FORÅRSJÆVNDØGN: RED ISEFJORD TÆNDER BAVNERNE FOR FJORDEN

Ved forårsjævndøgn den 20. marts 2026 vil bål lyse op langs hele Isefjord og Roskilde Fjord. Inspireret af middelalderens varslingsbål tænder foreningen Red Isefjord sammen med borgere, foreninger og skoler en lang række bavner fra Nykøbing til Holbæk og Hornsherred til Roskilde – som et stærkt, fælles signal om, at vores fjorde er i fare.

For 1.000 år siden advarede bavnerne kystsamfundene mod fjender udefra. I dag er er det selve fjorden som er i nød: Iltsvind, døde bundområder, forurening og en dramatisk tilbagegang i livet i fjorden.

Forårsjævndøgnet er valgt som tidspunkt, fordi det symboliserer balance og fornyelse – netop det, fjorden har brug for. Bålene tændes samtidigt præcis kl. 19:00 og danner et sammenhængende, visuelt opråb langs fjordene. Omkring hvert bål samles lokalsamfundene til korte taler, musik, fællessang og fortællinger om fjordens historie, nutid og fremtid. Arrangementerne er åbne for alle, og Red Isefjord håber, at både borgere og politikere vil deltage – fysisk eller ved at følge kampagnen online.

Initiativet er støttet af Foreningen Roskilde Festival.

Praktisk info om forårsjævndøgn ved fjordene:

  • Dato og tid: 20. marts 2026 kl. 19:00
  • Sted: Flere end 20 bålsteder rundt om Isefjorden.
  • Se bavnekortet på redisefjord.dk

 

Geddefeber
drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: PR-HAVØRRED NAKKER D360 V2

Der bliver mere og mindre is og med vestenvinden også flere og flere fiskbare kystpladser. En af dem, der har været ude i weekenden med succes er Mathias Bonde Nielsen:

– Efter en del nulture over vinteren landede jeg endelig min første overspringer på lidt over 60 cm, fortæller han. – Jeg startede med at fiske sidste sommer og har siden fanget to havørreder – den første i december, men i dag kom forløsningen. Alle de kolde vintertimer, kilometer i vandet og frosne fingre var pludselig det hele værd.

– Inden for 10-12 kast mistede jeg både en stor og en mindre fisk, så nerverne sad uden på tøjet, da den store huggede. Heldigvis lykkedes det, og følelsen bagefter var ren eufori. Efter fangsten mistede jeg endnu en fisk, men kunne gå stolt og glad hjem – en 60’er og tre mistede.

– Da det var min første overspringer, valgte jeg at genudsætte den som tak for kampen. Det har uden tvivl været min vildeste dag som lystfisker. Nu glæder jeg mig til forårets fiskeri. Til jer, der stadig jagter den første havørred eller overspringer: Bliv ved – den skal nok komme. Fisken blev fanget sammen med mine 2 makkere fra HØK – Havørredklubben, og den huggede – på trods af virkelig meget ålegræs i vandet mit Westin D360 blink på 12 gram i farven headlight, og den leverede et brag af en fight.

Havørreden, som er Mathias nye PR, deltager på i Westin Cup 2026 og i vores fiskedrømmerejselodtrækning om en GT-Getaway tur for to til en værdi af over 33.000 sponsoreret af iFish Travel.

 

Hvidovre Sport

 

Westin D360

Westin D360

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: EN FLOT PR-KYSTHAVØRRED EFTER ISEN BRØD

I takt med forårets hastige kommen bliver vandet mere og mere flydende, og næsten hver time åbner nye pladser langs vores kyster. En af dem, der har været hurtigt på pletten, er Julie Skiveren Andersen.

– Det var forleden endelig blevet isfrit ved kysten, så nu var det tid til at komme afsted på årets første havørred tur, fortæller hun. – Jeg pakkede grejet og hoppede på cyklen til mit lokale spot. Forventningerne var ikke de største, for formålet var egentlig bare at komme afsted, men der midt i stilheden kom der pludselig et hug, som satte gang i adrenalinen. Efter en kort fight landede fisken i nettet og det blev til en ny PR for mig på 59cm. Så blev min sæson skudt godt i gang! Fisken huggede på en orange Seeker på 18g, og den blev fanget ved Frederikshavn, slutter hun.

