aug 16, 2023 | Åfiskeri, Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Lars Broberg med sin flotte 4 kilos fjeldørred taget på flue i Grønland.
Grønland byder på et absolut magisk fiskeri efter fjeldørred. Lars Broberg er så vild med dette unikke fiskeri, at han har taget turen nordpå hele ni gange. Her får du historien om hans seneste tur.
AF LARS BROBERG
FLUEFISKERI I GRØNLAND forbandt jeg indtil 2013 med frost, sne og kulde, og det var bestemt ikke på min bucket list, hvad angår fiskerejsedestinationer. Men da jeg i 2013 blev tilbudt en tur dertil som kok, hvilket ikke er min professionelle uddannelse, kunne jeg ikke sige nej. Turen skulle vise sig at blive et paradigmeskift i min opfattelse af fluefiskeri på verdens største ø. På turen hjem var mit højeste ønske at vende tilbage til Grønland, for dette måtte ikke være første og eneste gang, at jeg besøgte dette fantastiske sted. Jeg måtte bare tilbage igen, og med min tur her i 2023 er det siden hen blevet til ni fantastiske fiskerejser – og de sidste syv gange har det været som turleder. Det er den Grønlandske natur, der trækker i mig, og fluefiskeren i mig er helt betaget af fjeldørreden – alias arctic char, som besidder en helt enorm styrke og udholdenhed. Fiskene varierer fra helt stålblanke til gule og til sidst, inden de leger, har de en glødende orange bug.
Når fjeldørrederne fanges på skumfluer, bliver det ikke meget sjovere at fiske med flue.
Tidslommen i vildmarken
Når man befinder sig i Grønland, er det som at komme ind i en tidslomme, hvor tiden ser ud til at været gået i stå. Der er i lejren ingen mobildækning, så man er helt afskåret fra omverdenen og de nyheder, som uden hensyn strømmer ud 24 timer i døgnet på de sociale medier. Populationen af fisk ser også ud til at være afskåret fra forurening, iltsvind, trawl, skarv og overfiskning, som vi ser i Danmark og mange andre lande.
Turen starter i Kastrup Lufthavn, hvor Air Greenland styrer flyet mod Kangerlussuaq, og videre derfra går indenrigsflyet mod Sisimiut – dvs. om vejret vil. Vi i Danmark frustreres med god grund over DSB og deres evne til at overholde køreplaner, men i Grønland er det vejret, som er utilregneligt og styrer flyveplanerne. Og det kan man ikke hamle op med. Landingsbanen i Sisimiut er meget kort, og er desuden placeret meget tæt på en klippevæg, så er der mindre end 1200 meters sigt eller vind fra nord, som skaber turbulens, ja så vender flyet om og returnerer til Kangerlussuaq. Disse fænomener er ikke udsædvanlige, og det var da også præcis det, som skete på turen derop: Flyet cirkulerede over Simisiut i cirka 30 minutter, hvorefter det vendte om og fløj retur til Kangerlussuaq, hvor vi blev indkvarteret på Sondrestrom eller Sondy. Frem til oktober 1992 var det officielle navn Sondrestrom Air Base.
Livet i lejren er primitivt, vi bor i telte, men der er dog luksus med feltsenge og bløde luftmadrasser. Senest er lejren opgraderet, så det er muligt at få et varmt bad. Spisningen foregår i et stort fællestelt. Vi bor lige ved siden af vandløbet, og på trods af det, kræver det en gåtur på cirka 45 minutter, før den første reelle pool holder fisk. Men den holder til gengæld rigtig mange fisk – faktisk flere end man skulle tro var muligt. Vandløbet ved udløbet er ca. 50 meter bredt, og bliver en del smallere længere oppe i systemet. I sidevandløbet er det endnu mindre – helt ned til ganske få meter. Dybden på tværs svinger fra 1/2 meter til et par meter, og begge dybder holder fisk. De største fisk findes dog som oftest i de dybe render og er lidt sværere at få kontakt med, da det kræver, at der fiskes dybt.
Fiskeriet efter fjeldørred foregår i gin-klart vand, hvilket ikke gør det mindre spændende.
