Allan Zeuthen med en flot firekilos kystørred, der blev taget tæt på land ved Østrügen.
Rügen er kendt for både storgedder og -laks, men området byder også på et super kastefiskeri efter havørred. Følg med Allan Zeuthen til en stribe kystpladser med svimlende potentiale – blot få timer fra København. Her bliver chancen for en 5 kilo+ havørred på kastegrej næppe større.
AF ALLAN ZEUTHEN, FOTOS: ALLAN ZEUTHEN, HENNING STUEHRING OG MATHIAS FUHRMANN
Jeg er på vej til Rügen – ikke på grund af laks og gedder, men fordi jeg drømmer om en stor rigtig havørred taget på kastefiskeri. Og det skal min tyske ven Wolf hjælpe mig med. Han har et lille hotel og to både han lejer ud, så det kan ikke blive lettere og mere komfortabelt.

1) Holm Sünderauf med en flot kystørred taget på kastefiskeri tæt under land fra en af Bodden Angelen’s både. Kæmpen var 86 cm og vejede 7, 5 kilo. 2) Selvom de grove ørred på Rügen går helt tæt på land, kan det være en fordel at fiske fra båd, så man er mere mobil.
Efter stor kystørred på Rügen
Da vi tager afsted ved vi godt, at fiskeriet som så mange andre steder med store fisk, kan være svært. – Ikke fordi fiskene er sky, men fordi at nyt fiskeri i et ukendt område selvfølgelig betyder, at man kommer til at udfordre sig selv. Sandheden er, at stort set ingen dyrker havørred fiskeriet i dette område, og der er rigtig meget vand.
Søren og jeg har fisket siden i går eftermiddags, men længere tids pålandsvind i området har gjort vandet en tand for grumset. Jeg har bestemt ikke noget imod uklart vand, så længe man kan fornemme sine støvler, når man står i vand til skridtet. men som vandet er nu kan man knapt nok se 10 centimeter ned i vandet. Til trods for de svære odds, har vi allerede haft en følger og set to fisk vende. Efter vores bedste skøn, har ingen af fiskene vejet under 3-4 kg. Så selvom klokken nu er blevet elleve den næste formiddag, er vi fulde af optimisme, da vi sejler ind for at hente turens tredie mand – Jacob.
Vinden er heldigvis vendt for et par dage siden, og vi kan se, at vandet langsomt er ved at klare Så mulighederne er der helt klart, hvis bare vi lægger nok kastetimer i banken til den store fiskegud. En af de ting, som holder mit mod oppe, er at jeg bliver ved med at tænke på, hvor mange timer jeg har kastet på de sjællandske kyster for hver fisk jeg har fået over fire kilo. Her kan man lære lidt af specimen fiskerne som satser benhårdt på et vand med få store fisk. De bruger måske let 100 fisketimer på 1-2 hug, men så er resultatet også ofte værd at skrive hjem om.
Efter grov havørred hvor sildene kommer ind
En oplagt teori for potentiel succes er, at hvis vi skal lande flere store ørreder under kastefiskeri, så skal vi gøre mere for at finde ud af, hvor silden kommer ind tættest på kysten – samt hvor man finder de store tobisflokke. Og lige præcis her kommer vi ind til kernen – det er netop derfor, vi er taget til Rügen. Det er nemlig ingen tilfældighed, at her er store gedder, laks og havørred. I området omkring Rügen findes en af Østersøens største sildestammer – sild med en gennemsnitsvægt på flere hundrede gram. Og at sildene vitterlig er så store, får vi bekræftet, da vi løfter et sildegarn, som står på blot fire meter vand. Sildebasserne sidder tæt og de er så kæmpe store, at der ikke skal meget fantasi til at forstille sig hvor hurtigt havørrederne kan vokse.
Klokken er nu blevet næsten 15, og vores to både er på vej mod områdets største pynt – et kystområde der ville kunne give alle havørredfiskere åndenød. Fra pynten strækker områder med store sten sig 200-300 meter ud fra kysten i et bælte på cirka 1,5 kilometer. Dybden er cirka to meter og ikke så langt ude falder skrænten hurtigt til 4-6 meter. Det oser langt væk af storfisk. Optimismen bobler, og snart bliver der kastet løs, mens vi ligger et stykke fra hinanden for at afsøge så meget vand af som muligt. Teknikken vi har valgt er at fiske med store silde og tobis imitationer, som bliver spundet ind i rask tempo afbrudt af de klassiske spin stop.
Vinden har lagt sig, og det er blevet en af disse nærmest fortryllende forårsdage, hvor solen begynder at få lidt magt. Og da solen ikke kun skinner, men også for første gang i mange måneder giver varme, får jeg turens første reelle hug – sehr schön… Det er en skøn fornemmelse at mærke det dybe sug i stangen, hvor man ved, at det er en fisk med solid vægt bag sig. Sekundet efter hænger der en blank ørred 50 meter ude og spejler sig i det blanke vand. Fisken, som vejer cirka 4 kilo, har taget min 26 grams Kinetic Salty på 26 gram, der er en helt perfekt silde imitation. Fighten bliver vild, uforudsigelig og alt, alt for lang, som det så ofte sker, når man kroger en overspringer. Men til sidst ligger der en smuk flidspræmie og blinker i nettet.

