Drømmefisken på 16.6 kg og 119 cm fra “Sandskredet” den 3 Maj 2017. 25 minutters intens fight kan kun give et bredt smil.

Skal du have en af de helt tidlige laks, så er det Gudenåen, du skal satse på, for her går sæsonstarten allerede den 2 marts. Her fortæller den erfarne laksefisker Henrik Györkös om, hvordan han griber fiskeriet med rejer an. Men først skruer vi lige tiden lidt tilbage til 2017.

 

AF HENRIK GYÖRKÖS

 

DA RÅDHUSKLOKKERNE ringede ind til det nye år, var det med store forventninger til den kommende laksesæson, som for alvor starter den 2. marts i Gudenåen. Jeg kom ikke afsted til premieren, og uge 10 gik med skiferie sammen med familien. Vi sad og fik en kop varm kakao i skirestauranten, da der pludselig tikker en MMS ind på telefonen: Svigerfar sidder med et bredt smil og en super flot laks på 11 kg og 100 cm. Smuk, sølv blank og helt igennem perfekt.

Med det samme starter laksefeberen op i en, og jeg siger i sjov til familien, at nu pakker vi stumperne og kører hjem, for far skal hjem og fiske laks. Tre gode, men lange dage er overstået uden brækkede arme eller ben, så nu skal der bare fiskes.

 

Grejxperten DC Lures

 

Den første forårslaks

Den 11. marts tidligt om morgen indtager jeg dagens første kop kaffe, mens grejet til årets første laksetur bliver rigget til. Jeg har besluttet dagen før, at jeg vil tage i grøn zone ved Åbro. Her har jeg tidligere fået flere flotte forårslaks, og da jeg triller ned på parkeringspladsen, er der ikke ankommet andre.

Rejerne kommer i spanden, og jeg tager hue og handsker på, mens det stille og roligt begynder at lysne mod øst. Jeg går ned til broen og starter fiskeriet. Det er utroligt, at man år efter år kan have den samme følelse af spænding, når man tager det første kast ud over åen ved sæsonstart. Solen kommer frem og efter kun 15 minutters fiskeri, mærker jeg det vel velkendte stærke træk i linen, som man har ventet på en hel vinter.

 

En femkilos blanklaks får friheden igen efter en god fight ved Østergård grøn zone.

En femkilos blanklaks får friheden igen efter en god fight ved Østergård grøn zone.

 

Jeg er ikke i tvivl. Det er årets første laks, der hugger. Jeg træder et skridt frem, sænker stangen og venter til jeg mærker det helt rigtige træk i linen. Et kontant og hårdt tilslag bliver sat ind, og sekunder efter går laksen amok. Lange seje udløb og et enkelt spring bliver det til. Jeg kan se, at der netop er ankommet en medfisker, og jeg beder ham om hjælp til landingen. Efter flere mislykkede forsøg på at nette laksen med et for lille net, springer jeg resolut i vandet og får et fast greb om halen på laksen. Vandet fosser ind i mine waders, og min telefon lader livet, men jeg er helt ligeglad. For i græsset ligger årets første blanke laks på 83 cm og 6,5 kilo. Den er smuk, perfekt og fuld af lus. Jeg kan ikke helt fatte, at jeg har landet min første laks i 2017 efter bare et kvarters fiskeri.

Sådan fisker Henrik Gudenålaksen

Jeg har fisket i Gudenåen i over 20 år, og i 2008 valgte vi at flytte fra Århus og ud til Laurbjerg. Det betød, at jeg fik markant flere ture til åen, eftersom der kun er fem kilometer til Gudenåen og 500 meter til Lilleåen. Når jeg dyrker det tidlige forårsfiskeri efter laksen, har jeg oftest lagt en plan dagen før om hvilke zoner og pladser, jeg vil besøge.

Da jeg er medlem af både Langå og Bjerringbro Sportsfiskerforeninger giver det mig friheden til, at jeg kan fiske på næsten alle zoner i Gudenåen. Jeg kigger selvfølgelig på de fangster andre fiskere har gjort dagene forinden, men også meget på vandstanden og om det er fuld eller halv måne.