Den fine kystberetning deltager både i Westin Cup 2026, hvor vi nu er i gang med marts heatet – samt vores helårlige fiskedrømmerejse, hvor vi til januar trækker lod om den vildeste GT-Getaway tur til Egypten for to sponsoretet af iFish Travel.

 

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: GODE LAKSETROLLINGUDSIGTER VED BORNHOLM

Som du kunne læse på fiskogfri.dk i går er der et rigtig godt laksetrollingfiskeri ved Bornholm lige nu, selvom vandet kun er omkring 1,5 grader. En af dem, der var ude i weekenden var Anders Schou Jensen.

– Jeg fisker normalt med Poul Stadler, men han kunne ikke komme med forleden, så jeg tog ud alene, fortæller han. – Jeg tog ud fra Arnager og startede med at fiske på nordkanten af Bakkerne cirka 20 kilometer ude. På et stort, blankt blink fik jeg et fantastisk hug i overfladen, og det blev ikke mindre underholdende af, at autopiloten ikke virkede… Men – efter en super fight kunne jeg lande en smuk, dyb og massiv 105 centimeters vildlaks, som straks røg retur. Ud over den store fisk fik jeg også en 3-4 kilos laks 60 fod nede på den stive samt en enkelte mindre mere i overfladen, slutter han.

Fisken deltager i både Westin Cup 2026 og lodtrækningen om vores nye fiskedrømmerejse sponsoreret af iFish Travel.

Laksen på fotoet ovenfor er et gammelt billede fra Anders´s fotoarkiv, da han på denne tur var alene og satte alle fisk ud forsigtigt med det samme – uden at tage fotos.

 

Geddefeber

 

 

Det er lakseblink med farver som dette, der giver mange gode hug i ov erfalden lige nu siger Anders Schou Jensen,

– Det er lakseblink med farver som dette, der giver mange gode hug i overfladen lige nu siger Anders Schou Jensen.

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: NIDOBBELT LAKSEHUG VED LAKSETROLLING PÅ BORNHOLM

Et gammelt mundheld går, at når det har været en kold vinter i den nordlige Østersø, så bliver det et godt laksetrollingår ved Bornholm. Og meget tyder på, at det holder stik:

– Vækkeuret ringede klokken seks, fortæller Thobias og Jesper Larsen fra Team Kok. – Kaffen blev lavet, og som altid inden vi sejler ud af havnen, skal man lige have en sevablødda. Da klokken blev 06.45, smed vi fortøjninger og satte kursen ned mod området ”Bakkerne”, som vi havde fået anbefalet af nogle lokale trollingfiskere på Bornholm. Der gik en times sejlads, mens vi nød solopgangen over solskinsøen med en kop kaffe, og vi tænkte, at det nok skulle blive en god dag, hvis vi bare fik to fisk i båden. Da vi ankom til Bakkerne, stoppede vi cirka 1.8 sømil fra waypointet, som vi havde fået. Alle stængerne blev sat, og jeg fik mig lige en sevablødda mere, efter at grejet var sat, for ellers fanger vi ikke nogle fisk. 

– Vi så fint med fødefisk på skærmen det første stykke tid, og en times tid efter, at vi havde sat grejet, kunne vi se noget, der lignede en laksebue på ekkoloddet i 90 fod. 30 sekunder efter huggede den på downriggeren. Vi stod med et kæmpesmil på begge to, og derefter så gik det bare stærkt. Pludselig udløsete downriggeren i styrbords side i 90 fod, så udløste dipsy´en i styrbord, og derefter var der hug på to overfladestænger, så vi kunne slet ikke få armene ned. Men for at det ikke skulle være løgn, så kom der endnu mere kaos på, da der lige huggede en fisk mere på en af dipsy´erne. Og – inden vi så os om, kom der to mere på riggen i 70 og 30 fod, mens de to overfladestænger tog udløb. Eller sagt på en anden måde – lige pludselig stod vi så med et 9-dobbelt hug. 

 

Kludder var der mere end rigeligt aF under det nidobbelte laksehug på trollingstængerne.

Kludder var der mere end rigeligt aF under det nidobbelte laksehug på trollingstængerne.

