DSF – ET GODT SKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Af Jens Bursell

Brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis – og med rette – været kritiseret for i alt for ringe grad at blive brugt til det de oprindeligt var øremærket til – nemlig at sikre større og stærkere fiskebestande. Det har ligeledes været en anke, at brugen af pengene ikke har reflekteret bredden i dansk lystfiskeri, fordi næsten alle midlerne har været brugt på laksefisk. Denne kurs for brugen af fisketegnsmidlerne har i årevis har været bakket op af DSFs tidligere ledelse.

Siden formandsskiftet for et par år siden har DSF dog i højere og højere grad bevæget sige i en retning, der tilgodeser alle danske lystfiskere – en udvikling der understøttes og medkatalyseres af den nye brancheforening Dansk Lystfiskeri, som arbejder for større diversitet i fiskeriet.

DSF har netop været til møde det såkaldte § 7 udvalg, hvor der pt lægges planer for brugen af midlerne de næste tre år – og under overskriften ”Pengene fra fisketegnet skal komme alle lystfiskere til gode” på facebookgruppen ”Talerør for Danmarks Sportsfiskerforbund” kommenterer formanden for DSF – Torben Kaas – følgende:

– Vi havde to klare budskaber med til mødet. For det første skal der bruges flere penge på vores ødelagte marine miljø og projekter, som belyser problemerne dér og peger på løsninger. Særligt på kysterne skal vi satse med fisketegnsmidlerne. Dertil kommer et behov for at hjælpe rovfiskebestandene i vores søer på vej. De ting skal komme oveni det store arbejde med vandløbene. Og for det andet er der hvert år historisk trukket 10 mio. kroner af fisketegnsmidlerne, som bruges til at opfylde krav i Vandrammedirektivet. Vi mener ikke, det er lystfiskernes opgave at betale for naturødelæggelser som følge af “vandløbsvedligeholdelse” med meget mere. De penge skal i stedet bruges på direkte hjælp til at få vores fiskebestande på fode.

– I forlængelse af et dagsordenspunkt om pristalsregulering af tegnet spillede Peter Lyngby og Claus Eriksen fra Dansk Lystfiskeri ind med et ønske om at markedsføre fisketegnet bedre, så vi kan få nogle flere penge at gøre med. Vi har nu lagt sporene for, hvordan vi kommer videre med alt ovenstående, og så følger vi op på et nyt udvalgsmøde inden sommerferien. Jeg gætter på, at vi kommer langt med at sætte aktiviteter i gang for kyster og søer samt med pristalsregulering og markedsføring. Opgaven med at få de 10 mio. “hjem” til os igen er større og er ikke klaret med et snuptag – men vi har en plan…, slutter han.

Det bliver spændende at se de endelige planer for den kommende treårs-periode i fiskeplejen. En ting dog er sikkert: DSF bevæger sig i den rigtige retning – og det kan kun blive bedre af, at brancheforeningen Dansk Lystfiskeri nu også er der til at udklække og katalysere nye ideer – samt bakke op om DSF i kampen for bedre fiskebestande.

DSF indspark til en omfordeling af fisketegnsmidlerne er et rigtig godt initiativ, for det er den vej vi skal, hvis vi vil udnytte fisketegnsmidlerne bedre. Men – vi er dog langt fra i mål. Selv hvis DSFs forslag går igennem, udnyttes midlerne stadig alt for ineffektivt, så længe DTU Aquas selv prisætter sine projekter uden reelt armslængdeprincip og konkurrence – og stort set uden kontrol. Hvem ved – måske vi kunne få dobbelt så meget forskning for pengene, hvis der var konkurrence om projekterne? Eller – vi kunne få lavet den nødvendige forskning for det halve – og bruge resten på habitatsrestaurering og flere fisk?

 

Friluftsland

UV-Jægerne optaget i §-7 Udvalget

I paragraf 7 udvalget sidder blandt andet repræsentanter for alle dem, der betaler fisketegn – og som et led i at få alle brugere af vores akvatiske ressourcer hørt, har man netop optaget UV-Jægerne i udvalget.

– Som led i Dansk Sportsdykkerforbunds arbejde for UV jagt, er vi blevet optaget i paragraf 7 udvalget, som blandt andet varetager fisketegnsmidlerne og kommer med indspark til lovgivning om det rekreative fiskeri, fortæller Johan Wedel Nielsen fra Dansk Sportsdykker Forbund til Fisk & Fri. – Vores vision for arbejdet er at varetage undervandsjægernes interesser i Danmark. Vi har i udvalget lavet følgende politiske målsætning:

  1. Vi mener mindst halvdelen af midlerne fra fisketegn skal gå til reelle tiltag i naturen – fx udsætning af fisk eller naturgenopretning.
  2. Vi mener, at nye stenrev skal kunne finansieres via fisketegnsmidler.
  3. Desuden mener vi, at UV-jagt skal sidestilles med lystfiskeri i saltvand som et let håndredskab. Dette vil betyde øget afgang til zoner hvor UV-jagt er forbudt – fx Vellerup Vig.
  4. Udsætning af pighvar bør opprioriteres.

Marin biolog Johan Wedel Nielsen vil varetage UV-jagt udvalgets arbejde i paragraf 7. Ovenfor kan du se ham med en flot pighvar fra Kronborg, som vi nok alle ønsker flere af til det rekreative fiskeri. Danmarks Sportsdykkerforbund tæller cirka 10.000 medlemmer hvoraf cirka halvdelen dyrker UV-jagt.

 

Friluftsland

 

ÅBENT BREV TIL §7-UDVALGET: FÅR VI NOK FOR VORES FISKETEGNSMIDLER?

§7-Udvalget har i årtier rådgivet om brugen af de penge, som vi betaler ved indløsning af vores fisketegn – nemlig Fisketegnsmidlerne. Officielt set er det Miljø og Fødevareministeriet, der med afsæt i Fiskerilovens § 62 bestemmer, hvad pengene skal bruges til, men i praksis er det udvalget og dets eneste faglige rådgiver – DTU Aqua der styrer, hvordan vores brugerbetaling for lystfiskeri skal anvendes.

 

 AF JENS BURSELL

I forbindelse med et skift af formand i §7-Udvalget, er det meget lang tid siden, at der sidst har været afholdt møde, men her på torsdag den 19 november mødes udvalget, for at sætte retningslinjerne for 2021 og de næste par år.  

I anledning af at der – forhåbentlig – er kommet ny friskt blod til §7-Udvalget, har jeg sendt et åbent brev til §7-Udvalgets nye formand – Nis Christensen – plus samtlige af udvalgets repræsentanter fra DSF, Danmarks Fiskeriforening, Dansk Kystfiskerforening, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Fritidsfiskerforbund, Kommunernes Landsforening, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Akvakultur, Miljøstyrelsen, Fiskeristyrelsen, Fiskeripolitisk Kontor og naturligvis DTU Aqua.

Anvender vi vores Fisketegnsmidler godt nok?

Ordlyden af brevet, som er et oplæg til diskussion i §7-Udvalget, er følgende:

Gennem det sidste år har Fisk & Fri bragt adskillige artikler, hvor vi i detaljer har belyst skyggesiden af DTU Aquas rådgivningsmæssige magtmonopol, samt hvad det kan have haft af store negative økonomiske og biologisk konsekvenser – både for fiskebestandene og vandmiljøet.

I sidste ende er det naturen, fiskebestandene og alle dem, der gerne skulle have glæde af en optimal brug af Fisketegnsmidlerne, der bliver taberne. Meget tyder på, at vi vil kunne få meget mere for vores penge – både i form af flere fisk, højre biodiversitet og en bedre natur – ved at stoppe DTU Aquas magtmonopol. I stedet er der bl.a. brug for flere uvildige repræsentanter for forskningsmiljøet i §7 – samt flere forskellige udbydere til at foretage den nødvendige forskning, så vi kan få en mere kvalificeret og faglig neutral rådgivning – samt bedre og billigere projekter, hvor vi får meget mere for pengene. 

DTU Aqua er ikke blot den eneste forsknings institution i §7. De har også myndighedsbetjening, hvilket betyder, at de i praksis har monopol på faglig rådgivning i en masse typer af sager omkring vores vandmiljø – heriblandt udsætningstilladelser mv.

Netop fordi DTU Aqua i langt de fleste sager er de eneste, der spørges til råds, har de en enorm magt over, hvad der sker med vores fiskebestande. Fint, hvis de havde forvaltet deres position upåklageligt, men uacceptabelt, når de i mange tilfælde dokumenterbart giver en fagligt stærkt kritisabel rådgivning. Med afsæt i Fisk & Fris artikler, er det let at argumentere for, at der kan være tale om en rådgivning, som i en række tilfælde i bedste fald er inkompetent. I værste fald bør man mistænke og undersøge for videnskabelig uredelighed, politisering, magtmisbrug og økonomisk svindel, hvis ikke en bedre forklaring end hidtil forelagt, gives af DTU Aqua. Hertil kommer eksempler på rådgivning fra DTU Aqua, der kan gøre det sværere at leve op til målsætningerne i EU’s Vandrammedirektiv om god økologisk tilstand i vores vande inden 2027.

Jeg vil derfor opfordre jer til at læse følgende artikler, der opsummerer problematikken med links til dokumentation og samtlige referencer:

“Om fisk og faren ved monopoler”

Hvad man kan gøre for fremover at undgå den er belyst her:

“Stop DTU Aquas magtmonopol”

Det er oplagt at tage denne diskussion op til det næste §7 møde. Blandt de helt centrale spørgsmål er altså: Får vi nok for pengene – og anvendes de lovligt? Samt – bruges der for mange penge på administration og forskning – og for lidt på praktiske tiltag, der reelt set giver flere fisk?