Fjeldørrederne hugger på alt i Grønland
De iltre Fjeldørreder bider stort set på alt, lige fra tørfluer til store streamere og skumfluer samt nymfer, men det absolut vildeste og mest udfordrende er fiskeriet med skumfluer. Det er virkelig heftigt og kan få adrenalinen frem i selv den mest hårdføre fluefisker. Fiskes fluen korrekt i den rette vinkel skråt nedstrøms og med en konstant hastighed, trigger det fjeldørreden, der jagter fluen, og med flere angreb forsøger den at fange den. Det er dog ikke den mest effektive måde at fiske på, da der er mange fejlhug – og vi joker med, at fjeldørreden trænger til læsebriller, da de sommetider misser langt ved siden af.
Der findes flere forskellige former af fjeldørred, men den som er mest eftertragtet, er den som stikker til havs, når isen brydes i vandløbet, og først kommer retur når den skal gyde. Denne vandreform bliver noget større samt stærkere, og kan efter sigende blive op til 8kg. Og måske endnu mere. Den største, som blev fanget på turen i 2023 var 84 cm – samt anslået til at veje over fem kilo. Fisken blev oven i købet taget på skumflue.
Lejren ligger lige ved elven, så man lynhurtigt kan komme afsted med fluestangen.
Da vandløbet består af klart vand og mange sten samt masser af sving, er der enormt meget læring at hente, hvad angår fiskens placering i strømmen. Fisk i strømmende vand vil forsøge at bruge så lidt energi som muligt, hvorfor de placerer sig, hvor den forbruger mindst energi – fx bag sten. Afhængig af stenens geometri kan den også findes foran stenen, ved siden af sten og i huller samt dybe pools. Det er derfor lidt som at komme i skole, da denne regel gælder i alle vandløb.
Interessen for fluerne og farven på disse skifter fra dag til dag. Om det er lyset, der gør forskellen – eller de nye fisk som kommer op ved tidevandsskift, der gør udslaget vides ikke. Det er sikkert en kombination, som vi også kender fra andet fiskeri. Man kan bruge de fleste fluer, som befinder sig i flueboksen til havørredfiskeriet. Dog syntes pink at være en farve, som de er særligt vilde med. Orange og brun virker også godt.
Five Hair Fly er en af de bedste fluer til fiskeriet efter fjeldørred.
Da den helt store fjeldørred huggede på en Five hair Fly
Hvis det blot var tilladt at medbringe en enkelt flue, ville det være en ”Five Hair Fly”. Det er virkelig fluen over dem alle – en ”silverbullet”, som altid sikrer fisk. Neden for Million Dollar Pool i et sidevandløb, fiskede en gæst tålmodigt med en nymfe efter en stor skygge – tydeligvis en stor fisk, men uden held. Efter hans mange forsøg kastede jeg en Five Hair Fly ud, og i første kast huggede den helt store fjeldørred, og efter en længere fight fik jeg landet den smukkeste fjeldørred på 4 kilo, som du kan se på billedet øverst.
Således sluttede 18 dage i Grønland med, at jeg fik min præmie fisk, og vi fik alle toppet vores oplevelser på vej hjem fra lejren med båden, da en hval flere gange viste sig få meter foran båden. Grønland sætter sine spor i sjælen, og er vanedannende. En ting er sikkert, og det er, at jeg ikke er færdig med at tage op til verdens største ø, samt den fantastiske befolkning, som man møder her.
okt 29, 2020 | Artikler, Rejsefiskeri
Martin Falklind med sin kæmpestore plettede havkat taget på Grønland.
I celebert selskab og med krykke i hånden, har Martin Falklind været på fiskeekspedition til Grønland – både for at fiske på havet og fluefiske efter havvandrende røddinger. Tag med på den vildeste fisketur nordpå, hvor alt kan ske.
AF MARTIN FALKLIND
LANGSOMT MEN SIKKERT kæmper vores mærkelige karavane sig afsted, igennem Grønlands ujævne natur. Jeg vakler frem med benskinne og krykker, men resten af karavanen holder et behageligt tempo, for min skyld. Foran går ski-legenden Stig Strand, og måske skyldes hensynet, at han bærer en del af skylden for min nuværende forfatning? Det var nemlig ham, der lokkede mig til at springe ud fra en helikopter iført ski, da vi var i Canada i foråret. Der gik mit knæ gik i stykker.
