sep 20, 2024 | Nyheder
Casper Riber Michelsen fra Ribe Sportsfiskerforening var forleden i Hjortvad Å for at spinnefiske efter åens store havørreder: – Sikke en tur, skriver han. – Det startede med, at jeg fik to laks på henholdsvis 60 og 65cm samt to havørreder. Den ene var blot 40 cm, men den anden var ny personlig rekord.
– Den super flotte havørred, som du ser ovenfor, tog spinneren, da den sank, og fighten forgik stille og roligt uden spring eller vilde udløb. Selv landingen gik også smertefrit – på trods af, at det var en stor og grov hanfisk på 86cm og 7,43kg, slutter han.
Læs meget mere om fiskeriet i Ribe Å her.
sep 19, 2024 | Nyheder
– I sidste uge var jeg i Sydverige for at fiske havørred på kysten, og det var ikke lette forhold, fortæller Robert Helm. – Der var en hel del småfisk, men det var ikke let at udløse nogen hug fra de større fisk, som dog var i området, for vi så dem springe i overfladen flere gange.
– Selv når vi prøvede med større blink i kraftige farver, lykkedes det ikke at få dem til at hugge. På trods af dette fik vi dog overlistet en fornuftig stribe havørreder op til 60 cm. Der var massevis af mad i vandet – fx småsild, rejer, mysider og store tobiser, så måske var det derfor, at de var lidt svære at få i tale på kunstagn.
– Vi har tidligere mistet en del havørreder med de traditionelle optaklinger af vores gennemløbere, så på turen her havde vi besluttet os for at prøve kræfter med release-rigget – og vi må indrømme, at vi blev meget imponerede. Totalt landede vi nemlig 15 ud af 15 kontakter, hvilket er langt over, hvad vi normalt kroger, så det bliver helt sikkert et system, vi kommer til at bruge på vores fremtidige havørredture til vinter. På tidligere ture har vi eksempelvis fisket en del med Savage Gear Sandeel Pencil, hvor vi fik masser af hug, men havde en decideret miserabel landingsrate. Og det var især de store fisk vi mistede, slutter han.
Vil du vide mere om release-takler og hvordan du nærmest fordobler din landingsrate med småkrogstakler på både blink, kystwoblere og fluer, så læs bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten”, som kan købe signeret her (REKLAME)
Materialer til release-takler kan købes hos releaserigshop.com her (REKLAME).

Det lykkedes ikke at få hug fra de helt store, men landingsraten blev øget markant da der blev skiftet til release-takler., Ialt blev det til 15 fisk op til 60 cm.

Robert Helm med en af de flotte fisk fra turen.
‘
sep 18, 2024 | Nyheder
Hvis man er til flotte prikker og de mere varme farvenuancer, så er der næppe noget flottere end en lækker fjordørred taget i det tidlige efterår. Selvom mange af de østjyske fjorde lider i disse år – og fiskeriet kan være svært, er det heldigvis stadig muligt at få fisk, hvis man keder de rette steder og har styr på sin besøgstid:
– Forleden var jeg var ude og fiske i Mariager Fjord ved Vivehavn, fortæller Malthe Jensen. – Pludselig kom der en stor trykbølge efter wobleren. Og bum, så sad der en imponerende fjordfisk på krogen. Du kan følge Malthe på Instagram her.
En flottere fisk får man næppe. Husk at der er masser af superfede kystørredartikler i artikelarkivet på fiskogfri.dk her. Har du selv fanget en flot fisk, så tøv ikke med at kontakte redaktionen på jbfiskogfri.dk eller sms på telefon 30 70 02 36. Alternativt kontakt Jens Bursell på Messenger.
sep 18, 2024 | Nyheder
– Her forleden fik jeg endelig en fisk af de lidt større fra det lokale vand, fortæller Stefan Jensen. – Gennem hele denne sæson har jeg valgt at lægge alle mine ture ved det lokale vand i håbet om at få de bedre fisk i tale. Foråret gav mig en del af de mindre fisk, som søen gemmer på med en enkelt over de 10 kg – nemlig en skælkarpe på 12,5 kilo (nederst).
– Det har de sidste par år været tydeligt, at de store fisk skulle findes ude i det dybe på 5-6 meter, hvor mange af de mindre fisk er fanget på lavere vand eller helt oppe ved sivkanten. Jeg startede derfor året på det dybe vand med den bløde bund, og kørte med sparsomme fodringer, som tidligere har virket rigtig godt, hvilket gav den fine skæller.
– Tidligt på sommeren begyndte en nylig fundet fiskekammerat at fodre på et lavvandet plateau. Han kørte til søen hver onsdag og fodrede med store mængder partikler og fiskede så den efterfølgende weekend med stor succes. Han og et par andre fiskere fik ved denne metode flere af de store fisk på land. Derfor flyttede jeg naturligvis også mit fiskeri ind på det lavere vand sommeren igennem. Til trods for mange ture blev det kun til mindre fisk op til omkring de 8 kg.
– Så kom efteråret, og efter tre weekender i træk med fiskeri på lavere vand, valgte jeg efter vejskiftet den sidste uge at flytte ud på det lidt dybere vand. En enkelt stang blev dog placeret i nærheden af egen bred på 2,5 meter vand, imens de to sidste blev placeret på 5 og 5,5 meter. Ingen aktivitet fra fredag morgen til lørdag aften, gjorde at jeg valgte at ændre takel fra helikopter til in-line. Samtidig forkortede jeg mit rig og monterede et lille splithagl i krogbøjningen. Desuden flyttede jeg det endnu tættere på siv og lavere vand. Fodringen droppede jeg.
– Disse små ændringer gav bonus søndag morgen, hvor jeg – efter en god og lidt dramatisk fight, hvor fisken valgte at krydse en anden line, kunne nette en god gammel solid spejlkarpe på 15 kg: Min tur var en succes, og nu venter jeg bare på at kunne komme afsted på den næste tur, som forhåbentlig ikke er om så længe, slutter han.

