jun 19, 2022 | Nyheder
I denne måned for præcis 40 år siden udkom det første nummer af Fisk & Fri. Selvom der er løbet meget vand gennem bækken siden 1982, fødes kilden stadig det samme sted – nemlig ude ved vandene i alle de friske strømninger, som fører dansk lystfiskeri mod nye spændende horisonter. Undervejs har der været både hvirvler, stryg, vandfald, kanalisering og smult vande. Bølgerne er gået højt, og der har i perioder været både høj- og lavvande.
Gennem over 35 år lykkedes det magasinet Fisk & Fri at holde fanen højt og skuden flydende, på trods af, at trykte fiskemagasiner overalt i Europa døde i kølvandet på internettet og de sociale mediers fremmarch i mediebilledet op igennem 00 og 10´erne. For ti år siden var der fire trykte danske fiskeblade, hvoraf tre var uafhængige medier, der eksisterede på frie markedsvilkår. I 2017 var Fisk & Fri det eneste, der var tilbage – med røven i vandskorpen selvfølgelig. Desværre var der ikke højt nok fribord – og i sommeren 2019 gik firmaet bag Fisk & Fri, som jeg havde arbejdet for siden 2006 – konkurs. Det betød slutningen på det trykte magasin, som rigtig mange danske lystfiskere havde kendt og elsket gennem årtier.
Trist, at Danmarks sidste uafhængige fiskemedie måtte lukke som trykt magasin, men måske var det slet ikke så trist endda? For når én dør lukkes, så åbnes der altid en ny med friske og uprøvede muligheder for enden af korridoren. Ja – der er noget magisk ved papir, men det er ikke så unikt, at det er værd at bevare for enhver pris. At drive et rentabelt fiskeblad på frie markedsvilkår uden økonomisk støtte på så lille et marked som det danske, ville nemlig på den lange bane komme til at indebære så mange kompromisser i både drift, produktion samt distribution – og dermed kvalitet, at man med rette kunne stille spørgsmålet, om det ville være det værd?
Da jeg i september 2019 købte Fisk & Fri var idéen derfor at konvertere Fisk & Fri til et 100% digitalt medie med afsæt i fiskogfri.dk samt Fisk & Fris Facebook, Instagram, Youtube og Nyhedsmail. Og det er lykkedes over al forventning. Siden den nye fiskogfri.dk for alvor kom op at køre i foråret 2020, har hjemmesiden haft op til 125.000 unikke brugere om måneden – med et gennemsnit på 60.000 månedligt uden for ferieperioderne. Og hertil kommer massevis af trafik samt interaktioner på Fisk & Fris facebook, instagram, nyhedsmail og youtube.
Der skal lyde et kæmpestort tak til alle jer, der bakker op om det nye digitale Fisk & Fri anno 2022. Det gælder både inderkredsen af skribenter, fotografer og folk omkring mediet, samt selvfølgelig alle I mange brugere af fiskogfri.dk, der med jeres spændende og sjove beretninger samt fotos og artikler er med til at gøre Fisk & Fri til Danmarks mest levende, vedkommende og aktuelle medie for lystfiskere.
Vi ses derude – Jens Bursell
Du kan læse meget mere om, hvad Fisk & Fri har betydet for en række danske fiskepersonligheder i denne artikel af Søren Honore på fiskogfri.dk´s artikelarkiv.
jun 19, 2022 | Artikler, Portrætter
Fisk & Fri startede under forlaget Alt om Sport og fik lynhurtigt vind i sejlene blandt danske lystfiskere. Her kan du se et udvalg af blade fra 1982-1984. I dag ejes Fisk & Fri af Jens Bursell/Outdoor Consult.
De fleste i den danske fiskegrejsbranche, har på et eller andet tidspunkt enten arbejdet for – eller haft nære relationer til Fisk & Fri. Til 30 års jubilæet for 10 år siden tog vi en snak med en række profiler inden for branchen, om hvad Fisk & Fri har betydet for dem – og dansk lystfiskeri.
