Allan Kjærgaard elsker sit åfiskeri – og fanger godt med både laks og havørreder i adskillige af de jyske åer. Han fisker både spin og flue – alt efter humør og forhold. Vi har taget en snak med ham om hans tilgang til fiskeriet og ikke mindst hans hjemmetunede endegrej.

Af Erik Tveskov

Et udvalg af de mest effektive kombinationer af spinnerblade og kroppe.

Et udvalg af de mest effektive kombinationer af spinnerblade og kroppe.

MANGE LYSTFISKERE får tit et lettere strøg af fanatisme, når de har opdaget en form for fiskeri, der virkelig tiltaler dem. Det kan være orme- eller rejefiskerne der ikke kunne drømme om at sætte andet på, eller fluefiskeren der har set lyset og pludselig sætter alt sit spinnegrej til salg. Men – den ene metode udelukker selvfølgelig ikke den anden, så hvorfor egentlig begrænse sig selv i metodevalg? Jo flere teknikker man mestrer, desto større er chancen for succes under varierende forhold

Vi har stillet allround åfiskeren Allan Kjærgaard ni skarpe spørgs­mål, der måske kan hjælpe dig godt på vej til nogle gode

efter­årsoplevelser ved åen:

Foto-H

Med simple værktøjer kan du hurtigt komme i gang med at lave dit eget endegrej.

Hvilke vande fisker du i?

Tidligt på sæsonen, dvs. i april, fisker jeg efter blanklaks i primært Skjern Å. Det bliver til mange ture, hvor både fluestangen og spinnestangen kommer i brug. Jeg har de senere år også satset på Fladså i Ribe Å systemet, hvor Ribe Å laksen er ved at komme på fode igen, men det bliver da også til nogle ture til Varde Å først på sæsonen. Om sommeren er det de norske lakseelve, der står for skud, hvor jeg gennem tiden har fisket i Orkla, Ogna, Mandalselven, Bjerkreimselven og Drammenselven. Senere på sæsonen er det især Gelså, Fladså og Gudenåen, der står for skud.

Du fisker jo både med spin og flue. Kan du fortælle lidt om, hvornår du vælger den ene metode frem for den anden?

Jeg startede med spinnegrejet tilbage i 1984 i Nørreåen ved Sommersted i det sydjyske og har dyrket spinnefiskeri i åen siden hen. For 15 år siden begyndte jeg med fluefiskeriet, som også havde sin start i Nørreåen.

Om det er fluestangen eller spinnestangen som tages i brug på en fisketur, afhænger af hvilket vandløb jeg skal til. Nogle vandløb fisker jeg udelukkende med spin. I andre er det en blanding af flue og spin, og ofte spiller vejrforholdene også en væsentlig rolle. Jeg tager gerne af sted på dage, hvor der er vind, da jeg godt kan lide lidt krusninger på overfladen.

Allans æsker bugner af hjemmelavede lækkerier. Hvorfor ikke gå i hans fodspor og tune dit eget grej?

Allans æsker bugner af hjemmelavede lækkerier. Hvorfor ikke gå i hans fodspor og tune dit eget grej?

Går turen til en af de lokale åer , dvs. Gelså eller Fladså, går jeg med enhånds fluestang, men hvis der blæser en kraftig vind, så er det spinnestangen, som kommer med. Går turen til Skjern Å, hvor jeg bruger en tohåndsstang, så skal vinden blæse på den anden side af 12 m/s, før spinnestangen tages i brug. Der er dog ingen regel uden undtagelser. Jeg tager altid flue- og spinnestang med, og er forholdene perfekte til begge former for fiskeri, så er det lysten der bestemmer. Fisker man med spinnestang eller fluestang og man ikke tror på det, så er glæden og lysten til at bruge timer ved åen ikke særligt stor, hvilket betyder, at man fisker ukoncentreret.

Jeg gør tit det at jeg lægger ud med fluen og prøver at finde en sammensætning af line og fluetype, der giver den bedste præsentation i mine øjne. I Skjern Å er det tit synkeliner i måske synke 2/3 der er mest i brug. Har det ikke givet resultat på pladser, hvor jeg ved der står fisk, skifter jeg til en kondomspinner af eget fabrikat. Forår og sommer lægger jeg ud om morgenen med en orangefarvet krop og kobberfarvet blad. Den fisker jeg med frem til sidst på formiddagen. Så får vandet og jeg selv et hvil, hvorefter der om eftermiddagen kommer en spinner med gul krop og sølvblad på. Fisker jeg på en plads, hvor jeg ved, der står fisk, skifter jeg efter at have brugt flue og kondomspinner over til et lakseblink – gerne et Hansen Namsos eller Pool blink på 18-24 gram.

Tre af Allans kammerater havde kontakt med denne havørred på 2,3 kilo, inden han overlistede den med en af sine gule kondomspinnere med sølvblad.

Tre af Allans kammerater havde kontakt med denne havørred på 2,3 kilo, inden han overlistede den med en af sine gule kondomspinnere med sølvblad.

