I november falder vandtemperaturen for alvor. Aborrerne står nu dybt, og en af de aller bedste teknikker er langsomt pulserende softbaits fisket lige over bunden, fortæller Per-Ola Johannesson.
AF PER-OLA JOHANNESSON
DEN FØRSTE OPANKRING giver jeg blot tre forsøg. Jeg ved, at pladsen på ti meters dybde for foden af en skrænt plejer at være god på denne tid af året. Men jeg tror ikke rigtig på den i dag. Ekkoloddet viser ingen ansamlinger af byttefisk, og de seneste par dage har været domineret af en bidende nordøstenvind direkte mod skrænten. At jeg overhovedet giver den et forsøg, skyldes at den ligger direkte på vejen over til en plads, der er mere lovende under disse forhold. Jeg får ingen aborrer, så nu er det bare om at komme videre.
Da jeg nærmer mig en bugt, som ligger i læ for vinden, slår jeg motoren fra og glider op over en skrænt i stil med den jeg stoppede på før. Med lav fart krydser jeg sagte frem og tilbage over skrænten. Ekkoloddet viser godt med byttefisk i den nederste del af vandsøjlen, og helt tæt på bunden 12-13 meter nede, finder jeg en tæt skallebule. – Det her virker rigtigt, tænker jeg, idet jeg forsigtigt sænker ankret ned cirka 10 meter fra foden af skrænten.
Med softbait på et paternostertakel
Jigtaklet – et paternostertakel med et ubelastet softbait – lander med et plask og synker på slap line. Da den når bunden, og jeg har 100% føling med taklet, fisker jeg softbaitet hjem med små forsigtige sidelæns bevægelser hen over bunden. Jeg sørger for hele tiden at have konstant stram line, så der er perfekt føling med agnen. Blot et øjeblik efter fornemmer jeg et forsigtigt puf i linen, og efter en halv omdrejning på hjulet, mærker jeg tyngden af dagens første aborre i stangen.
Fisken, der vejer i omegnen af 300 gram, ryger hurtigt retur og kort efter er taklet igen på bunden. Jeg når næppe at bevæge stangen, før der igen er fisk og sådan fortsætter det. Men i det næste kast er det en noget større fisk, der har forelsket sig agnen. Da den omsider basker i overfladen der det en flot aborre over kiloet, der glider over netrammen… Yess! Fisken bliver forsigtig løftet hen på afkrognings- måtten, og da jeg genudsætter den grove aborre, ser det næsten ud som om de orangerøde finner gløder i efterårssolen.
Jo – aborren er uden tvivl en smuk fisk. Turen er allerede hjemme, men jeg kan ikke lade være med at fiske videre. Da jeg et par timer senere begiver mig hjemad med den nu mere milde sol i ansigtet har jeg fået 15 fine aborrer.
Softbaits er en suveræn agn til aborrerne i den kolde tid
Den kolde tid er topsæson for jig- og softbaitfiskeri. Årsagen er, at fiskenes bytte går dybere – og aborrerne følger selvfølgelig med. Fiskene kan være ret sløve, så der skal derfor fiskes dybt og langsomt for at få fisken i tale. Til dette er de mange forskellige jig og softbait teknikker ofte helt suveræne – især når der fiskes på lidt dybere vand.
Alle jigteknikker kan anvendes. Normalt kastefiskeri med jigs, hvor softbaitet er monteret direkte på et jighovede, er super især i begyndelsen af efteråret og sent på foråret. Kast jiggen ud, lad den synke til linen bliver slap – og spin derefter langsomt ind. Afbryd med spinstop, hvor jiggen kan synke mod bunden, indtil du igen mærker bunden. Fisk agnen med et uregelmæssigt indtagningsmønster – ofte er det det, der skal til for at udløse hugrefleksen. Hugget falder ofte, når jiggen synker eller idet indspinningen begyndes. Metoden er også helt suveræn ved høj vandstand i åerne – vinter og tidligt forår. Når vandet bliver rigtig koldt, vil et softbait, der fiskes ubelastet dog ofte give mere delikate præsentationer, som lettere udløser hugget fra de sløve fisk.
Softbaits som denne lille twintail
twister er en fantastisk agn til
vintersløve aborrer.
Langsomt synkende softbaits lokker aborrerne til hug
Et svævende softbait præsenteret på et paternostertakel med 70-150 centimeter krogtafs og en relativt kort lodtafs på fx 10-20 cm er helt perfekt. Når taklet er kastet ud og sunket til bunden tages det ind med relativt langsomme, men varierede bevægelser.