 

– Man kan vist roligt sige, at vi lige skulle finde os selv i vivarret. Vi rev alt andet grej ind, så vi var klar til at få det bedste ud af det hele. Noget tid efter lykkedes det os at få de første to laks ind, hvor vi fik dem afkroget og sat ud igen, da de havde fedtfinne. Som du kan se nedenfor havde de lavet megakludder i nogle af linerne. Derefter fik vi så tre vildlaks mere op og vende i båden, som også blev afkroget og genudsat. Herefter stod vi så med de sidste to laks ude i 150-200 fod, og kunne se, at der stadig var fem liner i vandet, hvilket endte med det største linekludder, jeg nogensinde har set.

– Vi fik linekludderet kørt ind til båden, og prøvede at vikle det ud, men kunne se, at det nok ville blive umuligt, så jeg begyndte at trække linerne ind med hånden, hvilket gjorde ret ondt i mine fingre. Undervejs skar mig et par steder i hånden. Men op det skulle de sgu, så jeg fik kæmpet mig igennem de 100 fod til den første laks, som blev afkroget fint og genudsat. Nu var der lys for enden af tunnellen, da der kun manglede cirka 80 fod. Jeg fik til sidst trukket linen op, og det viste sig, at den sidste fisk i vores 9 dobbelte hug, hvor kun to blev mistet, var en vild 10+, som også bliver afkroget og genudsendt.

– Efter det hektiske nidobbelte hug, tog det dog også 2,5 time, før vi var helt færdig med at klippe liner og få sat grejet på igen efter den enorme gang kludder. Men – det kunne godt svare sig, for vi fik faktisk yderligere fire laks mere i båden i løbet af dagen. Det var en god start på laksesæsonen, slutter de to gæve trollingfiskere, der både deltager i Westin Cup 2026 og drømmerejselodtrækningen om en GT-Getaway tur til Egypten sponsoreret af iFish Travel.

Har du fået blot på tanden til en trollingtur til Bornholm, så læs om Trollingtræf Bornholm 2026 her.

 

Hvidovre Sport

drømmerejse iFish Travel

WESTIN CUP 2026: FORÅR – MILDE VINDE OG BEDRE FORHOLD TIL KYSTØRRED

Så er det endelig forår! Oven på en meget lang periode med iskold og hård østenvind, der har lukket en meget stor del af de bedste danske østvendte kystpladser, har den mildere vind fra vest- og sydlige retninger givet smagen af forår – og en del fine kystørreder. En af dem, der har nydt de bedre betingelser derude er Søren Blom:

– Forleden var jeg på Stevns, hvor jeg fik en fin overspringer på 64 centimeter, der vejede 2,77 kg, fortæller han. Den smukke fisk huggede på en 20 grams Ölandswobler i orange/sølv i sydvesten vind med lav vandstand. Havørreden leverede en god fight, tog udløb flere gange, men måtte til sidst give op.

– Den fine fangst blev behørigt fejret med en god ørredmad på ristet surdejsbrød med urter og lime på guaccomole, slutter han.

Fisken deltager både i Westin Cup 2026 sponsoreret af Westin – samt vores store drømmerejse konkurrence, hvor alle indsendt fangstrapporter deltager i lodtrækning om en GT-Getaway tur til Egypten for to. Læs mere om Fisk & Fris drømmerejsekonkurrence sponsoreret af iFish travel her.

 

Tradera

 

 

Søren Blom har fået flere andre fine havørreder på det sidste - blandt andet denne.

Søren Blom har fået flere andre fine havørreder på det sidste – blandt andet denne.

drømmerejse iFish Travel

BRUTALE BULLTROUTS I BRITISH COLUMBIA

Lettere mirakuløst lykkedes det at lande denne tandbesatte, gamle kriger af en bull trout på en fjerlet tørfluestang og et spinkelt 0,18 mm forfang.

Bjergfloderne i det østlige hjørne af den Canadiske delstat British Columbia huser en hårdtfightende og voldsom rovfisk, som kun de færreste kender til. Den er disse afsidesliggende egnes ukronede konge, og i dens nærvær kan ingen anden fisk i princippet vide sig sikker. Følg med til Fairmont Hot Springs, hvor jagten på BC’s brutale bull trout går ind.

