Kæmpebrasen på gummimajs

Peter Juul Hansen med sin flotte 7,55 kilos brasen. PETER JUUL HANSEN har efterhånden en uhyggelig bunke storbrasen på samvittigheden – heriblandt den gældende danmarksrekord på 8,2 kilo fra 2007.

– Efter flere overnatninger i jagten på de store brasener, lykkedes det mig endelig at fange et pragteksemplar af slagsen, fortæller han til Fisk & Fri. – Der var fodret og fisket jævnligt på pladserne gennem de sidste 2 måneder, og efter kun at have fanget mindre fisk, var jeg lige ved at opgive håbet om at se en af de store på land i år.

En aften midt i juni blev de tre stænger pakket ud igen, og taklerne med method-feeder blev placeret på foderpladserne. Som foder brugte jeg en blanding af Big Fish, Halibut BBQ, Big Water Mix, og 6mm krill pellets fra Browning, 8-10 cm forfang med en langskaftet str. 8 krog, og som agn gule gummimajs med et lille stykke skum, så agnen blev løftet et par cm over bunden. Der var en svag pålandsvind ind på pladsen, og jeg mente, at forholdene ikke kunne blive meget bedre. Alligevel var det først omkring kl. 5 om morgenen, at jeg endelig kunne nette en af de rigtig store brasener. På land blev den vejet til 7,55 kg, og målt til knap 70 cm – og jeg var glad. Brasenen er iøvrigt en "jubilæumsfisk" – nemlig min brasen nr. 10 over 7,5 kg, hvor jeg de sidste 4 år har satset meget på store fisk, slutter Peter Hansen sin beretning til Fisk & Fri.

Tradera

Havørred skaber fiskelykke

Arnt Christensens havørred på 1,8 kilo var hans første på fluestangen og vakte stor fiskelykke. MIN FØRSTE HAVØRRED på fluestangen, og så endda på en hjemmebundet flue, bundet efter egen fantasi. Kan det blive bedre? Sådan starter Arnt Christensen sin rapport.

– Det var blevet ferie efter en hektisk eksamensperiode, og da studiet havde berøvet mig for lige lovlig meget fiskeri igennem foråret kunne jeg ikke vente til de fire dage hos svigerforældrene i Strib. Jeg har før fisket meget med spin i området omkring Strib og gjort nogle pæne fangster. Men sidste sommer besluttede jeg mig for at lære kunsten at fluefiske. Jeg har derfor investeret i et Scierra begyndersæt (Sweep) i klasse 8 og senere opgraderet linen til en loadingzone wf, som efter min mening både er let at kaste med og som også klarer forholdende på kysten eminent.

Fluebinderi gik jeg også hurtigt i gang med, for på trods af den af manglende fisketid, kunne ½-1 times fluebinderi i de mørke aftener heldigvis stille den værste fiskefeber.

Nå, tilbage til fangsten. Jeg havde besluttet mig for garagerne ved Strib. Jeg har altid skattet dette spot og har tidligere gjort udmærkede sommerfangster i tusmørket. Jeg traskede derned og begyndte at fiske med en Aurareje. Det gav hurtigt pote og efter 10 min. fiskeri var den første havørred på i det sidste sollys. Desværre mistede jeg den, men kunne trøste mig over at den var tæt nok på land til at jeg kunne konstatere at den alligevel skulle ud igen.

Det viste sig at i min jomfruelige tilstand havde jeg haft lidt for slap line og linen havde viklet sig om topøjet, hvilket resulterede i en mistet fisk da den ville udad igen.

Men adrenalinen var i kroppen, og erfaringerne havde sat sig dybt i lillehjernen (den jeg fisker med). Så da solen var gået ned, strømmen var taget til igen og jeg havde svunget min hjemmebundne ‘lodden orm’ ud i bølgen igen, kom suget pludselig igen. Denne gang var den god nok, ikke én af de 100 små torsk, men ægte sølv. YES! Fisken var solidt kroget af den stingerkrog jeg havde placeret i røven af maraboufjerene. Fisken kom på land efter ca. 10 min. hvor jeg tog det ganske roligt for ikke at miste den.´

Det var en tromletyk hunfisk. 48 cm og hele 1,4 kilo. Det skal lige nævnes at jeg allerede natten til i dag (22-06-09) fordoblede mit fangsttal på flue med endnu en 48’er, dog en noget slankere udgave. Igen på en hjemmebundet ‘lodden orm’.