Kinetic Salty, der i den hvid/grønne version ligner en lille sild, er Allan Zeuthens ubestridte favorit til Rügens kystørred.
Da den helt store havørred hugger
Blot få sekunder efter, at fisken er landet, kaster jeg wobleren ud i suppen igen, for erfaringen fortæller mig, at én havørred sjældent kommer alene. Og sådan er det også denne gang. Blot 20 minutter senere står Søren med en bukket stang. Fem – ti meter fra ham springer en flot ørred, og han har ikke let ved at få den ind. Fisken bliver bare ved med at springe og te sig, selvom han stort set har hele stangen under vand og slækker presset. Men efter 12-15 hysteriske spring genvinder den sin frihed. Til alt held er dagens action dog ikke slut endnu.
300 meter ude ser vi pludselig sild, der gentagne gange springer ud af vandet i vild panik. Vi starter piskeriset, og fiskefeberen raser. Da vi kommer derud bider vi mærke i at sigtbarheden herude er helt oppe på to – tre meter, og i de første par kast har vi hele tiden fornemmelsen af, at nu sker det. Pludselig ser jeg ude af øjenkrogen en gigantisk kugleformet stime med tusindvis af sild, der bare bliver ved med at svømme i ring.
Hjertet banker – nu må det ske. Men det gør det ikke, sildene forsvinder og tager vores og blanke venner med sig. Til alt held er fiskeguden med os hen under aften. Søren lander en meget smuk fisk i 4 kilos klassen og Jakob mister en i samme størrelse blot to minutter før, at jeg selv har et monster efter mit blink. Jeg har under trolling fiskeri fået en del fisk omkring de 6-7 kilo, og denne her var bestemt ikke mindre…
Dagen efter står vi på stranden i det første lys – utålmodige og sikre på vores sejr. Det kan kun være et spørgsmål om, hvor mange og størrelsen på dem… Alt er perfekt. Vinden er taget helt af. Vandet er stadig grumset inde under land, men bliver klarere jo længere man kommer ud mod det åbne. Men hovmod står jo som bekendt for fald, og jeg skal ikke trætte læseren med vores oplevelser frem til kl. 17, hvor Wolf kommer drønende i sin trolling båd. – I kan godt droppe det drenge, råber han på klingende dansk. – Sildene har spredt sig og de trækker ørrederne med ud i intetheden. Wolf havde de sidste par dage trollet og havde set masser af sild, men i dag var alt pist borte, hvilket blot bekræfter, at fiskeriet efter fisk i den størrelse er totalt afhængig af byttefisken.
Det er Wolf, som har fortalt mig om de store havørreder, der trækker langs med kysten her i hans baghave. En aften kommer han ind på mit værelse med en håndfuld billeder af havørreder, som han har taget på kast nede på revet. Og billederne viser alle smukke, store fisk imellem fire og syv kilo! Han fortæller, at han stort set aldrig får en fisk under 2 kilo, og at gennemsnitsvægt ligger omkring de 3 kilo.

Christian Maier med massiv kystørred taget på spinnestang et par hundrede meter ud for kysten på den nordlige del af Rügens kyst.
Rügen har et kæmpepotentiale for store havørreder
Fisk over fem kilo får han cirka på hver fjerde-femte tur – en oplysning der for alvor overbeviser mig om fiskeriets store potentiale. Wolf har mistet to fisk omkring de 10 kilo, og en af hans venner har rekorden i byen med en fisk på 10,5 kilo taget fra land. Og med det ufattelig lave fiskepres der ligger på området burde en sådan fisk også være mulig for en flittig dansk kystfisker der satser seriøst på området.
En stor del af Rügens kyster består af kridtklinter, som vi kender dem fra Møn. Derfor kan vandet blive som aspargessuppe med blot tre centimeters sigtbarhed, hvilket umuliggør et normalt fiskeri. Derfor skal det helst være vestenvind i et par dage, før man er sikker på en nogenlunde sigtbarhed. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine erfaringer er baseret på relativt få fisketure, men alt i mit fiskehjerte fortæller mig at her er muligheder – meget store muligheder. Og når du læser disse linjer, har jeg helt sikkert været nede og dyrke min nye stormfulde forelskelse flere gange. Blandt andet skriger den fantastiske kyst på natfiskeri i maj/juni, hvor hornfisken ødelægger dagfiskeriet.
Fiskeri med waders er så vidt jeg har undersøgt helt ukendt – der bliver kun kastet fra de sten moler og høfder, som er i området. Eller sagt på en anden måde – der er masser af urørte kyststræk, hvor chancen for kystørred i 5-10 kilos klassen næppe bliver større. Mange af de lokale fisker fra båd, men det foregår helt tæt på kysten. At de ikke fisker direkte fra kysten, er blot et spørgsmål om komfort og mobilitet. Så – hvis du er til grov kystørred taget på kastefiskeri enten direkte fra kysten – eller ved kystnært bådfiskeri – så er Rügen et rigtig godt bud på det kystområder der kan give dig dit livs havørred.