 

AF RASMUS OVESEN

 

JEG HAR EFTERHÅNDEN rejst en del rundt i British Columbia med fluefiskeri for øje og har sat en ære i at udforske egne som ikke er udsat for et fiskepres af nævneværdig karakter – og dem er der mange af. Undervejs er jeg til stadighed blevet overrasket over, hvor varieret og spændende et fiskeri netop denne canadiske delstat byder på. Og for hvert nyt – tilsyneladende uberørte og oversete – fiskevand jeg på egen hånd er faldet over, er jeg af lokale fiskere og guides blevet indviet i et utal af lignende vande, hvor fiskene om muligt er endnu større og vildere. Ikke blot naturen i British Columbia er overvældende – det er fiskemulighederne så sandelig også.

Min måde at håndtere denne på mange måder stressfremkaldende mængde tillokkende fiskevande, er at reducere summen af valg, ved simpelthen at målrette mit fiskeri de arter, som er særegne for de egne, jeg fisker i. Denne tilgang harmonerer samtidig meget fint med min almene besættelse af at tilføje nye arter til min liste over fluefangede fisk.

 

Bull trout’en er udrydningstruet iflere stater, så det giver god mening at genudsætte dem.

Bull trout’en er udrydningstruet i flere stater, så det giver god mening at genudsætte dem.

 

Geddefeber

 

Efter bull trout i British Columbia

På en tidligere rejse til det østlige hjørne af British Columbia møder jeg Stephane Gallant; en forhenværende guide i Fairmont Hot Springs området, hvis hjerte banker for et helt specielt fiskeri efter en stor, sky og svært tilgængelig fisk, som kun de færreste kender til: bull trout’en – eller på dansk tyreørreden. Det er en fisk, som er den ukronede konge over disse fjernt beliggende og kuperede egnes floder – en fisk, som er lige så berygtet for sin glubskhed, størrelse og styrke, som den er for at være flygtig og undvigende.

Dengang tog Stephane mig med op i bjergene, hvor vi fangede utallige hjerteskærende smukke kildeørreder på græshoppeimitationer i en lille klarvandet bjergstrøm, men jeg glemte aldrig hans fortællinger om bull trout fiskeriet i området. Da jeg i 2008 er i British Columbia igen, tager jeg derfor kontakt til Stephane for at høre, om ikke han har tid og lyst til at tage mig med på noget bull trout fiskeri. Han understreger, at det ikke er nemt, men til mit store held takker han ja.

Afsted efter bull trouts

En tidlig morgen i slutningen af august mødes jeg med Stephane i Fairmont Hot Springs, og sammen kører vi små 30 kilometer op i de træklædte bjerge ad små, snørklede og støvende grusveje. Efter længere tids kørsel, og en længere søgen efter et afmærket træ – et grantræ i vejsiden hvis indhuggede kryds efterhånden er dækket af træsafter, harpiks og ny bark – er vi endelig ved den plads, vi skal affiske. Floden kan kun lige akkurat skimtes igennem træerne langt nede, og der kan ikke være mange, som kender til denne plads.

 

Den ene dybe, smaragdblå poolafløser den anden i de smukke bjergfloder i Fairmont Hot Springs området.

Den ene dybe, smaragdblå pool afløser den anden i de smukke bjergfloder i Fairmont Hot Springs området.

 

Der er en særdeles stejl nedstigning foran os, inden vi indfinder os ved den første store pool; et stort sving på floden med dybt og ginklart vand iscenesat af bregnevækst, udhængende træer og en høj, eroderet skråning. Som vi står nede ved vandet og sceneriet udfolder sig for mine øjne i sin helhed, må jeg give Stephane ret i, at her er akkurat lige så smukt, som han med stor lidenskab og vidtløftige vendinger har fastholdt på vejen herop i bilen.

Egentlig er floden heroppe mest kendt for sit fine cutthroat ørred fiskeri, men der er også en bestand af stationære bull trout, og i sensommeren og efteråret trækker yderligere mængder af bull trout op i floden for at gyde. De udvikler et magisk orange skær, betagende lilla og lyserøde pletter, og finneflankerne markeres af iøjnefaldende hvide aftegninger. Vi spejder forgæves efter fiskene, men har ikke held med at spotte nogen. I stedet vælger vi at affiske poolen og hele strækket opefter med det lette fluegrej, som vi også har medbragt; #4 stænger, spinkle forfang og små tørfluer. Cutthroat ørrederne hugger velvilligt på vores tørfluer, og i løbet af et par timer har vi begge haft adskillige smukt aftegnede cutthroat ørreder inde og vende.