Fisker du både op- og nedstrøms?

Ja, når jeg fisker på en standplads, fisker jeg skiftevis op- og ned­strøms. Forår og efterår fisker jeg mest opstrøms med spinner i Gels Å og Flads Å. Når jeg så går ned­strøms, er det meget tit med en flydende Sito wobler, som jeg meget gerne tuner i mine egne farver. Den orangefarvede med guldglimmer på ryggen og en citrongul bug er en af favoritterne.

Om sommeren i Gels Å og Fladså fisker jeg mest nedstrøms med spinner – gerne langs brinken eller i grøderenderne. Jeg har lavet nogle lette spinnere med rørfluekugler og et str. 3 blad til at fiske hen over grøden, og det er en giftig metode. Ofte fisker vi spinnefiskere, hvor der er plads til at fiske spinneren, uden der kommer grøde på, men havørred står ikke frit fremme i åen som laksen. Når spinneren kører lige i overfladen og fisken tager den, går den gerne fri af vandet i hug

Spinnerdele kommer i et hav af varianter. Allan maler selv en del af sine spinnerkroppe til præcis de nuancer han ønsker.

Spinnerdele kommer i et hav af varianter. Allan maler selv en del af sine spinnerkroppe til præcis de nuancer han ønsker.

I Skjern Å fisker jeg altid ned­strøms. Spinneren eller blinket vinkler jeg næsten 90 grader over åen, så den fisker i en bue. Spinneren eller blinket skifter hastighed næsten 2/3 over åen, når buen rettes ud, og det er ofte her, hugget falder. Jeg forsøger tit at få agnen til at skifte retning præcis foran næsen på fisken. Det har jeg meget stor tiltro til. Når spinneren eller blinket er kommet til egen bred lader jeg den stå og flakke i 5-10 sekunder. Er laksen fulgt efter agnen til egen bred, kan hugget også komme her.

Har du en favoritagn, du starter med, når du ved, hvor der står en fisk? Hvis det svigter, har du så en rækkefølge af agn, du prøver bagefter?

Foto-L

Endnu en dansk laks har smagt lidt for længe på Allans hjemme­tunede lækkerier. Denne her var på 74 centimeter og 3,68 kilo og huggede på en af Allans fluer

Ja – det afhænger af, hvilken å jeg fisker. I Gels Å er det den ambulancefarvede Sito wobler på 5 centimeter, og derefter min Mepps str. 3. Hvis det ikke blæser for meget, lægger jeg som regel ud med flue­stangen. I Flads Å er det mine hjemmemonterede Mepps 4 og derefter den ambulance farvede Sito wobler på 5 centimeter. I Skjern Å er det mine hjemmelavede kondomspinnere i Orange/ Kobber på 22 gram, mine gule kondomspinnere med sølvblad i 22 gram, Hansen Namsos blink 25 gram. og Pool blink 18-24 gram. Når jeg spinnefisker i Skjern Å, starter jeg altid med spinner, derefter blink og så måske wobler til sidst. Men – igen lægger jeg som regel ud med fluen, hvis jeg synes forholdene og troen er til det. Det med troen mener jeg er helt afgørende, hvilket jeg kan forklare med den følgende lille historie:

Jeg gik en dag i ti timer ved Skjern Å med fluestangen, hvor vinden kom skråt opstrøms åen med 10-12 m/s, og jeg havde ikke mærket andet end to træk i fluen. Træt og lettere irriteret på vinden – samt med en bil som holdt parkeret langt væk, tænkte jeg, at det skulle være løgn. Nu har jeg gået i 10 timer og har kun mærket to fisk. Derpå rullede jeg fluelinen på hjulet og begav mig på en halv times gåtur til bilen. Lysten til at fiske med fluen var lille, og det var troen derfor også. Jeg riggede spinnestangen til og monterede en gul kondom spinner på 22 gram. Derefter gik jeg ned til åen, og det tog kun godt og vel seks kast, inden der var fast fisk, hvorefter en lille laks på 64 centimeter blev en god afslutning på en lang dag ved åen. Det år gav det rigtig godt med fluen ved Skjern Å, men jeg skifter meget gerne over til spin, hvis huggene udebliver – og jeg som i denne situation, kører sur i det

Med hjemmetunede spinneagn er du dækket godt ind til de fleste forhold i åen.

Med hjemmetunede spinneagn er du dækket godt ind til de fleste forhold i åen.

I Skjern Å går jeg med tohånds fluestang fra # 8/9 – 10/11 og med forskellige liner, men næsten altid en form for synkeline. Det har fungeret godt for mig. Fluerne er oftest gul/sort, beiss (burnt orange) eller fiery brown. Jeg bruger gerne »kinahattene« der kan fås i mange udførelser, og fisker som regel fluerne hurtigt over strømmen.

Hvornår begyndte du at tune dine spinneagn?