Stefan Jensen med sin 12,5 kilos skælkarpe. Øverst 15 kilos karpen, som han fangede forleden.
sep 18, 2024 | Nyheder
– Min søn Hector på 21 og jeg har de senere år haft en stejl læringskurve med åfiskeriet efter havørred i Lilleåen. Og vi har haft mange nulture, men også dage med kontakt til fisk. Sådan lyder det fra Kristen Engelbrecht. – Med det fine septembervejr var vi i går aftes – tredje aften i streg – af sted i Lilleåen omkring Svejstrup.
– Hector fik en fin havørred først på aftenen omkring de 50 cm, som desværre var kroget, så den måtte aflives og hjemtages. Efter at have affisket strækningen, blev vi enige om at køre til et andet stræk i Lilleåen ved Laurbjerg. Undervejs ændrede min søn dog mening, og lidt impulsivt valgte vi at stoppe ved et andet stræk end det planlagte, hvor vi før havde fisket uden kontakt til fisk – men med god fidus til fiskevandet.
– Efter en halv times tid og kort før solnedgang befandt jeg mig i et blødt, snævert og dybt sving, som jeg tidligere har forsøgt uden held. Efter tre kast opstrøms med min Rapala wobler, tog jeg et relativt kort kast nedstrøms. Og så eksploderede åen ellers! Det var et tungt, tungt hug – efterfulgt af et hårdt udløb nedstrøms. Jeg kunne straks godt mærke, at her var vi i den sjove ende af spektret.
– Hurtigt fik jeg råbt på min dreng, som kom løbende ned til mig for at assistere. Jeg fik vendt fisken, og den kom op mod mig igen samt vendte lige foran os. Der kunne vi godt se, at det her var en voldsom hanfisk! Den tog flere udløb, og jeg holdt presset på den, men rykkede også line af hjulet. Jeg var lidt nervøs for min flouorocarbon line, som jeg havde tæsket rundt i en del siv de seneste par dage, og som ikke har en brudstyrke, der helt modsvarer fisk af den størrelse.
– Undervejs fik fisken også sat sig fast i nogle siv på modsatte side, men kom heldigvis fri efter nogle minutter, mens vi talte om, hvorvidt en at en af os var nødt til at skulle i åen. Efter 20 minutters intens fight, lykkes det min søn at nette den. Da han løftede den op, knækkede nettet bagover, og fisken var på vej ud i åen igen. Men op kom den. Wobleren sad solidt med begge kroge i saksen. Vi grinte, krammede, leede og rystede også en smule efter, at den var landet. Det var fisken, som vi har jagtet igennem fem år. Og med tanke på, at både han og jeg tilsammen havde mistet tre store fisk hen over sommeren, samt besøgt åen mange gange uden held eller dygtighed, var det en stor forløsning.
– Det blev en aften vi aldrig glemmer. Fisken blev hjemtaget og målte 86 cm med en vægt på 7,5 kilo, slutter han.
Læs om Guden- og Lilleåen i denne artikel, hvor Fisk & Fri har været ude at fiske med den lokale Morten Andersen, dengang fiskeriet var markant bedre i 2010. Der er dog stadig mange guldkorn at hente i artiklen..
sep 18, 2024 | Grejnyt, Nyheder, Sponsornyt
Med en vægt på blot 28 gram har Westin netop lanceret nok verdens mindste UV-fiskekamera, der er i stand til at optage top kvalitets video i mere end 1 time og 25 minutter. Kameraet, der er endnu lettere og mindre end sin i forvejen lette forgænger – Escape Cam, kan nu bruges på helt almindelige spinnestænger på for eksempel kysten – uden at skulle bruge ekstra kraftige stænger.
Som sin forgænger er Explore Cam super let og intuitiv at bruge under det praktiske fiskeri, og i boksen, som du køber den i, medfølger diverse add ons, som kan bruges til at optimere optagelserne under vidt forskellige forhold. Uanset om du vil undersøge pladser, tjekke agnens gang, spotte fisk – eller filme, når fisken tager agnen, så er Explore Cam mega let at bruge – blandt andet fordi der medfølger to forskellige kortlæsere, som du med det samme ved vandet kan stikke micro SD-kortet ind i og derefter i din smartphone, så du straks kan se, hvad der rør sig derude i vandet lige her og nu.
Kameraet, som optager i fuld HD med 1080p i 30 eller 60 fps, er vandtæt ned til 200 meters dybde. Explore Cam, der er i butikkerne fra 1. oktober i år, er konstrueret med underwater AWB, hvilket giver markant bedre farver, end man ser normalt.
Læs mere om Westin Explore Cam her.