AF SØREN HONORE
LARS SVENDSEN – stifter og tidligere direktør hos Svendsen Sport A/S: – Fisk & Fri var unægtelig et tiltrængt initiativ ved starten for 30 år siden, hvor branchen måtte trækkes med ”Sportsfiskeren”, som det eneste annoncemedie. Dengang var Sportsfiskeren mildest talt dødkedelig, mens annoncepriserne til gengæld var skyhøje. Fisk & Fri bragte en kærkommen konkurrence og balance i tingene. Gennem 10 år mødtes jeg hvert år i november med Søren Honoré – den nuværende chef og Svend Erik Vardrup (daværende chefredaktør) for at forhandle det kommende års annoncepriser. I håbet om et venligt forhandlingsklima, inviterede gutterne mig altid på fasan på en af byens bedste og dyreste restauranter. Jeg fandt hurtigt ud af, at Svend Erik var en anelse lettere at forhandle med end Søren, så kunsten bestod i at vente og hugge til, når Søren gik ud for at stille P-skiven eller skulle hjem. Efterhånden forlangte Søren dog at få vetoret på aftaler indgået mellem Svend Erik og jeg, og så var sagerne desværre ikke så lukrative længere. Siden har vi dog haft et meget tæt, godt og professionelt samarbejde, og jeg tør godt sige, at Fisk & Fri i dag er blandt de europæiske sportsfiskemedier, hvor vi får suverænt størst effekt af vores investering. PS: Samtlige 10 år vi mødtes på ”fasan-restauranten” endte det altid med, at jeg selv måtte betale hele regningen, hvilket altid var det sidste forhandlingspunkt, for at aftalen kunne falde på plads.
Lars Erik Svensen – medejer og tidligere direktør for Svendsen Sport, der bl.a producerer Scierra, Savage Gear og Ron Thompson.
Uffe i fuldt øresundsornat med pibe, 21,5 kilos torsk – og det hele.
UFFE ELLEMANN JENSEN – tidligere Udenrigsminister: – En stor del af mit lystfiskerliv er foregået i en lænestol med en god bog om fiskeri – eller med Fisk og Fri, fortæller Uffe. – Så kan man i de mørke vinteraftener, hvor der ikke er mulighed for at fiske, sidde og drømme sig til de store oplevelser, der ligger og venter. Bogen og bladet kan man også tage med sig i flyveren, når man er på vej til et eller andet møde, der med garanti ikke vil levne tid til en fisketur. Lænestolsfiskeri er ikke at foragte… Det, jeg så godt kan lide ved Fisk og Fri, er blandingen af det fjerne og fantastiske, som man godt ved, man aldrig kommer til at opleve – men kan drømme om – og så det nære, som man kan nikke genkendende til: Ørreden i den jyske å, eller gedden i mosen… Som Svend Saabye skrev i sit mesterværk »Lystfiskerliv«: »At berette« hører med til at være Fisker, ingen kan leve et sandt Fiskerliv uden at maatte dele sit Hjertes Overflod paa Oplevelser med andre…
I sin tid som udenrigsminister har Uffe Ellemann rejset kloden rundt – og fisket når lejlighed bød sig. Her er han med en flot nilaborre fra Viktoriasøen i Afrika.
Niels Vestergaard, forfatter og filmproducent, var medejer af Fisk & Fris grejbutikker indtil 1992, hvor han startede firmaet Salar – og senere Wide Open Films. Bemærk Fisk & Fri stangen – og så den flotte 76 centimeters havørred naturligvis.