Hvis vi fremover skal have mest muligt ud af Fisketegnsmidlerne – til glæde for fiskene, vores vande og det danske samfund, så skal der ske i større paradigmeskift i forvaltningen af vores fiskebestande. Såfremt I har en mening om positive eller negative konsekvenser af DTU Aquas monopol som eneste rådgivende forskningsinstitution i §7 Udvalget, så er jeg meget interesseret i at høre fra jer.

Mvh – Jens Bursell, Fisk & Fri

Interview med formanden for §7-Udvalget

Den 25 august 2020 indvilligede den nye formand for §7-Udvalget Nis Christensen i at besvare en række spørgsmål om §7, DTU Aquas rådgivning samt forvaltning af de danske fiskebestande. Fisk & Fri har netop fået et ”svar”, som vi vil publicere om et par dage sammen med en række opfølgende spørgsmål til emnet.

 

Tohatsu

 

 

CORONA LOKKER FOLK UD AT FISKE

– Et stigende antal solgte lystfiskertegn vidner om øget interesse for det rekreative fiskeri, lyder det fra Fiskeristyrelsen på fiskeristyrelsen.dk – Tendensen med øget salg af lystfiskertegn fra foråret er fortsat henover sommeren. Sammenlignet med sidste år er der således blevet indløst væsentlig flere lystfiskertegn i år.I 2020 købte 146.000 lystfiskere et årstegn mellem januar-august 2020, hvor der sidste år 2019 kun blev købt knap 116.000 i samme periode. Dvs. en stigning på 30.000 årstegn i 2020 sammenlignet med sidste år. Ud over lystfisker-årstegn kan man købe dags- eller uge-lystfiskertegn samt fritidsfiskertegn.

– Indtægterne fra salg af fisketegn går til fiskepleje i danske søer og vandløb. Når salget af fisketegn øges, øges indtægterne til fiskeplejen tilsvarende. I år er der fra 1. januar til 31. august således indløst lystfiskertegn for knap 29,5 mio.kr., mens der sidste år blev indløst fisketegn for lidt over 25 mio. kr. i samme periode. Det svarer til en stigning i 2020 på godt 4,3 mio.kr. svarende til +17% ift. sidste år, slutter udmeldingen fra Fiskeristyrelsen.

Du kan læse mere om køb af fisketegn her.

Læs mere om hvad indtægterne fra fisketegnet går til her.

 

Friluftsland

OM FISK OG FAREN VED MONOPOLER

Faren ved monopoler på rådgivning, som det DTU Aqua pt har, er en risiko for uneutral rådgivning samt at projekterne bliver alt for dyre. Og det er hverken til gavn for naturen, vores fiskebestande – eller de danske lystfiskere.

 

Fisketegnsmidlerne fordeles i §7 udvalget, hvor DTU Aqua er den eneste repræsentant for forskningen. Her rådgiver de om forskningsprojekter, hvorefter pengene automatisk tildeles dem selv – uden udbud, konkurrence eller armslængdeprincip. Dette indebærer dels en risiko for en rådgivning, der ikke er fagligt neutral og dels en fare for, at projekterne bliver alt for dyre. Begge dele kan være til stor skade for naturen, biodiversiteten og dansk lystfiskeri. Men hvad er problemet – og hvad kan man gøre for at løse det? Her får du et bud.

AF JENS BURSELL

Gennem den sidste tid har Fisk & Fri dokumenteret, hvordan DTU Aquas monopol på rådgivning – både i §7-udvalget og i forbindelse med myndighedsbetjeningen – tilsyneladende kan have været årsagen til fagligt inkonsistent og/eller kritisabel rådgivning for vigtige rovfiskearter som fx sandart, malle og gedde – samt nogle alt, alt for dyre projekter (se liste af links nederst i artiklen). Og når projekter er for dyre, så betyder det omvendt, at man kunne have fået meget mere natur og et bedre fiskeri for pengene ved at bruge dem anderledes.

At reformere hele processen omkring, hvem der sidder i §7-udvalget, rådgivningen, anvendelsen af fiskeplejemidlerne samt DTU Aquas monopol på myndighedsbetjeningen, er derfor af afgørende betydning for, at naturen, samfundet og vi lystfiskere fremover får mest muligt for pengene: Der skal simpelthen ske et større paradigmeskift i hele tankegangen omkring forvaltningen af vores akvatiske ressourcer, for at vi kan få et velfungerende system, der fremadrettet både tilgodeser naturen og bredden i dansk lystfiskeri på en langt bedre måde, en det er tilfældet nu.

Fagligheden?

Som en helt generel betragtning kan det være problematisk med monopol på rådgivning, hvis dem der har monopolet ikke forstår at administrere den indirekte magt, de har fået. Lad os tage et eksempel på den faglige del først: Her kan eksempelvis opstå et troværdighedsproblem, hvis man blander personlige meninger ind i rådgivningen eller skævvrider præsentationen af de fakta, der fremlægges for beslutningstagerne, så man reelt set tegner et uneutralt eller ligefrem ukorrekt billede det, der skal træffes beslutninger om. Et andet problem kan være, hvis man – bevidst eller ubevidst – udelader oplysninger, der er vigtige for den samlede forståelse af en problemstilling. I bedste fald kan der her være tale om manglende kompetencer – og i værste fald kan der være tale om magtmisbrug og/eller videnskabelig uredelighed.

Meget tyder på at det kan være nødvendigt med en fuldstændig reformation af den måde §7 udvalget arbejder og bliver rådgivet på - at vi fremover for mest muligt for vores Fisketegnsmidler til glæde for naturen og den store bredde i dansk lystfiskeri.

Meget tyder på, at det kan blive nødvendigt med en fuldstændig reformation af den måde §7 udvalget arbejder og bliver rådgivet på – hvis vi fremover skal få mest muligt ud af vores Fisketegnsmidler til glæde for naturen og den store bredde i dansk lystfiskeri.

 

Økonomien?

Og hvad med økonomien: Her kan det generelt betragtet blive et problem, hvis manglende konkurrence, kontrol og armslængdeprincip betyder, at det går hen og bliver for fristende at betragte de tildelte pengene som sine egne, så man i praksis ender op med at bruge dem, som man har lyst, fordi en grundig kontrol af projekternes økonomi i praksis er ikke eksisterende. Eller – det kan være det bliver for fristende, at sige man bruger pengene på én ting, men i praksis bruge dem på nogle helt andre ting, i den tro, at der ikke vil være nogen, der er i stand til at gennemskue det.

Spørgsmålet er så – hvad skal der ske, hvis scenarier som ovenstående opstår og bliver gennemskuet?

Konsekvenserne?

I ethvert retfærdigt og velfungerende demokratisk system, bør det have en konsekvens, hvis det kan dokumenteres, at man ikke passer sit arbejde, går over sine beføjelser – eller fører folk bag lyset – enten fagligt eller økonomisk eller begge dele.

Kan det eksempelvis dokumenteres, at man har haft et timeforbrug, der åbenlyst ligger langt, langt over det man kunne forvente – hvorefter de ansvarlige efterfølgende dokumenterbart afgiver urigtige og vildledende oplysninger om arbejdsopgavernes omfang i et forsøgt på at forklare, hvordan de mange penge er blevet brugt, så bør det have meget alvorlige konsekvenser for de øverst ansvarlige.

Uanset, om der er tale om inkompetente og alt for langsomme medarbejdere – eller der er tale om, at man bruger pengene til noget andet, end det man angiver de bruges til, så skal også dette selvfølgelig have en konsekvens: Er forskerne konsekvent alt for lang tid om at lave sine ting, skal projektlederen og direktøren naturligvis tage ansvar for dette – og eksekvere på sagen eksempelvis ved først nogle advarsler og dernæst i sidste instans en fyring, hvis ikke der rettes op på problemet.  Gør de ikke det, men lader tingene stå til i årevis, bør man fra politisk hånd stille spørgsmålet: Skyldes den manglende handling på det ekstreme timeforbrug dårlig ledelse? – Eller skyldes det, at man på ledelsesniveau måske har besluttet at bruge pengene på noget andet, end det man siger man bruge det til? Og, hvis det er tilfældet – er det lovligt? – og kan der være tale om bevidst svindel med offentlige midler? Uanset hvad udfaldet er, så kan tilliden kun genoprettes på en måde: En fyring af de ansvarlige ledere. Og – hælder man til den forklaring, at et ekstravagant højt timeforbrug blot skyldes inkompetence eller uhyrligt langsomme medarbejdere, så skal de penge, der åbenlyst er betalt for meget til projektet naturligvis betales tilbage. Eller – hælder man til den forklaring, at der kan være tale om simpel svindel med offentlige midler, så bør de ansvarlige vel retsforfølges som alle andre i samme situation? – og enten frikendes eller dømmes.

Uanset, om der som i ovenstående hypotetiske eksempler er tale om manglende kompetencer, magtmisbrug eller måske endda svindel, kan man forvente af de ansvarlige ledere og politikere, at man sørger for at det har en konsekvens. For hvis ikke der er en konsekvens, hvordan kan man så fremover have tillid til systemet?

I ovenstående tre afsnit er der tale om generelle betragtninger, der belyser, hvad faren ved monopol kombineret med dårlig kontrol kan være – uanset hvor i et system det foregår.

Leverer DTU Aqua varen?

Hvorvidt DTU Aquas rådgivning er helt OK – eller falder ind under ovennævnte hypotetiske scenarier, vil jeg lade andre om at afgøre. En ting er dog sikkert: I forbindelse med fagligheden, er det som kritiker let at argumentere for, at der i bedste fald kan være tale om manglende kompetencer – i værste fald videnskabelig uredelighed og/eller magtmisbrug. Her tænker jeg især på DTU Aquas rådgivning omkring forvaltning af sandart og re-introduktion af europæisk malle. I forbindelse med økonomien på DTU Aquas projekt ”Søhåndbogen”, der er betalt af Fisketegnsmidlerne, er det som kritiker tilsvarende let at argumentere for, at der i bedste fald kan være tale om manglende kompetencer – og at man i værste fald bør mistænke samt efterfølgende efterforske, hvorvidt der evt. kan være tale om svindel med offentlige midler. Hvis altså ikke lige der kommer en betydeligt bedre forklaring fra DTU Aqua, end vi har set hidtil.