Westin Explore Cam
sep 18, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
Mads Grosell fra Savage Gear er lige nu i Canada – nærmere bestemt Ontario, for at fiske med en række nye agn, der er mindst lige så interessante for de danske geddefiskere, som de er for muskymarkedet over there.
– Over de sidste par dage har jeg fisket på Eagle Lake sammen med Danny Herbeck, hvilket har givet os seks flotte muskies, der på dansk hedder muskellunge, fortæller han. – Det er især de store softbaits 3D Sucker X-Tail, 3D Burbot Crosstail og kingsize muskyspinneren – Savage Blade, der har givet pote under fiskeriet på den store canadiske sø.
– Det er bare et super spændende fiskeri – og det bliver ikke ringere af, at jeg i går fik indfriet min gamle drøm om at fange en musky over de magiske 50 inch (127 cm+ – nedenfor), fortsætter han. – Danny havde blot tre kast forinden sagt, at jeg roligt kunne holde godt fast i stangen, fordi denne klippepynt godt kunne kaste en rigtig god fisk af sig. Og det fik han ret i. Fisken tog helt inde ved båden og leverede en brutal fight, slutter Mads.
Øverst Mads med en flot musky fanget på den nye 11″ 3D Sucker X-Tail med gult hoved. Muskellungen er den største art i geddefamilien. Ontario er som resten af Canada tidligere fransk – og ifølge Wikipedia nedstammer navnet fra det franske navn masque allongé, der igen nedstammer fra det oprindelige indianske navn maashkinoozhe.
Agnene der ikke er kommet på det danske marked endnu kan købes via muskyshop.com.

Mads med en velfortjent 50 inch+ musky fra Ontario.
sep 17, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Over den sidste uge er der spottet langt færre fisk, end tidligere på tunsæsonen, lyder det fra flere sider – blandt andet Jens Jeppesen, der er akvariechef på Øresundsakvariet. – For nogle uger siden var det helt vildt – blandt andet med rekord sightings på op til 700 springende fisk på få timer, fortsætter han. – Aldrig har jeg set så mange fisk.
– I den sidste uge er det gået ned af bakke, med markant færre spottede fisk. Der har således været flere ture med 0 observationer, en del med 2-5 tun – og så en enkelt aften her forleden, hvor vi så 30 fisk springe på vores tunsafari. Hvorvidt det skyldes færre hornfisk i overfladen, som bare gør det sværere at se de jagende tun, er ikke godt at vide. På ekkoloddet har vi set en del sild og makrel ved bunden, som mange af tunene måske går efter lige nu. Og så ser man dem naturligvis ikke så ofte i overfladen.
– Vejrforholdene har også været afvigende i forhold til det perfekte tunspotte vejr, hvilket også kan være en del af forklaringen på de færre observationer over den sidste uges tid. Generelt tror jeg ikke der har været færre tun i år i Øresund – for der her som nævnt spottet masser af fisk tidligere, slutter Jens, der i øvrigt var den første til at spotte både spækhuggeren og den pukkelhval, der blev set forrige uge. Ja faktisk har vi haft underretninger om, at der blev set tre pukkelhvaler samtidigt.
– På lørdag den 21. september starter DTU Aquas tunmærkning igen med udgangshavn i Helsingør, så det bliver spændende at se, hvad der bliver fanget, mærket og genudsat. Ved første heat af mærkningsprojektet ved Skagen blev der fanget færre fisk end normalt – nok især på grund af svære vejrforhold. Dette bliver nok ikke et problem i Øresund, hvor der er meget mere læ og derfor også mulighed for at komme ud under langt de fleste vindforhold.
Fisheco.se er i øvrigt lige kommet med en super fin video om tunenes genkomst i Skandinavien, som du kan se her.
Du kan læse mere om resultaterne fra DTU Aquas tunmærkningsprojekt her og samt om den socioøkonomiske værdi af tunfiskeriet her.
Se en video om tunsafarierne her.
Tunsafarier kan bl.a. bookes via
Øresundsakvariet
Spar Lystfiskeri
M/S Fortuna
FOTO: BETTINA PEDERSEN

