NYT HAVØRREDÅR PÅ SKÅNEKYSTEN

Kystørrederne har været fredet på Skånekysten i nogle måneder nu, men fiskeriet startede igen den første januar. En del har været ude for at prøve kræfter med havørrederne i kulden, og en af dem er Daniel Jabi:

– Det har været en fin dag i dag med syv havørreder fra Höganäs kysten, hvoraf to var 64 cm og 1 var 53 cm, fortæller han. – Resten var under de 50 cm. Alle fisk huggede på en Savage Gear Sandeel i sort og rød. Det var en god start på havørredfiskeriet langs Skånekysten her i 2024. Knæk og bræk samt godt nytår til jer alle, slutter han.

Hvis du selv har fanget en flot fisk, så tøv ikke med at sende redaktionen 10-15 linjer og et godt foto til jb@fiskogfri.dk eller telefon 30 70 02 36.

Læs mere om havørredfiskeriet på Skånekysten her.

 

Tradera
Hvidovre Sporrt

OVERSPRINGSHANDLING GIR` BLANK HAVØRRED

– Jeg valgte at bruge min tid på kysten d. 1 januar, da der ingen tømmermænd var, fortæller Martin Bukowski. – Jeg startede dagen på en plads i fjorden, der kastede en enkelt grønlænder af sig. Men da pladsen ikke var særlig aktiv, besluttede jeg mig for at rykke ud til et område på den åbne kyst, der 14 dage forinden havde kastet et flot stykke sølvtøj af sig på 58 cm.

– Det skulle vise sig at være god beslutning. Der gik nemlig ikke mange minutter, før jeg mærkede en fisk, der viste interesse for min kystwobler. Et par kast skulle der til, og så huggede den. Jeg tror ikke, den var klar over, at den var kroget til at starte med. Først da den var 10 meter fra mig, stak den af, men jeg fik et syn af den i bølgen og kunne se, at det var en større fisk.

– Fisken tog flere udløb og virkede ikke til at blive træt med det første. Hver gang jeg fik fisken tættere på, fik den fornyede kræfter og trak afsted igen. Det første forsøg på at nette den mislykkedes desværre, og den valgte at stikke af igen ved at springe forbi nettet. Efter nogle minutters tovtrækkeri lykkedes det dog endelig at lande den – en 71 centimeters overspringer på årets første dag. En bedre start på det nye år findes næppe. Må det fortsætte sådan! Godt nytår, slutter han.

Få det fulde overblik over hvordan du fiskeri efter kystørred med spin, flue og bombarda i bogen “Refleksioner på kysten”, som du kan købe signeret her (REKLAME).

 

Tradera

Hvidovre Sporrt

GROV JULEGEDDE I MØRKET

– I slutningen af december var jeg lige kommet hjem fra Holland, hvor den stod på fiskeri efter store gedder, fortæller Rasmus Christensen. – Min lillebror Anton og jeg har en tradition, hvor vi fisker sammen julemorgen, inden den står på familetid. I år aftalte vi at tage ud hele natten den 23-24 og få lidt frisk luft, inden den tunge julemad.

– Det var minus 3-4 grader og linen frøs til i hjulet og på stangen. Vi fik dog hurtigt et par fine fisk, men Anton ville have en stor. Vi sorterede meget i fiskene, og ledte efter den helt rigtige. Syv timers fiskeri inde i turen var klokken er tre. Anton tog en lur i stævnen, i det jeg fandt en fin fisk. Lidt søvnig og fornærmet blev han, da jeg vækkede ham for at nette fisken sammen, hvorefter vi hurtigt tog nogle billeder af den 121 cm lange julegedde på 10,9kg.

– Jeg har gennem noget tid nu testet de nye baitcaster hjul fra Westin og selv i den hårde frost kører bremsen stadig silke blødt, hvilket er noget af det, der er aller vigtigst for mig under fighten med de store gedder. Agnen var en TwinTeez i farven pelagic i bass , og fisken blev spottet med Garmins LiveScope, slutter han.