I del 2, som kommer snart, tager vi fat på, hvad vi kan gøre fremover for at sikre den bedst mulige faglighed og økonomi omkring rådgivning til myndighederne samt brugen af vores fisketegnsmidler – til glæde for naturen og bredden i dansk lystfiskeri. 

 

Tidligere Fisk & Fri artikler, der belyser emnet:

I nedenstående artikler vil du kunne finde detaljeret argumentation for statements i ovenstående afsnit – samt alle relevante eksterne kilder og referencer fra fx forskere, videnskabelige værker og peer reviewed videnskabelige artikler mv:

Sandart:

https://fiskogfri.dk/red-sandarten-stop-dtu-aquas-magtmonopol-del-1/

https://fiskogfri.dk/red-sandarten-og-faa-mere-klart-vand/

https://fiskogfri.dk/sandart-dtu-aqua-har-beviseligt-raadgivet-paa-forkert-grundlag/

https://fiskogfri.dk/sandarten-en-art-der-er-ved-at-forsvinde/

Malle:

https://fiskogfri.dk/oerred-maller-eller-begge-dele/

https://fiskogfri.dk/maller-i-danmark-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-mallens-udbredelse-del-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-potentielle-effekter-af-re-introduktion-del-3-2/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-mallerne-del-4-biomanipulation-2/

Gedde:

https://fiskogfri.dk/doede-gedder-i-tusindvis/

Søhåndbogen:

https://fiskogfri.dk/dtu-aquas-soehaandbog-tre-millioner-for-dyr/

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-soehaandbogen-holder-regnskabet/

Om DTU Aquas faglighed generelt:

https://fiskogfri.dk/dtu-aqua-og-den-hemmelige-evalueringsrapport/

 

 

 

 

 

 

 

DEBATINDLÆG: Fiskepleje på Afveje – Fisketegnet (1/3)

Det skulle være så godt, at der kom flere fisk i de danske vande. Finansieret af millionerne fra det obligatoriske fisketegn. Men det er faktisk blevet ringere med tiden. Fiskeplejen er ikke længere, hvad den har været og skulle være. Tiderne er skiftet, og forvaltningen er ikke fulgt med.

 AF STEEN ULNITS, FISKERIBIOLOG

 

Moderne fiskepleje startede tidligt, hvad laksefiskene angår. Ret beset startede den vel allerede i 1400-tallet, da franske munke lærte sig at klække ørreder på kunstig vis. Man dækkede de befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme hen over dem.

Kunstig klækning af laksefisk tog dog først for alvor fart, da tyskeren Jacobi i 1763 gentog de franske munkes forsøg – nu dog med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen fart, og klækkerier skød op overalt i den vestlige verden. Nu kunne man producere de fisk, man skulle bruge til datidens fiskepleje, der udlukkende bestod af udsætning af kunstigt opdrættede fisk.

Siden fandt man ud af, at hovedløse udsætninger ikke nødvendigvis resulterede i et bedre fiskeri efter flere fisk. Man fandt ud af, at der i et givet vandløb kun er plads til et givet antal fisk. Laksefisk er nemlig territoriale og har brug for et skjulested.

Er der ikke skjulesteder nok, bliver fiskene stressede, da de skal løbe spidsrod mellem vandløbets andre beboere. Fiskene bliver stressede, får mælkesyreforgiftning og dør. Sætter man således flere fisk ud, end der er plads og skjulesteder til i vandløbet, er det rent spild af penge og fisk. Mundingsudsætninger er en helt anden sag.

Derfor har man i snart mange år elektrofisket i vandløb verden over. Dels for at fjerne uønskede arter som eksempelvis gedder, der kan tolde hårdt på en ørredbestand. Dels for at fange moderfisk til afstrygning og opdræt af nye fisk til udsætning. Og dels naturligvis for at analysere bestanden af laksefisk i et givet vandløb.

Udsætningsplanerne

Man elektrofisker med nogle års mellemrum et vandløb, gør det to gange på samme strækning og kan nu på matematisk vis regne sig frem til, hvor stor den totale fiskebestand er. Man registrerer de fangede fisk og ved nu, hvor mange fisk der er i de forskellige årsklasser. Yngel, halvårsfisk, étårfisk etc.

Herefter kigger man på vandløbet og vurderer dets bæreevne ud fra parametre som bredde, dybde, strømhastighed og egnede skjulesteder. Herefter kan man vurdere, hvor mange fisk der ideelt burde være på den pågældende strækning af det pågældende vandløb. Og sammenligne med, hvad der reelt er ifølge befiskningen.

Det er nu en simpel sag at “fylde vandløbet op” med de fisk, der mangler i forhold til vandets anslåede bæreevne. Det er sådan, udsætningsplanerne bliver til – sådan at denne post på fiskeplejen beregnes og efterfølgende betales via det obligatoriske fisketegn. Det er der masser af sund fornuft i.

 

Steen Ulnits

Fiskeribiolog Steen Ulnits stiller i denne artikelserie skarpt på Fisketegnsmidlerne – samt hvordan de bliver brugt. Følg med de næste tre fredage her på fiskogfri.dk

 

Fisketegnet blev en realitet fra og med den 1. januar 1993. Prisen var dengang 100,- kroner årligt. I 2012 blev prisen hævet til de nuværende 185,- kroner.

Da den nødlidende Skjern Å sidst i 1980’erne skulle hjælpes tilbage i sit gamle leje fra før reguleringen i 1960’erne, blev det den kristne miljøminister Christian Christensen (Q), som tog initiativet og sagde de nu berømte ord: “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt trængte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget. Fisketegnet, som vi kender det i dag, var en realitet.

Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere havde skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som kostede 250,- kr. årligt, og som gav ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den gav giver også ret til fiskeri med stang.

Paragraf 7-udvalget

De indkomne midler fra fisketegn og garnlicens fordeles af fiskeriministeren efter rådgivning fra det såkaldte Paragraf 7 udvalg, hvis fulde titel er “Udvalget for Rekreativt Fiskeri, Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje”. I dag drejer det sig om i omegnen af 40 millioner kroner om året, der skal fordeles af dette udvalg.

Udvalget er nedsat efter § 7 i fiskeriloven og er med tiden vokset i både størrelse og sammensætning. Det består i dag af repræsentanter fra følgende organisationer, præsenteret i alfabetisk rækkefølge:

  • Danmarks Fiskeriforening
  • Danmarks Naturfredningsforening
  • Danmarks Sportsfiskerforbund
  • Dansk Akvakultur
  • Dansk Amatørfiskerforening
  • Dansk Fritidsfiskerforbund
  • Dansk Kystfiskerforening
  • DTU Aqua
  • Fiskeripolitisk Kontor
  • Fiskeristyrelsen
  • Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
  • Kommunernes Landsforening
  • Landbrug & Fødevarer
  • Miljøstyrelsen

Herudover kan ministeren indstille enhver anden repræsentation til udvalget, hvis han eller hun måtte ønske det. Medlemssammensætningen administreres af Fiskeripolitisk Kontor, der efter Esben Lunde Larsens (V) afgang som fiskeriminister og på grund af det dengang muligt forestående Brexit blev overflyttet til Udenrigsministeriet.

Som det ses, er der mange forskellige og ofte modsat rettede interesser repræsenteret i det udvalg, der skal administrere de penge, som alene er indbetalt af fritidsfiskere og lystfiskere. Det rimelige heri kan naturligvis diskuteres – og bliver det konstant. Der er trods flere organisationer imellem, der ikke yder en krone til fiskeplejen. Men blot lukrerer på de 40 millioner kroner, det rekreative fiskeri årligt indbetaler for overhovedet at få lov til at fiske.

Man kan undre sig over, hvorfor erhvervsinteresser overhovedet skal være med til at bestemme over midler, der udelukkende er indkommet fra og betalt af det rekreative fiskeri. Disse erhvervsinteresser er jo primært med til at tolde på de samme fisk, som lystfiskerne sætter ud. Og er i nogle tilfælde sågar direkte medvirkende til at ødelægge vandmiljøet – eksempelvis via det altødelæggende trawlfiskeri og muslingeskrab.

Wilhjelm-udvalget

I år 2000 nedsatte den daværende S-R regering det såkaldte Wilhjelm-udvalg. Det fik til opgave at udarbejde en rapport, som kunne “danne udgangspunkt for regeringens handlingsplan for biologisk mangfoldighed og naturbeskyttelse”.

Udvalgets arbejde skulle være afsluttet, så rapporten kunne støtte de danske repræsentanter ved Rio-konferencen i 2002. Udvalget bestod af 35 personer, som repræsenterede interesseorganisationer og offentlige myndigheder med tilknytning til miljøområdet. Udvalgets formand blev direktør Nils Wilhjelm.

Han var konservativ kammerherre og ikke imponeret over hverken egne partifællers eller andre folketingsmedlemmers interesse for eller viden om naturen. Wilhjelm havde meget svært ved at se, at der overhovedet var politisk interesse for at få naturen højere op på dagsordenen. Det gjaldt såvel regeringen som oppositionen, der fik følgende markante udtalelser med på vejen:

– Connie Hedegaard havde en god holdning, men fik den ikke omsat.

– Der er ikke rigtig nogen på Christiansborg, som har en dybdegående viden om naturen.

 – Siden Svend Auken har vi ikke været begunstiget med en minister, der har udvist interesse for naturen.

 – Venstres miljøminister Troels Lund Poulsen havde svært ved at komme ud af traktoren. Han havde berøringsangst over for konflikter med landbruget.

Klare ord fra en mand, der ellers som kammerherre var vant til at tale pænt og færdes på de bonede gulve. Nils Wilhjelm selv var en vidende og visionær mand, der havde et nært forhold til naturen, benyttelsen og beskyttelsen af den.