NIELS VESTERGÅRD – forfatter og filmproducent: Der har været utrolig mange gode og sjove oplevelser i de vel nok 15 år jeg arbejdede freelance for Fisk & Fri. I det hele taget husker jeg mest den enorme entusiasme, man mødte, når man kom ind på redaktionen. Men ellers var redaktions fisketurene til Bornholm blandt de bedste og sjoveste oplevelser. Her mødte jeg en masse rare originaler – fx Jens Ploug, Jason Träff og Mogens Espersen. Redaktionsmøderne på Bornholm var mere fisketure og social hygge end deciderede møder. Jeg husker en lille sjov episode fra den første gang jeg var med: De årlige ture blev planlagt i samarbejde med lokalredaktøren Poul Stadler, som vi mødte ude på en god kystplads, som han havde udvalgt. Det var den første morgen, og vi var bare tre, der skulle fiske med ham denne dag. Jeg, Svend Erik Vardrup og Søren Honore. De var begge fuldstændig klar på noget godt kystfiskeri med den lokale kystguru, og Søren spørger meget ivrigt Poul: – Hvad skal vi så fiske med her? Poul venter lidt med at svare … men så kommer det på hans finurlige måde at svare på: – Jaee, hvis der ikke er nogen fisk, så er det jo ligegyldigt hvad du fisker med. – Øh, ja. – … og hvis der er fisk, og de ikke vil hugge, er det jo også lige meget … – Jaee. – Og hvis der er fisk her, som bare vil hugge, ja så er det jo også lige meget ??? … Med det råd fra den lokale kystekspert, gik vi bare i gang med at fiske med rødt, grønt, blåt og blankt, blink og fluer, og fangede i øvrigt fisk allesammen.
Morthen Vihlmann designer til daglig Geoff Andersson tøjet, som han selv er med til at teste under sine mange kystture.
MORTEN VIHLMANN – chefdesigner Geoff Andersson: En lille dreng (mindre end i dag) ligger syg på sofaen, hjemme hos mor. På sofabordet ligger en banan og noget saftevand. Døren går op- og ind kommer mor, netop hjemvendt efter at have været byen rundt efter en overlevelsespakke til sin lille syge dreng. Pakken består af et obligatorisk Anders And, to bøger fra biblioteket af Jens Ploug Hansen – og så mit første eksemplar af Fisk & Fri. Blandt datidens magasiner, skilte Fisk & Fri sig ud. Jeg husker da i hvert tilfælde det tykke blå omslag prydet af en kvinde, som holder en haj. Det var et magisk billede med den haj. Billedet er mejslet i min bevidstheds granit. Det nummer blev klippet ud i og spredt i fragmenter på væggene i mit drengeværelse. Mange år efter mit første eksemplar – i en alder af 18 år kommer Fisk & Fri atter på banen, da jeg kommer i lære som butiksassistent. Ganske hurtigt bliver jeg involveret i et annoncesamarbejde og lærer bladet at kende indefra. Dette forhold har nu mere end 20 år på bagen, hvor jeg igennem skiftende jobs har bibeholdt et stadigt udviklende forhold til bladet og dets medarbejdere. Professionelt nyder jeg redaktionens menneskelige diversitet og disses evige jagt på fornyelse og forståelse af vores fælles passion – Fiskeri. Et skønt sammensurium af originaler, jeg som fisketøjsudvikler, elsker at udfordre. Tilfældigt, hvis man tror på det ord, har jeg igennem tiden oparbejdet mindst to meget vigtige menneskelige relationer. Tilfældigt eller ej, så er jeg i al ydmyghed meget taknemlig for disse venskaber. Sjovt er det, at tænke sig, at dette første blad var starten på noget så værdifuldt. Nu sluttes ringen – den lille dreng er blevet så stor, at han selv har fået en lille dreng, som selvfølgelig får et Fisk & Fri når han skal forkæles lidt. Hvem ved? Måske er det starten til et eller andet magisk i hans univers?
Jan Kristoffersen har siden
firserne været en af pionererne i
danske lystfiskeri – og var blandt
andet en af de første danskere, der
tog til Norge for at udleve de
vildeste havfiskedrømme. Her er
han med en fantastisk lange på
18,5 kilo.
