Hektisk geddefiskeri

Henning Bomberg med resultatet af hans jerkbaitanstrengelser; en flot brakvandsgedde på 7,5 kilo. 16.11.09 – GEDDEFISKERIET er i højeste gear, og da ikke mindst i mange af de brakke vande rundt om i landet. Jagt og Fiskerimagasinet arrangerede i den forgangne uge et fiskekursus, hvor jerkbaitfiskeri efter gedder i brakvand var hovedtemaet, og i den forbindelse blev der fanget en række fine gedder. Kurset var sponsoreret af Savage Gear, og Mads Grosell var med for at udøse af hans mangeårige erfaringer med at fiske gedder på jerkbaits.

Største fisk blev fanget af Henning Bomberg – en stærk og hårdt fightende fisk på 7,5 kilo. Du kan læse mere om turen og se flere billeder på www.savage-gear.com.

Er du allerede godt i gang med det hektiske jerkbaitfiskeri, eller påtænker du at begynde, så er der masser af inspiration at hente i Fisk & Fri’s online artikelarkiv. Se fx her. Der er også er favorabelt abonnementstilbud lydende på 10 numre af Fisk & Fri og et jerkbaitsæt for 999,- Se abonnementstilbuddet her.

Friluftsland

2½ laks på én dag

Jens Winther med den største af hans 2½ fisk fra dagens fiskeri ved Lagan.

Denne laks tog ikke blot Jens Winthers rørflue men også en svensk medfiskers – på én og samme tid. Historien var så usædvanlig at den endte i den svenske presse. 14.11.09 – FRA LASSE WINTHER har vi fået en noget kuriøs beretning. Han fortæller, at han gerne vil lykønske hans far (Jens Winther) med at have fanget ikke mindre end 2½ laks på deres årlige fisketur til Lagan i Sverige, hvoraf hans største vejede 11,35 kilo.

– Jens plejer ellers at have ry for at være en smule uheldig, hvad angår landing af laks, men i år gav han os alle baghjul med hans 2½ laks, fortæller Lasse. Nu studser I måske over den halve laks, men Jens formåede at fange en hanlaks på knap fem kilo sammen med en svensk sportsfisker. Ikke alene havde de kroget den samme fisk, men begges fluer sad perfekt placeret i hver sin side af laksens mundvig. Fangsten var så unik, at der dagen efter var en helsidesannonce i avisen, der beretter om den mystiske fangst. Endvidere overhørte jeg ved en tilfældighed den lokale grejpusher, Stefan, udtale, at dette fænomen aldrig tidligere havde fundet sted ved Laganelven.

– Desværre mistede min far laksen, da de efterfølgende slog plat eller krone om den, men jeg er fortrøstningsfuld ved tanken om, at halvdelen af fryseren allerede er proppet med laks, så jeg tror ikke mine forældre kommer til at savne smagen af fisk lige med det første, slutter Lasse denne utrolige historie.

Friluftsland

Fluefiskedrømme

Fluefiskedrømme – i Lapland er den velrenommerede lystfiskerskribent og fotograf Steen Larsen’s nyeste film. 13.11.09 – VINTEREN sniger sig ind på os, og længst mod nord – i de smukke laplandske fjelde – er dagene korte og nætterne kulsorte. Sommerens og efterårets fjeldfiskeri er bag os, men derfor kan man jo godt se fremad. Og det kan man meget passende gøre i selskab med Steen Larsen, der d.1.december udsender hans nyeste film; Fluefiskedrømme – I Lapland. Filmen følger Steen Larsen og Michael G. Olsen på en tre ugers fiskerejse til det nordligste Sverige (Bl.a. Rajamaa, Muinio og Kengis Bruk), hvor de oplever et spændende fiskeri efter rødding, stalling og ikke mindst laks i en underfundig og smuk natur.

Filmen er 90minutter lang, distribueres igennem F.B.J. Sport, udkommer som tidligere nævnt d.1 december og den vejledende udsalgspris er 199,-

Se traileren her.

Yderligere informationer kan fås på www.steenlarsenfilm.dk

Friluftsland

Thailandske monsterfisk

Thomas Munksgaard med en stribe flotte rovfisk fra Monster Lake nær Bangkok. Fra øverste venstre hjøne og med uret er det en alligator gar, en barramundi, en red tail catfish og en snakehead.

