddefiskeriet der tilbage på hans allerførste tur i 1996. Siden har han brugt enorme mængder tid dernede, med utallige storgedder som resultat af sin indsats.

Micke Bergander fra Team CWC var en af dem der var med til starte Stefan »Trumman« Trumstedts passion for gedde­fiskeriet i Blekinge. Her skal Micke til at genudsætte en fin gedde fra Eriksberg.

Micke Bergander fra Team CWC var en af dem der var med til starte Stefan »Trumman« Trumstedts passion for gedde­fiskeriet i Blekinge. Her skal Micke til at genudsætte en fin gedde fra Eriksberg.

– JEG ELSKER BARE det effektive jerkbait fiskeri, som kan opleves her i det lavvand, klare vand, forklarer Trumman og kigger ned i vandet, hvor vi, mens båden glider ind på den første fiskeplads, tydeligt kan se sten, tang og sand – selv her på to meters dybde. – I Blekinge kan man opleve hug, hvor man ser fiskene komme som torpedoer efter agnen og hugge i store skumsprøjt, fortæller han begejstret. – Intet er mere spændende, når det gælder geddefiskeri. Det her er virkelig hardcore!

Begejstringen stråler ud af Trumman, og det gør mig bare endnu mere vild efter dagens fiskeri. – De utrolige smukke omgivelser som Blekinge byder på er også en del af det, der tiltaler mig, tilføjer Trumman mere roligt. Og jeg kan kun give ham ret. Danmark har glimrende geddefiskeri, men vi har ikke har et naturmiljø, der kan hamle op med dette. Blekinge ligger kun et par timers kørsel fra Sjælland, og ligger dermed faktisk meget tættere på mange af os, end det gør for Trumman, der bor helt oppe ved Stockholm. Alligevel kommer han herned så ofte han kan.

– Jeg har haft utallige gode dage hernede – ofte sammen med min gode ven Micke Bergander. – Jeg husker tydeligt en dag hernede, da vi for alvor fik hul på fiskeriet. Vi fiskede i området ved Karlshamn i starten af april, samme tid på året som nu. Der var næsten ingen vind hele dagen, men masser af sol og gedderne var ikke i hughumør. Vandet var virkelig klart, og vi så flere store fisk i løbet af dagen, men de var ikke interesserede i vores agn. Om aftenen gled vi ind i en lille bugt, hvor vandet var et par grader varmere og lidt mere grumset. Vi fandt gedderne på kun 0,6 til 1 meter vand, og det er bare et fantastisk fiskeri!

 

Garmin Quatix

 

Vi benyttede begge Big Bandit jerkbaits, og fiskene huggede voldsomt hårdt denne aften. Der var flere store fisk oppe at vende, og det hele sluttede med, at Micke fik et hidsigt hug på bare en halv meters dybde og fangede en skøn Blekinge Madamme på 11,95 kilo. Det er Blekinge fiskeri, når det er allerfedest. De sidste timer af dagslyset efter en solrig og varm dag er den bedste sendetid for store de gedder, så giv aldrig op, før det er helt mørkt, fastslår han. Vi har heldigvis hele dagen foran os og går ivrigt i gang med at binde forfang samt jerkbaits på. Der findes mange effektive metoder, men til dette fiskeri er jerk­baits blandt favoritterne – både for Trumman og jeg.

Et hurtigt kig i Trummans agnspand og så er man ikke i tvivl om at store jerk- og tailbaits i mørkebrune og grønlige nuancer er det foretrukne våben i det klare brakvand.

Et hurtigt kig i Trummans agnspand og så er man ikke i tvivl om at store jerk- og tailbaits i mørkebrune og grønlige nuancer er det foretrukne våben i det klare brakvand.