Det begyndte tilbage i 1988, hvor jeg startede med at lave mine egne spinnere. Ækvatorsport og andre forretninger, solgte nemlig sæt til at lave efterligninger af Mepps spinnere. De havde en messing­krop med riller, hvor jeg sad med en tandstikker og malede rillerne i ambulancefarve og et sølvblad, som skulle have de samme pletter som på en original Mepps, men bare i ambulancefarve. I bunden af spinneren kom vi en fluorescerende orange plast perle som hug­punkt.

Når de så hugperlen bagfra, var der stadig en stor del af spinneren, der kunne gøres mere interessant, nemlig bagsiden af bladet. Jeg prøvede på nogle spinnere at male dem ambulancefarvet på bagsiden og tog til Hoptrup Å, som vi fiskede meget i den gang. Der var ingen tvivl: At male bagsiden af bladet forøgede fangsterne markant. Det giver en særlig effekt, når spinneren ser guld eller sølvfarvet ud fra en side og så pludselig skifter over og bliver skrigende rød med en selvlysende perle til at slutte det hele af med. Det trick bruger jeg stadig, og det er faktisk dem jeg bruger mest den dag i dag til havørred. En agn, som man har meget succes med giver også troen på fangst, og derved fisker man mere koncentreret. Og så er vi igen tilbage til den der med at have tiltro, til det man er i gang med.

Har du flere hotte tips til dem, der gerne vil tune sit endegrej?

 

CFC-bait

 

Prøv at skifte spinnerbøjlerne på de fabriksfremstillede ud med nogle bedre. Jo mindre spinnerbøjlen er, desto tættere på kroppen roterer bladet – og desto roligere bliver rotationen. Omvendt bliver rotationen mere hidsig jo større og mere åben spinnerbøjlen er. På den måde kan man tilpasse sine spinnere, så de får præcis de bevægelser, man kan tænke sig. I det hele taget skal man være meget omhyggelig med at vælge en spinnerbøjle af en god kvalitet. Jeg brugte tidligere Mepps bøjler på alle mine spinner, men nu er jeg gået mere over til Bretton bøjler. Mepps bøjler er blødere og klemmes meget nemt ved kontakt med grøden – især på spinnere med str. 4 & 5 blad, men roterer til gengæld rigtig godt. Bretton bøjlen er massiv og bliver ikke klemt, når spinneren trækkes gennem noget grøde, men bøjlen er lidt større end Mepps udgaven. Til at male mine agn bruger jeg både pensler og airbrush. I starten brugte jeg Humbrol maling og pensel, men nu er jeg mere gået over til airbrush. Det giver mere glans, og det er nemmere at styre, så der ikke kommer for meget maling på emnerne – specielt bladene og de flydende woblere.

Varierer du din indspinning, når du fisker med spinner?

I vandløb, hvor der ikke er meget strøm, prøver jeg mig frem med varieret indspinning. Nogle bruger spinstop, så agnen står stille i et splitsekund. Det gør jeg også, når jeg fisker med flydende wobler, men med spinner og blink laver jeg i stedet et hurtigt træk i stangen, så agnen får mere fart på i et splitsekund og flakker eller laver mere turbulens. Det har ofte fået træge fisk til at tage agnen

Det kom sig af, at jeg for nogle år siden var ved Ogna elven i Sydnorge, hvor jeg fiskede med en Mepps 3’er med sølvblad midt på dagen. Der skete intet, selvom laksene lystigt gik ud af vandet

Jeg havde mistet gejsten, og trætheden kom efterhånden snigende. I ren frustration blev spinneren taget hjem med almindelig inspinning, derefter et hårdt ryk – osv, og så var der fisk! En grilse på lidt over 2 kilo tog spinneren og en vild fight på dansk kystgrej kunne begynde. Da jeg tænkte over, hvad jeg gjorde anderledes nu i forhold til de sidste mange timer, så var det de hårde ryk. De sidste dage ved elven blev denne teknik brugt, og jeg kunne tage hjem med seks laks, som var ny rekord for mig i Ogna.

Hvem skal efter din mening vige, når en opstrøms fiskende spinnefisker møder en nedstrøms fiskende fluefisker?

Efter min mening skal spinnefiskeren, der fisker opstrøms, vige for en nedstrøms fiskende fluefisker. Fiskeretningen går ofte nedstrøms og nogle steder er op­strømsfiskeri ikke tilladt. Det er nok mere udbredt i Sverige. Uanset om vi fisker nedstrøms eller opstrøms, skal vi alle holde passende afstand til andre lystfiskere. Ved mange danske åer, er der bevægeligt fiskeri, som betyder et kast et skridt i nedstrøms retning.

Billedtekste

Allans version af en toptunet Sitowobler og en hypereffektiv spinner med farve på bagsiden af bladet.

 

En flot Skjernålaks på 87 centimeter fra 2011. Fisken faldt for en hjemmebygget 22 grams orange kondomspinner med kobber blad kl. 8 om morgenen.

 

 

 

 

Husk at bruge blyfri belastning når du går i gang.

Allans foretrukne kondomspinner til morgenfiskeriet er den ambulancerøde version med kobberblad.

 

 

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This