Min ven, Pasi, har fundet satellit telefonen frem og går og småsludrer foran, for at fordrive tiden under den langsommelige gåtur. Han er grejnørden, du ved – en rigtig Mc Gyver. Ud af det blå, er han typen der hiver solcellelader, natkikkert, minidrone eller som nu, en satellit-telefon op af rygsækken. Sidste mand på holdet er Marko Lethosalo, der afslutter karavanen, bærende på et to meter langt stykke afløbsrør.. Vores brogede bande er på Grønland for, at fluefiske rødding og havfiske helleflyndere. Røddingen ved vi findes i stort antal, mens havfiskeriet mere er en udfordring der skal udforskes.
Et fantastisk fiskeri efter rødding
Røddingen er på dagens program, og vi vandrer langs den fossende og klare Kangiaelv frem mod pladsen, der er strategisk placeret ret nedenfor en fremragende udkigspost. Herfra kan man betragte de indbydende pools og den mægtige dal. Marko finder hurtigt en fin plads til røret, der skal blive til en rygeovn, og i det samme hører vi det første plask, fra en stålblank rødding på flere kilo, der hopper helt fri af vandet.
De ny-opstigne røddinger er blanke som laks. Her ser du artiklens forfatter med en smuk fisk.
Flere plask viser sig og alle får nu travlt med, at iføre sig vaders og klargøre stænger. Alle bortset fra Stig, der roligt kommenterer kaoset: – Der ser ud til blive lidt trængsel her, så jeg går op til vandfaldet og tester der. Som en anden bjergged forsvinder han lynhurtigt. Fisken kommer aldrig længere end vandfaldet, så det giver sig selv, at mange må samles der, men den 7 kilometer længere spadseretur opstrøms kan vi andre altså godt undvære.
Vi andre bliver i området omkring det netop opslåede telt, da det føles som om, der både er fisk og fiskepladser nok til resten af dagen her.
Fine rødding på fluegrejet
Marko er en grønskolling ud i fluefiskeriets ædle kunst. Først sidste sommer introducerede jeg ham for fiskeriet, men han har lært det overraskende hurtigt. Det er klart, har man talent til at vinde den finske version af Vild Med Dans, kan man også lære sig selv, at fiske med flue hvilket da også bevises i løbet af ganske få timer. Han får nemlig hurtigt en rødding på nogle hundrede gram, og er naturligvis kisteglad!
Marko er den type, der er taknemmelig for bare at komme med på en fisketur. Han bliver hverken gnaven eller stresset når tingene ikke går hans vej. Der er en stærk vilje til at lykkedes, men præstationsangsten er en by i Rusland, for den gæve finne.
Han er dog stadigvæk den grønneste i trioen, så han får den bedste plads, og en håndfuld gode råd med på vejen. Allerede i tredje kast strammes linen op, og en kraftig vortex afslører hvor fisken huggede. Og så begynder dansen.
Fisken går nedstrøms i ekspresfart. Marko kan ikke følge efter, da han sidder fast i et højt buskads. Vi andre kan faktisk kun se en stangspids over buskene og høre en større mængde finske ukvemsord. Til sidst kommer han dog fri, og kan begynde sin sprint efter fisken der viser sig at være en smuk to kilos fisk, der fightede som en fem kilos…
Efter nogle uger i åen begynder fisken at få sin gydedragt.
Det er næste som laksefiskeri
Fiskeriet er formidabelt, og foregår omtrent som laksefiskeri, med kast direkte nedstrøms. Pudsigt er det, at huggene stopper når vi har fisket med den samme flue i et stykke tid. Men skifter vi farve, bliver de øjeblikkeligt interesserede igen. Vi får alle fisk i tre-kikilos klassen. Nyopstegne, fede og blanke som laks, og vi beholder da også et par stykker til aftensmanden. Da Pasi har fået en fire kilos fisk, tager vi en lille pause og sætter os og betragter den smukke natur. Stilheden afbrydes af Stig, der kommer anstigende med et bredt smil på læberne og en tre kilos fisk i bæltet: – Jeg håber i har haft ligeså godt fiskeri som jeg, griner han, mens han samler vores fisk op, og begiver sig op mod campen, for at aflevere fangsten til kokken.
Den næste morgen tager Christer fat i mig. Han vil vise mig hvorfor vi har valgt netop denne plads, og fører mig op til klippens kant, hvor et storstrålet syn åbenbarer sig. Nedenfor den lodrette klippevæg, munder elven Kangia ud i fjorden. Store mørke pletter på bunden ser ud til at bevæge sig. Det er stimer af havgående rødding, der er kommet ind med tidevandet, og der må være hundredevis af dem. Instinktivt griber jeg ud efter min stang, men besinder mig hurtigt. Det er først når de er kommet igennem kløften, og nogle kilometer opstrøms til de første pools, at de interesserer sig for at æde.