Jeg ved hvad jeg skal lave i nat!!

Sådan skal det lyde – hvor det herligt at høre en tændt lystfisker. Stort tillykke herfra.

Overvejer du at komme igang med kystfluefiskeri kan du læse artiklen – Godt i gang – kystfluefiskerii vores online artikel arkiv – eller få et abonnement på Fisk og Fri i et år inkl. et komplet fluesættil kun 699,- her.

Tradera

Ny DM-rekord i skrubbe

JAN JENSEN fra Sorø Lystfiskerforening har netop fået godkendt fangsten og vægten på en skrubbe på 2,608 kilo.

Fisken er ny Danmarksrekord for skrubbe fanget på lystfiskergrej, og vi iler med at bringe et stort til lykke til Jan, som med spænding har afventet Rekordudvalgets afgørelse.

Jan fangede den flotte skrubbe på en tur med båd i Musholm Bugten og det var en helt speciel oplevelse blandt fangsten af en række fladfisk i mere ordinær størrelse.

Fisk og Fri´s lokalredaktør Jørgen Christensen var på pletten og fotograferede fisken, ligesom den blev kontrolvejet på både bismervægt og digitalvægt.

Tradera

Laks godkendt som rekord

Så er det officielt. Dette er Dk-rekorden i fluefanget laks. KIM B. JAKOBSENS fantastiske laks fra Storåen er netop blevet godkendt som Dk-rekord i fluekategorien. Det samme gælde Morten Wølcks havørred på 12,7 kilo fra Karup Å. Fisken kan ses her.

Vi kan vist roligt være stolte over to så flotte fluerekorder er sat her i 2009. Kim vandt i øvrigt Fly Only for sin fisk og Mortens havørred er p.t. tilmeldt. Se mere om Fly Only her.

Her er en af Kim Jakobsens fluer af Beiss typen. Det var sådan en her der gav ham DK-rekorden, hvis du skulle have lyst til at binde en.

Mønster: Fire vingelængder i farven sunburst dertil et rødbrunt hackle både før og efter vingerne. Fluen afsluttes med et par jungle cocks.

Tradera

Grum pelagisk gedde

129 centimeter pelagisk skønhed fra Dalsland. TYSKE FELIX BOCK rejser ofte til Sverige for at fiske gedder. 6. juni var han på endnu en af disse ture til Dalsland hvor han fik et massivt hug på sin yndlingsagn, en 19 cm 4play liplure fra Savage Gear. Fisken huggede over ca. 20 meter vand og gav en hård og lang fight fortæller han. Fisken kom dog i båden og blev målt til 129 centimeter og estimeret til ca. 16-17 kilo og blev derefter genudsat hurtigt.

Sikke en flot fisk. Stort tillykke herfra til Felix.

Tradera

Fluefanget Mörrumslaks

Jens Peder Jeppesen med den flotte blanklaks på knap 11kilo – en fisk, der gav ham kamp til stregen. MÖRRUM HAR EN MAGISK TILTRÆKNING på mange danske lystfiskere, men det bestemt ikke alle, der lykkes med fiskeriet i den ofte vanskelige elv. Jens Peder Jeppesen var for nyligt på besøg ved elven, og her overgik ham en fantastisk oplevelse. Jens fortæller, at han var af sted sammen med en række kammerater og arbejdskollegaer fra d. 9-10 med sigte på at få en blanklaks på krogen.

