RETRO: GIGANT NILABORRE I WHITEWATER
Jens Bursell med den gigantiske nilaborre, der nok har vejet i omegnen af 100 kilo.
Fisk & Fris arkiver gemmer mange sjove og spændende historier fra en glemt og gusten fortid. Her får du historien om en af de største nilaborrer i Uganda taget af Jens Bursell helt tilbage i 1995.
AF JENS BURSELL
MORGENDISEN hang tungt over Nilen og dybt under mig tordnede vandmasserne nådesløst igennem Devils Caludron.- Svævende i et inferno af whitewater, spraytåger bagstrømme og strømhvirvler, stod jeg som hypnotiseret og kiggede ud over kløften. Omsider fik skrigende fra et par kredsende flodørne højt over bjergkammen, bragt mig tilbage til realiteterne, – 500 meters stejl nedstigning tungt belæsset med fiskegrej og fotoudstyr.
Mit blod var nærmest kogende, da jeg efter turen ned over de bratte klipper omsider befandt mig ti meter over vandoverfladen. Blot 100 meter bag mig tordnede Nilen gennem en seks meter bred klippespalte og styrtede gennem en næsten lodret kløft over 40 meter i dybet, – endelig var jeg ved foden af Murchinson Fall`s – alias kabalega Falls, hvor jeg i årevis havde drømt om at komme til at fiske
Gennem det tætte løvhæng kunne jeg ane en stor stime tigerfish fouragere i et lille høl. Forsigtigt klatrede jeg tættere på og smed grejet. Ivrig efter at få fat på nogle agnfisk så hurtigt som muligt, monterede jeg en let stang, med en enkeltkrog str.4 fisket løsline. Fiskene plaskede vildt rundt i dønningerne, og i det klare vand kunne man tydeligt se hvert et skæl på deres tigerstribede flanker. Et stykke friskt kassavapasta blev klemmet omkring krogen, og med et let underhåndskast landede agnen lige over fiskene. På brøkdele af et sekund forvandledes stimen til et flimrende kaos af sorte-, sølv-, og ferskenfarvede striber, der som én frådende superorganisme simultant kastede sig over den langsomt synkende agn. Efter kort tid havde jeg rigeligt med agn til et par timers fiskeri.
Efter Nilaborrer ved Bakers Rock
Det var planen at dappefiske langs kanten af en lille klippepynt, hvor jeg dagene i forvejen havde haft et fantastisk fiskeri med fisk op til ca. 70 kilo. Allerede halvvejs ude på pynten, så jeg en god nilaborre vende i overfladen, så det var med forventningerne i top, at jeg gik i gang med at binde takler. På grund af store mængder knuste vandhyacinter i overfladen og forrevne klipper på bunden, var hverken flåd- eller bundfiskeri den optimale løsning Erfaringerne gennem de sidste par dages fiskeri talte helt klart for løslinefiskeri med levende tigerfish som agn. Flere fisk var blevet mistet på 0,61 nylonforfang, så jeg var gået over til at bruge en trible-link af 0,56 Big Game, – i al sin enkelhed 3 enkeltstykker monofil lagt parallelt og bundet til henholdsvis kroge og svirvel med en grinnerknude.
Halvdøde eller døde agnfisk fanger markant dårligere end helt friske fisk, dels fordi de er mindre lokkende, dels fordi de stiger til overfladen og bliver viklet ind i drivgrøde. Jeg var derfor gået over til at fiske et dobbelt krogsæt, bestående af en enkeltkrog str 6/0 placeret i agnfiskens mund for at tage belastningen i kastet samt en trekrog str.8/0 kroget i en flig af rygfinnen. Placeres trekrogen direkte i ryggen eller nakken på agnfisken dør den betydeligt hurtigere.
Jens Bursell med en af de store nilaborrer han tog dagen inden han fangede den helt store fisk ved Murchinson Falls i Uganda. Hjulet du ser er et Ambassadeur 7000 og stangen en Kevin Maddocks mallestang – Silurus.