– JERKBAITFISKERIET kan virkelig være effektivt – og super underholdende, forklarer Trumman. Jeg udnytter chancen til at spørge ham om agnvalget, mens jeg skuer de mange flotte grejer i hans kasser. – I Blekinge fisker jeg nu næsten udelukkende til gedder, der står lavt, så jerkbaitfiskeriet er ideelt, forklarer Trumman. – Jerkbaiten Big Bandit, Shallow Runner og Suspending er faktisk udviklet til netop geddefiskeriet på lavvandede områder i Blekinge – bl.a. ved hjælp af erfaringer fra Michael »Micke« Bergander. Bandit’en har virkelig meget bellyflash og kan fiskes både hidsigt eller med små bevægelser. Jeg har gentagne gange trigget kølige gedder til at hugge på en hårdt fisket Bandit med korte pauser. – Hvad med den du fisker med nu, spørger jeg, og hentyder til det jerkbait, som Trumman lige har fanget to mindre gedder på. – Den her har reddet os mange gange, siger han. – The Pig, som baitet hedder, kan være hypereffektiv, da den kan fiskes helt langsomt. Men man kan også give den et par hidsige ryk, så den går op og slår til overfladen, hvilket for alvor kan hidse de sløve gedder op til hug. Kort efter fanger han en fin gedde på fem-seks kilo, og jeg nupper et par mindre fisk på en lille Westin Jerk.

Trumman tager gællegreb på en af de mange gedder der huggede på hans Buster Jerk.

Trumman tager gællegreb på en af de mange gedder der huggede på hans Buster Jerk.

Vi trækker ud på lidt dybere vand, og Trumman sætter en almindelig Buster Jerk i farven Drutten på. Her på denne årstid er denne agn også en af favoritterne, når gedderne skal fanges på 2-4 meter vand nær kanterne. Buster Jerk kan fiskes på utrolig mange måder. Rolige jerks og langsom varieret indspining, kan være super giftigt. Igen er det ofte på spinstoppet, at gedden hugger.

Efterfølgende er jeg selvfølgelig ekstra opmærksom på mine hyppige spinstops, og netop på et af disse stops er der en god fisk, der hugger min Buster i farven Hot Cod. Hugget forplanter sig hårdt gennem den stive jerkstang og min kolde fingre. Den fornemmelse bliver jeg aldrig træt af. Fisken giver en god fight og plasker en masse i overfladen. Mens jeg er ved at genudsætte fisken, der nok vejer i omegnen af seks kilo, fanger Trumman endnu en i samme størrelse. Inden for den næste time går det slag i slag, og i dette område fanger vi 12 gedder før festen igen dør ud. – Det er typisk kommenterer Trumman. – Jeg har mange gange oplevet, at vi har slidt og gennemfisket et område uden hug. Endelig lykkedes det en af os at kroge en fisk, og så begynder alle pludselig at fange fisk. Gedderne reagerer på hinandens aktivitet, og kommer tit i jagthumør, når der fightes fisk. Faktisk er det som om, at man næsten selv kan start en hugperiode på denne måde. Så er det bare om at nyde det, så længe det varer. Og det gør vi så…

Brakvandsgedderne er bomstærke og med det tunge jerkgrej kan man sagtens sætte hårdt mod hårdt.

Brakvandsgedderne er bomstærke og med det tunge jerkgrej kan man sagtens sætte hårdt mod hårdt.

FISKERIET er døet lidt ud igen, og jeg benytter lejligheden til at spørge ind til Trummans valg af farver. Et hurtigt kig i hans spand med agn, efterlader ingen tvivl om, at dæmpede brune nuancer er blandt favoritterne. – Vandet er som regel klart, og de mørke dæmpede farver er derfor bedst, forklarer Trumman. – Flere klassiske farver, som fx Tånglaken og Bruntorsken blev udviklet til lige netop dette brakvandsfiskeri. Jimmy Lindahl og Daniel Petersson fra CWC Fishing Team har også flere signaturfarver designet til det klare vand i Blekinge. Disse farver har leveret mange store fisk, og er blevet rigtig populære.

ÅRSTIDERNE giver en smuk variation i naturen, her i Blekinge, men de har selvfølgelig også stor indvirkning på fiskeriet. Trumman giver her en gennemgang af de forskellige sæsoner:

Har man først fanget en gedde, er det med at være på mærkerne. Plasken og fight fra den første gedde, kan ofte få flere fisk på finnerne, og så er det med at udnytte hugperioden så længe den varer.