Se den nye film om tunens tilbagekomst på Fisheco´s YouTube.

I Fishecos film er der blandt andet klip fra SLU´s svenske tunmærkning.
sep 17, 2024 | Nyheder, Sponsornyt
– Det årlige DM i Havørredfiskeri 2024 er lige rundt om hjørnet, fortæller arrangøren, Anders fra Gennemløber.dk – Denne mangfoldige konkurrence hylder fiskeriets glæder og tilbyder en unik mulighed for alt fra nybegyndere og hardcore fiskere til “far og søn” der er på weekendtur, til at dyste side om side. Konkurrencen strækker sig over hele Danmark og finder sted fra den 20. til den 22. september 2024.
– En af de mest spændende aspekter ved DM i Havørredfiskeri er, at du kan fiske overalt langs den danske kystlinje – både på yderkysten i fjordene og på de mange øer, fortsætter han. – Og når det kommer til valg af udstyr, er det helt op til dig. Ligegyldigt om du foretrækker spinnefiskeri, fluefiskeri, bombarda eller flåd kan du være med, for alle metoder tilladt, så længe du fisker med én stang ad gangen. Denne frihed sikrer, at alle kan deltage på deres egne præmisser, hvad enten man er garvet fluefisker eller nyder det klassiske spinnefiskestil.
– Konkurrencen er lige så meget en fejring af fiskeriet som en dyst om flotte præmier. Atmosfæren er afslappet, men spændingen om at fange den længste havørred er selvfølgelig til at mærke, for med et mindstemål på 45 cm gælder det om at fange den længste fisk. Hvis to fisk har samme længde, er det op til dommerpanelet at afgøre vinderen, baseret på billedets kvalitet og fiskens udseende.
Regler og praktiske detaljer til DM i Havørredfiskeri 2024
– Konkurrencen starter præcis kl. 00:01 fredag den 20. september 2024 og slutter søndag den 22. september kl. 16:00. I løbet af denne periode har du mulighed for at fange din konkurrence fisk, og skulle du senere fange en større fisk under konkurrencen, kan du opdatere din fangst i konkurrencen. Catch and release er tilladt: Hvis du ønsker at genudsætte fisken, kan du tage et billede med fisken i nettet, så længe længden tydeligt fremgår. Trollingfiskeri ikke er tilladt, men du er velkommen til at fiske fra småbåde, kajakker eller flyderinge. Desuden er lokalitetstjenester på kameraet et krav, så fangsten kan bekræftes som værende fra danske farvande.
Flotte præmier og lav deltagerpris til DM i Havørredfiskeri 2024
Vi har skruet en imponerende præmieliste sammen takket være vores generøse sponsorer. Der er præmier til de 10 bedste fiskere, og vinderen modtager en stor pokal som bevis på sejren. For at gøre konkurrencen så tilgængelig som muligt, har vi sat deltagerprisen så lavt, at alle kan være med. Dette er din chance for at konkurrere i et fællesskab, hvor fiskeriet og naturen er i centrum.
Er du klar til at kaste snøren ud og tage del i en af Danmarks største fiskekonkurrencer? Tilmeld dig nu lige her og vær en del af DM i Havørredfiskeri 2024!
Øverst ser du Andreas fra gennemløber.dk, der er arrangør af DM i Havørredfiskeri.