Wilhjelm-rapporten

Det resulterede i en 265 sider stor rapport, der lagde linjen for fremtidens naturforvaltning. Og som samtidig udstak rammerne for den kommende forvaltning af fiskeriet – heriblandt den moderne fiskepleje, vi lever med i dag.  Rapporten havde titlen “Natur i Danmark – Status, mål og midler” – samt undertitlen “Rapport fra Wilhjelmudvalgets arbejdsgruppe for naturkvalitet og naturovervågning”.

Herunder følger den for os lystfiskere vigtigste del af rapporten:

På fiskeområdet tilrettelæges udsætningspolitikken ud fra følgende principper:

Ingen udsætning af fremmede arter eller genetisk modificerede organismer i danske farvande.

  • Ingen dyrkning af nyintroducerede fremmede arter eller GMO’er i områder, hvor der er en risiko for spredning af genmateriale til vilde arter.
  • Udsætning af hjemmehørende arter skal ske på en genetisk og økologisk forsvarlig måde og udfases i takt med genopretningen af vandløbene og af vandkvaliteten.
  • Et højt beskyttelsesniveau mod indslæbning af fremmede arter.

Og der anbefales gennemført følgende indsats: 

  • De genetiske og økologiske anbefalinger for udsætning af fisk føres ájour for at sikre bevarelsen af de naturlige fiskebestande og den genetiske diversitet.
  • Genopretning af vandløb opprioriteres væsentligt bl.a. med henblik på at reducere udsætningerne.
  • Det kan bl.a. ske ved at anvende en forholdsvis større del af fisketegnsmidlerne til vandløbsrestaurering, og ved ændrede prioriteringer i den offentlige naturgenopretning og naturpleje.
  • Udsætning af fisk af dambrugsoprindelse ophører inden for en 5-års overgangsperiode, og rømninger af fisk fra dambrug og havbrug forhindres effektivt.
  • Indførelse af regler til forebyggelse af indslæbning og udbredelse af fremmede arter.
  • Oplysning til offentligheden og til virksomhederne om farerne ved indslæbning og udsætning af fremmede arter skal forstærkes.
  • Udarbejdelse af beredskabsplan for og øget oplysning om indslæbning og udsætning af arter, herunder GMO’er.

Der er snart 20 år siden, Wilhjelm-udvalget barslede med disse anvisninger på fremtidens fiskepleje. Ganske fremsynet set med vore dages øjne og næppe fremkommet, hvis det skulle være født i Folketinget. Jævnfør Nils Wilhjelms ringe respekt for folketingsmedlemmernes manglende interesse for og viden om den danske natur.

I den følgende artikel ser vi på “Virkeligheden efter Wilhjelm”.

 

Owner

DTU AQUAS SØHÅNDBOG – TRE MILLIONER FOR DYR?

De danske lystfiskere har i perioden 2011-2015 betalt DTU Aqua knapt 3,8 millioner kroner for projektet ”Søhåndbogen”, men en gennemgang af projektet viser, at det sandsynligvis kunne have været udført for blot  800.000-1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Vi har konfronteret DTU Aqua med vores prisestimater, men de ønsker ikke svare på spørgsmål til detaljerne i regnskabet samt at fremlægge de oplysninger, der skal til for at kaste lys over sagen. Læs hvad vi er kommet frem til, dan dig din egen mening – og giv den til kende på Fisk & Fris facebook.

AF JENS BURSELL

DET ER TANKEVÆKKENDE, at DTU Aqua tilsyneladende ikke ønsker fuld åbenhed omkring regnskaberne for de projekter, som de danske lystfiskere har betalt: En ting er, at ”Søhåndbogen” sandsynligvis kunne have været udført for et markant mindre beløb, men hvad med alle de andre projekter, som er også er betalt af de danske lystfiskere – eller er finansieret af staten?

Forestil dig et scenarie, hvor en nærmere undersøgelse af disse regnskaber viser, at også andre – eller måske ligefrem de fleste projekter fra DTU Aqua, faktisk også kunne have været udført markant billigere, hvis de havde været i åbent udbud? Hvis det skulle vise sig at være tilfældet; ja – så betyder det i praksis, at vi i rigtig mange år har fået alt, alt for lidt for vores Fisketegnsmidler. Det betyder også, at vi fremover sandsynligvis vil kunne få meget mere natur, miljø og bedre fiskebestande for vores penge ved at nytænke sammensætningen og funktionaliteten af §7 udvalget – samt måden Fisketegnsmidlerne bliver fordelt og brugt på.

Bliver pengene brugt rigtigt?

Danske lystfiskere betaler hvert år mange millioner til forskningsprojekter, som udføres af DTU Aqua for Fisketegnsmidlerne, men spørgsmålet er altså: Forvaltes pengene rimeligt, og får vi nok for pengene – eller kunne det have været gjort både bedre og billigere? Som det forholder sig nu, sidder DTU Aqua nemlig som den eneste faglige repræsentant i §7 udvalget, og rådgiver om hvilke projekter, der skal laves, hvorefter pengene automatisk uddeles til dem selv – uden at andre end DTU Aqua får lov til at byde ind med potentielt bedre priser på projekterne. Det siger næsten sig selv, at dette potentielt set kan føre til en situation, hvor man risikerer at betale alt for meget for alt for lidt.

For at undersøge og eksemplificere den potentielle prisforskel på et projekt udført til priser på et frit marked – med priser givet på et projekt, der ikke er udsat for konkurrence – har vi som eksempel valgt at undersøge regnskaberne for et enkelt DTU Aqua projekt – nemlig ”Søhåndbogen”. Formålet med dette projekt har været at skabe en digitalt baseret håndbog, der skal rådgive om, hvordan vi kan forbedre miljø og fiskebestandene i vores søer. I kølvandet på det oprindelige projekt er der opstået en del småprojekter, der som hovedprojektet alle er gode initiativer. Spørgsmålet er bare – kunne det have været gjort bedre og billigere, hvis det havde været i udbud?

 

Friluftsland

 

DTU Aqua hemmeligholder detaljer i regnskabet

Fisk & Fri har siden efteråret 2018 stillet både DTU Aqua, Fiskeristyrelsen og §7 udvalgets daværende formand en lang række spørgsmål om ”Søhåndbogen” med henblik på en artikel om emnet. Desværre er vi blevet mødt med en mur af tavshed, samt udeblevne eller undvigende svar. I kølvandet på dette, har vi søgt flere aktindsigter, hvor svarene fra DTU Aqua, desværre ikke rigtig kaster lys over, hvordan et så lille projekt som ”Søhåndbogen” kan have kostet så meget.

Vi har i vores research fokuseret på perioden 2011-2015, hvor projektets indhold var klart defineret – og efter at have gennemgået regnskabet, er vi ikke i tvivl: Hvis ikke DTU Aqua ønsker at offentliggøre flere detaljer om regnskabet, som stiller sagen i et andet og nyt lys, så bør §7 udvalget gennemgå sagen meget grundigt og stille spørgsmålet: Kan det tænkes, at projektet har kostet betydeligt mere, end hvad man kan og bør forvente af en så lille og relativt afgrænset arbejdsopgave – eller har DTU Aqua har givet lystfiskerne fuld valuta for pengene? For at få afklaret det, bør de danske lystfiskere, §7 udvalget og politikerne kræve, at DTU Aqua offentligt fremlægger samtlige detaljer og poster for alle del projekter under ”Søhåndbogen” herunder både timeregnskab, specifikke omkostninger og diverse drifts udgifter – samt fremlægge alle bilag i projektet, så man har mulighed for at forholde sig til, hvorvidt den betalte pris står mål med det udførte arbejde.

Hvad består projektet ”Søhåndbogen” af?

Det udførte arbejde i projektet fra 2011-15 består ifølge DTU Aquas egne status rapporter fra www.fiskeristyrelsen.dk – samt oplysninger fra Fisk & Fris aktindsigter – af følgende otte hovedpunkter:

  1. Planlægning og produktion af tekst til Søhåndbogen, som kan ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
  2. Produktion af  ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.” – T. Jansen, R. Arlinghaus, T. Damm Als og C. Skov.
  3. Øvrige artikler mm under søhåndbogen, som ikke er publiceret på https://www.fiskepleje.dk/Soeer
  4. Indsamling og/eller digitalisering af de første par hundrede rapporter til sø-databasen ”Vidensbanken” i 2012-13, der kan ses på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Fra og med 2014 blev digitalisering af resterende rapporter og fotos betalt med 346.480 kroner af 15 Junifonden.
  5. Etablering af database til ”Vidensbanken” i 2013.
  6. Indledende research og forhandling med IT-firma om produktion af ”Fangstjournalen”, der i 2014 blev til et selvstændigt projekt med egen økonomi.
  7. Etablering af netværk med ”Vandmiljøagenter”, produktion en video – samt indledende arbejde til en on-line indrapporterings database.
  8. Syntese om udviklingen i forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer 2015

DTU Aqua har desværre ikke ønsket at oplyse detaljerne om de enkelte delprojekters andel af det samlede projekt i regnskabet for ”Søhåndbogen”. Vi har derfor sat os for at undersøge, hvad man kunne have gjort det samlede projektet for, hvis det havde været i udbud, så man havde fået lavet arbejdet til almindelige markedspriser – eller måske billigere?

Det overordnede budget og regnskab for Søhåndbogen finder du her.

Hvad burde Søhåndbogen have kostet?

