jun 27, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
Forleden, da Hamit Ghafari tog på Sjællands Nordkyst for at fiske havørred fra stranden, fik han sig noget af en overraskelse, da han fik et solidt hug fra en stor fisk klokken ti om formiddagen.
– Fisken, der huggede et tobislignende blink, kæmpede helt vildt, og da den kom på land, kunne jeg godt se, at der var noget specielt ved den sølvblanke fisk, fortæller han til Fisk & Fri. – Jeg kastede ud igen og fik endnu et hug fra en fisk i 70-80 cm klassen som den første. Det var helt vildt. Turen sluttede af med to havørred i 60-65 cm klassen, så jeg kunne på ingen måde klage. Og de to pukkellaks, som helt klart kom fra en flok med flere fisk, smagte virkelig godt skulle jeg hilse og sige, slutter han. Pukkellaksene og de to flotte havørreder blev fanget på Abu Garcias Sölv Rull i farven Dark Sandeel
Det dog var først da Hamit var forbi sin grejbutik – Sport Dres, og snakkede med Jimmi fra butikken, at han fandt ud af, at det rent faktisk var pukkellaks.
– De dommedagsnyheder, som vi hører, om at pukkellaksene kan være enormt farlige for vores danske økoystem, køber jeg ikke, kommenterer Henrik Carl fra Fiskeatlasset. – I løbet af de sidste 25 år har der blot været 27 registreringer af arten, men det er selvfølgelig interessant at holde øje med udviklingen. Fanger du en pukkellaks, så kontakt meget gerne Henrik Carl og Fiskeatlasset på hcarl@snm.ku.dk og/eller send fangstrapport og billede til jb@fiskogfri.dk, som gerne sender videre.
jun 20, 2025 | Nyheder
Bestandene af pukkelaks, der er en stillehavslaks, som ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, har over de sidste mange år spredt sig gradvist så langt nordvestover via russiske udsætninger, at de oftere og oftere ses vandre op i norske, islandske og sågar danske åer. De har en toårig livscyklus, så det er typisk hvert andet år i ulige år, at den usædvanlige gæst fanges i danske åer. Laksen dør typisk efter gydningen, når den er to somre gammel.
Sidste gang pukkelaksen var her, det var i 2023. Her var der også var virkelig mange i Norge, hvor Jesper Fohrmann fangede den flotte fisk på flue, som du ser på fotoet ovenfor. Det er ofte i vestjyske vandløb, at der har været fanget pukkellaks i Danmark, og da cyklussen som nævnt er to-årig, så forventer man, at fiskene måske dukker op igen her i 2025. Hvis du fanger en, så er DTU Aqua, der moniterer de danske fiskebestande, meget interesseret i en indrapportering, da den potentielt set på sigt måske vil kunne have en negativ effekt på de danske vandløb, hvis forekomsterne gradvist øges.
Fanger du en pukkellaks, som smager fint, bør den aflives, da den er uønsket og som sagt ikke er hjemmehørende i Danmark. Send meget gerne en fangstrapport til Fisk & Fri, så den kan deltage i drømmerejsekonkurrencen til Amazonas sponsoreret af iFish Travel – og i forhold til registrering kan du indrapportere din fangst til DTU Aqua her.
Læs om de danske pukkellaks i 2021 her.
Læs mere om pukkellaksen i Danmark her.
jan 19, 2022 | Nyheder
Pukkellaksen er ikke en naturligt hjemmehørende art i Danmark, men den er dukket op i de senere år. DTU Aqua har over de seneste år fulgt udviklingen i forekomsten af pukkellaks i danske vandløb og farvande, og kommer nu med følgende melding på fiskepleje.dk:
– Pukkellaks blev i 2021 fanget i Varde Å, Skjern Å og Sæby Å, som har udløb til så forskellige områder som hhv. Vadehavet, Vesterhavet og Kattegat. Endvidere er der længere nede i Kattegat fanget en pukkellaks i Aarhus Havn. Der er altså registreret fangster af pukkellaks på fire lokaliteter i Danmark i 2021. I 2017 blev der registreret pukkelaks i otte danske vandløb.
– I Norge har man oplevet en markant stigning i forekomsten af pukkellaks i de norske elve, hvor pukkellaksen heller ikke er hjemmehørende, fortsætter de. – Den største indvandring af pukkellaks til norske elve nogensinde blev registreret i 2021. Der blev således fanget over 100.000 pukkellaks i mere end 120 forskellige elve. Desuden er der fanget tusindvis af pukkellaks langs den norske kyst. Der er således tale om en stigning, som viser, at der er mange gange flere pukkellaks i elvene og på kysten i Norge end i både 2017 og 2019.
– En stigning i antallet af pukkellaks i danske vandløb vil sandsynligvis have en negativ betydning på vandløbenes økosystemer, konkluderer forskerne.
De relativt få forekomster i både antal og udbredelse, som pt er registreret i Danmark, vurderer DTU Aqua dog blot vil have begrænset betydning. Den mængde, der er set i Norge, mener de vil kunne få langt større betydning. Du kan læse meget mere om DTU Aquas monitering af pukkelaksene i Danmark her.
Foto: Jesper Fohrmann
aug 15, 2021 | Nyheder
Som vi har skrevet om tidligere her på fiskogfri.dk er det pukkellakse-år i år, og helt som forudsagt har der været flere pukkellakseobservationer på det sidste. En af dem stammer fra Århus Havn her i går:
– Jeg har netop fanget en pukkellaks, som huggede på pirken for enden af mit makrelforfang i Aarhus Havn, fortæller Mathias Enggård. Først havde vi svært ved at artsbestemme den og endte på regnbue- eller havørred og afskrev puklen som være en abnormalitet, da vi ikke kunne placere den. Men så fandt vi ud af, at det var en pukkellaks. Fisken, der var 45 centimeter, vejede 0,75 kilo renset og uden hoved. Pukkellaksen blev taget ved Inge Lehmanns Gade, lige bag Navitas omkring middag.
Pukkellaksen stammer fra Stillehavsregionen, men er udsat i Nordnorge, hvorfra den spreder sig sydover. Og når der er mange af dem i pukkellakseår, så kommer de også helt herned til Danmark. Fisk & Fris skribent gennem mange år, Jesper Fohrmann, har som altid været i Nordnorge for at fiske laks med fluestangen – og kan rapportere om masser af pukkellaks. På de par uger han fiskede, fik han over 100 – og du kan se en af dem på fotoet øverst.

Pukkellaksen fra Århus Havn.