Foråret 2012 har budt på det vildeste torskefiskeri ved norske Sørøya. Følg med Flemming Madsen til Finmarken.
Af Flemming Madsen

52 kilo torsk og en glad grejhandler Jan Kristoffersen fra Jans Lystfiskershop. Den ene af dem vejer 29 kilo – torsken altså.
STORTORSKEN – eller Skrei’en – har så længe tilbage nogen kan huske vandret fra de rige fiskebanker ude i Norskehavet ind i Breiviksbotn for at gyde. Det er et relativt beskyttet farvand med vanddybder over 100 meter, som bliver invaderet af gydemodne torsk i størrelse XXXXL! Garn og juksa- eller pirkemaskine-fiskere fra hele Nordnorge sejler hertil, for at fange deres kvote af havets guld, og i de senere år har de fået selskab af flere og flere joller med eventyrlystne lystfiskere
Et rent miljø, restriktive kvoter, holdbare fiskemetoder i de kystnære områder og masser af fødefisk har gennem de seneste år øget antallet af torsk i Nordnorge og hævet gennemsnitsvægten – samt antallet af de rigtig store over 30 kilo til et historisk højt niveau!
I marts måned blev der stort set fanget torsk over 30 kilo hver dag – og visse dage 3-4 eller flere! I starten af marts blev den indtil videre største torsk fanget i år: 41,72 kilo. Imidlertid er den måske mest imponerende fangst tre torsk over 35 kilo til samme båd på samme dag. Og så var guiden tilmed belgier! Antallet af 20+ torsk er skyhøjt, og ingen har det komplette overblik over fangsterne.
Grådighed og hugvillighed der langt overgår det danske torskefiskeri