Nuvel, det går nok, for der står alligevel havfiskeri på programmet i dag, og vi har pænt travlt med at forberede dagens 12-timers pas. Det skal nemlig times med højvandet for, at kunne få den lille gummibåd ud til den store båd, der ligger for anker og venter på os et stykke ude i fjorden. Og det samme gør sig gældende når vi skal hjem igen.
Pangfarvede streamere er den perfekte medicin til røddingerne.
På havfiskeri i Kangia Fjorden
Havfiskeriet i området er totalt ukendt af lystfiskere, men vi ved at der er massevis af torsk. Helleflyndere skulle også være en mulighed, så jeg har forberedt et par stænger til formålet, og pakket godt med jigs og tackler til netop havets dronning. Ifølge campens kok, Louis, er der godt med de store fladfisk på det dybe vand, omkring 400 meter. Et råd jeg absolut ikke har tænkt mig at følge. Jeg vil fiske dem som vi gør i Norge: På grundt vand, tæt på kanterne ud mod dybet.
Da vi ankommer til den store båd ligger fjorden flad som en pandekage, og mens vi tøffer ud mellem de stejle klippevægge, studerer vi søkort og planlægger dagens fiskeri i samarbejde med skipper Franz. Vi vil starte med at fiske agnfisk, og måske et par mad-torsk, for så at begive os ud til fjordmundingen hvor der ligger et større grundområde og en enkelt befolket ø, hvor vi kan spørge de lokale jægere og fangere til råds.
Ret ud for den lille landsby kigger vi på ekkoloddet og konstaterer, at den ellers så dybe fjord her går helt op til 7-10 meters dybde. Vi vinker til nogle lokale fiskere i en anden båd, og slipper vores torskejigs ned i vandet. Nu begynder et fiskeri, som vi aldrig har set magen. Agnen når knap til bunden, inden den indhaleres af en glubsk torsk. Der går hurtigt sport i, at forsøge at få jiggen til bunden og op igen, uden at få fisk på – noget der er mere end almindeligt svært.
Teknikken gør, at gigantiske fiskestimer følger med op til overfladen hvor de plasker rundt i forsøget på, at få fat i vores jigs. Det er både fantastisk, men også lidt sørgmodigt. Måske var det sådan vores hjemlige farvande så ud, før trawlerne gjorde rent bord?
På fisketur med gutterne når det er bedst: Alle fanger fisk!
Torskene hugger
Pasi fanger den største torsk på omkring 7 kilo, inden han lægger havgrejet fra sig og finder spinnestangen frem. Han kaster ud og spinner det lille havørredblink hjem, lige under overfladen. Så, ud af det blå, hugger en rødding, og under fighten kan vi se, at der følger en hel stime med den krogede fisk. Vi tackler hurtigt om til det lette grej, og oplever nu vores livs røddingfiskeri. Efter lidt tid minder jeg flokken om, hvad målet for dagens ekspedition egentligt var. Så vi afslutter bonanzafiskeriet tager et par mindre røddinger til helleflynder agn, og tøffer videre ind mod bygden. Vel fremme mødes vi af en gabende tomhed.
Bevares der er huse, men gaderne er tomme og det føles mest af alt som en spøgelsesby. Franz banker på hos sin ven, og da han åbner er det som om livet pustes tilbage i byen. Folk kommer ud fra deres skjul og vi kan nu hygge os med lun kaffe og en god fiskesnak, der desværre ikke gør os meget klogere. Jo da, der findes flyndere, fortæller de lokale, men de råder os allesammen til at fiske fra 2-300 meter og ned…
En kæmpestor havkat
Vel ude på havet holder jeg foredrag om helleflynderens revirer: Flad bund, gerne med noget strøm og dybder fra 10 til 40 meter skal vi lede efter. Omkring en sømil fra øen, i Kan giafjordens udmunding, finder vi et perfekt område som passer præcist på min beskrivelse. Vi lægger os på ti meters dybde, og begynder at drive ud mod et flak, der langsomt går ned til 40 meter. Øjeblikkeligt mærker jeg noget pille ved min et-kilos rødding, som trækkes et par meter over bunden. Først tænker jeg helleflynder, men da det fortsætter føles det mere som småtorsk. De andre i båden, som fisker med store jigs, har også en konstant pillen ved deres agn.
