okt 13, 2022 | Nyheder
– Selvom Ulrik og jeg lige har været til Predator Cup en hel weekend, så var fiskefeberen ikke helt kureret, fortæller Ulrik Nielsen. – En aftentur i båden efter aborrer var derfor meget oplagt, for det er et virkeligt actionfyldt fiskeri, når man først finder fiskene.
– Jeg fiskede på en grund, der er 2-3 meter dyb, så Shadow Rap Deep og Shadow Rap Shad Deep var oplagte valg til hurtigt at afsøge en masse vand. Da jeg først fandt aborrerne, var de virkelig i hugget, og der var stort set fisk i hvert kast. Det skete endda et par gange, at der var to fisk i samme kast, men kun på Shadow Rap, da den er længere end Shadow Rap Shad.
– Woblerne blev fisket på en 7 fods 13fishing Omen Black stang i 5-20 gram, som er en virkelig lækker let spinnestang med hurtig topaktion, der er velegnet til de små twitch med wobleren, som oftest resulterer i, at hugget falder. Dagens agn var Shadow Rap Deep i farven ROL og Shadow Rap Shad Deep i den nye farve BLK. Det blev til mange fisk, med de største lige over kiloet.

Når aborrerne bare vil ha´ en Rapala wobler…
mar 19, 2022 | Nyheder, Sponsornyt
Der drypper stadig lidt beretninger ind fra dem, der var ude for at gøre et sidste forsøg efter de store gedder inden fredningen den 15 marts trådte ind:
– Sidste weekend skulle selvfølgelig bruges på gedder i forsøget på en tung madamme inden fredningen, siger Ulrik Nielsen. – Dagens agn var Rapala Peto i både 14 og 20cm, og taktikken var kastefiskeri fra båd langs sivene, da min teori var, at gedderne allerede var trukket ind på lavt vand. Efter en time måtte jeg erkende, at den teori ikke holdt – og måtte rykke ud på dybere vand. Herude stod gedderne spredt på 6-7 meters dybde, og da Peto går på 1-1,5 meter, måtte jeg sætte en VMC Adaptor med tungstensvægte foran, så agnen blev belastet til at gå på 5-6 meter.
– Dette set-up endte med at kaste en god håndfuld gedder af sig. Ingen kæmper, men alligevel fine fisk fra 3-7 kg. Huggene faldt primært under spin-stop, hvor den tunge belastning fik agnen til at dykke mod bunden. Den lille 14 cm Peto blev fisket på en 20-80 gram Muse Black fra 13-Fishing mens 20 cm Peto med belastning blev fisket på samme stang, men i 40-130 gram versionen, slutter han.

Med VMCs Adaptors til udskiftelige lodder – fx tungstensvægte, kan man hurtigt ændre fiskedybden på sine agn.
feb 24, 2021 | Nyheder
– Sådan lyder det I det seneste nyhedsbrev fra B2B bladet Angling International. – Det private aktieselskab Sycamore Partners, som ejer Pure Fishing, har netop investeret I at købe knapt 20 % af Rapala VMC Corporation – kort tid efter at Rapala købte rettighederne til Okuma i Europa og Rusland. Investeringen gør Sycamore til den næststørste andelshaver i Rapala VMC Co-operation efter Veillard Migeon & Cie. Pure Fishing, som blev købt af Sycamore fra Newell Brands i 2019, har på nuværende tidspunkt 19 brands som fx Berkley, Abu Garcia, Shakespeare, Hardy og Penn, hvormed de målt på volumen er verdens største producent af fiskegrej. Rapala VMC, som selv har 14 brands har mere end 2000 ansatte i 42 lande.
jan 28, 2021 | Nyheder
– Rapala VMC Corporation har netop offentliggjort, at de overtager rettighederne til salg af varer fra Okuma i Europa. Sådan lyder det fra B2B magasinet Angling International i et nyhedsbrev i går.
– Rapala har givet 8 millioner for rettighederne, og vil begynde salget på lavt blus i løbet af 2021 – og på en fuld skala i løbet af 2022. Okuma, der blev startet i Taiwan for 30 år siden af Charles Chang har produktion og distribution i både Taiwan og Kina. Okuma har gennem tiden vundet mange priser for deres produkter ved de større B2B messer som fx ICAST og EFTTEX og regnes som en af de store globale spiller, når det gælder produktion af hjul og stænger. Okumas nuværende grossist omsætter pt for over 10 millioner euro i Europa og Rusland.