Cutthroat trout i stedet for en bull trout

Dagen er i det store og hele reddet, men jeg har endnu ikke helt opgivet tanken om at fange en bulltrout. Som vi følges ad yderligere opstrøms fryser Stephane pludseligt og peger med udstrakt arm og et stift blik på vandet ovenover. I hovedstrømmen umiddelbart op – strøms og på relativt lavt vand, ser jeg, hvad Stephane har øjnet: en fisk af betragtelig størrelse af – sløret kun af de hvide flanker langs finnerne og en svag antydning af orange. Fisken nærmest sidder på bunden af floden.

Jeg forsøger at fiske en streamer henover fisken, men det hele ender med, at den flygter og søger læ i en dyb pool længere oppe ad floden. Kort efter begiver vi os tilbage mod bilen og er egentligt indstillede på at stoppe fiskeriet. Vi vil dog lige give den store pool, umiddelbart under det sted hvor bilen holder parkeret, et sidste forsøg. Her får jeg øje på noget stort umiddelbart neden for os – en bull trout i gydedragt, der trods sine farvestrålende flanker er forbavsende godt kamoufleret på bunden, og som kun indimellem – når flodens forræderiske overfladefilm tillader det – er synlig. Stephane – snarrådig som han er – får hurtigt sat en streamer på samt et par splithagl op af forfanget. Han kaster et stykke opstrøms fisken, og giver fluen behørig tid til at synke inden han påbegynder indtrækningen.

 

De stationære bull trouts,er ganske diskrete i deres farvetoning. Men selv en bull trout i gydedragt kan være vanskelig at få øje på, og som oftest er det udelukkende fiskens kridhvide finneflanker, der afslører fisken.

De stationære bull trouts, er ganske diskrete i deres farvetoning. Men selv en bull trout i gydedragt kan være vanskelig at få øje på, og som oftest er det udelukkende fiskens kridhvide finneflanker, der afslører fisken.

 

Linen stopper brat ude i strømmen, Stephane strammer op og kan nu mærke nogle særdeles solide hug i stangen. Vi er begge sikre på, at han har kroget den store fisk i dybet, men da han får fightet fisken til overfladen, viser det sig, at han har fejlkroget en cutthroat ørred på omkring 36 centimeter.

Skuffelsen når dog ikke at manifestere sig, for netop som cutthroat ørreden bryder overfladen, ser vi en voldsom orange side slå umiddelbart under den fejlkrogede fisk. Bull trout’en i dybet rører på sig, og vi ser måbende til, mens den i flere gange angriber den panikslagne cutthroat ørred, som nu befinder sig i en særdeles prækær situation. Gang på gang forsøger den at flygte fra standpladsen nær vores bred, og gang på gang bliver den angrebet af den agiterede bull trout, som tydeligvis ikke sætter pris på alt postyret i dens private pool. I mellemtiden har jeg fået bundet en ny flue på – en (i forhold til grejsammensætningen) kæmpestor streamer. Stephane får fightet cutthroat ørreden det sidste stykke ind og får den genudsat, og jeg sender nu en lang række kast opstrøms den store fisk i dybet i håbet om, at den store streamer får tilstrækkeligt tid til at nå den rigtige dybde inden standpladsen passeres. Intet sker.

 

Tradera

 

Endelig hugger en stor bull trout fluen

 Jeg tager et sidste kast – langt opstrøms fisken, og lader fluen synke mod bunden. Midt i en afsluttende bemærkning henvendt til Stephane, strammes linen kraftigt op, og jeg mærker nogle tunge sug i fluestangen. Bull trout’en har taget min streamer og slår hårdt og brutalt om sig i dybet. I det øjeblik bliver jeg klar over det absurde i situationen og ikke mindst den åbenlyse uoverensstemmelse mellem størrelsen på den voldsomt utilfredse fisk i dybet og det lette tørfluegrej i mine hænder.

Fisken begynder at pløje uimodståeligt af sted mod modsatte bred, og jeg gør mit bedste for at holde fast. Jeg vil inderligt gerne lande denne fisk, men jeg er enormt nervøs ved den spinkle 0.18 mm forfangsspids, som formentlig sidder på tværs af fiskens tandbesatte kæft. Jeg kan følge fisken i det klare vand og kan se dens desperate manøvrer for at slippe af med fluen. Efter et langt sejt træk på tværs af strømmen har fisken nu fundet sig til rette ved bunden, hvor den slår sit store hoved fra side til side.