Har man først fanget en gedde, er det med at være på mærkerne. Plasken og fight fra den første gedde, kan ofte få flere fisk på finnerne, og så er det med at udnytte hugperioden så længe den varer.

– EFTERÅR OG VINTER en god sæson for de rigtig store gedder, især hvis vejret er mildt i december og januar, forklarer han. – Dette får store fisk til at stille sig i de små lavvandede områder. Der er normalt lidt lunere vand her, men næsten ingen agnfisk på denne tid på året. Min teori er, at fiskenes stofskifte går ned, hvilket betyder, at de ikke behøver at spise. De venter simpelthen på bedre tider. Men fiskeren har stadig muligheden for at udløse fiskenes hugrefleks med et Jerkbait, der passerer forbi. Min fiskekammerat Jimmy Lindahl har en anden teori. Han mener efterårets stærke storme skubber større koncentrationer af saltindholdigt hav­vand mod kysten. Dette kan gedderne ikke lide, hvilket betyder, at fiskene trækker længere ind i vigene, hvor mere fersk vand er til stede. Én ting er sikkert, og det er, at denne tid af året kan være glohed til rigtig store fisk på lavt vand, fastslår Trumman.

Brunlige og gyldne afdæmpede farver som denne her fungerer ofte suverænt i det spritklare vand i Blekinge.

Brunlige og gyldne afdæmpede farver som denne her fungerer ofte suverænt i det spritklare vand i Blekinge.

– I LØBET AF FORÅRET fra marts til april kan du finde gedder i nærheden af eller i legevigene, hvor der gydes. Det betaler sig at fiske bugten grundigt af, da fiskene ofte står samlet på et mindre område. Netop når isen er gået, kan gedder stå meget lavvandet – lige der, hvor de har stået under isen. Kort herefter trækker de tilbage til det lidt dybere, men når vandet igen opvarmes af solen, går de ind på det lave igen og gør klar til gydning. Jerkbaits såsom Buster Jerk og lignende samt tailbaits er kanon på denne tid.

Flere gedder kan også have overvintret på dybt vand. Det kan derfor være værd at fiske klipper og næs af uden for de bugter, der gerne holder fisk. Fisk derfor også på fem til ti meter, fx med en belastede shadjigs på ca. 15 gram, som kan tages langsomt hjem med lange pauser. Det er ofte den rigtige medicin. Og når du finder fisk, vil du vil normalt få flere.

I JUNI TIL SEPTEMBER vil du finde de fleste gedder i lavvandede tangområder, øer og rev, som ligger tæt på dybt vand. Gedderne er trygge med det dybe kolde vand i nærheden, men kan samtidig svømme ind på det lave varme vand, som giver dem et højere stofskifte, og gør dem i stand til at fordøje maden hurtigt, før de starter jagten igen. På denne tid af året, kan man have et underholdende fiskeri med jerkbaits, som tages hurtigt hjem – men med lange pauser, og det er som regel i disse pauser, at huggene falder. Om sommeren jager gedderne også sild og små torsk i de åbne vandmasser, men disse fisk kan være meget svære at lokalisere.

GEDDEFISKERI I BLEKINGE PÅ DVD

I geddefilmen Pike Secrets 1, som er produceret af Niels Vestergaard, fisker Gordon P. Henriksen og Stefan »Trumman« Trumstedt også med jerkbaits i Blekinge. Ud over action og fangster af store gedder, får du bl.a. forklaret lidt om de forskellige typer jerkbaits, samt hvordan man får dem til at gå optimalt. Traileren til filmen kan ses på www.fiskogfri.dk, og filmene kan bestilles hos www.wideopen.dk