Flotte nilaborrer fra klippen
Allerede i første kast var der hug, og efter en kort fight kunne jeg lande en fisk på ca. 30 kilo. Også det følgende kast gav en baby på ca. 10 kilo, – men herefter var alt dødt i flere timer. Jeg var efterhånden løbet tør for friske agnfisk. Vinden var blæst kraftigt op og over kløften tårnede blytunge uvejrsskyer sig i faretruende formationer. Stimen af tigerfish var forsvundet, og under det begsorte skydække var sigtbarheden i vandet drastisk reduceret. Den eneste måde at få agnfisk på, var at blindfiske et chubber flåd i strømkanten langs en af de mere rolige pools. Efter en times tid lykkedes det mig endelig at få den perfekte agnfisk. Jeg skulle netop til at kaste dyret ud, da uvejret brød løs. Regnen hamrede ned i lårtykke stråler, og på få minutter var Devils Cauldron forvandlet til en veritabel heksekeddel. Som strofer i en dommedagsmesse opført i en dødsdrom af klipper og vand, flængede gigantiske tordenbrag kløften igen og igen. Drivvåd kastede jeg stangen fra mig, og løb ned over klippen for at komme i ly under min regnponcho. Ti meter fra ponchoen gled jeg tværs over en skarp klippekant, og sekunder efter lå jeg mere eller mindre radbrækket i tørvejr og kiggede direkte ind i løbet på en AK-47. Flad af grin over min ugraciøse entre og fårede udtryk, fjernede min rangerguide Canan maskingeværet til en mere betryggende position og tændte en smøg. Gennem tobakstågerne kunne jeg netop ane et par blodpletter på klippekanten, der på rekordtid blev vasket ren i den silende regn
En time, – adskillige smøger og endnu flere røverhistorier senere, lettede skyerne såvel under som over ponchoen. Solen skinnede fra en skyklar himmel. Jeg begyndte straks at gøre at gøre klar til at fange nogle flere agnfisk. Kassavapastaen, der nu mest af alt mindede om lunken havregrød, blev ved hjælp af lidt majsmel reddet fra druknedøden, og inden længe var jeg godt igang med af afsøge strømkanterne langs forskellige småpools for tigerfish. Alt var dødt og på trods af en times intensivt fiskeri, lykkedes det mig kun at fange en enkelt Syndontis malle. På grund af de kraftige gift-pigge langs kanterne af ryg og brystfinner, er denne fisk det sidste en predator med sans for uperforerede tarmvæggge kan finde på at sætte tænderne i. Da dyret, – som Marlboro Man i slutstadiet eller en bagbundet Gollum i Dødemandsmarsken, begyndte at udstøde uartikulerede hvæselyde, der selv med et bløddyrs intuition kunne tydes som yderst ynkværdige, besluttede jeg at genudsætte den til fordel for eventuelle uopdagede rovfiskearter med galvaniseret tarmepithel.
Jeg kom hurtigt til at fortryde, at jeg ikke havde klippet finnestrålerne at dyret og kastet den i grams for nilaborrerne, der nu jagede på højtryk få meter fra klipperne. Fra en høj klippe, kunne jeg i en rolig pool på grænsen til whitewater ane spredte stimer af tigerfish i vild panik. Konstant kløvede kæmpe skygger som akvatiske sumobrydere flokkene, og frustreret prøvede jeg igen og igen at lokke de mindst ligeså frustrede fisk på krogen. Intet under, at de havde andet at tænke på end at spise for derefter at blive spist 2 på hinanden efterfølgende gange !. Når alt kom til alt, måtte jeg indse, at jeg havde et luksus problem, der var til at håndtere.
Eftermiddagsolen brændte nådesløst og den fugtige varme var efterhånden næsten ikke til at bære. En god kastelængde nedstrøms lå en flok nilkrokkodiller med åben mund og så nærmet ud til at nyde det. Badet i sved, ignorerede jeg med en accelerende bevistløs ligegyldighed tetsefluernes hestebremseagtige bid, der på det nærmeste havde forvandlet min ryg til et sammenhængende kraterlandskab af opsvulmede bid.