Igen – hold linen stram og tab aldrig bundkontakten. På denne måde bevæger softbaitet sig langsomt og lokkende over bunden – afbrudt af små pauser, hvor det nærmest står stille i vandet. Huggene kan enten komme som et lille ekstra slæk i linen – eller som en langsom opstramning af linen. Har du god kontakt med agnen, er det normalt rigeligt at hæve stangen uden et decideret modhug. Men har du derimod ikke god kontakt med agnen, så vil du misse masser af hug, som du ikke engang mærker, inden fisken har spyttet agnen ud.
Svæve-effekten får du ved at anvende et softbait, hvis massefylde gør, at den kun lige akkurat afbalanceres af selve krogens vægt. Man kan bruge mange slags softbaits som fx enkelt- eller dobbelthalede curlytails/twisters, men den bedste afbalancerede præsentation fås helt klart med langstrakte imitationer af orme, krebsdyr og lignende. En fordel ved denne type agn er, at man gradvist kan nappe små stykker af den lange hale, indtil den er nærmest vægtløs i vandet.
Lettest er det af afbalancere agnen, inden softbaitet monteres på krogen: Hæng jigkroppen på krogen og nip småstykker af. Test flydeevnen og nip mere af, indtil den er klar. Først da monteres gummiormen på krogen. For at få den optimale krogning, er det vigtigt, at krogen kommer tilstrækkelig langt tilbage på softbaitet, så man også får de fisk, som blot napper efter halen uden at suge hele agnen ind. Det enkleste er at sy krogen ind i softbaitet, så krogen stikker frem, der hvor kroppen slutter, og den tyndeste del af halen begynder. Indgangshullet skal ligge i midten af fronten for at få den bedste gang – og mindst mulig tendens til rotation, som kinker linen. Krogen skal være bredgabet og stikke godt ud fra kroppen. Gode eksempler er prologic MP1 eller Drennan Wide Gape Specialist str. 2-4.
Sådan finder du de bedste aborrepladser
De bedste pladser til søfiskeriet efterår og forår er ikke nær så oplagte som om sommeren. Man kan stadig finde fisk nær vegetation, men de kan lige så godt være alle mulige andre steder også. Når temperaturen er nede på 6-8 grader findes de tit på pladser med læ – i modsætning til ved højere temperaturer, hvor de oftere står på pladser, hvor vinden står på. Når det er rigtig koldt, skal man ofte finde fisken på – eller for foden af stejle skrænter på læsiden af søen. Dybden vil typisk være 8-12 meter eller endnu dybere. Mine egne erfaringer er, at den foretrukne opholdsdybde ofte er for foden af skrænter, der slutter ved en trediedel af søensmaksimaldybde.
Små langstrakte softbaits som denne Dying Minnow fra Savage Gear kan give en næste hypnotisk livagtig præsentation på et dropshot-rig. vintersløve aborrer.
Hvor står aborrerne i åen?
I åen er det ofte lettere at forudse, hvor fiskene står. Når det er koldt og vandstanden er høj, så vil fiskene nemlig normalt stå, hvor de bruger mindst energi. Og det er der, hvor strømmen er så langsom som muligt. Oplagte steder er derfor bagvande – eller nær strømkanterne, hvor strømmens hastighed er lavere. Skulle solen eller måske ligefrem varmen snige sig frem, så søger fiskene tit helt op på lavt vand i bagvandet – enten på kanten af skrænten mod dybere vand – eller helt ind til kantvegetationen på blot en meter vand.
Det bedste grej til aborrefiskeriet
Grejet til aborrefiskeriet er simpelt. Da agnene er lette, vil det for de fleste sikkert være lettest at kaste med et lille fastspolehjul. Behersker man kasteteknikken med et lille low-profile multihjul, så giver det dog bedre føling med den langsomme indspinning, de forsigtige hug – samt en mere direkte kontakt i selve modhugget.
Stænger på 6-7 fod med en kastevægt på 10-30 gram er fint. Tynde fletliner fra 0,06-0,10 giver lange kast, overlegen føling med bunden og perfekt kontakt med agnen. Men fisken kan ryste godt med hovedet på kort line, og fordi fletlinen er så uelastisk, så risikerer man lettere at miste krogholdet end hvis man havde anvendt en mere elastisk nylonline. Et godt kompromis er derfor at have 2-3 meter nylon til at tage de værste rusk – uden at miste for mange af de fordele, som fletlinen giver.
Hvilke farver lokker aborrerne bedst?
Farverne kan have stor betydning. Gul er klassisk og virker næsten altid. Røde nuancer er også gode – især i farvet og uklart vand. Ofte gælder det dog om at imitere fiskens naturlige føde – fx sølv/blågrøn-sort, når aborrerne jager løjer eller skaller – eller grønt/brunt, når aborrerne jager egne artsfæller eller bunddyr som fx krebs.