Resultatet af Fisk & Fris undersøgelse, som viser, hvad projektet Søhåndbogen kunne have kostet i frit udbud ex moms jfr. ovenstående punkter, er følgende:

  1. Tekst til Søhåndbogen:                                        200.000 kr  (inkl. overhead på 35%)
  2. Produktion af videnskabelig artikel:                    36.000 kr  (48.600 kr inkl. overhead)
  3. Øvrige artikler under Søhåndbogen:                   36.000 kr  (48.600 kr inkl. overhead)
  4. Digitalisering til Vidensbanken:                              9.035 kr  (12.066 kr inkl. overhead)
  5. Databasen bag Vidensbanken:                             60.000 kr  (81.000 kr inkl. overhead)
  6. Indledende arbejde til Fangstjournalen:             30.000 kr  (40.500 kr inkl. overhead)
  7. Netværk af ”Vandmiljøagenter”:                           21.000 kr  (28.350 kr inkl. overhead)
  8. Syntese om forvaltning af geddefiskeriet:           25.000 kr  (33.750 kr inkl, overhead)

I alt et beløb på 417.035 kr eksklusiv overhead eller 492.866 kr inklusiv 35 % overhead. Overhead går pr. definition til at dække basale driftsudgifter – fx husleje, rengøring, el, vand, varm, kaffe og toilietpapir.

Ud over dette opgiver DTU Aqua i perioden fra 2011-2015 samlet set driftsomkostninger for knapt 391.000 kroner, men beregner overhead ud fra summen af både løn og drifts omkostninger. Man kan undre sig over, at man også tager overhead på driften eftersom overhead jo i sig selv burde udgøre ”driften”. Eller sagt på en anden måde – man tager tilsyneladende ”overhead på overhead´en”. DTU Aqua har ikke villet forklare dette, men meget tyder på, at driften indbefatter alt andet end lønomkostninger. Tilsvarende kan man undre sig over, at DTU Aqua under driftsomkostningerne i regnskabet tilsyneladende finder der rimeligt at indregne eksternt udført arbejde som fx IT arbejdet bag ”Fangstjornalen” (>300.000kr). Hermed tager DTU Aqua altså 35 % i overhead – dvs betaling for at dække generelle interne udgifter, for noget der er udført eksternt, og som derfor pr definition derfor ikke er en reel intern udgift – hverken direkte eller indirekte. Eller sagt med andre ord – såfremt DTU Aqua ikke vil forklare, hvordan dette hænger sammen, virker det umiddelbart som om, at man i praksis tager betaling for en udgift, som man reelt set ikke har haft.

Uanset hvordan man vender og drejer alle disse tal, ser det – indtil DTU Aqua vælger at komme med en god forklaring – ud til at et projekt, som vi danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner for – i virkeligheden burde halve kostet i omegnen af 417.035 + 391.000 = 808.035 kroner uden overhead. Og – netop dette tal er vigtigt i diskussionen om, hvordan projekterne udbydes, for var de i frit udbud – så ville de konkurrerende udbydere ikke nødvendigvis kunne regne med at få fuld overhead – eller overhovedet at få nogen, hvis de ville vinde projekterne.

Men – regner man alligevel med en overhead på 35 % – på trods af, at det reelt set ikke giver mening i en potentiel udbuds sammenhæng, kunne projektet sandsynligvis have været gjort for i omegnen af 492.866 + 527.850 = 1.020.716 kroner.

At gennemgå alle delprojekter og detaljerne, som danner baggrund for ovenstående prisestimater er omfattende. For at lette overskueligheden har vi derfor besluttet at publicere gennemgangen af regnskabet for ”Søhåndbogen” samlet, i stedet for at gøre det i en længere artikelserie, som det oprindeligt var planlagt. Her får du derfor den samlede gennemgang af hele regnskabet (del 1-8) – samt alle de spørgsmål DTU Aqua ikke ønsker at besvare.

1 – Hvad kan teksten til Søhåndbogen have kostet?

Vi har spurgt Peter Rask Møller, associate professor på Danmarks Naturhistoriske Museum om, hvad det har kostet at lave Atlas-projektet for ferskvand, der på flere områder er sammenligneligt i arbejdsbyrde med Søhåndbogen.

–  Det er ikke helt let at opgøre den slags udgifter præcist, men jeg skal forsøge at give et nogenlunde retvisende overslag, svarer han, og fortsætter: – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” var et frugtbart samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og DTU Aqua og omhandlede alle danske ferskvandsfisks biologi samt udbredelse. Projektet fik en bevilling på 3.575.100 kroner fra Aage V. Jensens Fonde, og produktet var en bog på 700 sider. Prisen pr. side kan således opgøres til ca. 5.107 kr. Bogen rummer i gennemsnit ca. 500 ord pr. side, så de 700 sider løber op på i alt ca. 350.000 ord svarende til ca. 10 kr. pr. ord. En stor del af midlerne gik imidlertid til etablering af den bagvedliggende database med ca. 110.000 registreringer ved bogens afslutning – og til feltarbejde, idet vi var nødt til selv at undersøge udbredelsen af mange af arterne. Af budgettet fremgår det, at 2.181.900 kr. var afsat til løn. Der er ikke sat tal på, hvor mange timer, der blev brugt på selve skrivearbejdet, så det bedste bud her 7 år efter projektets afslutning er nok, at cirka halvdelen af de 2.181.900 kroner blev brugt på skrivning – dvs. 1.090.950 kroner. Bruger man dette tal, lander man på ca. 1559 kroner. pr. side eller ca. 3 kr. pr. ord. Som jeg husker det, var det et hårdt arbejde at skrive teksterne, da vi gik meget op i at inkludere referencer på de udsagn, der blev bragt i teksterne, således at læseren kan se, hvor vi har fundet informationerne, slutter han.

Søhåndbogen medtager ikke referencer i hovedteksterne og omhandler kun velkendte arter, hvilket gør det til et relativt let arbejde at skrive teksten for en person, der er ekspert på området. Atlasprojektet derimod – medtager referencer og omhandler mange ukendte arter, hvilket betyder, at teksterne som omhandler de enkelte arter, har krævet en langt højre grad af research. Der er derfor ingen tvivl om, at kostprisen pr ord burde have været markant lavere for Søhåndbogen end for Atlas Projektet, men meget tyder på, at det stik modsatte er tilfældet. Det helt præcise regnestykke for dette vender vi tilbage til.

Til at starte med kan vi sige, at selve Søhåndbogen, der blot er på 81.800 ord burde have kostet 245.400 kroner, hvis man regner med de samme pris pr. ord som ”Atlas over danske ferskvandsfisk” er produceret for. Men – tager man højde for, at Søhåndbogen sandsynligvis har været betragteligt lettere at skrive, samt redigere og korrekturlæse, fordi det er en on-line publikation, hvor det er markant lettere at lave rettelser, burde prisen måske have været helt nede på omkring 200.000 kroner.

Men – hvad har Søhåndbogen så kostet de danske lystfiskere i virkeligheden? Det nemmeste ville jo helt klart være, hvis DTU Aqua åbent ville fremlægge alle detaljer i regnskabet, men de ønsker tilsyneladende ikke, at offentligheden, som har betalt projektet, skal have nærmere indsigt i dette – eftersom de har afvist at Fisk & Fri kunne få alle detaljer i disse informationer.

Vi stiller dog gerne DTU Aqua endnu et par spørgsmål om tilblivelsen af den del af Søhåndbogsprojektet man kan se på  https://www.fiskepleje.dk/Soeer

  • Hvor mange løntimer Har DTU Aqua brugt på den del af formidlingen der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer – i 2011-2015 samt i 2016 og frem til nu?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb samt på hvad fordeler posterne sig?
  • Hvad har den del af Søhåndbogen, der ses på https://www.fiskepleje.dk/Soeer, samlet set kostet med og uden overhead?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Et nærmere prisestimat for hele projektet kræver, som nævnt at vi også regner lidt på de forskellige andre småprojekter, som har været kørt ind over Søhåndbogens totale økonomiske rammer i 2011-2015: Hvis man kombinerer de oplysninger, som DTU Aqua selv har givet i forbindelse med aktindsigterne, med tids- og prisestimater fra eksperter fra bl.a. forskningsmiljøet, kan vi nemlig i grove træk relativt let finde frem til, hvad de enkelte delprojekter under selve Søhåndbogen isoleret set kan have kostet under de samme præmisser men i frit udbud – og dermed hvad man kunne have fået det samlede projekt til, hvis ikke DTU Aqua havde haft monopol på udførelse af forskningsprojekter for Fisketegnsmidlernes penge.

2 – Hvad kan undersøgelsen af Esrum Søs rovfisk have kostet?

Blandt den formidling under projektet ”Søhåndbogen”, som ikke allerede er indeholdt i Søhåndbogen på https://www.fiskepleje.dk/soeer, der blev omtalt i den sidste artikel i serien om DTU Aqua regnskaber, er produktionen af den videnskabelige artikel ”Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population.”, der skrevet af Tenuis Jansen, Robert Arlinghaus, Thomas Damm Als og Christian Skov.

Der er ingen tvivl om, at produktionen af netop denne videnskabelige artikel har stor værdi for de danske lystfiskere, eftersom den dokumenterer, hvad der rent fiskemæssigt er at vinde ved at stoppe erhvervsfiskeriet på søerne.

Hovedmanden bag projektet – Teunis Jansen er seniorforsker ved DTU-AQUA og ivrig lystfisker gennem hele livet i både ROLK, Fred & Humle samt LF. I 2009 påbegyndte han et stort frivilligt arbejde med at indtaste alle månedsopgørelserne af fangster af gedder og aborrer i Esrum Sø med henblik på at undersøge, om der kunne være en sammenhæng mellem søens bestand af rovfisk – og indflydelsen fra erhvervsfiskeriet i søen.

– Lystfiskeriforeningen stillede velvilligt deres komplette samling af lystfiskeritidende tilbage til det første nummer i Maj 1889 til rådighed, hvorefter jeg i min fritid gik i gang med manuelt at digitalisere alle tallene fra månedsopgørelserne, fortæller Teunis. Efter mange lange aftener kunne han konkludere at data kunne bruges tilbage til 1949, og derefter gik han i gang med analysen af de 62 års fisk og fiskeri på Esrum Sø. Det udviklede sig til et inspirerende samarbejde med kollegaen Christian Skov, og senere også den tyske forsker Robert Arlinghaus samt Thomas Damm.