Med en lettere opgivende kraftanstrengelse sænkede jeg kassavapastaen ind under klipperne for fødderne af mig, og endelig lykkedes det mig at kroge en tigerfish på knapt 2 kilo. Fisken, der var lige lovlig stor at kaste ud med stangen, blev monteret på et dobbelt krogsæt og ved håndkraft kastet ud i bagstrømmen bag nogle store klipper.
Historien her med den enorme Nilaborre fra Uganda blev oprindelig publiceret i Fisk & Fri i marts 1996, hvor fisken prydede forsiden af det trykte magasin, som stoppede i sin daværende form i 2019.
En gigantisk nilaborre hugger
Idet samme agnfisken ramte overfladen, glimtede en gigantisk bredside på størrelse med en dør et par meter under overfladen. Med en uhyggelig koncentration, der havde syntes umulig få minutter forinden, mendede jeg linen fri af drivende vandhyacinter, og lod langsomt fisken svømme ud i stømkanten mellem foss og bagstrøm. Endnu en gang sås et diffust glimt og med et tonstungt sug klappede min 3,5 lbs “Silurius” – mallestang totalt sammen. Med en voldsom fart svømmede fisken direkte imod mig og kun lige akkurat lykkedes det mig at holde stram line under indspinningen. Som en ubevægelig klippe stod fisken urokkeligt fast lige under mig . Sekunderne føltes som timer og intet skete. – På den modsatte bred gled et par velvoksne krokkodiller langsomt ud vandet.
Fisken steg uendelig langsomt til overfladen. I kaskader af vand og drivgrøderester kastede kæmpedyret sig halvt ud af vandet og tonsede med ryg og hoved fri af vandet hen langs med klippen. I løbet af sekunder befandt fisken sig midt i det vildeste whitewater og langt over 100 meter line var løbet af hjulet.
Linebuen var på grund af den stærke strøm mildest talt faretruende. Først da fisken sprang fuldstændig fri af vandet 50 meter opstrøms fra hvor jeg troede den var, indså jeg for alvor min situation. Store mængder af drivdrøde fra hovedstrømmen hang fast i linen og gjorde det umuligt at få direkte kontakt med fisken, der gang på gang gik fri af vandet længere og længere opstrøms. Febrilsk løsnede jeg bremsen for at undgå linebrud, hvilket kun resulterede i at fisken kæmpede sig endnu tættere på vandfaldet. Linebuen blev trukket med opstrøms og nærmede sig med foruroligende hast spidsen af klippepynten. Der var intet andet at gøre end at komme helt ud for enden af pynten inden linen ville blive raspet over af klipperne. Totalt hasarderet klatrede jeg med `en hånd langs kanten af de stejle klipper, mens dønningerne fra store strømhvirvler konstant skyllede over mine fødder. Linen var netop strammet op over klippekanten, da jeg omsider nåede ud og fik den fri i sidste øjeblik.
Nilkrokkodiller som denne er der masser af i bagvandet bag Bakers Rock, hvor Jens fangede sin gigantiske nilaborre i halvfemserne.
Det vildeste udløb over Devils Cauldron
Brøkdele af et sekund senere tog fisken et kraftfuldt udløb tværs over Devils Cauldron, og svømmede nu nedstrøms igen. Efter 20 minutters benhård fight, var fisken langt om længe tilbage ved egen bred og begyndte langsomt at nærme sig udgangspunktet for sine foss-eskapader, hvor den igen stod urokkelig fast. Svært utilfreds ved tanken om at skulle tage den mere eller mindre livsfarlige tur over de glatte klipper en gang til, – pressede jeg fisken stenhårdt i retning af pyntens kant for at provokere bæstet til at tage et udløb den modsatte vej mod mere roligt vand. Taktikken lykkedes og efter nogle få udløb i poolen begyndte fisken for alvor at vise træthedstegn. Canan stod allerede klar med flyvegaffen og klatrede med stort besvær ned til en klippe, hvorfra han akkurat kunne nå vandet uden alt for stor fare for at glide i.
