dec 2, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– Endnu engang måtte jeg holde fri fra jobbet, da fiskefeberen blev for stor, fortæller David Sølling Johnsen. – De betød, at jeg havde et par timer til at tage på kysten.
– Jeg startede dagen på en plads, hvor der var fralandsvind, sprit klart vand og havblik. Men jeg skiftede hurtigt mening, tog et sats og søgte imod noget vand med mere gang i den. Det viste sig at være den rigtige beslutning, for det lykkedes at få kroget en god fisk allerede i andet kast på den nye plads. Desværre røg den også af igen lige foran tæerne på mig. Øv – men jeg måtte jo bare kæmpe videre.
– I løbet af de næste to timer lykkedes det mig at få tre fisk op at vende, hvoraf den største var en fin blankfisk på 50cm, som du kan se på billedet her. Igen var det Sømmet på 22 gram fisket på min Westin W10 10′ 12-34 gram.
dec 2, 2022 | Nyheder
– Vinteren nærmer sig, og med faldende vandtemperaturer kommer de store overspringere helt tæt på kysten, skriver Stefano Cinus. – Forventningerne var derfor store, da vinden havde blæst meget hele ugen på Stevns. Om natten skulle vinden falde ned og dreje med konsekvent gode chancer for grumset vand under fiskbare forhold.
– Fiskeriet startede meget tidligt om morgenen, da det stadig var mørkt inden solenopgang. Da jeg kom til det første spot, var vandet let grumset, men strømmen var desværre ikke helt så stærk, som jeg satsede på. Efter cirka en times fiskeri var det blevet lyst, og jeg besluttede at skifte til et spot med lidt mere strøm tæt på land, og hvor jeg vidste, at vandet kunne være mere grumset.
– Da jeg kom til det nye spot, så vandet bare fantastisk ud. Der var ikke så meget gang i det, men vandet var grumset, der var strøm tæt på land og stigende vand. Jeg riggede hurtigt et rotationsblink i rå, som jeg selv laver, hvorefter jeg startede jeg at affiske et stor rev med lavt vand.
– Langsom indspinning og et meget langt spinstop gav et kontant hug. Fisken sprang ud fri af vandet flere gange, men efter flere gode udløb og en voldsom fight kunne jeg endelig få den i nettet. Det var en stor overspringer, en af de flotteste blanke hanfisk i top kondition jeg har set længe. Jeg tog et par hurtige billeder, hvorefter fisken blev genudsat. Efter jeg havde sat havørreden ud, tabte jeg tre fisk, men det var lige meget, for dagen var allerede reddet med den suveræn fisk, slutter Stefano.
dec 1, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
– En opfriskende kraftig østenvind direkte ind mod kysten over flere dage, sætter virkelig gang i livet under overfladen, skriver Gorm Andersen fra Team Daiwa. – I går morges havde det været hård østenvind i flere dage, men den ændrede en smule retning, så jeg tog direkte afsted for at ramme det helt rigtige ”vindue” i den ret kraftige vind.
– Efter lidt fiskeri med min UV-reje faldt hugget ude i dybet. Fisken tog et langt udløb, da hugget faldt. Den blanke havørred var stærk og havde alle fordelene i fighten, men efter en længere fight kunne jeg endelig lande denne smukke vinter overspringer ude i det lidt dybere vand.
– Det her er kun starten på mit vinterfiskeri. Det bliver spændende at se, hvad de næste måneder vil bringe, slutter han.
Husk at du kan finde masser af fede artikler om kystfiskeri i vores artikelarkiv her.
dec 1, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Bobi Popovic fra Hvidovre Sport var forleden ved Blue Rock for at fiske efter stør – og en af de mange fine fisk, han fangede var en af de yderst sjældne adriatiske stør.
– Fisken, som blev fanget på en af Hvidovre sports BP boilies, leverede en fantastisk fight, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg fik desværre ikke vejet den, da jeg faktisk ikke vidste, at det var denne specielle art, indtil søejeren Søren Wiggers fortalte det. Den adriatiske stør fik hurtigt friheden igen, og det er da super fedt med en ny art på sit fiske-CV, slutter han.