– Mødet med åen blev lidt nedslående idet der ingen vandføring af betydning var ca. 9,0 kubik/sekundet, og den plejer at skulle helt op på 15-30 førend fiskeriet er godt. Den første dag mærkede vi da heller ikke noget overhovedet – og der var da heller ikke andre ved åen, der havde haft held i sprøjten. Vi så dog mange laks i overfladen, men primært nogle som nok havde stået i elven et stykke tid. Især i pool 4 var der heftig aktivitet. D.10 op ad formiddagen ca. Kl. 8.30 ville jeg prøve noget andet end pool 4, så jeg begav mig ned til pool 7 for at fiske over nakken, mens Steffen og Ib blev i Pool 4. Ca. 10centimeter fra midten af den anden store sten skete miraklet – et ryk i stangen og få millisekunder efter en stor laks’ flugt væk fra nakken bekendtgjorde, at jeg sørme havde noget på fluen.

– Jeg var ved at blive noget utilpas over den uventede store chance og ærgede mig over at Steffen og Ib ikke var der for at følge skuet! Laksen tog flugten nordpå i pool 7 og kom så langt over som til træerne overfor, hvorefter den svømmede ca. 200meter opstrøms, så der ikke var meget tilbage på spolen! Under vejen derop (for laksen) fik jeg, under stort besvær og rysten, trykket Steffens nummer ind (næste gang laver jeg et hottryk) OG SÅ TOG HAN FANDME IKKE SIN TELEFON!!! Jeg opgav at ringe til Ib og smed telefonen op i græsset og fik skreget til en tysker ude i elven, som var så venlig og komme og gøre mig endnu mere nervøs. Laksen var efterhånden kommet tæt foran nakken igen i pool 7, derefter blev den tydeligt nervøs og begav sig ned over nakken med en skrigende hjulbremse efter sig, For at jeg ikke skulle miste den her, måtte jeg overgive stangen til tyskeren henover træet. I lang tid stod laksen nede i fossen ret ned for nakken i pool 7.

– Efter ca. 5 minutter i fossen blev den træt af stillingen og begav sig henover farlige sten og ned i den første del af pool 8 hvorefter den skar skråt ud i poolen igen og direkte ud i en stor bunke træstammer, som lå strandet midt i poolen og selvfølgelig ind under hele dyngen. Typisk! Tyskeren som havde fulgt seancen proklamerede herefter at fisken var tabt, og at jeg ligeså godt kunne knække linen – jeg fik den aldrig fri derude! Men fandeme nej, tænkte jeg! Jeg skal i hvert fald prøve, så jeg begav mig ud midt i elven og elvhoppede fra sten til sten, hundesvømmede (næsten uden at få vand i waders) henover diverse små høller og ca. 5 minutter efter befandt jeg mig ude midt i eleven i færd med at skubbe træstammerne fri af stenene. I alt mens dette foregik, havde laksen taget alt linen og backingen på hjulet og der var nu ca. 10meter tilbage på spolen og jeg kunne desuden se laksen langt nede i eleven piske vandet til skum.

Jens Peder Jeppesens laks var på uheldig vis blevet kroget i haleroden, og det var åbenbart ikke første gang, at fisken havde været fejlkroget. I maven sad nemlig en stor enkeltkrog og en halv meter fiskeline. – Efter megen møje og besvær kom linen fri. og jeg begav mig igen ind mod land. hvor jeg igen var rigtigt tæt på at lande på bunden af eleven og blive taget af diverse lumske elvstrømme. Ret inde på land småløb jeg så efter laksen (over stok og store sten) og fik efterhånden alt linen ind på hjulet igen. Nu befandt jeg mig lige ud for campingpladsen og så op på en svensker – Bosse Bergstrand – som rådede mig til at få stoppet denne laks inden den stak ned over den næste fosnakke. Så blev alt sat på et bræt, og jeg prøvede at stoppe, hvad jeg stoppe kunne. Den 13,7 fods HM stang knagede i korken, og jeg sagde til mig selv – nu knækker linen (en 0.33 mm Drennan) men minsandten så holdt skidtet, og laksen kom ind til land, hvor Bosse fik den skovlet op på land. Hvilken laks! – utrolig smuk når den stadigvæk er i live. Desværre var den ikke kroget efter reglerne men lige ved overkanten af haleroden, så jeg kunne ikke beholde fisken. Men pludselig fik vi øje på noget, man ikke ser hver dag – en stor langlinekrog stak ud igennem bugen på laksen, og den så noget bakteriefyldt ud. Svenskeren rådede mig derfor til at slå den ihjel og tage den med op til kontoret på lakseriet.