Konfronteret med et par mandarin store, nedstirrende øjne og en bredside på størrelse med en Ankole ko`s, var han lige ved at falde bagover af skræk, mens han overgearet råbte en masse Gulu-gloser ufattelig hurtigt efter hinanden. Adskillige gange prøvede han og gaffe fisken i munden, men på grund af de store strømdønninger tog det en del forsøg før det lykkedes. Sveddryppende forsøgte han at løfte nilaborren fri af vandet, men fisken var for tung. Hurtigt kom hans ven Fred til undsætning, og endelig kom fisken halvt fri af vandet. Spolen blev frikoblet og jeg kastede stangen fra mig for at hjælpe, men til min rædsel så jeg at stål- gaffen langsomt var ved at rette sig ud. Hverken Fred eller Canan havde i deres iver opdaget katastrofen og panisk kastede jeg mig ned af klippen og fik fat i det ene gællelåg netop som fisken gled fri af gaffen. Lynhurtigt fik Fred fat i min skjorte og stoppede mig fra at blive trukket med ned af fisken. Med en stor kraftanstrengelse lykkedes det Fred og Canan at trække både fisk og fanger i sikkerhed. Aldrig har jeg været så lettet!
Murchinson Falls sydlige sprække er kun seks-ti meter bred, og det er næppe mange der overlever en tur gennem de frådende vandmasser.
Nilaborre på omtrent 100 kilo endelig på land
Rangerne var ikke i tvivl om at det var den største fisk de nogensinde havde set og skød den til 110-120 kilo. Jeg har siden indsamlet data om længde og vægt på storfisk fanget i net i Lake Victoria og Albert, – og på basis af disse informationer er det nok mere realistisk af fisken har vejet et sted mellem 90 og 100 kilo. Men hvem gider i øvrigt bekymre sig om det, – fisken var stor nok til at give mig mit livs kick.
Nilaborren, der er Afrikas største ferskvandsfisk, har igennem århundreder fascineret folk og fiskere langs Nilen. I det gamle Ægypten var nilaborren en højt agtet fisk, der visse steder ligefrem blev dyrket i kulter. Man har således mange steder langs Nilen fundet mumificerede nilaborrer på særlige begravelsespladser. I dag er fisken uden tvivl Afrikas populæreste sportsfisk og er samtidig af enorm kommerciel betydning i hele udbredelsesområdet. Oprindeligt fandtes den kun naturligt forekommende i Nilen nedstrøms for Murchinson Fall`s , Lake Albert , Turkana og Chad samt Senegal-, Niger- og Congo flodsystemer
I 1955 blev nilaborrer udsat i Lake Kyoga, hvorfra de i løbet af en kort årrække spredte sig til Lake Victoria. Fisken der nærmest ligner en krydsning mellem en mega aborre/bass og en monster sandart kan opnå en imponerende størrelse, – fisk på op til 360 lbs er efter sigende blevet fanget af erhvervsfiskere! Den officielle lystfiskerfangede rekord i Uganda var ved fangsten på 80,5 kg, men der er ingen tvivl at der er fanget fisk over denne størrelse, som aldrig er blevet indrapporteret!
Efterskrift: I 1995, hvor denne historie foregik, var der et nærmest ikke eksisterende fiskepres på Devils Cauldron og denne del af Nilen efter mange år med diktatoren Idi Amin og efterfølgende borger- og guerillakrig i det nordlige Uganda med warlorden Joseph Kony, som terroriserede området. Det var derfor dengang god skik at hjemtage de nilaborrer, der blev fanget, så de lokale rangere kunne få dem at spise med deres familier i den nærmeste landsby. Nu om dage bliver de fleste fisk genudsat for at bevare bestanden.