I min eufori og overspændthed slår jeg en skinger latter op, hvilket får en tydeligt bekymret Stephane til at prøve at tale mig lidt til ro. Det hjælper, og selvom jeg egentlig har accepteret, at jeg med den håbløse grejsammensætning er i fiskens vold, og at sandsynligheden for at jeg lander fisken, er uendelig lille, spirer i mig en ukuelig tro på, at det hele rent faktisk kan lykkes.

 

Fluerne til bull trout fiskerietskal være store, pulserende og tilstrækkeligt tunge til, at de kan nå ned i de dybe huller, hvor fisken holder til.

Fluerne til bull trout fiskeriet skal være store, pulserende og tilstrækkeligt tunge til, at de kan nå ned i de dybe huller, hvor fisken holder til.

En hård fight med bull trout´en

Efter flere tunge ture på tværs af floden, og et faretruende løb ned mod et stryg med stærk strøm, hvor jeg lægger maksimalt sidepres på fisken, får jeg endeligt sporet den hen imod Stephane, som står klar med mit lille snesko ørrednet. I første forsøg får han – med hovedet først – bugseret fisken i nettet, og får den bragt op på bredden. Det meste af fiskens bagkrop stikker ud af nettet, men bull trout’en er på land. Den er 83 centimeter lang, vejer omkring seks kilo, er relativt gammel, men i mine øjne smuk, og så sidder fluen dybt forankret nede i fiskens tandbesatte gab.

Vores forløsende jubelråb kastes frem og tilbage på de stejle bjergskråninger og forvrænges i serier af messende ekkoer. Jeg omfavner Stephane; dybt taknemmelig og euforisk. I det øjeblik overlapper vores bevidstheder, og jeg ser med den klareste indsigt og forståelse Stephane’s fascination af denne voldsomme og betagende fisk, som i sandhed er de canadiske bjergfloders ubestridte hersker.

TRODS NAVNET er bull trout’en egentlig ikke en ørred, men et medlem af char slægten som tæller kildeørred, (amerikansk) søørred, rødding og dolly varden. Char slægten er udbredt længere nordpå end nogen anden ferskvandsart bortset fra Alaskan Blackfish. Tidligere strakte bull trout’ens udbredningsbælte sig fra det nordlige Californien til det sydlige Alaska. Desværre har fiskens sårbarhed overfor menneskelig aktivitet, dens ufravigelige eksistenskrav om koldt og rent vand, samt særligt komplekse habitatsammensætninger minimeret bestandene særdeles drastisk.

Det, som rent fysiologisk adskiller bull trout’en og char slægten fra almindelige ørreder, er først og fremmest forskelle i skellettet, hvilket medfører at bull trout’en har et langt større hoved, større tænder og en mere slank og langstrakt krop end almindelige ørreder. Det er en rigtig rovfisk, som på flere punkter – herunder adfærd – minder mere om en gedde end om en ørred. Bull trout’en holder til i flodernes dybe partier, hvor store sten, vandmættede træstammer og klippestrukturer yder læ, og ikke mindst skjul i dagtimerne. Den har en forkærlighed for byttefisk såsom helt, cutthroat ørreder og regnbueørreder, og er lynhurtig, opportunistisk og revirhævdende. Under gunstige forhold kan den blive ganske gammel – op imod 12 år – og så kan den nå vægte på op til 16 kilo. I det østlige hjørne af British Columbia er det især White River, Kootenai River, Bull River, Elk River og Castlegar River, som huser bestande af store bull trout.

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 9/2009

 

 

1) Guiden Stephane har fisket helesit liv i Fairmont Hot Springs området, men selv med hans kyndige assistance var det vanskeligt at komme i kontakt med den sky bull trout. 2)

Underskønne kildeørreder er der også mange af i Fairmont Hot Springs området. Her er det en fisk fra en lille bjergsø.

drømmerejse iFish Travel

NYT FRILUFTSLAND OUTLET I RINGSTED – DANMARKS STØRSTE OUTDOOR BUTIK

Friluftsland har netop åbnet en spritny afdeling i Ringsted, der nu er Danmarks største outdoor butik – Friluftsland Outlet Ringsted. – Her kan du gå på opdagelse i et kæmpe udvalg af outdoor-varer til outlet-priser samt teste det nyeste udstyr i premium-afdelingen, lyder det fra Friluftsland. –  I butikken er hylderne fyldt med kvalitetsprodukter til dig, der elsker naturen – til priser, der gør det endnu sjovere at komme afsted.