JAN KRISTOFFERSEN – ejer af Jans Lystfiskershop: – Da jeg sad med det første Fisk & Fri i hænderne for 30 år siden, tænkte jeg, at endelig kom der et rigtigt blad for lystfiskere med spændende beretninger, hvor især big game historierne fra bl.a. Jens Ploug Hansen, var meget inspirerende. Den gang rejste man ikke så meget, så da den gamle redaktør, Svend Erik Vardrup og Jens Ploug Hansen, spurgte mig, om jeg ville med dem på en 14 dages havfisketur til vestkysten af Irland, var jeg ikke mange sekunder om at sige ja. Det var i 1983, og vi havde en fantastisk tur med 28 forskellige arter – bl.a. sildehaj og blåhaj. Selv tog jeg en St. Petersfisk på en Jensen pirk. Jo det var en af de ture, som man husker. Så god, at Jens også adskillige år eftersagde: – Jan – det var sku’en god tur vi havde dengang i Irland i 83. Senere var jeg i Norge i 1987 sammen med Flemming Madsen og Per Lien. Det blev til en spændende artikel i Fisk & Fri om vores første småbådstur til Norge. Jeg møder stadig folk, som husker denne artikel, fordi billederne var gode, og vi var de første småtossede danskere , som var på sådan en tur. Jeg husker også en tur til Susåen i 2006 med den nye chefredaktør Jens Bursell, hvor jeg guidede ham til sine første helt. Jo, Fisk & Fri har betydet meget for dansk lystfiskeri i de 30 år. Vi er mange som glæder os til den første hver måned, når det nye nummer udkommer.
Lige siden firserne har Allan Riboe – stifter af Hvidovre Sport og far til den nuværende ejer, Poul Riboe – været på forkant med fiskeriet. Her har du ham på forsiden af Fisk & Fri nr. 1-1984.
ALLAN RIBOE – Grejhandler: Jeg har haft et samarbejde med Fisk & Fri næsten lige siden det startede i 82. Jeg åbnede nemlig butikken, Hvidovre Sport, d. 1. maj 1983, og næste år er det os, der kan fejre 30 (i 2022 40) års jubilæum. Samarbejdet har stået på i alle 29 (i dag 39) år, og det har været guld værd. Jeg er meget taknemmelig for den omtale, jeg har fået i Fisk & Fri, og effekten af vores annoncer. Vores kunder er også enormt glade for Fisk & Fri, og jeg sælger mindst fem gange så mange Fisk & Fri, som jeg gør af de andre blade og avisen. Kunderne nyder røverhistorierne og drømmefiskeriet, men får også masser af inspiration til deres eget fiskeri fra artiklerne. Inden for de sidste fem år, syntes jeg virkelig bladet har taget et alvorligt løft og er bedre end nogensinde. Det var godt set af Søren at ansætte Jens og Gordon (ansat hhv 2006 og 2008). De er et par skrappe drenge, der virkelig formår at få spræl i bladet og gøre det nutidigt og moderne. Min søn Poul Riboe og jeg ser frem til 29 år mere med Fisk & Fri som samarbejdspartner!
Ole Wisler – tidligere chefredaktør på Sportsfiskeren – startede sin karriere i fiskebrancen som skribent og butiksbestyrer for Fisk & Fri’s grejbutik i Århus.