Savner du det store overblik over geddefiskeriets mange facetter, så køb bogen “Geddefeber” signeret her (REKLAME)

 

Geddefeber

Hvidovre Sporrt

HAVØRRED: EN FLOT KYSTFLUEDEBUT PÅ SAMSØ

– Juledagene gav tid og anledning til at få bundet fluer og fyldt lidt op i flueboksene, så vi ville være klar til at tage hul på 2024, fortæller Lars og Helene Rønning. – Det har i lang tid blæst en del, men fordelen ved at bo på Samsø er, at der stort set altid kan findes en kyststrækning, hvor der er rimeligt læ, selvom vinden ved fluefiskeri stadig kan drille i bagkastet.

– Helene havde indtil nu ikke haft held til at lande en havørred på flue, men i år skulle det være! Så vi tog på kysten allerede 1. januar, først på eftermiddagen. Vi valgte at køre til vestvendte Møgelskår, da vinden var syd-øst. Det er samtidig en af de klassiske pladser på Samsø, hvor der ofte står fisk inde på ganske lavt vand. Et par af de nye fluer blev sat på forfanget – en brun/pink variation af Pattegrisen på en str. 4 krog samt en lidt mindre flue som ophænger. Den lille flue er bundet bl.a. med grå hår fra vores kat Pjuske. Forfanget blev koblet til en Rio Coastal Seatrout SH intermediate #6. Efter blot få kast havde Helene hug, men fik ikke kroget fisken. En halv time efter var der hug igen, og denne gang lykkedes det at få nettet en dejlig fisk på 1,6 kg. og 56 cm. Begge fisk havde kastet sig over Pattegrisen. Nu kan Helene også kalde sig havørred-fluefisker! Det må siges at være en god start på det nye år. Godt nytår & knæk og bræk, slutter han.

Læs om tre sikre vinterkystfluer i artiklen her.

 

Hvidovre Sporrt

Hvidovre Sporrt

NY VIDEO: WESTIN LANCRER GUMMIDYR TIL PUT AND TAKE

Softbaits – alias – gummidyr, kan være en super effektiv agn til put and take søens ørreder. I denne video præsenterer Mathias Gundestrup fra Westin den nye range af softbaits lavet netop til put and takefiskeri. I sortimentet er varianter over alt fra traditionelle worms til og curlytails plus nogle spændende samt virkelig unikke creaturebaits, der ikke er set før – fx en termit-imitation med den vildeste vibrerende bagkrop: Hertil kommer nogle super lokkende laveimitationer med indstøbte flash-paneler langs siderne, der giver en lokkende og livagtig effekt i krydsfeltet mellem softbait og flashflue. I løbet af dagen fanger vi godt med fisk i selskab med Casper Bjerregaard Larsen – og får demonstreret både hvordan agnen skal monteres samt fiskes i praksis. Glæd dig til en hyggelig dag ved putten med masser af action.

Gummidyrene du ser på filmen er på markedet cirka 1 marts 2024.

Se videoen på Fisk & Fris Youtube, hvor du kan abonnere gratis, her.

 

Geddefeber

Hvidovre Sporrt

TIL ARTSFEST I THAILAND

Her i julen var vi igen rejst til Thailand for at fiske, og den her gang gik vi efter de mange forskellige arter i stedet for de helt store fisk, som vi plejer at gøre. Sådan lyder det fra Jannick Eggert.

– Vi startede ved Leks Fishing Park, hvor vi havde fem kanon gode fiskedage, men her får du historien om vores tur til Loei Jungle Fishing, fordi det overgik alle forventninger på alle måder. Her havde vi booket fem dages fiskeri, og når man booker ved Loei Jungle Fishing, så har du hele søen for dig selv.

– Min far og jeg delte det op, så han havde den ene halvdel og jeg havde den anden. Søen ligger 10 minutter fra byen midt ude i ingenting. Der er en bungalow ved søen, som man sover i, og der bliver lavet fantastisk mad til en. Ejerne af søen Jez og Pond er de mest gæstfrie mennesker, jeg har mødt. De tog os med ud for at spise hver aften, og de sørgede for alting. Den dag vi ikke fiskede, var vi ude og spise på en stor sø, hvor man får sejlet maden ud. Herfra tog vi videre sammen med dem ud for at se Mekong floden ved grænsen op til Laos. De to fiske guider, som hedder Ek og Anoong er også helt fantastiske. De går vildt meget op i at passe på fiskene, så der er stort set aldrig nogen skader på dem, og de er i perfekt stand. Det var virkelig fedt at se.