Havørredpladser på kysten omkring Gøhren
Når man kigger på et søkort og ser bundforholdene omkring byen Gøhren på østspidsen af Rügen, hvor vi fiskede, så er det tydeligt for enhver erfaren havørredfisker, at her er potentiale til noget rigtig stort. Her får du en kort beskrivelse af nogle af de mest attraktive områder:
1) Her ligger et lille badekar med dybder fra 3,5-4 meter. Denne plads skriger på sommer natfiskeri, og kan nås fra land med flue. Når man kommer længere mod venstre flader det lidt ud, men bunden er stadig super spændende med små rev, der skærer sig ud i Østersøen.
2) Indersiden af denne plads kan nås fra land. Man kan fiske fra en sten sætning, hvorfra der er en dyb rende på cirka to meters dybde ud til nogle store synlige sten, som ligger cirka 100 meter ude. Det var her at Søren fik sin fire kilos. Fisker man fra båd, har man også muligheden for at fiske på den anden side af revet, hvor dybden hurtigt falder til fem-seks meter. Også denne plads er som en drøm for en dygtig fluefisker – fx en sommernat fra båd.
3) Denne plads kan fiskes fra samme stensætning, og munder ud i område 2. Området kendetegnes ved enorme sten, som strækker sig 300-400 meter ud. Kigger man på ekkoloddet, vil man også se, at den strækker sig flere hundred meter til højre ind i bugten. Dette område er et sted, hvor der er plads til mange fiskere – og der bliver aldrig sat garn.
4) Pladsen er ikke særlig stor, men vi har set eller fået fisk hver gang, at vi har været her. Området er meget sandet, men det behøver bestemt ikke være dårligt. Her kan nemlig blot nogle få sten, virke som en magnet for ørrederne.
Allans Rügenture har foregået i godt selskab med guiden Wolf, der som antydet taler dansk. Han har et lille hotel, hvor man overnatter fint til 25 euro. Han har også bådudlejning, samt en trollingbåd. Servicen er i top, og han hjælper gerne med fisketegn og forklaringer af de meget indviklede tyske fisketegns regler. Kontakt ham på 0049-1738753121. Et andet yderst kompetent guidefirma, der arrangerer målrette havørredfiskeri er Team Bodden Angeln – www.bodden-angelen.de. – De mange laguner – de såkaldte Bodden’s er primært geddevand, fortæller
Mathias Fuhrmann fra Team Bodden Angeln, der har fisket området tyndt i over 20 år. – De bedste områder for store kystørreder er de åbne kystområder på nordvest, nord og østsiden af Rügen – samt kysten på øen Vitte. På den nordlige del er det især områderne vest og øst for Kap Arkona, der er rigtig godte. Også strækket mellem byerne Glowe og Lohme er rigtig gode, slutter Mathias.
Når du planlægger din kysttur, så vær opmærksom på de særlige regler i og omkring nationalparkerne: Nationalpark Vorpommersche Boddenlandschaft på vestkysten, Nationalpark Jasmund på østkysten og Biossphärenreservat Südost Rügen i sødøst. Få meget mere information om fiskeområderne og fisketegn på www.der-angelfuehrer.de, hvor du kan købe en guidebog til Rügen.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 2008. Siden da er fiskeriet naturligvis blevet mere presset, men der er stadig tale om en fiskeri, hvor chancerne for store fisk næppe bliver større andre steder.

1) Christian Hoch fra det tyske magasin Fisch und Fang med en kystørred af den slags vi alle nok ville ønske at fange på kastestangen. 2) Søren Ålbæk med en fin firekilos havørred, der huggede ud for stensætningen ved plads nummer to på kortet.











