jan 21, 2013 | Nyheder
Vi har fået en lidt sen fangstrapport ind fra Mikkel Schou fra Brøndby Strand. Fangsten er godt nok fra sidste år, men det er rart at have noget at varme sig på i dette vintervejr. Her følger Mikkels beretning.

– Jeg havde en fridag fra job, og St.Vejle Å virkede som et god ide, da der nok ikke ville være så mange mennesker. Jeg ankom tidligt med agnspanden, stænger og en god fornemmelse i maven.
Jeg var første mand på pletten og ville lige prøve dybden af, mens jeg ventede på min gamle fiskekammerat, Kenn. Og når nu flåddet alligevel var i vandet, kunne jeg lige så godt sætte en skalle på. Det var så småt begyndt at blive lyst, da jeg kastede fisken i karret og tænkte den nok skulle gå lidt dybere på grund af den høje vandstand, da flåddet pludselig gik under.
Modhugget faldt og jeg kunne mærke god vægt i den anden ende af linen. Fisken kæmpede bravt på det lette grej og var også en tur i sivene, inden den kom i nettet. Vægten viste 1850g. Ny pr. Desuden var det dagens første og største fisk. Godt man var tidligt oppe, slutter Mikkel og husker at takke den rare hundelufter sin hjalp med billedet.
jan 20, 2013 | Nyheder

Vi har fået en henvendelse fra Jens-Peter Hansen fra Præstø, som ligger inde med hele 21 årgange af Fisk & Fri som han gerne vil forære væk. Dette enestående tilbud vil vi selvfølgelig gerne viderebringe.
-Jeg har Fisk & Fri tilbage fra 1990 og frem til 2010. Dem vil jeg give væk til en der kan få gavn af dem. Jeg mangler desværre nr.7 i 1999 og nr.3 i 2003, men ellers er alle andre numre der. Der gælder først til møllen princippet og jag kan kontaktes på e-mail dori.jens@gmail.com Venlig hilsen, Jens-Peter Hansen, Præstø.
jan 17, 2013 | Nyheder
Den forgangne weekend stod det, hos eleverne på den svenske fiskeskole, Forshaga Akademin, på ismede efter gedder.

Rasmus Rannestam men hans flotte 118 centimeters gedde.
Der blev taget en del fine fisk, men især to skiller sig ud fra mængden. Den første store gedde blev landet af Rasmus Rannestam fra akademiet, en lang gedde på 118 centimeter. Desværre havde den ikke konditionen med sig og kunne ikke snige sig over de magiske ti kilo, men var dog kun 150 gram fra.

Kristoffer Hård viser sin tunge rekordfisk frem.Den anden store gedde kom derimod langt over "måler grænsen" og stoppede først vægten på 14,32 kilo.
Med den prægtige gedde er Kristoffer Hård nu den lykkelige indehaver af rekorden for den største gedde taget fra isen af en elev på skolen. Gedden var i øvrigt hele 120 centimeter lang!
Området omkring Forshaga i Värmland er kendt for sine store gedder og eleverne på skolen fanger hvert år mængder af 10+ gedder fra isen.
Stor tillykke til de unge og ihærdige lystfiskere.
Læs flere spændende nyheder fra Forshaga Akademin her
jan 15, 2013 | Nyheder
Fiskeriet på Øresund er i vintermånederne mest kendt for torskefiskeriet. Både drivfiskeriet eller decideret bulefiskeri kan til tider være utroligt givtigt.

Her er det en mindre lange fra en småbåd fanget søndag den 13.01.2013
Fiskeriet foregår hovedsageligt i det nordlige Øresund hvor torskene samler sig om vinteren. Fiskeriet i den første del af året har været godt uden at være prangende, men den seneste tid er der landet en del bonusfisk i form af langer.
På redaktionen har vi kendskab til op mod 10 fangede langer den seneste uges tid. Der er taget op til to stk. på en dag fra nogle af turbådene og flere af småbådene har også fået den sjældne Øresundsgæst i båden.
Der er ikke tale om kæmpe fisk, men op til 6.5kg har vi hørt om. Hvem ved måske der kan dyrkes et målrettet fiskeri med agn efter dem en dag!?
jan 15, 2013 | Nyheder
TURISTORGANISATIONER og virksomheder bliver mere og mere opmærksomme på hvor mange lystfiskere vi er i Danmark og hvor mange penge vi faktisk spenderer på vores hobby og lidenskab. Ja faktisk viser en undersøgelse fra Fødevareministeriet fra 2010 at der omsættes for over 2,8 milliarder i forbindelse med lystfiskeri i Danmark.