– VINDRETNING OG VEJRFORHOLD har en enorm effekt på fiskeriet her, tilføjer Trumman, mens han genudsætter en mindre gedde. – En stor del af Blekingekysten har kun meget små eller slet ingen øer ved kysten, der beskytter mod det åbne hav. Det er kun lige rundt om Karlskrona og Rönneby, at der findes en decideret skærgård, som beskytter godt mod påvirkning fra det åbne hav. – Jeg har set vandtemperaturen falde syv grader på en enkel nat, da vinden vendte sig fra syd til nord, så fiskeriet døde helt og aldeles, fortæller Trumman. – Nordlige vinde skubber det kolde og klare vand ind i bugterne, og så er fiskeriet sjældent godt. Alle sydlige vindretninger er derfor at foretrække, og vindretningen i de foregående dage er mindst lige så afgørende som vinden mens man fisker. Så hold altid øje med vejret op til en fisketur, fastslår han.

Trumman fremviser en Buster Jerk i farven Drutten. Denne bruger han ofte i solrigt vejr og den gav da også dagens største fisk på 11,1 kilo...

Trumman fremviser en Buster Jerk i farven Drutten. Denne bruger han ofte i solrigt vejr og den gav da også dagens største fisk på 11,1 kilo…

– VANDSTANDEN spiller også en vigtig rolle, supplerer han. – En høj vandstand er normalt meget bedre end en lav. Hvis vandstanden veksler for meget, er gedderne nødt til at flytte fra deres standpladser hele tiden, hvilket går ud over deres jagtlyst og dermed fiskeriet. Stabilt højvande er absolut det bedste – og helst kombineret med en sydlig vind, der blæser omkring 4-8 m/s. Dette gør gedder mindre frygtsomme og mere aktive. Vinden gør også, at bugter og små vige bliver iltet, hvilket også sætter lidt fut i fiskene. Overskyet vejr er bedre end klart solrigt vejr, da vandet som regel er krystalklart. Delvist overskyet med solskin i ny og næ er min personlige favorit, faktisk lidt ligesom i dag, konstaterer han. Og det kan der være noget om. Dagen er gået glimrende, og adskillige fine fisk har været op at vende i båden. Jeg nupper selv en smuk Blekinge skønhed på omkring otte kilo på en af Allan Christiansens håndlavede Cozmo jerkbaits, og Trumman skal lige slå fast, at det er ham der er Blekingeeksperten, så kort tid efter tager han en rigtig fed geddema­damme på 11,1 kilo. Og så er vi ikke en gang nået til det fede aftenfiskeri, som Trumman holder så meget af… Ingen tvivl om det – når Blekinge viser sig fra sin gode side, bliver det ikke meget bedre!

FISKECAMPS I BLEKINGE
Trumman og Gordon har begge benyttet følgende anbefalelsesværdige fiskecamps.

ERIKSBERG råder over et helt specielt område, som kun kan fiskes med tilladelse fra Eriksberg Viltreservat. Det var her, at Trumman var med til at fange 22 gedder over 10 kilo med to over femten i løbet af tre dage, under optagelserne til filmen Gäddfeber, og det var også her Gordon og Trumman filmede til Pike Secrets. Hotel og restauranter faciliteterne er højeste klasse, priserne derefter og her er virkelig tale om gourmetfiskeri for de dedikerede
www.eriksberg.nu

GARNARNÄS SPORTSFISKECAMP er en super hyggelig camp tæt på Rönneby. Der er små lejligheder, som er velegnet til alt fra et par kammerater på tur til et større hold. Det er også her Jagt og Fiskerimagasinet plejer at bo og fiske på deres Blekinge kundeture. Priserne er yderst rimelige og den hyggelige samt behagelige vært, Jørgen, gør alt han kan for at sikre, at man får et hyggeligt ophold. Man kan enten have egen både med, eller leje en båd på stedet.
www.fishingcamp.se

DRAGSØ FISKECAMP ligger yderligt placeret på en lille ø ud for Karlskrona. Det nærliggende område er utrolig varieret, og her kan fiskes både ude i den åbne skærgård eller langt inde i sivvige. Der findes hytter i forskellige størrelser til rimelig priser inkl. bådleje, hvis man ønsker det.
www.dragsosportfishing.se

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This