– Jeg ved ikke hvor lang tid fighten tog men i hvert fald mellem 30-45 minutter stod jeg med den, indtil den kom på land. Og hvilken oplevelse for livet! Efterfølgende tog jeg laksen med op til udgangspunktet i pool 7 måske 500meter borte og fik fundet mobiltelefonen og ringet til Ib og Steffen, som kom efter kort tid. Sammen fik vi taget billeder, vejet den (10,95 kg og 108 cm) og taget laksen med op til kontoret på lakseriet hvor laksemanden udtalte, at jeg en anden gang godt kunne tage en sådan langlinekrog ud og sætte laksen ud igen – en lidt underlig beslutning i betragtning af de noget grelle sår og bakteriepletter den havde. Men de må jo have erfaring for, at den kan klare mosten i eleven. Jeg fik selvfølgelig ikke lov til at tage laksen med hjem, og ej heller blev den indskrevet i journalen på lakseriet. Surt show, men alligevel en oplevelse for livet, som jeg kan tære på indtil en gang i september, hvor jeg og kammeraterne skal til det forjættede land igen, afslutter Jens sin beretning.

Tradera

Ugelangt sandart sats

TOM NIELSEN havde i år taget nogle dages ferie lige efter sandart premieren, fortæller han Fisk Fri. – Første dag d. 2 juni var jeg på vandet kl 4 om morgenen der var ikke meget at se på ekkolodet. Først efter 10 timers fiskeri lykkedes det mig at finde lidt fisk det lykkedes mig at fange to indenfor en time og misse et enkelt hug 3,6 og 5,65 kilo. Derefter tog vinden så meget til at jeg ikke kunne holde båden selv med to elmotorer. Den 3. blæste jeg inde og den 4. blev det til 9 timers fiskeri i heftige regnbyger uden et hug. d. 6 om morgenen overvejede jeg meget at køre hjem men besluttede alligevel at prøve et par timer. Lidt over middag huggede dagens første fisk på 4,8 kilo og så steg humøret lidt. Kort tid efter var der fisk igen en fin tyk fisk på 7,55 kilo og 90 centimter. Nu var humøret helt i top så da jeg fik dagens sidste fisk på lidt over 4 kilo kunne jeg næsten gå på vandet. Alle planer om at tage hjem blev droppet og jeg tog på vandet igen næste dag og samme lille område som dagen før gav fisk blev sejlet igennem på kryds og tværs, da dagen var omme havde 3 fine fisk været en tur oppe og vende i båden 4,7 kilo 5,5 kilo 6,2 kilo.

Alt i alt en god afslutning på en uge sandart fiskeri må man sige!

Tradera

Stor flynder til Allan Zeuthen

Allan Zeuthen er kendt som lidt af en fisketosse, og selvfølgelig frisk nok til at hoppe i vandet med sin fisk, så han kan få et unikt foto! FISK & FRI’S skribent Allan Zeuthen havde været på fisketur med den svenske Per Ola Jonasson i Nordnorge. Gutterne fangede en håndfuld flotte helleflyndere med den største på lige over to meter og ca. 100 kilo. Fisken gav en kæmpe fight og blev sluppet fri efter den var blevet mærket og Allan havde hoppet en tur i vandet for at få taget et foto.

Se Per Ola’s hjemmeside her. www.fish4u.se

Fisken blev taget under testfiskeri med Savage Gears nye Herring Cutbait, som er en del af deres 2010 saltvandserie.

Tradera

Kinetic får ny hjemmeside

FAIRPOINT OUTDOORS er netop kommet med en ny hjemmeside som fremviser grej fra mærker som Kinetic, Viva, Hardy, Greys, Rio, Fishpond.

På hjemmesiden finder man udstyr til alle former for fiskeri hvad enten man er til hav sø eller å fiskeri, og der er detalje billeder og gennemgang af alle de nye produktlinjer som hører under Kinetic som fx Nanospeed, Godspeed, Waterspeed, Devilfish og Angelfish. Det hele er krydret med flotte billeder taget af Fairpoints testfiskere.

Se hjemmesiden her.

Tradera