OLE WISLER – tidligere Ansv. Chefredaktør, Sportsfiskeren: Tilbage i midten af 90’erne, mens jeg læste Informations- og Medievidenskab på Århus Universitet, supplerede jeg SU’en igennem seks år med et job som butikschef i Fisk & Fri’s daværende grejbutik i Århus samt et freelancejob med diverse artikler, som lokalredaktør for Østjylland samt klummeskribent på et opslag, der hed »På Kysten«. Skriverjobbet indebar også en del »Wo, Wie und Wann artikler» til bladet. Jeg husker blandt andet, hvorledes jeg blev offer for Svend Erik Vardrups mantra, da jeg på hans opfordring lavede en artikel om kystfiskeriet i bunden af Århus Bugten – fra Nappedam rundt om Slotsruinen og over til Hestehaven. Jeg tog et langt stræk på omkring 3 kilometer, så der var forskellige kysttyper at vælge imellem. Jeg overhørte senere – bag væggen af kystblink – en samtale en i lokal grejbutik, hvor en kystfisker mente, jeg bare var så pisse irriterende, sådan at udlevere lige netop hans hot spot. Et par uger før artiklen blev publiceret havde jeg dog talt 38 kystfiskere bare fra Nappedam ud til Slotsruinen, så mere hemmelig var den ikke… Men det var Svend Erik Vardrup’s mantra: Vi skal hjælpe vores læsere til at få succes. De skal vide hvor, hvornår og hvordan. Han var meget inspireret af de tyske fiskemagasiners Wo, Wie und Wann. Til glæde for de fleste og irritation for de få. Alt i alt var det også mest positive tilbagemeldinger, der kom gennem årene fra 90-97. Der var rigtig mange glade læsere, og perioden hører nok til Fisk & Fri’s storhedstid. Jeg modtog mange, glade tilbagemeldinger fra glade læsere, der havde fået deres første eller største kystørred, efter de havde læst min lokalrapport, På Kysten eller en af artiklerne. Og det er vel en af vores styrker som rigtige sportsfiskere: At kunne dele vores viden og oplevelser – og også at kunne glædes over andres succes.
Thomas Petersen er en dygtig geddefisker – her med en flot 14 kilos fisk fra
de glade firsere. Til daglig arbejder han som direktør i Fairpoint Outdoor,
der står bag produkter som fx Kientic og Westin.
THOMAS PETERSEN – direktør hos Fairpoint Outdoor: – Som knægt vare der en ting, som man virkeligt så frem til hver måned, nemlig udgivelsen af det nye Fisk og Fri. Der var ikke en artikel, som ikke blev læst gentagne gange, men specielt tre fiskekategorier var jeg meget betaget af – gedder, karper og biggame. Artiklen om geddefiskeri i Trosa fra nr. 5 1985 med Allan Riboe og Jens Ploug i spidsen blev læst på en tur op til mine bedsteforældre, og jeg vidste med det samme, at denne form for geddefiskeri måtte jeg prøve. Seks år senere søsatte jeg min båd i Trosa sammen med Poul Pop og min daværende kollega fra Jagt & Fiskerimagasinet Carsten Skov. Vi havde en fantastisk tur med mange store gedder op til 14 kilo, og efterfølgende er det blevet til mange super ture til Trosa. Fascinationen af store saltvands kæmper har ligget dybt i mig, lige fra første gang jeg læste Jens Ploug Hansens beretninger fra den store vide verden – specielt marlin artiklerne fra Acoerne er blevet læst flittigt. Flemming Madsen (desværre død i 2021), der siden Fisk & Fri’s start har arbejdet for Fisk & Fri som skribent og fotograf, arrangerer en tur til Acorerne i 1996, som jeg springer med på. Efter én times fiskeri får jeg et hug, som skal vise sig at blive skæbnesvangert for mig: En ny biggame fisker er født… Fighten varede halv anden time, og op til overfladen kom en blåfinnet tun på 800 lbs. Efter følgende er det blevet til rigtig mange ture verden rundt i jagten på de salte kæmper. I dag bliver det til mest geddefiskeri, trolling og laks i Namsen samt diverse biggame ture. Alt i alt er der ingen tvivl om, at Fisk & Fri har haft stor betydning for det fiskeri, jeg dyrker i dag, slutter Thomas.
Du kan læse mere om de sidste par år på Fisk & Fri her.
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 5/2012.