– Fra i dag og frem til 1. marts vil der være åbningstilbud på op til 80%, som kun findes i Ringsted. Der vil være kaffevogn med god baristakaffe, the og kakao – samt sjove konkurrencer og aktiviteter for store og små.I Friluftsland Outlet Ringsted kan du gå på opdagelse i outlet-afdelingen, hvor du finder et kæmpe udvalg af stærkt nedsatte outdoor-varer fra blandt andet Fjällräven, The North Face og Patagonia. 

– I premium-afdelingen kan du teste det nyeste udstyr og beklædning til friluftsliv. Her finder du også en vandresti, hvor du kan teste vandrestøvler, en kæmpe klatrevæg, hvor du kan prøve kræfter med klatring, og en fed indendørs lejrplads til børn og voksne, så hele familien kan få en sjov oplevelse. Ønsker du at tjekke lagerstatus, kan du nemt gøre det via vores webshop: Find varen, vælg størrelse og farve, og klik på ”Se lagerstatus i butik”.

Hos Friluftsland Outlet Ringsted er der både lejrplads, vandresti og klatrevæg - samt masser af fedt outdoorudstyr.

Hos Friluftsland Outlet Ringsted er der både lejrplads, vandresti og klatrevæg – samt masser af fedt outdoorudstyr.

 

– I det nye Ringsted Outlet tilbyder vi reparationsservice i samarbejde med Outdoor Service – fx udskiftning af lynlåse og knapper, samt vask og imprægnering af tøj og udstyr. Skal dine støvler have nye såler, tilbyder vi reforsåling og reparation af fodtøj fra mærker som Hanwag, Scarpa, La Sportiva og Meindl. Patagonia-produkter kan sendes direkte til producenten, hvor mange reparationer udføres gratis eller til en lav pris. Husk, at alt tøj og fodtøj skal være rengjort inden aflevering.

– Ringsted er omgivet af nogle af Sjællands smukkeste naturområder, fra Haraldsted Sø og Vrangeskov til Gyrstinge Sø, Allindelille Fredskov og den populære Ringsted Oplevelsessti – perfekte steder til vandreture, cykelture og friluftsliv. Uanset om du planlægger en tur på Sjællandsleden, en pilgrimsrute fra Sct. Bendts Kirke eller blot en hyggelig dag i naturen, har vi udstyret, der gør oplevelsen bedre.

Se Friluftslands store udvalg af friluftsudstyr her.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

GT-GETAWAY: VIND FISKEDRØMMEREJSE FOR TO TIL DET RØDE HAV MED IFISH TRAVEL

Hvis du drømmer du om at stå i krystalklart vand på korallerne sammen med din bedste fiskekammerat og kaste direkte ud over dybt vand med stor chance for at kroge de vildeste GT´er samt andre spændende fisk, så har du nu en god chance for gratis at gøre dine drømme til virkelighed ved at indsende dine fangstberetninger til fiskogfri.dk.

 Reglerne er simple – send en god beretning på fx 10-15 linjer med et par gode fotos til redaktionen. Der trækkes lod om drømmerejsen for to i januar 2027 sponsoreret af iFish Travel – og jo flere rapporter med fotos du indsender i 2026, desto flere ”lodder har du i hatten” – og dermed større chance for at vinde. Alt der indsendes er automatisk tilmeldt, og du kan enten gøre det via menupunktet ”Indsend fangstrapport” på fiskogfri.dk – eller sende det til redaktionen på jb@fiskogfri.dk eller sms 30 70 02 36. Beskeder på messenger modtages ikke.

 Så – savner du noget heavy action på det tunge kystgrej eller et dunderhug, der nærmest flår stangen ud af hånden på dig, så indsend din fangstrapport og deltag i Fisk & Fris 2026 fiskedrømmerejsekonkurrence i samarbejde med iFish Travel.

Rejsen for to personer har en samlet værdi af 33.990,00 kroner.

Læs meget mere om turen under menupunktet ”Konkurrencer” her.

 

Friluftsland
drømmerejse iFish Travel