Store softbaits som denne er suveræne til stortorsk – og der skal bruges stærke kroge, når der fiskes efter torsk i 20-30 kilos klassen.
FISKERIET starter i februar og topper i marts, men normalt fortsætter fiskeriet dog hele april – og dele af maj. Hvis vejret tillader det, er grundene udenfor fjorden et godt valg – især først og sidst på sæsonen. Da vi fiskede i marts var det tydeligt, at torskene herude stadigvæk havde andet end leg i hovedet, hvilket bl.a. kom til udtryk, når de gylpede lodde, tobis og andre fødefisk op.
Netop denne umættelige appetit, nysgerrighed og aggressivitet er den største forskel på torskefiskeriet heroppe kontra fiskeriet efter gydetorsk herhjemme. Selv om ekkoloddet ikke viste andet end lidt »fnuller« nede over bunden, så var det som oftest bare et spørgsmål om at begynde fiskeriet, hvilket både løftede og samlede torskene under båden. Det var ofte muligt, at drive i timevis med store mængder fisk under og sikkert også omkring båden. At have en kroget torsk eller en jig 30, 40, 50 meter under overfladen hele tiden, var helt klart en fordel. På samme måde virkede det som om, at flere både, der lå samlet, kunne lokke, tirre, løfte og fastholde, stimevis af torsk under bådene – bedre end bare én båd kunne. Eller sagt på en anden måde – et actionpræget drømmefiskeri efter massevis af torsk i den ultimative sværvægtsklasse!
ET PAR TIMER EFTER SOLOPGANG og før solnedgang var helt klart der, hvor fiskeriet var bedst, og fiskene stod højest i vandet. Det virkede umiddelbart som om, at en vanddybde mellem 75 og 100 meter og en fiskedybde på 50-65 meter producerede de fleste af de rigtig store fisk
De allerstørste jigs er efter min mening blevet for store og besværlige/tunge, at fiske med. De er ydermere tilbøjelige til at gå hurtigere i stykker og fisker generelt også dårligere. Bevares, de sorterer en del mindre torsk fra, men helt sikkert også mange store. Jigs på 20-30 cm og 250-500 g er at foretrække. Alternativer til de populære jigs findes naturligvis, og faktisk virkede det til tider som om, at en blank 500 g Bergman Pirk – alias Svenskepilken – var mindst lige så god.
Vildt torskefiskeri giver grund til reflektion
UNDER TUREN, men især efter, har jeg haft tid til at fordøje indtrykkene fra det til tider voldsomme fiskeri, og jeg er kommet frem til, at der er en række punkter, som kan give anledning til undren og forbedringer; nogle specifikke for stedet og andre af mere generel karakter.
Erhvervsfiskerne har gennem generationer vundet hævd på fiskeriet i Breiviksbotn og som altid, når to interesser kæmper om de samme pladser eller resurser, opstår der meningsudvekslinger. Det har hidtil været holdt på et acceptabelt niveau, men der er ingen tvivl om, at vi lystfiskere i længden ikke ville kunne fiske i området, hvis tingene spidser til. Blandt andet derfor, bør man sejle og fiske med omtanke samt -ikke mindst – behandle fiskene med almindelig respekt.
Det er især det sidste, der støder erhvervet. For selvom langt størstedelen af torskene bliver genudsat, så ved ingen, hvor mange der overlever. Turen op til båden er nok relativ ufarlig for fiskene, forudsat at man udlufter dem, men krog-sår og nok især håndteringen i båden, er helt klart noget, man kunne og burde forbedre. Det er efterhånden blevet almindelig udbredt at benytte afkrognings-måtte og vejesæk til bl.a. gedder og sandart, men en kæmpetorsk skal ikke forvente samme nænsomme behandling. Et gællegreb eller en gafning bringer typisk torsken fra det våde element op til en riflet aluminiums-dørk. Herefter er der som oftest en eller to trekroge, der skal løsnes, før fisken bliver hængt op i lodret tilstand på en bismervægt. Den efterfølgende posering og udsætning plejer heller ikke just, at være skånsom. Som delvis forklaring må man sige, at størrelsen og vægten helt enkelt, gør dem besværlige at håndtere. Men ærlig talt, hvis fisken skal genudsættes, så er det simpelt hen ikke godt nok!
ET SKÅNSOMT fiskeri kan dyrkes ved at foretage nogle små ændringer, der kan have stor virkning:
Drop ophængerne; sandsynligheden for at fejlkroge fisk er alt for høj, og skulle man endelig få flere store torsk på samtidigt, så river de alligevel bare kroge og forfang i stykker
Udluftning af torsk muliggør genudsætning: Pump fisken langsomt op til båden de sidste ca. 15 meter, når fisken kommer til syne. Stop gerne helt op indenfor de sidste 3-5 meter. Trykforskellen suger luften ud af svømmeblæren, hvis bare man giver det tid nok. De torsk, der ikke kunne genudsættes, blev for størstedelens vedkommende bragt ind og afleveret til erhvervsfiskerne

Hvis ikke jiggen allerede er monteret med en stingerkrog, er det bare om at få det gjort. For det første misser man markant færre hug, dernæst beskytter den ekstra/bagerste krog jiggens hale, der ellers ret hurtigt bliver bidt af.
Klem modhagerne på krogene ind eller endnu bedre – fil dem helt væk. Det har også den fordel, at krogspidsen trænger nemmere ind i fiskemunden og med den afstand, der er mellem krogens spids og bøjningen på de store kroge, vil man faktisk miste færre fisk snarere end flere. Kroger man en mindre fisk, vil man endvidere nemmere kunne afkroge den i dybden ved at give løs line og derved spare både tid og kræfter – samt skåne fisken for unødig overlast. Det giver også en hurtigere og nemmere afkrogning generelt samt skåner både fisk og hænder: Hvis man er uheldig at få krogen i hånden, kræver det – som regel – ikke afbrudt fiskeri og et besøg på det lokale sygehus. Endelig risikerer man ikke, at linen/forfanget bliver skåret over af en modhages bagside. Noget, der sker, når torskene ruller og får viklet linen rundt om kroppen og rundt om krogene.