Den fiskeglæde man oplever hos nystartede lystfiskere kan i den grad smitte af på selv de mest garvede kystfiskere, men det kan også være en lærerig oplevelse at have begyndere med til fiskevandet. Følg med Magnus og David på en lærerig stribe kystture.
Af David Thormar
Magnus med hans pr-fisk. En fin efterårsfisk på den rigtige side af to kilo.
DET ER SIDST I AUGUST da jeg bliver jeg ringet op af Magnus. Jeg er i Norge for at fejre min brors forestående bryllup, så har ikke lige tankerne på det hjemlige fiskeri. Jeg kan med det samme høre hans iver og glæde i stemmen – bare på hans – HEY DAVE! Jeg har lige set dig på nettet med en flot havørred den anden dag – hvornår skal vi ud, lyder han begejstret. Hvad med om vi tager en dag i næste weekend?, svarer jeg?
Magnus, der er en af mine veninders kæreste, har først for et par år siden taget fiskeriet op, og sidste efterår havde jeg ham med på Stevnskysten for første gang. Allerede på denne »jomfrutur« fangede han en fin ørred på 1,7 kilo, hvilket i den grad tændte ham på kystfiskeriet. Alt udstyr blev hurtigt erhvervet, og det er efterfølgende blevet til en del kystture hen over foråret. Her oplevede han, at havørredfiskeriet ikke altid er så let, og at der er mange faktorer, der kan spille ind. Til trods for nogle nulture og fangster af mindre fisk, har han dog bevaret modet og specielt én fisk, han mistede på Møn, taler han ofte om. Hvor stor den var ved jeg ikke, og det gør han heller ikke helt selv, men som han siger, med et glimt i øjet, så bliver den større og større for hver gang han fortæller historien.
En grov efterårsørred med begyndende krog har taget en Minigobi – en giftig agn på de stille dage.
MIN NYE FISKEVEN gav hurtigt sig selv øgenavnet »The Apprentice« – eller praktikanten. Og det er virkelig fascinerende at se, hvordan han lever op til navnet. Han suger alt til sig, når vi er ude. I et væld af retoriske spørgsmål søger han svar på metoder, teknikker, agnvalg osv. Men også affiskning, vejr og vandforhold samt pladsvalg bliver nøje iagttaget. Samtidig går han på fornemste vis sine egne veje, når vi endelig står på kysten, for selv at udforske pladserne og ikke være den pågående hæmoride, der står på nakken af de andre. I bilen ved pladsskiftet bliver de forskellige ting, der undrer ham grundigt evalueret. Ting såsom, indspinningshastighed, valg af kasteretning på bølgerne, placering i forhold til revet eller andet får en gennemgang.
Efter at have fisket i mange år er alle disse ting, for mig i visse tilfælde blevet selvfølgeligheder eller rutiner, men pludselig bliver der stillet spørgsmålstegn ved de ting jeg gør, hvilket får mig til på ny at revurdere og overveje mine taktikker og teknikker. Han stiller alle de rigtige spørgsmål, og jeg tror dette for alle parter giver et fornyet og udbytterigt fokus.
En velassorteret grejboks til kystørrederne. Noget der tager noget tid at samle, når man er ny ved kysten.
TILBAGE PÅ DEN PLANLAGTE FISKETUR bliver vi enige om at mødes ved 13 tiden for at trille sydover. Magnus er som en lille dreng, der skal i Tivoli, og da vi kan se den første plads, vi skal fiske på, popper selen af og han er på vej ud af bilen inden håndbremsen er trukket.
Iveren er enorm og da han har rigget til hjemmefra, er han hurtigt ved vandet. Jeg kender udmærket følelsen af at man ikke kan komme hurtigt nok i gang, så alt bare skal gå i ekspresfart. Der er gode forhold med vind, sus i vandet og lette bølger. Sensommerfiskene kan dog være svære, og det viser sig da også hurtigt, at fiskene springer meget langt ude, hvor vi ikke kan nå dem – eller også så vil de bare ikke noget.