I 2013 fik han første del af sit store arbejde publiceret som hovedforfatter i det anderkendte videnskabelige tidskrift ”Fisheries Management and Ecology” under titlen ” Voluntary angler logbooks reveal long-term changes in a lentic pike, Esox lucius, population”. Anden del udkom i 2017 i ”Fisheries research”. – Det har været spændende! Både at finde ud af hvor megen information der faktisk ligger i de gamle fangstdata og at foretage analysen, men også at gennemgå anden historisk information om søen og søens brugere for at kunne fortolke resultaterne af de matematiske modeller. Vores resultater blev også præsenteret ved ”6th World Recreational Fishing Conference 1-4” i august 2011, slutter han.

Normalt kan der sagtens ligge cirka tre måneders fuldtidsarbejde for en rutineret forsker i at få en artikel af denne karakter publiceret, hvis han laver det hele selv, og der er ingen tvivl om, at de fire forskeres flotte arbejde med denne artikel, har været det hele værd.

Tilbage til regnestykket om hvad projekterne under Søhåndbogen kan have kostet: Til sammenligning er kravet til en phd-studerende 4 videnskabeligt publicerede artikler på 3 år, hvoraf det ene af årene skal bruges på undervisning og kurser. En Phd har altså to år til at få publiceret fire videnskabelige artikler – og det er inklusiv feltarbejde, databehandling, statistik, skrive- og publiceringsarbejdet – udført af en urutineret forsker. Men – alle fire forskere i gruppen er både kompetente og rutinerede med mange års erfaring – samt hver deres spidskompetencer, så tre måneders arbejde alt i alt er sikkert et godt bud på arbejdsbyrden, fordi der ikke har været foretaget feltarbejde. Den ene af forfatterne har været finansieret af Besatzfisch www.besatz-fisch.de , men for ikke at underestimere det fine arbejde – udelader vi dette af regnestykket.

3 måneders fuldtidsarbejde for en forsker til en publikation som ovenfor nævnt giver en produktionsomkostning omkostning på cirka 3 x 60.000 kroner = 180.000 kroner. Men – som vi hører ovenfor, har hovedforfatteren udført arbejdet i sin fritid – dvs gratis. Antager vi, at man selvfølgelig ikke kan få arbejde udført gratis af en forsker i sin fritid fra et andet institut på DTU Aqua, og derefter bogføre det hos DTU Aqua i Silkeborg til 400 kroner i timen betalt af det offentlige, skal hovedforfatterens prisværdige fritidsarbejde selvfølgelig modregnes det samlede estimat for projektets pris.

Eftersom det er normalt, at hovedforfatteren – som navnet antyder – laver hovedparten af arbejdet, typisk 80-90 % – kan man forsvare, at den del af projektet der kan finansieres af Fisketegnsmidlerne til DTU Aqua i Silkeborg bør være i omegnen af fx 180.000 x 0,2 = 36.000 kroner. Og dem har de rettelig fortjent, for det er et godt og vigtigt stykke arbejde, de har gjort med denne publikation

Spørgsmålet til DTU Aquas ledelse er nu:

  • Hvad har DTU Aqua officielt opgivet i regnskabet af brugte timer på denne publikation? Eftersom DTU Aqua vedlægger den som dokumentation for arbejde udført under Søhåndbogen, må timeforbruget jo være noteret og bogført, for at den kan bidrage til den samlede regning man sender til Fisketegnsløserne?
  • Vi har bedt om aktindsigt for at klarlægge de reelle udgifter ved Søhåndsbogsprojektet. Men – hvis man ønsker at give et retvisende billede af de faktiske udgifter ved projektet, hvorfor vælger man så fra DTU Aquas side ikke at oplyse om, at hovedparten af projektet faktisk er udført gratis af en person fra et andet institut i sin fritid, hvorved det selvfølgelig ikke samtidig kan bogføres som en udgift til afholdt timeløn, når der reelt set ikke har været en udgift?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

3 – Hvad kan de øvrige artikler have kostet?

I perioden 2011-2015 har DTU Aqua – tilsyneladende uden at nogen har modsagt dem – valgt at køre betalingen for en række sø-relaterede artikler ind over projektet Søhåndbogen. Oversigten over alle disse artikler og smånoter fås i skemaet nedenfor, hvor vi har tjekket alle artikler og kommet med et realistisk tidsestimat på, hvor lang tid det kan have taget at lave. I alt kommer vi frem til, at disse artikler sandsynligvis har taget cirka 90 timer at producere. Du kan se en liste over samtlige af de nævnte artikler, samt hvor lang tid de kan have taget at producere her.

Regner vi med en timeløn på 400 kroner i timen, giver dette en pris på 36.000 kroner.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Man kan se alle artikler, som ikke er en del af https://www.fiskepleje.dk/Soeer eller undersøgelsen fra Esrum Sø i skemaet ovenfor. Eftersom DTU Aqua nævner disse artikler som dokumentation for udført og betalt arbejde, må I jo ligge inde med et timeregnskab, der viser, hvad I har brugt af timer på dette. Må vi se dette regnskab – eller kan I på DTU Aqua give jeres bud på, hvad I mener det kan have taget at lave hver af disse artikler. Der ønsket et timeestimat på samtlige artikler, som vist i regnearket.
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

4 – Hvad kan digitaliseringen af Vidensbanken have kostet?

”Vidensbanken”, der er finansieret af Fisketegnsmidlerne under projektet Søhåndbogen, er den database, hvor man via et kort kan klikke ind på en masse søer og finde tilgængelige rapporter om disse vande. En super god ide, men spørgsmålet er – hvor meget kan det have kostet at lave dette arbejde, hvis man fulgte almindelige markedspriser? Du kan se ”Vidensbanken” her: https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken

Som grundlæggende research omkring, hvad der er tilgængeligt af rapporter, samt hvor svære de er at skaffe, har vi stillet Henrik Carl fra Danmarks Naturhistoriske Museum nogle spørgsmål:

I forbindelse med Atlas Projektet blev en stor mængde sø-rapporter samlet og digitaliseret. Hvor mange rapporter drejede det sig om? Hvem udførte og betalte dette arbejde? – Jeg har ikke noget præcist tal for, hvor mange sø-rapporter, der blev digitaliseret i forbindelse med ”Atlas over danske ferskvandsfisk”, svarer Henrik Carl. – De oplysninger, der var mest relevante for atlasprojektet, var konkrete fangstdata, som derfor blev digitaliseret, så de passede til atlas-databaseformatet.  Jeg vil dog tro, at der blev indtastet data fra flere hundrede rapporter samlet set. Hovedparten af arbejdet med at indtaste resultater fra de tidligere sø-undersøgelser blev foretaget af DTU Aqua i Silkeborg, som har et meget stort arkiv med den type litteratur – og som også selv har stået for et stort antal sø-undersøgelserne gennem tiden. Arbejdet med digitaliseringen var en integreret del af Fiskeatlasset, som var finansieret af Aage V. Jensens Fonde. Der var ikke noget særskilt budget til lige præcis denne opgave. Det blev ordnet sammen med indtastning af data fra vandløbsundersøgelser, udførelse af feltarbejde osv.

Hvordan har disse rapporter, der blev samlet og digitaliseret under Atlas Projektet, sidenhen være tilgængelige for andre forskere samt offentligheden? – Jeg har ikke overblik over, om selve rapporterne er stillet offentligt til rådighed, forsætter Henrik. – Mange ligger sikkert på nettet og kan findes med en simpel Google-søgning. De rådata fra rapporterne, som blev digitaliseret, blev afleveret til GBIF (Global Biodiversity Information Facility), så forskere fra hele verden har adgang til oplysninger om fiskenes udbredelse i Danmark – i en større detaljegrad, end det af pladshensyn var muligt at vise det i selve Atlasbogen.

Hvornår skete det ovenstående digitaliserings arbejde – og hvornår var det færdigt samt tilgængeligt fra andre forskere? – Vi påbegyndte arbejdet i 2006 og var mere eller mindre færdige med dataindsamlingen ved udgangen af 2008, siger Henrik. – Bogen ”Atlas over danske ferskvandsfisk” udkom i 2012, og ret hurtigt herefter blev den bearbejdede kopi af databasen afleveret til GBIF. Jeg er ikke bekendt med, om de originale sø-rapporter blev scannet i deres helhed, og om de blev stillet til rådighed på nettet.

Findes der andre steder, hvor der ligger en masse sø-rapporter samlet på et sted, som man blot kan rekvirere? Fx Århus Universitet eller andre steder? Var rekvirering af rapporter muligt herfra i perioden fra omkring 2011-12 og frem? – De institutioner og firmaer, som har stået for undersøgelserne gennem tiden ligger formentlig inde med de fleste rapporter, fortsætter Henrik. – Jeg ved, at DTU Aqua har et stort arkiv, og jeg ved, at DCE (tidligere Danmarks Miljøundersøgelser) også ligger inde med et stort materiale. Meget af materialet ligger også gemt hos Miljøstyrelsen. Herudover har firmaer som Bio/Consult as (nu en del af Orbicon) og Fiskeøkologisk Laboratorium, der har udført mange af undersøgelserne, naturligvis også arkiver. I forbindelse med Fiskeatlasset betalte vi faktisk Fiskeøkologisk Laboratorium et mindre beløb for at tilgængeliggøre data fra en masse af de tidligere sø-undersøgelser, som de havde været involveret i. Det har naturligvis været muligt at få adgang til rapporterne i perioden omkring 2011-12, men allerede på det tidspunkt var man (formentlig af sparehensyn) næsten holdt op med at lave egentlige rapporter i forbindelse med de enkelte sø-undersøgelser. Resultaterne blev i stedet tastet ind i en database, hvor de lettere kunne håndteres.