Thomas med en fantastisk arapaima som krøllede hans medbragte Kinetic spinnestang fuldstændig sammen. 12.11.10 – SOM STEEN ULNITS i sin tid noterede, så er Thailand andet og mere end sex og sailfish. Thomas Munksgaard fra desejefiskere.dk aflagde for nyligt besøg ved Barramundi- og Monster Lake nær Bangkok i Thailand, og han beviste rigtig nok, at Thailand udover ovennævnte også byder på et fiskeri efter usædvanlige ferskvandsrovfisk. Thomas og kammeraten havde blot nogle enkelte dages fiskeri, men det var ikke småting de to fiskere nåede at fange. Søerne viste sig at rumme et sandt væld af forskellige ferskvandsarter, som er importeret fra fjerntliggende vande i blandt andet Mellem- og Sydamerika samt Australien, og de gik velvilligt til agnene.

De to fiskere fangede utallige forskellige arter såsom barramundi, alligator gar, arapaima, snakeheads, redtail catfish og pacuer. Fiskene blev primært fanget på levende og død agn, men de to kammerater fandt også ud af, at jerk baits til hjemligt fiskeri var giftige til søernes drabelige rovfisk.

Fiskeriet efter de Thailandske super-rovfisk var dog ikke helt nok for hverken Thomas eller kammeraten. De fløj rask videre til Christmas Islands, hvor store giant trevally, tun, hajer, wahoo og sejlfisk skulle udfordres med tungt spinnegrej og poppere. Et hæsblæsende fiskeri var i vente, og det kan du læse om i december-nummeret af Fisk & Fri.

Friluftsland

Dumpning af fisk

EU har endelig besluttet sig for at gøre noget ved dumpningen af fisk i europæisk farvand. 11.11.09 – FRA NORDISK RÅD og Nordisk Ministerråd lyder det, at EU vil implementere en ny fiskeripolitik, der skal komme det omfattende problem med dumpning af fisk til livs. Erhvervsfiskere dumper årligt enorme mængder af fisk – og ofte overlever den uønskede fangst ikke den hårde behandling.

– Dumpning er forkasteligt både ud fra et etisk og miljø- og bestandsmæssigt perspektiv, understreger Nordisk Råds Miljø- og Naturresurseudvalg, men det er ikke det eneste problem, som fiskebestandene i de europæiske vande står over for. EU-kommissionen erkender, at den nuværende fiskeripolitik er en fiasko. Ud over dumpning af fisk er erhvervsfiskeriet blandt andet præget af dårligt økonomisk afkast og overdimensionerede fiskerflåder, og herudover kan tilføjes at ikke alle fiskekvoter er lige hensigtsmæssige.

Nordisk Råds parlamentarikere har flere gange opfordret de nordiske regeringer til aktivt at deltage i revideringen af EU’s fiskeripolitik. Nordisk Ministerråd, som er regeringernes samarbejdsorgan, har blandt andet arrangeret konferencer med EU-deltagelse og udarbejder nu en oversigt over vellykkede nordiske fiskeriløsninger, som EU kan gøre brug af. Det er meningen at Sveriges jord- og skovbrugsminister Eskil Erlandsson, som er formand for EU’s ministerråd, skal præsentere oversigten ved EU’s fiskeriministermøde i november.

Friluftsland

Bundhugget.dk

Fladså Sportsfiskerforening har en stabil medlemsskare, fine faciliteter og fiskevande – og nu også en helt ny hjemmeside. 10.11.09 – FLADSÅ SPORTSFISKERFORENING, der holder til huse i den sydlige del af Sjælland og har fiskerettigheder til Fladsåen, Even Å og Tystrup Bavelse Sø har netop fået sig en ny flot hjemmeside. På hjemmesiden kan du blive meget klogere på hvilken forening Fladså Sportsfiskerforening egentlig er, her er en lang række artikler, flere gallerier, et hav af fangstrapporter, et forum og et brugtmarked.

Hjemmesiden har fået det fængende navn bundhugget.dk, og du kan finde siden her.