– Man fisker med tre stænger – fx 2 karpe stænger og 1 predator stang. Der er forskellige pop ups og pellets, som man kan fiske med, og så kan man købe majs på stedet. Predator stangen får man en kasse fisk til hver morgen, som man kan gøre med, hvad man vil. Groundbaiten, der bliver brugt, er et miks af Lahm pulver, brød og knuste pellets. Jeg fiskede med feeder på den ene stang, pellets og PVA på den anden karpestang og selvfølgelig fisk på predator stangen.

– Jeg fik en god snak med ejeren omkring søen, så jeg kunne lægge planer, og efter et kvarters fiskeri fik jeg landet en albino pacu efterfulgt af endnu en albino pacu og to albino sawai catfish. Kort efter fangede jeg den eneste jumbo koi i søen, og så døede det lidt i en times tid. Jeg skiftede taktik og byttede pellets ud med majs samt en pop up på feeder stangen. 20 minutter efter stod jeg med den eneste platinum mrigal carp, der er i søen. Det var helt sikkert den flotteste karpe, jeg nogensinde havde fanget, men den status blev i den grad ændret de efterfølgende dage.

 

 

Jannik fik mange spændende fisk - blandt andet denne catlacarp mirror-hybrid.

Jannik fik mange spændende fisk – blandt andet denne catla carp mirror hybrid. Øverst ser du ham med en redfin gourami.

 

– Resten af dagen kom der en græskarpe, en rohu samt en ny PB chinese black carp i nettet. De næste fire dage holdt jeg mig til de tre spots, jeg havde fisket på den første dag – samt skiftede lidt mellem majs og pellets. Det var den helt rigtige beslutning, for det gav mig de bedste fem dages fiskeri, jeg nogensinde har haft. Det er en meget spændende sø med en masse arter, som du ikke rigtig ser så mange andre steder. Hver gang jeg havde et run og kunne mærke, at det var lille fisk, blev jeg mere nervøs for at miste den, end jeg har været ved nogle af de helt store 100 kg plus fisk, som jeg har fanget. Man ved nemlig aldrig, hvad det kan være – og om man nogensinde får chancen for at fange sådan en igen. Ikke engang ejeren ved helt præcist, hvor mange arter der er i søen, så det er et mega spændende fiskeri.

– På de fem dage jeg fiskede, fik jeg fanget 60 fisk og masse nye arter, hvor der var nogle virkelig specielle i mellem. Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, men det kunne fx være, at jeg fangede søens største mekong malle på omkring de 70kg. Den kom i søen for 4-5 år siden og havde aldrig været fanget før, så den fangst betød lige lidt ekstra, selvom det faktisk er den mindste mekong malle, jeg har fanget. Jeg fangede også alle tre typer af catla carp i søen. Den almindelige catla, og catla mirror hybrid som der kun er to af i søen – og så toppede jeg den lige med at fange en platinum catla, som er den eneste af sin slags i hele Thailand. Jeg fik også fanget min første ferskvands rokke. Det var godt nok en lille en, men den var virkelig flot og i perfekt stand.

– Den sidste dag fik jeg landet en chinese high fin shark, som virkelig er en trofæ fisk for rigtig mange artsjægere. Den findes så vidt jeg ved i to søer i Thailand, så det var endnu en vild fangst. Alt i alt var det derfor den perfekte fisketur ved Loei Jungle Fishing. Her er alle de arter og farvevarianter jeg fik fanget, slutter han: gourami, redfin gourami, albino pacu, albino sawai catfish, sawai catfish, rohu, græskarpe, black sharkminnow, spotted stingray, chinese black carp, mekong catfish, siameese carp, jumbo koi, koi catla carp, platinum catla, catla hybrid mirror, soldier river barb, mrigal carp (mudcarp), platinum mrigal carp, chinese high fin shark, julians carp og ripsaw catfish.

 

 

Udover de mange mindre arter fik Jannik også en mekong malle på 70 kilo.