Findes der en central database for forskere, hvor der i forvejen er indtastet en masse sødata fra hele landet? – Der findes centrale databaser, hvor der gemmes data fra sø-undersøgelser. I en længere årrække har man brugt et system, der kaldes FiskBase til at samle oplysninger fra sø-undersøgelser. Systemet er en del af Miljøportalen, som forvaltes af Miljøstyrelsen. Det er ikke et system, der er direkte tilgængeligt for offentligheden, men forskere og andre aktører kan få adgang, slutter Henrik Carl.

Men hvor lang tid kan digitaliseringen til Vidensbanken have taget? På fiskepleje.dk kan man under Vidensbanken se, at der ligger 454 rapporter – inklusiv notater, bilag og søkort på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken. Vi har klikket ind på 25 tilfældige rapporter fra hele landet og fandt, at den gennemsnitlige rapport var 27 sider lang, hvilket giver estimeret antal sider på 12.258 sider. Eftersom en stor del af rapporterne er fra de sidste 20 år, hvor pdf har været et almindeligt brugt digitalt format, kan vi fx antage at mindst 25 % af rapporterne i forvejen har været tilgængelige digitalt som pdf. Lad os derfor antage, at man har skulle digitalisere i omegnen af 9000 sider.

Hvis man bruger en helt almindelige flatbed scanner uden arkføder og efterfølgende samler de enkelte sider med Acrobat Pro – samt navngiver filerne, systematisk, kan man uden problemer digitalisere 50 sider i timen, som er samlet i færdige dokumenter – klar til upload. Og regner vi med 50 sider i timen, er der rigelige god tid til at drikke kaffe, snakke med kollegaer samt tage en telefon. Dette giver maksimalt 180 timers arbejde til en studentermedhjælper, som vi eksempelvis kan give en god løn på 20.000 kroner om måneden eller 133 kroner i timen. For at være helt sikker på ikke at underestimere giver vi studentermedhjælperen 200 timer til digitaliserings opgaven, samt navngive de filer systematisk, som i forvejen var digitaliseret. Det giver 26.600 kroner for digitaliseringen Lad os antage, at en akademiker til 60.000 kroner om måneden har skullet hjælpe studentermedhjælperen med at finde de rette rapporter på det rette hyler og mapper – samt har brugt 2 dage til i alt 6.000 kroner på dette, så er det rimeligt at antage, at man har kunnet digitalisere hele indholdet af Vidensbanken for 32.600 kroner.

Men – DTU har selvfølgelig ønsket at gøre arbejdet så billigt som muligt. Derfor er en anden og mere oplagt mulighed, at man har leaset en kopimaskine/scanner til generelt brug på DTU Aqua. Her har vi for at få en idé om prisniveauet henvendt os til Rank Xerox for at høre til priseksempler med leasing aftaler. DTU Aqua bruger Rank Xerox – de ved vi, fordi de dokumenter, vi har modtaget i forbindelse med vores aktindsigter, er skannet på Rank Xerox.

Vi får oplyst, at den månedlige leasingpris for en god standard maskine som fx en Xerox Versalink C405 er 749 kroner, og at scan er helt gratis. Tilsvarende får vi oplyst, at den nævnte model scanner 55 sider i minuttet og som standard selv samler alle scan i et fortløbende dokument, som man super let selv navngiver via displayet på maskinen. Med en maskine som denne kan man altså – hvis man har sø-rapporterne liggende i orden og klar – scanne 3300 sider i timen, svarende til 3330/27 = 122 gennemsnitlige sørapporter i timen. Men – nu skal studenter medhjælperen, som laver dette arbejde, selvfølgelig også have tid til en kop kaffe og et puste rum – samt tid til at lægge rapporten tilbage i sin mappe. Lad os derfor antage, at vedkommende i stedet for 122 rapporter blot scanner 45 færdige sø-rapporter i timen. Det vil betyde, at de 454 rapporter kan scannes på cirka 10 timers arbejde. For nu at være helt sikker på ikke at underestimere arbejdsbyrden, antager vi nu, at DTU Aqua måske har brugt 20 timers arbejde x 133 kr/t = 2660 kroner i løn udgifter til scanningen for en studentermedhjælper. Hertil kommer max to dages arbejde til fagfolk til at fremfinde rapporterne til 6000 kroner + 749 kr i leasing/md/2 = 374,5 kroner. Her har vi så betalt for 2 ugers leasing selvom arbejdet reelt set har været max 20 timer. Så er vi oppe på en samlet udgift til denne del af digitaliseringen på 2660 + 6000 + 374,5 kroner = 9034,50 kroner.

Da man startede projektet omkring Vidensbanken har DTU Aqua ligget inde med en meget en stor del af rapporterne i deres eget arkiv, og hovedparten af de øvrige rapporter ligger samlet på et begrænset antal institutioner – jfr udtalelse fra Henrik Carl (ovenfor). DTU Aqua kender selvfølgelig de relativt få steder, hvor rapporterne er centraliseret – og har allerede et samarbejde med de fleste af dem. Det må derfor med rimelighed antages, at arbejdsbyrden ved at skaffe de første rapporter til opstartsfasen, som kørte under Søhåndbogens regnskab, har været relativt begrænset. Eftersom det vil være helt naturligt at plukke de laveste frugter først, må man antage at DTU Aqua selvfølgelig har startet med at indføre de rapporter, der i forvejen var i deres arkiv. Lad os derfor højt sat antage, at DTU Aqua indledningsvis har udført 50 % af indsamlings og digitaliserings arbejdet – uden at nedskrive beløbet i forhold til den rimelige antagelse, at man selvfølgelig har taget de lavest hængende frugter først – samt at de først indførte rapporter sandsynligvis har været dem man allerede havde liggende – og som fandtes digitalt i forvejen. Det giver en anslået udgift for digitalisering til vidensbanken under Søhåndbogens regnskab på maksimalt 9034,50 kroner/2 = 4517,50 kroner. Men for at være helt sikker på ikke at gøre nogen uret – regner vi blot med 9034,50 Kroner

Men – I 2014 fik og brugte DTU Aqua hele 346.000 kroner fra 15 Junifonden i 2014 til at digitalisere resterende rapporter og foto til Vidensbanken. Ovenfor har vi skitseret, at det er realistisk at få digitaliseret alt det der pr dags dato ligger i Vidensbanken anno 2019 for 9034,50 kroner, og derfor virker det besynderligt, at DTU Aqua har modtaget 346.000 kroner eksternt finansieret fra 15Junifonden for den resterende ”halvdel” af et arbejde, der sandsynligvis kan have været udført for 9034,50.

Spørgsmålene til DTU Aqua er derfor nu:

  • DTU Aqua har indtil videre ikke opgivet det præcise regnskab for digitaliseringen af rapporter til ”Vidensbanken”. Ovenfor har vi gives vores skøn på, hvad det kan have kostet. Efter som DTU Aqua tilsyneladende har brugt midler fra Søhåndbogsprojektet til at udføre arbejdet (?) må DTU Aqua jo vide, hvad det har kostet, for hvordan kan man ellers sende regningen videre og indregne omkostningerne for digitaliseringen i de samlede udgifter? Hvad er jeres bud? Redegør venligst for antal opgivne timer brugt + timeløn – og dermed antal kroner, der er brugt på den del af digitaliseringen fra 2011-2013, der ikke i forvejen er finansieret af 15Junifondens 346.000 kroner fra 2014.
  • Har DTU Aqua fået billig arbejdskraft som fx studentermedhjælper til at udføre den praktiske del af digitaliseringen, eller har man haft en akademiker til 60.000 kroner om måneden til at udføre dette arbejde?
  • Er scanningen udført på en leaset maskine som i eksemplet? – hvis ikke – hvordan er scanningen så foretaget?
  • Ovenfor har vi argumenteret for, at den samlede digitalisering næppe kan have kostet mere end 9034,50 kroner. Forklar venligst, hvordan kan det være, at DTU Aqua søger og bruger 346.000 kroner fra 15 juni fonden til digitalisering af de resterende rapporter og fotos, der – som vi læser det – allerede burde være indeholdt i det arbejde der allerede kunne være lavet for 9034,50 kroner under Søhåndbogen. Er der en stor del af de samlede arbejde, som vi slet ikke har kendskab til? Hvis ja – fortæl hvilket og dokumenter venligst dets omfang.
  • For at det er muligt at bedømme det samlede digitaliseringsarbejde, vil vi gerne udbedes os scan af samtlige rapporter, fotos og bilag, hvis indsamling og digitalisering er finansieret via Fisketegnsmidler samt 15Junifonden. Eftersom alle disse dokumenter selvfølgelig ligger samlet digitalt i nogle få mapper, da de er en del af samme database og projekt, tænker vi det er en nem opgave at overføre dette via wetransfer.com til Fisk & Fri, så DTU Aqua kan dokumentere det udførte arbejde for de danske lystfiskere. Endvidere ønskes det oplyst, hvilke dele af digitaliseringen, der er udført for hvilke midler.
  • Hvilke yderligere materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

5 – Hvad har vidensbankens database kostet?

Som en del af Søhåndsbogsprojektet, som DTU Aqua har lavet for Fisketegnsmidlerne, er der blevet lavet en database, til det der kaldes vidensbanken, som du kan se på https://www.fiskepleje.dk/soeer/vidensbanken Vi har kigget lidt på, hvad det kan have kostet.

Vi har i forbindelse med en aktindsigt til DTU Aqua spurgt efter de dokumenter, der viser hvad DTU Aqua har brugt af IT timer på specifikt på databasen til Vidensbanken. De har svaret følgende: ”Opgaven er udført som internt arbejde. DTU tidsregistrerer ikke dette, der er derfor ingen dokumenter”.