– I Danmark findes adriatiske stør (Accipenser naccarii) kun i Blue Rock på Sydfyn, supplerer Henrik Carl fra Fiske Atlasset. – Som navnet antyder stammer arten fra floder med tilløb til Adriaterhavet – fra den store italienske Po-flod i nordvest til den albanske flod Buna i sydøst. Som de andre størarter gyder den i ferskvand – men lever en stor del af sit liv i havet. Arten kan blive op til to meter lang og veje op til 25-30 kilo. I sit oprindelige udbredelsesområde er arten næsten udryddet, men man arbejder på udsætninger og re-introduktionsprogrammer, som pt ikke går særlig godt, slutter han.
– Adriatisk stør kendes fra den nære slægtning hvid stør, på at hovedet er bredere og ser lidt anderledes ud. Rent lavpraktisk kendes de i Blue Rock fra de hvide stør ved at sidstnævnte er langt større.
Vi du vide mere om fiskeri efter stør kan du eksempelvis tjekke denne fine video på Fisk & Fris Youtube.
dec 1, 2022 | Nyheder
– Denne weekend blev brugt på Ishøjs årlige “Andefiskeri”, hvor der fiskes aborrer i vores lokale vand, og hvor præmierne er rødvin og and. Sådan lyder det fra Ulrik Nielsen. – Der var mange deltagere i år, og fiskeriet var udemærket.
– Der skulle hygges samt fiskes med små agnskaller. Fiskeriet startede virkeligt sløvt, men efter et par timer kom der lidt gang i dem, og jeg fik et par bedre fisk, og mens der var gang i fiskeriet, kom hugget, som jeg har ventet på i flere år. Fisken gav en tung fight, og efter en fin håndlanding med et solidt greb i undermunden, var min første +2 kilos aborre en realitet. 2080 gram vejede den for at være helt præcist. Denne fisk gav, udover kæmpe glæde, selvfølgelig også både and og rødvin.
– Mit setup bestod som sædvanlig af en VMC Wacky krog i str. 2 plus Sufix fluorocarbon i 0.27 mm som forfang. Hele herligheden fisket på bundrig bestående af et lille lod på glidebom med 0.33 Sufix fluorocarbon som slagline samt Sufix 131 i 0.128 som hovedline.
nov 30, 2022 | Nyheder
– Jeg var i sidste uge med et gæng danske lysatfiskere i Florida og fiske med Waterman Travel, fortæller Jesper Stenholm. – De 22 til 28 grader fugtige varme vil ikke blive husket, men det vil alle de store fisk. Vi fik omkring 25 forskellige arter med alt fra småfisk på 15 cm til hajer på 2,5 meter. På en dag fangede jeg 15 fisk mellem 15 og 25 kg, to goliath grouper på omkring 65 kg og en bullshark på 2,5 meter, hvorefte der næsten ikke engang var kræfter i armene til at fejre det med en øl.
– På turen fik jeg også fornøjelsen af at fange en tun, se en hammerhaj på 4 meter kun 3 meter fra båden og fange en bonito, der blev spist af en kæmper amber, som igen blev spist af en haj på 3 meter, som jeg så kæmpede med i 20 minutter, inden den sprang linen i overfladen. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle blive træt af at hive 20 kg+ fisk op og bevidst fiske videre uden agn bare for at få pause, slutter han.
Hvis du får lyst til at drømme dig væk til sydlige himmelstrøg, så tjek alle de store rejseartikler i fiskogfri.dk´s artikelarkiv her.


nov 29, 2022 | Nyheder
– Tunsæsonen var egentlig afsluttet da min ven Kim og jeg ankom til Gribraltar fornylig, fortæller Johnny Jensen, der igennem mange har skrevet utallige fede artikler for Fisk & Fri. – Både fordi der ikke var mange tun tilbage, og fordi kvoten lukkede engang i oktober. Men det var heller ikke den blåfinnede tun, vi sigtede efter denne gang, men derimod den sjældnere thunnin – også kaldet falsk albacore.
– Det er helt tydeligt i Gibraltars farvand, at når tunene ikke er der, så giver det plads til andre rovfisk såsom thunnin, bonito, ravfisk, havbars osv. Thunnin ligner en krydsning mellem bonito og tun, og den fanges på Gribaltar i størrelser fra 3 til 10 kg. Det lækre ved den art er, at den jager tæt på land, så vi kunne blot fiske fra en gammel mole ved solopgang, og så ellers trolle med woblere senere på dagen. Thunninen var dog også ved at være forsvundet da vi ankom, men det lykkedes at få en flot 8 kilos på trolling. Fisken blev skåret op, kødet bragt til lækker restaurant, og så fik vi Paella med den friskfangede fisk – halleluja !