Friluftsland

Messe i lystfiskeriets tegn

Både i Bella 2010 byder på et væld af interessante aktivtiteter og stande for os lystfiskere. D.27. FEBRUAR – 7. marts 2010 afholdes messen Både i Bella, og i år er der for alvor noget at komme efter for os lystfiskere. DM Open i Fluekast vil blive afholdt i Bella – et arrangement der afvikles af Danmarks Sportsfisker Forbund, Federation of Fly Fisher Denmark og Copenhagen Fly Casting Club, og som byder på hård dyst mellem Danmarks skrappeste fluekastere.

DM i fluekast er dog kun én ud af flere events, som løber af stablen under titlen Fiskeri & Grej. En hel udstillingshal tilegnes yderligere konkurrencer, udstillinger, events og foredrag, og her vil der være lagt op til mange aktiviteter i en god atmosfære.

Fisk & Fri vil være repræsenteret med en spændende stand, Per Sjøstrøm fra Hotelpension Verona, Bornholm vil være til stede med sin toptunede trollingbåd, og herudover vil der være masser af grejbutikker til stede, så man vil have mulighed for at gøre en god handel.

På programmet er allerede:

Demo-opvisning v. Allan Bloch, Guideline Foredrag/demo-opvisning om fiskeri fra Kajak v. Bjarne Poulsen fra Kajakfisker.dk Foredrag/demo-opvisning om havørredfiskeri fra båd v. Thomas Hansen, kendt fra bl.a. Havørredens Hemmeligheder Foredrag/demo-opvisning om geddefiskeri fra båd v. Christian"Jokeren" Møller fra Savage Gear Foredrag/demo-opvisning om fiskeri fra båd v. Mads Grosell, Savage Gear. Foredrag om Big Game Fluefiskeri af Gordon P. Henriksen

Friluftsland

Succesrig norsk auktion

The North Atlantic Salmon Fund arbejder på at redde de nordatlantiske stammer af vildlaks. 07.11.09 – D.22 OKTOBER afholdt Stiftelsen Nordatlantisk Villaksfond Norge (NASF Norge) sin femte årlige auktion for at generere penge til præserveringen af den norske vildlaks. Omtrent 90 personer var mødt op, og de bød vellystigt på fiskekort til forskellige elvstræk, beklædning, fiskeudstyr og kunst.

Auktionen var meget vellykket, og højdepunktet var da to dages fiskeri i Alta stillet til rådighed af Alta Laksefiskeri indbragte 150.000kr. En uges fiskeri i Argentina efter havørreder gik for 43.000kr mens tre døgns fiskeri i Frøsethølen i Gaula og tre dages fiskeri i Osen i Sunnfjord indbragte henholdsvis 41.000kr og 34.000kr.

Pål Klouman, leder i NASF Norge, understregede i sin takketale til alle bidragsyderne, at fiskeriet i 2009 har vist at den norske vildlaks endnu er stærkt truet og må hjælpes. Bidragene fra auktionen er derfor en kærkommen håndsrækning.

Friluftsland

Bind med Go-Fishing

I november kan du binde gratis med, når Go-Fishing får besøg af en række prominente fluebindere. 06.11.09 – GO-FISHING er som bekendt flyttet til nye lokaler på Dalumvej 67 i Odense, og den nye butik indbyder til nye spændende arrangementer. I hele november kan man binde med, når forskellige fluebindingsprofiler binder deres favouritfluer og deler rundhåndet ud af deres erfaringer som fluebindere.

Alle materialerne og alt værktøjet er til rådighed, og sidst men ikke mindst er det helt gratis at deltage. Der er kun plads til fem fluebindere ved bordet, men systemet er så, at der bindes 1-3 mønstre, hvorefter man starter forfra med et hold nye fluebindere. Tilmelding er ikke nødvendig, bare mød op.

Fluebindingsseancerne løber fra kl.9:30-13:00, og programmet ser således ud:

LØRDAG 7. November.

Jesper Petersen. KREATIVE KYSTFLUER.

LØRDAG 14. November.

Michael Andersen. CDC REJER.

LØRDAG 21. November.

Bo Hermansen. MODERNE TØRFLUER.

LØRDAG 28. November.

Jens Staal: CZECH NYMFER.

Du kan læse mere om de enkelte fluebindingsseancer her.

Friluftsland