Udover de mange mindre arter fik Jannik også en mekong malle på 70 kilo. Det er hans mindste af denne art, der kan blive betydeligt større.

Hvidovre Sporrt

CFC-BAIT: NI SKANDINAVISKE 20-KILOS KARPER I 2023

2023 har været en rigtig god sæson for danske CFC-Bait, der efterhånden sælger sine topkvalitetsagn og foder til karpefiskeri i en del lande. – Team CFC har faktisk landet hele ni skandinaviske karper over de magiske 20 kilo i 2023, beretter Thomas Holm Østergaard:

– I det tidlige efterår lykkedes det Anders Gottlieb at lande en super flot karpe på hele 100cm og 21,0 kg. Det er en fisk, der har været på Anders’ “bucketlist” nogle år. Vi kan heller ikke snakke om 2023 uden at nævne Stig Henry Pedersen, der fangede ikke bare én 20+ karpe, men hele to! Med til historien hører, at den ene af fiskene satte han selv ud som en håndfladefisk tilbage i starten af 00’erne. Sikke en genforening og en flot bedrift.

– Richard Tamanko har også haft et godt år: Det blev til ikke mindre end to svenske karper over de magiske 20 kg! Og begge fisk med en historie, hvor den ene er den ældre kendt 20+er fra Sverige, og den anden er fra et stort offentligt vand, der ikke holder mere end 18 kendte karper! Her i efteråret havde Martin Olsen startet en foderkampagne op, og det hårde arbejde på en større sjællandsk sø gav allerede pote på første tur, hvor Olsen sikkert kunne lande en af søens helt grove karper på 21,1 kg. Og så var der David Walther fra det tyske Team CFC, der under en teamtur i Danmark, hvor det sociale var i fokus, fik flere store karper og sluttede ballet af med et monster på 23,3 danske kg.

– Jens Bursell har også været tilbage i topform på den skandinaviske karpescene, hvor han i år slog sin skandinaviske rekord med en svensk spejler på 21,4 kg. 2023 har også været et fantastisk år for mig selv, hvor jeg startede sæsonen ud med en af de helt grove fynske spejlkarper på 20,9 kg!

Læs mere om CFC Bait her.

 

Friluftsland

Hvidovre Sporrt

HAVØRRED: ET HÅRDT HUG PÅ SANDY IN-LINE

– Traditionen tro skulle jeg selvfølgelig ud og jagte overspringeren mellem jul og nytår, fortæller Mathias Gundestrup fra Westin. – Turen gik til fjorden, hvor jeg plejer at fiske mest på denne tid af året. Det skulle vise sig ikke at være helt nemt. De første par timer var en skræmt fisk alt, hvad vi havde set, og det var virkelig koldt for fingrene.

– Til sidst skulle vi lige have det sidste stræk med, selvom lysten til at komme tilbage i varmen var fristende. Men cirka 15 meter fra mig af så jeg en fisk dreje rundt, og jeg troede faktisk, at det var en følger, som sagde “ellers tak”. Men lige i det jeg skulle til at trække kystwobleren op af vandet, kom fisken med fuld fart og smadrede til min agn. Det blev en kort men intens fight, hvorefter fisken gled ind over netrammen og forløsningen er stor. Det var en 58cm lang overspringer, hvilket var en fantastisk start på min vintersæson, som kom lidt sent i gang. Havørreden tog en 14 grams Sandy Inline i farven Pink Ayu.

 

Geddefeber

Hvidovre Sporrt

GODT NYTÅR OG VELKOMMEN TIL 2024

Velkommen til 2024 her på fiskogfri.dk. Du kan roligt glæde dig til massevis af nyheder, historier og artikler samt sjove og spændende videoer. Udover alle vores ugekonkurrencer med præmier til en værdi af cirka 1000 kroner, vil der desuden være store konkurrencer med præmier for en meget højpræmieværdi. Det og meget andet løfter vi sløret for inden længe i forbindelse med lanceringen af en helt ny version af fiskogfri.dk, der er endnu bedre optimeret til brug på smartphones.

Her på redaktionen ønsker vi dig masser af gode fiskeoplevelser i det nye år.

Vi ses derude – Jens Bursell

 

Hvidovre Sporrt

Hvidovre Sporrt