Club Øresundsbron byder på en masse information og tilbud til lystfiskere. Fx kan du lige nu spare op til 50% på færgebilleterne til Bornholm – også hvis du har trollingbåden på traileren.
Øresundsbron er en af dem der har fået øjnene op for dette og de har derfor valgt at gøre lidt ekstra for deres lystfiskende kunder. Og med de muligheder der findes for lystfiskere på Bornholm og i Sydsverige kan man jo sagtens forstå dem.
I deres Club Øresundsbron vil de løbende præsentere nye tilbud, der henvender sig direkte til lystfiskere. Lige nu kan du som medlem af Club Øresundsbron fx spare 50% på færgebilletten til Bornholm eller komme ud med en trollingbåd til halv pris. Så overvejer du en smuttur til Bornholm er det lige nu, du skal rykke. Der er også tilbud på sommerhusleje og kystguide. Se mere om de mange tilbud her: http://dk.oresundsbron.com
For at blive medlem af Club Øresundsbron skal du have BroPas – se mere på www.oresundsbron.com/Bropas
Derudover tilbyder Øresundsbron en gratis app fuld af tips til aktiviteter – heriblandt fiskeaktiviteter i Sydsverige og Bornholm. Se mere om app’en her eller find den i appstore.
http://dk.oresundsbron.com/page/917
Du kan også læse de mange brugertips på deres hjemmeside og der er yderligere mulighed for selv at lægge et fisketip ind hvis man kender en god fiskeplads eller et hyggeligt sted at bo. Se mere her: http://dk.oresundsbron.com/page/915#pane_icons/0/0//newest/1/37
Glæd jer i øvrigt til det kommende februar nummer af Fisk & Fri, hvor vi bringer en stor guide til havørredfiskeriet på den svenske sydkyst.
jan 14, 2013 | Nyheder
Målere og Lillebælt er ikke to ord man ofte høre i samme sætning. Derfor er det med glæde at vi kan bringe Lars Kristensen fra fluer.dk fangstrapport.

-Hvem ville tro at det kunne lade sig gøre. Lillebælt har længe været undgået når der skulle fiskes fra båd og personligt må jeg indrømme at det er 5 år siden sidst, men efter at have fået nogle lovende meldinger fra min skipper Jakob, der dagen forinden havde fået fisk op til fem kilo, beslutter jeg mig for at tage med ham ud om søndagen.
-Et par timers tid inde i fiskedagen er status kun 2 torsk i boksen på ca. 65 cm. Ikke prangende, men vi klør på og fisker videre i håbet om bedre. Pludselig bliver pirken stående stiv som et bundbid.
Øv tænker jeg og strammer bræmsen for at springe min tynde 0,18 fletline, så jeg kan fiske videre med en ny pirk. Jeg rykker og rykker og pludselig begynder det jeg tror er en sten at bevæge sig. Først tænker jeg at det er strømmen, der får båden til at drive og derfor trak line af, men snart mærker jeg de seriøse udløb og tunge træk fra fisken.
Efter ca. 10 til 15 minutter kommer fisken mod båden og der kan vi se at den er stor. Vi får bakset den flotte fisk i båden fedt! En måler i båden på Lillebælt -en oplevelse for livet, slutter Lars og tilføjer at en anden båd ligeledes havde haft godt fiskeri og to fisk på ca. 5 kg og en på 8,5 i båden.
jan 11, 2013 | Nyheder
Frederik Schramm fra Fredensborg var i årets første weekend en tur på Esrum sø, for at fange nogle gedder. Selvom weekenden startede dårligt endte den godt. Her følger Frederiks beretning.

-Endelig så weekendens vejrudsigt god ud. Om lørdagen stod dagen i trollingens tegn. Vi skulle fange havørred, men inden vi var kommet ud af havneindløbet, gik trollingturen i vasken, da den ene af vores to motorer smed benzin. ØV, op med båden igen og til service.
Om søndagen sadlede vi om og tiden skulle bruges på Esrum Sø’s gedder sammen med min gode ven, Mikkel. Vi sejlede ud i havblik og satte stængerne med en masse gummiagn for enden.
Der skulle gå 1 time før en stor banan viste sig på loddet. Mikkel var hurtig til at sænke bundstængerne yderligere nogle meter, og 5 sekunder efter var der fast fisk. Jeg var hurtig over stangen og kunne mærke det var en bedre fisk, som gik tungt og dybt.
Efter 5 min med god flex på klingen, kunne Mikkel nette en flot gedde. Den kom i slyngen og efter foto blev en flot vindergedde på 9,1 kg og 101 cm genudsat, slutter Frederik.
Selvom trollingturen var en fiasko er det dejligt når årets første geddetur er en succes, og med gedde i den kaliber tegner 2013 godt for Frederik. De to fiskere fik yderligere fem gedder i båden, op til 5,7 kg.
jan 10, 2013 | Nyheder

Alex Pedersen fra Thorsø var den 5. januar en tur i Lystrup Bæk Put and Take for at se om det lune vejr havde fået ørrederne på finnerne. Og dem må man sige det havde.
Alex og hans makker Søren fangede fint med fisk bl.a. en flot guldørred. Her følger Alex beretning.
– Forventningsfulde til årets første fisketur, tog Søren og jeg afsted til Lystrup. Efter godt 20 minutters fiskeri spottede jeg en guldørred, som straks jagtede min flue og inhalerede den. Den kæmpede en brav kamp, men måtte til sidst give op og komme på land.
Det kan godt være guldørreder mange gange kan fremstå som nogle utrolig grimme fisk, men jeg har aldrig set magen til skønhed. En rigtig hanfisk i skarpe farver med en flot kæbekrog.
Vi fik efterfølgende flere fisk på land, og en herlig start på 2013, slutter Alex og tilføjer at hvis det bare forsætter ligeså godt, bliver 2013 fantastisk!
jan 8, 2013 | Nyheder

FISKEPIGERNE har igennem fem år været en populær underside på www.fiskogfri.dk – men alting har sin tid.
Vores mesterfotograf Olivier Portrat har trappet lidt op på fiskeret – og lidt ned på fiskepigerne, hvilket betyder at han ikke fremover vil være leveringsdygtig i samme antal underskønne fiskebabes.
Vi har derfor valgt at sætte fiskepigerne på vågeblus, og vi siger dermed farvel og tak med billedet af vores første fiskepige fra december 2007.