Som i de fleste åer i Danmark kan laksene vandre hurtigt igennem systemet, og det samme sker i Gudenåen. Ved høj vandstand er det min erfaring, at laksene smutter hurtigt igennem de nedre stykker og stiller sig på stykkerne, som Bjerringbro Sportsfiskerforening har. Ved lav vandstand stopper de derimod ofte op på Langås fiskevand.

Jeg kigger meget på fuld og halv måne. Mine erfaringer siger mig, at to dage før og to dage efter stiger der en del laks, og jeg har fået en del forårslaks i disse perioder. Jeg ved ikke præcis hvad der gør, at laksen vandrer i disse perioder, men det gør den.

 

Denne smukke april laks på 8 kilo og 94 centimeter blev taget på stykket ved Ulstrup.

Denne smukke april laks på 8 kilo og 94 centimeter blev taget på stykket ved Ulstrup.

Laks i det tidlige forår

I det tidlige forår er grøden ikke kommet op i åen endnu, hvilket gør, at laksen har masser af pladser at stille sig på. Lokalkendskab til åen og bundforhold gør selvfølgelig, at man har en fordel som lokal.

Men lige som det tidlige fiskeri på kysten, hvor det gælder om at dække så meget vand som muligt for at finde havørrederne, så gælder det også i jagten på laksen, om at komme over så mange af de pladser, som man i tidligere sæsoner har fanget laks på. For mig betyder det, at jeg gerne når over 5-6 pladser på 2-3 timers fiskeri. Det vil sige, at tempoet er alt afgørende. Hvis jeg har en strækning på 200 meter kaster jeg en enkelt gang, bevæger mig to til tre skridt frem – og kaster igen.

Min erfaring med forårs laksen er, at hvis den er der, skal den nok hugge – og den bevæger sig gerne for at hugge på rejen. Vandet i Gudenåen er igennem de sidste år blevet utrolig klart på grund af vandremuslinger, der er sat ud i åen. Det gør, at laksen kan se agnen på lang afstand og ud fra den tese fisker jeg mine rejer hurtigt. Man skal hele tiden være klar til at skifte sin blybelastning, så man kun lige holder bunden, men opretholder det helt rigtige tempo i rejen.

Når laksen hugger, gælder det om at have lidt is i maven. Man skal ikke give tilslag med det samme. Jeg tager altid et skridt frem mod laksen, sænker stangen og giver først tilslag, når jeg kan mærke det rigtige træk i linen. Man skal huske, at rejen er en forholdsvis stor agn, og laksen skal have en mulighed for at få rejen ordentligt ind i munden.

Mange tror fejlagtigt, at rejerne bare bliver slugt, men jeg har kun oplevet en håndfuld af mine laks, som har slugt rejen – ellers plejer de at være perfekt kroget i saksen.

 

Krogningen af rejen er en religion for sig - her ser du Henriks foretrukne metode. Rejen fiskes på et paternostertakel med en blinklås for enden af lodtafsen, så loddets vægt hurtigt kan justeres.

Krogningen af rejen er en religion for sig – her ser du Henriks foretrukne metode. Rejen fiskes på et paternostertakel med en blinklås for enden af lodtafsen, så loddets vægt hurtigt kan justeres.

Grejet til forårsfiskeri efter laks

Jeg fisker kun forårslaks med rejer. Det er uhyre effektivt og let fiskeri. Jeg bruger en 10 fods Berkley SSGS Titanium, som har en kastevægt på 15-55 gram. Hjulet er et Shimano TP C3000 med 0,25 mm sort Fireline. Som spids på mit takel bruger jeg 0,405 ACE fluorocarbon med en brudstyrke på 10 kilo. Krogen er en Gamakatsu krog str. 3/0 – og så bruger jeg en almindelig tregangssvirvel og en blinklås til blyloddet.

Afhængig af farven på vandet, vandstanden og vejret, svinger min forfangsspids fra 1.5 – 2.5 meter. Når man kommer lidt længere hen på sæsonen, kan laksen godt blive lidt linesky – derfor de lange forfang. Rejerne er almindelige skalrejer, som man kan købe i de fleste madvarebutikker.