Jeg mister dog en fisk og kort tid efter springer en letfarvet tre-kilos fisk blot 4-5 meter til siden for Magnus. Jeg står i en vinkel så jeg ser både ham, fisken og det chok han får, da den nærmest flyver op i hovedet på ham. Febrilsk kaster han til fisken, men med et tungt blink på den korte afstand kan han ikke fiske effektivt. Fisken viser ingen interesse og gør ikke flere krumspring. Efter noget tid beslutter vi os for at skifte plads. – Argh… Den skulle have haft en flue – hvorfor havde vi ikke flue stangen?
Magnus tjekker stigen til fiskevandet ved Stevns Klint – en ret angstprovokerende oplevelse de første gange.
MAGNUS er i sin vante efterrationaliserende fase, da vi sidder i bilen. Og da vi kort efter ankommer til næste plads udbryder han grinede og med reference til mine tidligere udbrud; »Den her plads bare LUGTER af fisk«. Jeg kan kun give ham ret, og før jeg overhovedet har fået samlet min stang, er Magnus på vej mod vandet. Da jeg har snøvlet mig sammen, kommer Magnus smilende og lidt opgivende, gående mod mig – Jeg var så ivrig, at jeg ikke så linen var om hjulet, og nu har jeg kastet det hele væk. – Jaah – man kan også blive for overivrig, får jeg sagt lidt bagklogt, men det er også kun fordi jeg har prøvet det tusind gange før.
Han får ordnet linen, og hjulet og kommer i gang igen. Med tilpas afstand til hinanden går vi og fisker kysten af, og så sker det… Der kommer et hyl fra Magnus, og han står med fast fisk. På afstand kan man se på hans stang, at det er en bedre fisk. Nervøsitet og spænding stråler ud af ham. Da jeg kommer tættere på ham, kan jeg se han har nogenlunde styr på fisken. Der bliver holdt nøje øje med bremsen, og koncentrationen er høj. Hver gang fisken hopper eller tager udløb, kommer der et glædes brøl – lige som det bør være.
To overspringere fra den kolde vinterkyst – et godt resultat i alle henseende.
FISKEN er efterhånden udtrættet, og inden jeg er nået over til ham, får han sneget den ind over netrammen. Sejrs udbruddene vil ingen ende tage. Jeg tager det lidt mere roligt nu, og fisker hen mod ham. Da jeg endelig når ham, er fisken i den grad foreviget på mobilen og sendt rundt til familie og venner – og lykønskningerne tikker tilbage. Det hele ryster af glæde på ham, men med et slår det ham, at fisken er farvet. Men – der er ingen fredning på dette tidspunkt, så alle fisk er lovligt bytte, men alligevel bliver han helt nervøs, da han jo ikke ville tage en fisk, som måske burde være sat ud. Jeg beroliger ham og forvisser om, at han rolig kan være stolt over sin meget fine fisk på knap 2,5 kg.
På vej hjem i bilen er alt bare fantastisk. Magnus gennemgår den dramatiske fight, alt i mens at han får flettet ind, at han selvfølgelig giver PR-burger – samt at vi da snart skal af sted igen, og at folk der ikke kommer ud og bruge naturen på denne måde da virkelig går glip af noget.
Jeg kender udmærket den beruselse han sidder med, når man har kæmpet for en fisk og endelig fanger den. Da jeg sætter ham af ved bilen på vores mødested, er der faldet lidt ro på, men den rette lystfiskerånd har ramt ham og vi skilles med »taaaak for i dag« og et grinende »den er større næste gang!«
Det er som om Magnus, der lægger mange arbejdstimer i finansverden, har en ny funden glæde ved fiskeriet og naturen, som jeg kun kan misunde ham. Alle indtryk er guldkorn på tilværelsen, og glæden stråler ud af ham bare vi snakker om at tage af sted. Det kan ikke andet end at smitte af – og det er det hele handler om…
