okt 3, 2008 | Nyheder

Her er det Allan med ny PR torsk på 17,4 kilo og 120 centimeter. ALLAN H. KRISTOFFERSEN var i midten af september taget på en to dages tur til det Jydske Rev. Turen startede med tømmermænd, men sluttede med lange arme og et par nye PR fisk til flere af turens deltagere.
Her fortæller han om turen:
– Efter en rask lille personalefest om lørdagen med 4000 deltagere fra Danske Bank, tog 12 af os til Thyborøn om søndagen for at prøve kræfter med elementerne, store torsk, langer mv. Vi stævnede ud af havnen mandag kl. 1.00 om natten ombord på M/S Bodil. Forventningerne til de kommende 45 timer på havet var tårnhøje. Forrige års tur var blevet aflyst grundet hårdt vejr, så nu skulle det endelig være! Som vi stod der på dækket, var forvandlingen fra galla til heldragt slående, og mon ikke broderparten af vore kolleger ville have vanskeligt ved at genkende os endsige forstå, hvad der havde fået os køre helt fra København til Thyborøn midt om natten? Havde nogen dristet sig til at kalde det afvigende adfærd, havde jeg været tilbøjelig til at give vedkommende ret. Tanken strejfede mig på ny da jeg lå i køjen og forsøgte at ignorere larmen fra den bankende dieselmotor, skibets rullende gang og den konstante fare for at trille ud af øverste køje. Fiskeriet startede meget kontant næste morgen. Hurtig morgenmad, første stop og fast fisk. Ikke bare til mig, men til alle ombord. Det var gode fisk. Jeg mistede desværre min til vraget og var voldsomt skuffet. Jeg riggede hurtigt om og satte øjeblikkeligt pirken ubehjælpeligt fast i vraget. Tredje rig og igen et voldsomt hug. Absolut en måler. Jeg holdt fisken hårdt af frygt for vraget, men pludselig blev linen slap. Låsen var knækket. Min uheldige start til trods fik jeg hurtigt del i det fantastiske fiskeri. Igen og igen kom der store flotte torsk på dækket, og en af kollegerne fik endda en dobbelt med to målere. Det varede således ikke længe før torsk på 7-9 kg kun fik begrænset opmærksomhed, og efterhånden begyndte flere, jeg selv inklusive, at fiske målrettet efter lange. Min første af slagsen nogen siden vejede omkring fire kg. men den rekord blev dog hurtigt ændret til 6,5 kg.
Det fantastiske fiskeri fortsatte dagen igennem. Udover torsk og lange blev der fanget makrel samt enkelte lubber, knurrehaner, mørk- og lyssej. Allerede om eftermiddagen havde jeg fanget flere fisk, end jeg havde turde drømme om, og tog det derfor relativt afslappet, da jeg på ny fik et godt hug. Efter de første kritiske sekunder, hvor det lykkedes at holde fisken fri af vraget, blev stangen sat til rette over bæltet, og jeg brugte hele min krop til at pumpe fiske op i et jævnt tempo. Skipper så torsken før jeg og spurgte hvad Svends fisk vejede. Svend svarede stolt 16 kg. hvortil Skipper tørt konstaterede at han var ved at miste sin rekord. Kort efter blev min torsk vejet til 17,4 kg. Perfekt kroget og ny personlig rekord! Hvilken tur! Tak Skipper, slutter Allan
Fisken vil blive tilmeldt Rekordfisken
okt 3, 2008 | Nyheder

Her er det Taus Biba med en flot efterårsknude, fanget under en Sandarttur TAUS BIBA er en ihærdig specimenfisker. Han var sammen med fiskekammeraten Jan, taget en nattetur til en lokal sø for at forsøge sig efter sandart sent på sæsonen. De to fiskere blev dog både lidt skuffet over sandartens manglende tilstedeværelse, men også en smule overraskede over nattens fangst.
Det blev kun til et enkelt hug i løbet af natten. Det var bottom bounceren, der gav lyd fra sig, fordi en knude havde set sig varm på hans mindre løje fisket lige over bunden. Turen gav ingen sandart, men knuden var 72 centimeter og 3,32 kilo, hvilket jo næppe er til at klage over..
okt 3, 2008 | Nyheder

Lær hvordan du binder laksetørfluer på Jesper Fohrmanns nye website. 02-10-08 TØRFLUEFISKERI EFTER LAKS er blevet mere og mere populært blandt danske laksefiskere, efter at Jesper Fohrmann skrev sin store artikel om emnet i Fisk & Fri, sommeren 2007. Vi har fået mange henvendelser om, hvordan man binder laksetørfluer på rør, og nu er der for alvor hjælp at hente. På Jespers nye hjemmeside får du alle detaljerne – samt en række gode tips til, hvordan du lokker de sølvblanke til overfladen. Læs mere om Jesper laksetørfluefiskeri her.
okt 1, 2008 | Nyheder

MED VINDSTØD OP TIL 15 SEKUNDMETER begav 6sekslystfiskere sig ud på havet ud for Hirtshals kyst fredag d. 26. september. Egentlig var der bare tale om en hyggetur for gutterne fra havfiskeren.dk, der havde fået selskab af en enkelt turist på M/S Mille. De havde ikke regnet med, at turen skulle ende i et uforglemmeligt sejfiskeri , hvor de var nød til at give op pga. syre i armene!