Vores spørgsmål til DTU Aqua er nu:

  • Hvis man fra DTU Aquas side tilsyneladende ikke har holdt tal på, hvor mange timer, det har taget at lave databasen til Vidensbanken, så kan man vel heller ikke opgøre et timetal forbrugt på dette til regnskabet for Søhåndbogen – og dermed få penge for arbejdet? Er det korrekt forstået?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Indtil vi har fået en god forklaring på dette, tænker vi, det er rimeligt at sætte betalingen for 0 kroner for databasen til Vidensbanken.

Men – for at have en ide om, hvad det kunne have kostet at producere og uploade den bagvedliggende database for Vidensbanken, har vi spurgt IT-konsulent Chiel Robben fra Fifty First Aps:

– Databasen ser ud til at være baseret på http://geoserver.org/ som er gratis, open source software, fortæller han. – Programmets funktionalitet i form af omrids af de forskellige søer samt popup-vinduer med links til PDF-filter er lavet med GeoExt. GeoExt er en gratis, open source udvidelse af ExtJS, som ligeledes også er et gratis, open source softwarebibliotek. Da både Geoserver og GeoExt udbyder de funktioner som vidensbanken på adressen http://130.226.135.83/soerMap/ er der formentlig tale om en opgave som primært har bestået i at forbinde de forskellige datapunkter med hinanden. Hvis opgaven skal laves eksternt af en konsulent som projektansættelse vil jeg vurderer omfanget af arbejdet til at vare cirka 1 måned eller cirka 100.000 kr. eks. moms, slutter Chiel Robben.

Men – eftersom DTU Aqua siger, at det er lavet som internt arbejde, må vi antage at det kan have kostet 50-60.000 kroner for en månedsløn. Desværre har DTU Aqua ikke ført regnskab med timerne, hvilket betyder, at man ikke kan opgive det som en reel udgift.

Vi slutter af med to yderligere spørgsmål til DTU Aqua:

  • I skriver ovenfor, at i ikke tidsregistrer internt arbejde. Hvis det er tilfældet, hvordan kan I så hvert år opgive et antal timer i brugt på Søhåndbogen og få penge for det? Hovedparten af dette er jo netop internt arbejde (?)
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

6 – Indledende arbejde til Fangstjournalen

Det indledende arbejde til den interaktive Fangstjournal, hvor lystfiskerne kan melde deres fangster ind til gavn for forskningen, er blevet foretaget som et projekt under Søhåndbogen. Dette er helt klart et godt initiativ fra DTU Aqua, der på sigt vil kunne øge vores viden om vandene, for på den baggrund at kunne træffe bedre beslutninger i forvaltningen af vores fiskebestande. Spørgsmålet er bare – hvad har det kostet?

Ifølge DTU Aquas egne status rapporter har man startet det indledende arbejde med fangstjournalen i 2012-2013, hvor man har fået planlagt App´ens indhold – samt fået lavet et mock-up, så et IT-firma kunne give tilbud på projektet. I april 2013 skriver man kontrakt om projektet, der i 2014 blev et selvstændigt projekt.

Umiddelbart tænker vi, at man godt kan have brugt 10 dages fuldtidsarbejde på indledende ideudvikling, mockup og kontraktforhandling – i alt en lønudgift på 25-30.000 kroner.

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Hvor mange timers arbejde har DTU Aqua opgivet til regnskabet for Søhåndbogen i forbindelse med det helt indledende udviklingsarbejde på fangstjournalen i perioden 2012-2013?
  • Såfremt arbejdet har indbefattet mere end 10 arbejdsdage, som vi og kilder i forskningsmiljøet estimerer et lignende arbejde til, kan I redegøre hvor mange timer, der er brugt på de forskellige dele af det indledende arbejde?
  • Af kontrakten med IT-firmaet fremgår det, at betalingen for projektet skal ske løbende. Oplys venligst hvor stor del af regningen for IT arbejdet på Fangstjournalen, der er betalt i 2013 og dokumenter det med bilag. Der ønskes også et præcist svar på – samt dokumentation for, hvorvidt det fulde beløb der er betalt til IT-firmaet, er bogført som en udgift på Søhåndbogen, selvom regningerne først evt. er forfaldet/betalt i 2014, hvor Fangstjournalen overgik til at være et selvstændigt projekt?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Af aktindsigten kan vi dog se drift omkostninger på knapt 339.876 kroner i 2013, hvilket – indtil DTU Aqua ønsker at forklare detaljerne, må antages at være den del af regningen for IT arbejdet på ”Fangstjournalen”, som man har valgt at køre under regnskabet for Søhåndbogen.

7 – Hvad kan vandmiljøagenterne have kostet?

Et af projekterne under Søhåndbogen i perioden 2014-2015 har været at etablere et netværk af frivillige ”Vandmiljøagenter”, der kan hjælpe med at måle og indberette sigtedybder fra søerne. Disse begyndte at melde sig i 2015, og lad os antage, at der var 10 ved udgangen af 2015, for DTU Aqua kan ifølge e-mail korrespondance ikke huske tallene. I 2017 er antallet af vandmiljøagenter ifølge DTU Aqua kommet op på 21.

Projektet er en fin idé, men hvad kan det have kostet i perioden op til udgangen af 2015?

For at belyse arbejdsbyrden med at planlægge indholdet af en sådan database og lave en mockup til IT-folkene, har vi spurgt en phd studerende – Emil Kristensen – fra Ferskvandsbiologisk institut, der har lavet et lignende arbejde. Han siger: – Jeg har sammen med en kollega lavet et udkast til en app, der skulle bruges til at indrapportere sigtedybde samt tid og sted som den ene del. I den anden del, som var lavet specifikt til gedder, skulle folk uploade et billede af deres fisk, hvor den var fanget, om den var mærket – samt hvad vægten og længden var. Jeg vil tro, at vi totalt brugte 1,5 fulde arbejdsdage eller hvad der svarer til 3 arbejdsdage for én mand fra vi fik ideen, til vi havde en plan til IT-folkene for, hvad app’en skulle indeholde. Vores IT mand kontaktede derefter et firma, som kom med et tilbud inden for cirka 14 dage, men det var desværre for dyrt for os, slutter han.

Vi har kigget lidt på status rapporterne og tænker med afsæt i ovenstående, at arbejdsbyrden kan have været følgende: 1 dag til formidling og PR, 1 dag til udsendelse af 10 secci-skiver samt et møde eller to, 1 dag til produktion af informationsvideo om, hvordan man måler sigtedybde. Hertil kommer et par dage til mock-up af databasespecifikationer, så et IT-firma har kunnet give tilbuddet, som i øvrigt lød på 25.000 kroner inkl. moms. Vi har ovenfor set et lignende arbejde lavet på 3 fuldtids arbejdsdage, men lad os give DTU Aqua 4 dage til dette for ikke at underestimere. Det er i alt 3 + 4 = 7 arbejdsdage in-house til fx 21.000 kroner. Det giver med overhead 28.350 kroner

Spørgsmålet til DTU Aqua er nu:

  • Hvor mange timer har DTU Aqua selv opgivet, at de har brugt på det indledende arbejde med on-line indrapporteringen for Vandmiljøagenterne?
  • Hvilke materiale og driftsomkostninger, som ikke er timelønsrelateret, har der været til denne del af projektet – og med hvilke beløb fordeler posterne sig?

Desværre har DTU Aqua ikke ønsket at besvare disse spørgsmål, men skriver: ”Under henvisning til din mail af 16. september 2019 kan oplyses, at DTU har gennemgået dine udtalelser og der ses ikke at være nye aspekter i forhold til de spørgsmål og de aktindsigtsbegæringer DTU allerede har besvaret i 2019, der henvises derfor til tidligere besvarelser.”

Fakta er dog, at DTU Aqua på intet tidspunkt har givet en præcis besvarelse på de spørgsmål, som Fisk & Fri stiller til detaljerne for regnskabet med Søhåndbogen.

Omkostningerne for IT arbejdet med denne del af projektet er indeholdt i de fra DTU Aqua opgive driftsomkostninger.

8 – Syntese om forvaltning af geddefiskeriet, Lillehammer

I 2015 holdt DTU Aqua et oplæg til en konference i norske Lillehammer omkring forvaltningen af geddefiskeriet. I oplægget blev der tilsyneladende for en stor dels vedkommende anvendt resultater og erfaringer fra DTU Aquas generelle forskning, der som sådan intet har at gøre med ”Søhåndbogen”. Man kan derfor undre sig over, at DTU Aqua har kørt dette oplæg ind under omtalte projekt. Vi har spurgt ind til detaljerne omkring denne del af projektet samt tidsforbruget ved det, men DTU Aqua har ikke ønsket at besvare spørgsmålene. Med et løst slag på tasken kan det have taget et 2-5 dage at sammenfatte powerpoint præsentationen, og så har der været omkostninger ved at deltage.

På trods af, at man kan stille et stort spørgsmålstegn ved, hvorvidt danske lystfiskere overhovedet skal betale for, at DTU Aqua fremlægger generelle forskningsresultater til en konference – kunne vi samlet sætte dette til en udgift på 15.000 kroner for oplæg og 10.000 kroner på transport, ophold og diæter = 25.000 kroner. Så er det også betalt godt.

Alt for mange penge brugt på alt for lidt

Ovenfor har vi sandsynliggjort, at et projekt, som de danske lystfiskere har betalt knapt 3,8 millioner kroner for, kunne have været udført for 800.000 – 1.000.000 kroner, hvis det havde været i frit udbud. Indtil DTU Aqua giver en god forklaring på, hvordan så lidt kan have kostet så meget – mangler vi altså stadig en redegørelse for, hvad der er blevet af de resterende cirka 3 millioner kroner, vi har betalt til projektet. Det kommer vi nærmere ind på i den kommende tid.

Men hvad synes du? Bliver Fisketegnsmidlerne brugt på den rette måde – og er det rimeligt, at DTU Aqua hemmeligholder detaljerne i, hvordan pengene bliver anvendt? Giv din mening til kende på Fisk & Fris facebook.