Pludseligt fanger Marko en stor tangbusk, eller det tror han det er, for der er intet spræl i linen så han kører bare stille og roligt op, for at frigøre grøntsagerne. Derfor bliver vi alle noget chokerede, da Marko ud af det blå begynder at skrige i vilden sky: Jäääääääääävlar, fy fan, hvilket jääääävla monster, råber han på sit klingende finsk-svenske. Det er svært at gengive ordvalget korrekt, for jeg har aldrig hørt så mange bandeord på så kort tid. Men både Pasi og Rickard er hurtigt fremme med mobilerne for at filme kaoset, og kaos det var det. For da vi andre læner os over rælingen, bliver vi ligeså chokerede som ham, over det syn der møder os. En gigantisk havkat har snappet ud efter jiggen.
Nu er gode råd dyre, for monsteret er nemlig ikke kroget. Det har bare klappet tandsættet omkring gummidyrets hale, og da vi intet net eller gaf har ombord, kan den slippe når som helst. Eftersom det er Markos livs fisk, skal den bare ind, og efter et par halvhjertede forsøg med bådshager og lignende, finder jeg den største jig i kassen, læner mig ud over rælingen og gaffer den med krogen. Med møje og besvær får jeg løftet den ind i båden, hvorefter den øjeblikkeligt kvitterer ved, at bide ud efter mine fødder.
Det tager et stykke tid inden vi har fået ro i båden igen, og da jeg kontrollerer min flynderagn, kan jeg konstatere, at den også har været udsat for utallige havkattebid. Jeg får hurtigt sat et mindre stykke rødding på krogen, mens de andre agner deres jigs med rødding-strimler. Jeg når knap og nap ned til bunden før der er bud efter agnen, og igen er der tale om en flot havkat. Bevares. Den er ikke ligeså stor som Markos, men stadigvæk et godt stykke over de ti kilo. Samtidigt får de andre også bid, og vi er nu vidne til et helt magesløst fiskeri. Vi enes derfor om, at køre C & R på resten af fiskeriet så andre lystfiskere i fremtiden også kan få den samme oplevelse som vi netop har haft.
Der bliver noget opstandelse over Markos monsterfisk da vi kommer tilbage til campen. Hverken Franz eller Louis er dog sønderligt imponerede over størrelsen – De findes meget større, mener de. Dog er de glade for det faktum, at der venter en lækker middag forude, og det er netop under middagen at den går op for os – Misforståelsen: – Hvis i syntes det er sjovt med fisk i den størrelse, så skulle i prøve at fiske efter “helleflundra”, men den er ganske sjælden her, fortæller Louis.
Jamen det er jo netop det vi har gjort hele tiden, og i sagde jo at der var masser af dem, siger jeg, hvortil Louis svarer: – Nej. I har hele tiden snakket om halibut, hvilket her på Grønland betyder hellefisk! Den erfarne havfisker forstår hvorfor vi alle fik os et godt grin. Hellefisk er nemlig en lille slægtning til helleflynderen, og den lever ganske rigtigt – På dybt vand.
På tur med Solid Adventures
Christer Sjöberg og hans søn Rickard tager eventyrlystne lystfiskere verden rundt. De har bl.a. en fantastisk havørredcamp ved Rio Gallegos i Argentina. De var dog ikke de første på Grønland, hvor der findes flere teltlejre rundt omkring ved de forskellige elve, som alle byder på rigtigt godt fiskeri. Da de begyndte at undersøge muligheden for, at starte en camp op med lidt bedre faciliteter, stødte de på Kangiacampen som ingen havde benyttet i mange år.
På campen finder du fluefiskeguider der tager sig godt af dig, og stiller alle fornødenheder til rådighed. Varmt bad, fællesrum, fuldt udrustet køkken med kok osv. For ikke at nævne den velfungerende bar med diskokugle og det hele.
Christer og Rickards virksomhed, Solid Adventures, drives efter princippet: Unikt fiskeri, som er holdbart, og med så lille påvirkning fra kommercielt fiskeri som muligt. Steder hvor fisketurismen kan skabe lokale arbejdspladser og bevare fiskebestanden til fremtiden.
For mere information: www.solidadventures.com / info@solidadventures.com
Artiklen blev oprindeligt publiceret i Fisk & Fri 8/2018