Dagen starter sløvt, med enkelte fisk på første stop, fortæller Casper Mølgaard til Fisk & Fri. – Resten af morgenen fortsatte fiskeriet uden nævneværdige fisk på dækket, indtil Skipper Søren pludselig får fiskene i loddets synsfelt. Besætningen, der efterhånden havde mistet troen på fiskeriet, går til stængerne og inden pirkene når bunden, står alle stænger spændt som flitsbuer ud over rælingen på kutteren. Skipperen havde fundet sej – en gigantisk stime af sultne mørksej, der var over pirk og ophængere hver eneste gang de røg til bunden. Det gik det fuldstændig over gevind, fortsætter Casper. – De næste to timer var som hård styrketræning, vi hev og sled og alle stænger stod med fuld flex, mens vi i bogstaveligste forstand væltede i fisk. Flere havde både tre og fire sej med op af gangen. Alt imens er været slået om og vindhastigheden er taget til. Det er nu svært for fiskerne at holde balancen på det skælindsmurte dæk i 10-15 s/m, men de var dog friske på et enkelt stop inden skuden gik i havn. Stoppet resulterede i to flotte torsk på 13,2 og 11 kilo og satte flot punktum på en vandvittig tur på Vesterhavet.

Drengene fra www.havfiskeren.dk er ikke de eneste der har fundet sej. Bent Lausen fra Padborg har været en tur på Det Gule Rev i starten af september, hvor han tog en rigtig flot sej på hele 9,25 kilo – samt en "lille" sej på 4 kilo på ophængeren. Bent fortæller at de også var udsat for udmattede fiskere med trætte arme, grundet de store mængder af sej.
sep 30, 2008 | Nyheder

ROSKILDE OG OMEGNS LYSTFISKERKLUB holder deres årlige havfiskefestival søndag den 5. oktober. Festivalen foregår på det gode skib M/S Skipper, der sejler fra Lautrupkaj i Kalkbrænderihavnen søndag kl. 8.00 og er i havn igen kl. 15.00, hvorefter der er indvejning på kajen og præmieuddeling. Det er 49 gang at ROLK afvikler sin Fiskefestival.
Der er igen i år mange fine præmier, der er sponsoreret af det lokale erhvervsliv. Uden denne støtte fra de lokale handlende ville det ikke være muligt at skaffe en så fornem præmieliste, som tilfældet er. Der er således præmier til de 17 største fisk, der fanges den dag. Vinderne kan vinde en præmie hver. Juniorkonkurrence
Som noget særligt, er der en juniorpræmie, der vindes af den fisker under 18 år, der fanger den største fisk. Vinderen af juniorpræmien deltager derudover også i den almindelige konkurrence og kan derfor vinde 2 præmier.
Yderligere oplysninger om konkurrencen kan ses på ROLK’s hjemmeside www.rolk.dk.
Interesserede kan tilmelde sig til Erik Balle på e-mail erikballe@post.tele.dk eller telefon 46383690.
sep 29, 2008 | Nyheder

Den italienske kvinde fik en honeymonn hun sent glemmer.

29.09.08 ENDNU EN FRISK MELDING fra vores gode venner Peter og Gladys, der er indehavere af lodgen Kilwa Dreams i Tanzania ved Det Indiske Ocean. Trods sæsonen endnu ikke er rigtig i gang endnu, måtte Peter starte båden op søndag den 21. september på en lille hidsig 2-timers tur. Det var et italiensk ægtepar på honeymoon, der fik lyst til nogle udendørs sysler, og det fortrød de ikke et sekund.
På de knap to timers fiskeri, havde de masser af hug af store stærke wahoo, og på trods af de kun havde dyrket lidt karpefiskeri hjemme i Italien, lykkedes det dem at lande 3 flotte wahoo på mellem 15 og 17 kilo.
Fiskene blev alle fanget på Manns woblere, selvom Peter tørt måtte konstatere, at han også mistede en del af sine dyrebare kunstagn. Fisk & Fri sender tre mand af sted på en større Afrika rundtur i slutningen af november og starten af december, så man må sandelig sige at Peter forstår at holde gryden i kog.
Se mere om området og fiskeriet på www.kilwadreams.com
sep 25, 2008 | Nyheder