Sådan sættes rejen på krogen

Hvordan rejen sættes på krogen er en hel religion for sig selv, og jeg har set rigtig mange forskellige måder at gøre det på. Måden hvorpå jeg sætter mine rejer, er ganske simpel: Man sætter krogen ind ved de bagerste bagben på rejen, og fører krogspidsen ud ved hovedet. Netop derfor er krogbøjningen så god på denne krog. Når krogen er helt igennem, laver jeg et halvstik om halen på rejen, så den stritter lige bag ud.

Der går en del rejer til under fiskeriet, og jeg skifter ved cirka hvert femte kast 2017 var et lakseår ud over det normale, hvor rigtig mange af mine dygtige medfiskere har fanget flere rigtig store og flotte blanke laks. Marts og april var helt fantastiske, og der blev ikke fanget mange laks under seks kilo.

Jeg havde selv den bedste sæson nogensinde med 15 forårs laks på land i perioden 11 Marts til 4 Juni. Det helt store øjeblik kom den 3. maj. Jeg var taget til åen med min 80 årige gamle far, som netop havde meldt sig ind i Bjerringbro Sportsfiskerforening. Vi var kommet lidt sent afsted, og jeg sagde til ham, at den plads jeg ville vise ham – nemlig ”Sandskredet” – nok allerede var godt besat af folk. Og som forudsagt holdt der to biler på pladsen, men vi blev enige om at prøve alligevel.

Vi satte os ned, og jeg viste ham, hvor han skulle fiske – og hvor laksene plejede at hugge, hvisde var der. Vi gik i gang; han gik først og jeg kom bag efter. Jeg kaster helt modsat over mod en busk. Loddet hopper 2-3 gange og står så pludselig stille. Jeg mærker ingen hug og syntes, at det er underligt at taklet stopper der, for det plejer det ikke at gøre. Jeg strammer derfor op, og vil rykke det fri af bunden.

 

Henriks tidligste laks fra Gudenåen fangede han den 8 marts 2013 i "Jernbane Svinget", men mistede også en det samme år allerede den 6 Marts, så de kommer tidligt.

Henriks tidligste laks fra Gudenåen fangede han den 8 marts 2013 i “Jernbane Svinget”, men mistede også en det samme år allerede den 6 Marts, så de kommer tidligt.

En tung laks på krogen

Pludselig bliver bunden levende, og jeg kan mærke, at det er en tung fisk. Efter 25 nervepirrende minutter kommer en store flot blank laks på land, der vejer 16.6 kilo og er 119 cm lang. Det er min til dato største laks, og jeg var ellevild af begejstring. Jeg kørte hurtigt ned for at få indvejet fisken på Langå Camping og fik taget de obligatoriske billeder. Inden jeg var kørt fra min far, havde jeg sagt til ham, at han lige skulle give vandet ro i 20 minutter, og så ellers gå ned og fiske hullet af igen.

Da jeg kom tilbage, havde han dog ikke gjort det, så jeg gik ned kastede fem gange og krogede endnu en fin laks. Min far fik min stang og fightede laksen. Da den kom på land, viste vægten 8,4 kilo og med sine kun 88 cm var den lidt af en tyksak. Det var en super dag ved åen – og en fed oplevelse at have sammen med sin far.

Jeg ved godt, at der er stort fokus på Skjernå og Storeåen, og det er der en god grund til. Men min opfordring til folk er alligevel: Kom forbi Gudenåen og nyd den smukke natur i det midtjyske. Der er taget en del laks i år på fluen, så for dem, der har hang til det, er det helt sikkert værd at stikke forbi Gudenåen.

Min far tog mig til åerne ved Århus i en alder af fem år, og det samme har jeg gjort med mine sønner Jeppe og Magnus. Jeppe er bidt af en gal lystfisker og har i år kroget samt fightet sin første laks på 3,2 kilo, som gav ham en flot tredjeplads til Gudenå Konkurrencen – samt 17 havørreder på prop og orm i Lilleåen. Har du fået lyst til at se lidt lakse- og havørredfights fra i år, så har jeg en youtube kanal der hedder Henrik Györkös. Der kan man se pladserne og grejet, jeg går med. Knæk og bræk med det tidlige laksefiskeri.

 

Grejxperten DC Lures

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This