Juni måned er den perfekte tid til at jage gedderne med overfladeagn. Med en pakke selvklæbende skum og en lille saks, kan du hurtigt kreere dine egne wakebaits lige på stedet. Så har du straks en agn, der slår en popper i effektivitet, men giver samme voldsomme overfladehug.

Tekst og foto: Gordon P. Henriksen

Normalt går Savage Gears Lipless 4play lige under overfladen, men med en stribe skum på ryggen, mindskes vægtfylden, hvorved den kommer til at skære igennem overfladen, og laver en mindre trykbølge, som kan ses på lang afstand

Normalt går Savage Gears Lipless 4play lige under overfladen, men med en stribe skum på ryggen, mindskes vægtfylden, hvorved den kommer til at skære igennem overfladen, og laver en mindre trykbølge, som kan ses på lang afstand

SKALLESTIMEN BLIVER ANGREBET i en stor hvirvel, og adskillige små flygtende skaller springer fri af vandet i desperate flugtforsøg. En gedde har presset dem helt op på det lave vand mod bredden og hamrer dem adskillige gange i et hidsigt angreb. Jeg er mindst lige så tændt som gedden. Da jeg kigger ned i min grejæske er jeg ikke i tvivl om, hvad der skal kastes ud. I min æske ligger nemlig et par modificerede swimbaits, som har fået klistret en stribe skum på ryggen, så de går helt oppe i selve vandoverfladen. Perfekt. Jeg kaster ud og hiver agnen langsomt ind, mens den laver en trykbølge, hvorefter jeg laver et spinstop. Gedden kommer straks farende og hamrer agnen i et skumsprøjt, og jeg må sætte hårdt mod hårdt for ikke at lade den gå i sivene. Endnu en gang var jeg lykkelig for at have et par hjemmetunede wakebaits i grejæsken.

JEG ELSKER alle former for overfladefiskeri med hele mit lystfiskerhjerte, og at se en gedde smække en popper i kaskade af vand, har altid været blandt mine favoritter. Gedderne skal dog helst være i det helt rigtige angrebshumør, for at de gider tage en popper eller flydende stickbait. Det er de desværre alt for sjældent, men til gengæld har jeg fundet ud af, at wakebaits fungerer godt under langt flere forhold. Man får stadig det visuelle kick ved at følge agnen med øjnene, samt det adrenalinsug det giver, når agnen grådigt angribes. Til gengæld får man bare langt flere hug, end på poppere.

Med nogle skumplader og en lille saks kan du hurtigt ombygge dine favorit agn til wakebaits der går helt oppe i overfladen. Her er der brugt skum i farver der matcher agnens ryg, men det er muligt at være mere kreativ med farvevalget, hvis det er det man har lyst til.

Med nogle skumplader og en lille saks kan du hurtigt ombygge dine favorit agn til wakebaits der går helt oppe i overfladen. Her er der brugt skum i farver der matcher agnens ryg, men det er muligt at være mere kreativ med farvevalget, hvis det er det man har lyst til.

DEN STORE FORDEL VED WAKE­BAITS frem for overflade agn er, at de er mere synlige set som profil fra siden, samtidig med dens bevægelser kan ses på lang afstand. Min personlige favorit er den lille Savage Gear 4play i 13 centimeters udgaven, som er en glimrende geddeagn i modellen med og uden ske. Den har en lokkende, svømmende gang og en meget naturtro fiskeprofil.

Når den får et lag skum på ryggen, skærer den gennem overfladen, men beholder sin lokkende gang og profil – og det er bare en farlig cocktail, når vandet er varmt, og gedderne er i jagthumør. Skummet jeg bruger kaldes mosgummi og er fra Panduro Hobby. Det koster 99 kroner for en pakke med 14 A4 ark i forskellige farver, og er selvklæbende på den ene side. Jeg bruger det i øvrigt også meget i min fluebinding, men i min grejæske ligger altid en lille saks og en pakke med skumstriber i et lille udvalg af farver. Så kan man altid matche farven på den agn man fisker, og tune sine agn ved vandet.

Her er det forfatteren med en fin gedde der huggede på en lille 4play med skumtop fisket mellem trærødderne. Bemærk den lille skumstribe i lysegrøn på toppen af agnen.

Her er det forfatteren med en fin gedde der huggede på en lille 4play med skumtop fisket mellem trærødderne. Bemærk den lille skumstribe i lysegrøn på toppen af agnen.

Det gode ved skumløsningen er at det kan tages af og på og man kan nemt modificere sine agn lige på stedet – og tage det af igen når man har lyst. På denne måde kan man nøjes med at købe og slæbe på lidt færre agn, men er altid forberedt til forskellige forhold. Hvilke agn, man vil modificere til swimbaits er selvfølgelig helt op til en selv – så tag dine favorit woblere og swimbaits, og gi’ dem lidt skum på toppen. Så skal du nok få overflade action!

WAKEBAITS: er en amerikansk betegnelse for agn, som går lige under overfladen og skaber en trykbølge, når de trækkes ind. Wake betyder trykbølge, og denne agntype bruges en del, til bl.a. bassfiskeri, men der findes nærmest ingen produkter på det danske marked. Illex har deres Mikey og Flat Bone Clicker, som er to lækre wakebaits til geddefiskeri. De fås dog desværre ikke i små størrelser.

Tips til overfladefiskeri efter gedder

– Husk masser af spinstop, og varieret indspinning

– Brug gerne små agn. De laver alligevel lidt postyr, så de kan ses på afstand

– Vær ikke bange for at fiske på det helt lave vand. Gedder jager nogle gange på en halv meter vand eller lavere.

– Skumring er altid et godt tidspunkt til at prøve wakebaits og poppere.

– Kast endelig til siv og sunkne træer, for den slags ofte holder byttefisk eller gedder på lur

– Mange tror, at en stille overflade er det rigtige vejr til overflade fiskeri – men prøv det også i blæsevejr

– Opdriften kan på nogle agn også justeres ved at skifte til fx lettere/tungere kroge og springringe

 

Garmin Quatix

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This