Karup Å byder på et fantastisk havørredfiskeri, som forstyrres af fiskeædende sæler. Det vil Karup Å Sammenslutningen nu prøve at gøre noget ved.
HAVØRREDERNE i Karup Å har længe været plaget af sæler på fourageringstogt. Sælerne trækker med de gydende havørreder langt op i åen, og det er KÅS naturligvis ikke tilfreds med. Derfor arbejder de på at finde en metode til at løse problemet. En af metoderne foreningen i øjeblikket ser på, er at opsætte en akustisk skræmmer ved mundingen. Skræmmeren udsender en højfrekvent lyd, som sæler ikke bryder sig om.
Den anvendes i dag ved havdambrug i Norge og Sverige, men opsætningen skal naturligvis godkendes af myndighederne og afprøves under danske forhold, inden den kan tages i brug. For at kunne dokumentere omfanget har KÅS besluttet at registrere sælobservationerne, og beder derfor lystfiskerne om at hjælpe med denne dokumentation. Læs mere om KÅS her.
Se det seneste abonnementtilbud på en Scierra Softshell her.
sep 25, 2008 | Nyheder

Vinderne blev allebegavet med lækkert fiskegrej fra Pure Fishing. Torben Sølling (tv) skal med til Gulp Cup finalen den 12. okt. GULP CUPS sidste indledende runde blev afholdt i går (25.09.08) på Øresund ombord på Sværd og Findus. Dagen var arrangeret af Pure Fishing i samarbejde med Sportdres og Fisk & Fri’s redaktionschef Gordon P. Henriksen var med på vandet. Det var en skøn solskinsdag og humøret og temperaturen var dejlig høj. Der blev fanget skrubber, rødspætter, hvilling samt en torsk og en enkel lange. Det var primært Gulp børsteormene at fiskene blev taget på.

Her ligger Findus tæt på Sværd og konkurrenterne nyder det gode vejr og fisker løs. Vinderen blev Torben Sølling fra fiskeklubben "De Seje Fiskere" med i alt 5,8 kilo. På andenpladsen kom Michael Lorentzen med 5,1 og tredjepladsen gik til Peter Missel med 4,5 kilo. Alle tre vandt flotte præmier fra Pure Fishing. Førstepræmien bestod af en Fenwick Ironfeather 9′ stang med et ABU Garcia Cardinal 804 hjul, en Coleman 68 liters marine cooler samt 6 spande Gulp! Alive! I alt præmier for ca. 6.600 ,- kr. Andenpræmien bestod af en Berkley 9′ stang med et ABU Garcia Stealth hjul, en Coleman 68 liters marine cooler samt 6 spande Gulp! Alive! I alt præmier for ca. 4.900,- kr. Trediepræmien bestod af en Coleman 68 liters marine cooler samt 6 spande Gulp! Alive! I alt præmier for ca. 3.000,- kr. Stort tillykke herfra til de tre fiskere.

Torben Søllings flotte rødspætte på 1,1 sikrede ham førstepladsen. Den udslågsgivende faktor for vinderen Torben Sølling var en flot rødspætte på 1,1 kilo som huggede på en rød Gulp Alive børstorm som dagens første fangst. Fisken var en personlig rekord, og afgjorde en plads på førstepladsen foran to andre. Dette betyder at Torben skal dyste mod de fem andre vindere af de indledende runder den 12. oktober i finalerne, som kommer til at spænde over to forskellige arrangementer på to forskellige lokaliteter.
De 6 finaledeltagere, skal starte med 3 timers P&T fiskeri i Hvilested Lystfiskersøer ved Kolding. Start kl. 08.00 til 11.00. www.hvilested.dk
Anden del af arrangementet bliver 5 timers havfiskeri på Lillebælt med M/S Neptun fra Skærbæk. Skibet afsejler fra Skærbæk havn kl. 12.30 og er tilbage ved kajkanten kl. 17.30. www.ms-neptun.dk
Antallet af fangede fisk fra begge arrangementer bliver lagt sammen og den samlede vinder findes, hvoraf førstepræmien er en rejse til Costa Rica! Du kan læse mere om Gulp Cup og finalen den 13. oktober her på siden og i november udgaven af Fisk & Fri.
Du kan også se mere om Gulp Cup på http://gulp.nu/
sep 24, 2008 | Nyheder
UGEAVISEN TØNDER, skriver om en noget besynderlig oplevelse fra Brede Å. For en uge siden 17/9 stod 73 årig tyske Hans Jürgen og fiskede mellem hovedvejsbroen og bybroen i Brede Å. Pludselig kom en mand bagfra og skubbede H.J. hårdt i ryggen så han faldt i åen. Han mistede sin fiskestang, men fik dog reddet sig selv op, på trods af sine fyldte waders. Heldigvis havde en forbipasserende bilist set det hele og skrevet synderens nummerplade ned, så politiet kort efter kunne følge op på situationen. Hvad der efterfølgende er sket med manden som skubbede H.J. melder historien ikke noget om, men las os håbe, at de har fået fat på ham. Stangen blev fundet nogle timer senere, af nogle flinke medlemmer fra Brede Å. Hans Jürgen og konen er dog stadig påvirket af hele situationen, hvilke dog er forståeligt nok, slutter Uge Avisen Tønder.