Hvis du selv vil prøve dette, tunfiskeri eller andre former for fiskeri på Gibraltar, så kontakt: Joey Catania, Neptune Marine på mobil tlf: +350 54028181, via e-mail hookandcookgib@gmail.com eller se mere på gibraltarfishingcharters.com

Så er der paella! Johnny til venstre. Øverst Kim med sin flotte tunin.
nov 29, 2022 | Nyheder
PRESSEMEDDELSE: På torsdag d. 1. december kl. 19-20 er der i anledning af Elsinore Evenings foredrag i akvariets store auditorium.
Kom og hør det spændende foredrag ”Gammel og kold – Grønlandshajens biologi og alder” når en af Danmarks dygtigste forskere i fiskefysiologi professor og marinbiolog John Fleng Steffensen Marinbiologisk Sektion under Biologisk Institut, Københavns Universitet gæster akvariet.
I dette eksklusive foredrag vil professor John Fleng Steffensen fra Biologisk Institut tage os med ud i dybet omkring Grønland og nordøstatlanten for at opleve den store og gådefulde Grønlandshaj. John Fleng Steffensen har sammen med andre forskere fra bl.a. Københavns Universitet påvist, at Grønlandshajen er det hvirveldyr på kloden der lever længst og i mindst 272 år.
Hans forskning viser, at Grønlandshajens alder måske kan nå hele 500 år og altså slå alle rekorder for alder inden for hvirveldyr. Foredraget vil handle om Grønlandshajens biologi, adfærd og hvordan alderen blev bestemt vha. kulstof-14, og der vil bl.a. blive vist spændende fotos og videoer fra Grønlandshajens verden i det kulsorte dybhav.
Foredraget foregår i regi af Elsinore Evenings torsdag d. 1. december kl. 19.00-20.00 i akvariets store auditorium og varer ca. en time. Adgang til foredraget og akvariet kræver alm. entré billet som kan købes på akvariet på dagen eller online via vores hjemmeside men ellers er der ingen tilmelding – bare mød op.
Til foredraget serveres der et glas vin. Hvis du har årskort er entré og alle foredrag gratis og et årskort kan du bestille over hjemmesiden. Udover foredraget kan du også sige godnat til fiskene med fodring eller komme med ”behind the scenes”, hvor vi viser endnu mere af Øresunds unikke dyreliv frem, sammen med spændende fakta om dyrene, Øresundsakvariet og det tilstødende forskningslaboratorium. Vi holder åbent kl. 17.00-20.30. Kl. 18.00 vil der være fodring og efterfølgende kan du komme med ”behind the scenes”. Kl.20.00 kan du være med til at sige godnat til fiskene med en fodring. På aftenen får du desuden 10 % rabat i shoppen.
For fuldt program og mere information om de forskellige foredrag og i øvrigt andre aktiviteter under Elsinore Evenings, se Øresundsakvariets hjemmeside www.oresundsakvariet.ku.dk.
Foto af Kristian Vedel: Stor grønlandshaj på vej mod båden for at blive mærket.
nov 29, 2022 | Nyheder
– Turen gik til et af de mange lækre sydsjællandske kyststræk, hvor en mild søndenvind fik en smule gang i vandet, fortæller Lars Riis Lindevall. – Med lommerne fulde af Sandeels og Snurrebasser blev der vadet mange kilometer, og til en begyndelse bød dagen kun på ultra-forsigtige hug og et par UM’er.
– Ved middagstid kom pulsen dog for alvor op, da en kæmpe, aggressiv følger viste sig få meter fra land. Den snappede ud efter blinket i flere kast, og endelig sad den der – men fik så rystet sig af krogen. En anelse slukøret fiskede jeg videre i det grå novembervejr, men på tilbagevejen huggede en stærk fisk på Motoroil’en, og en sjov fight endte en smule kaotisk: Da jeg ville kane fisken på land, knækkede knuden i sidste øjeblik, men jeg nåede at gribe fisken, der var tæt på de 60 cm i vandkanten.
– Sådan kan havørredfiskeriet indimellem få adrenalin-niveauet og pulsen ud på noget af en rutsjebanetur. Og det vil jeg supplere med en lille anekdote: Da en kammeret for nylig fik sig en stor blank havørred i Limfjorden – og hans første kystørred i den kaliber – modtog hans kæreste en nød-sms sendt fra hans smartwatch. Hans puls havde simpelthen nået et så højt niveau, at uret slog alarm! Heldigvis var han ikke i havsnød, men i glædes-rus.