nov 15, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Vesthimmerlands Put and Take er en af mine favoritter i Jylland, skriver Arne Biering. – Der er krystalklart vand samt smukke velholdte omgivelser, og så er søen til at overskue.
– Vejret denne efterårsdag viste sig fra sin smukkeste side. Der var godt nok frost fra om morgenen, men vandet var stadig varmt. Jeg gik ned bagerst i søen, og puhhh der lugtede af rævepis. Men der var liv i vandet – masser af liv. Her startede jeg så med et mikroblink, men det var de ligeglade med. Så skiftede jeg til en ny farve, men der skete det samme – nemlig ingenting…
– Jeg tror, at jeg nåede til den sjette farvekombination, før end det første hug faldt. Der kom en voldsom reaktion fra fisken, der væltede rundt i vandet, som var det en karruseltur. På land kom den smukkeste 3,5 kg fisk dog. Så fortsatte jeg med samme blink, og sådan gik det slag i slag med fisk på land. Alle regnbueørrederne tændte fuldstændig af efter krogning, og det blev til en uforglemmelig tur endnu en gang til dette smukke sted, slutter han.
– Fangstrapporten er tilmeldt Daiwa Open 2025, hvor du hver måned kan være heldig at vinde en super fed Morethan AGS Coast Commander stang sponsoreret af Daiwa til en værdi at over 4.000 kroner.
Som alle andre fangstrapporter deltager Arne også i lodtrækningen om den vildeste fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
nov 3, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Solen sneg sig frem fra sit skjul, mens jeg nød morgenkaffen, fortæller Arne Biering. – Det var som om, at var der tændt et kæmpe bål.
– En fiskekammerat inviterede på en puttur, og joooo – det kunne være hyggeligt. Vel ankommet til Harlev Put and Take ramte solen de smukke træer, og hvilket skue. Der viste sig af og til en lille bølge på vandet, og det så ud til, at de gik op efter noget, så jeg lagde ud med bait på overfladen. Det var de meget nysgerrige efter, men jeg fik ingen regulære bid, så diverse metal og gummidyr blev forsøgt. Intet virkede dog.
– Så var det som om, at der blev mere aktivitet, og pludselig bed de på baiten. Det blev til nogle flotte regnbuer. Henrik satte fisk ud, og nu bed de på alt. Jeg gik med UL-grej og mikroblink. Det er bare så fedt et fiskeri. Kvoten blev snart opbrugt, og så havde jeg nogle skønne timer at huske tilbage på. Efteråret kan noget, slutter han og tilføjer at beretningen både skal være med i Daiwa Open 2025 og drømmerejselodtrækningen.
okt 26, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden formiddag besluttede jeg at fiske et par timer i Sæby Å, fortæller Tim Steen Henriksen. – Valget stod mellem åen og fladfisk fra stranden, hvor der var fanget mange dagen før. Men der blev også fanget en laks i Sæby Å, og da jeg ikke har fanget en laks før, synes jeg det lød mest tillokkende at se, om der skulle være kommet mere end én af dem op i åen.
– Jeg har i den forgangne tid fisket der er par gange med alt fra flue, prop og orm til wobler og spinnere. Men det har stået lidt stille for mig, så den her morgen tænkte jeg på, at jeg havde hørt, at kondomspinnere var gode til laks. Jeg fandt derfor en lille spinner frem i rød med et kobber blad, som jeg en gang fangede på en gren i en sø, jeg fiskede i. Jeg har aldrig før brugt den, men altid haft den med. Og så begyndte jeg at fiske, som jeg plejer.
– Det gik slag i slag op af åen, indtil jeg kom til et sted, hvor sivene stoppede – samtidig med, at der hang et træ udover. Jeg lagde spinneren ind under træet, og en ørred på ca 40 cm fulgte efter den halvvejs ud i åen, men uden at bide. Jeg kastede en gang mere, og det samme skete igen. Så tænkte jeg, at den lige skulle have et forsøg mere, for så kunne jeg da i det mindste sige, at jeg havde fanget en fisk på denne type agn. Jeg havde også lige fået et nyt hjul i gave, så det kunne jo også være sjovt at få en fisk med det nye hjul, tænkte jeg. – Jeg kastede ud en tredje gang og lod spinneren synke, men da jeg begyndte at rulle ind, så begyndte min line at bevæge sig opstrøms, mens bremsen på hjulet begyndte at klikke hurtigere og hurtigere…
– Efter meget kort tid var min spinner – med en stor havørred for enden – 30 meter oppe af åen, og et kort øjeblik senere susede den forbi mig nedstrøms. Og den her gang blev den bare ved med at trække line af hjulet. Jeg skyndte mig efter og var nu slet ikke i tvivl om, at det var en rigtig stor fisk, som jeg havde kroget. Næste gang den lagde vejen forbi mig den modsatte vej, kunne jeg også godt se, at den var noget større end nogen anden ørred, jeg tidligere har fanget. Hjulet var nyt, der var også helt ny Dawia J-braid fletline på, og stangen leverede det den skulle, selvom den blev presset helt i bund. Jeg frygtede derfor ikke for, om udstyret skulle holde. Jeg var mere nervøs for, om fisken skulle smutte ind under gangbroen, og få linen skåret linen over.
– Jeg holdt derfor et godt pres på fisken, og jeg har aldrig før holdt en spinnestang, hvor topøjet næsten var nede og flugte med bunden af håndtaget. Det var fisken, der bestemte. Efter mere end 20 minutters kamp op og ned af åen, hvor både jakke, handsker og andre løse stumper blev smidt langs åen, begyndte fisken endelig at vise træthedstegn, så nu var det tid til at tænke over landingen. Heldigvis hørte jeg pludselig en stemme bag mig råbe. Da jeg kiggede bagud, kom min chef kørende på elløbehjul hen over græsset. Han smed løbehjul og fiskestænger fra sig, hvorefter han kastede sig ned og nettede fisken helt perfekt.
– Det var en stor flot havørredhan på 83,5 cm og 5,99 kg, der lå i græsset, mens jeg rystede over det hele af glæde. Havørreden er min største fisk nogensinde, den første fisk på mit nye hjul – samt min første fisk med kondomspinner. Den smagte fantastisk, og jeg fik lavet et evigt minde om fisken, som du ser nedenfor, slutter han.
Fisken deltager i Daiwa Open 2025, hvor du hver måned kan konkurrere om en super lækker Daiwa Morethan AGSA Coast Commander stang til over 4.000 kroner i værdi. Her udover deltager den som alle andre nye fangstrapporter i 2025 i lodtækningen om en unik drømmerejse med fiskeudstyret til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
okt 15, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Forleden var jeg ude og hygge med ungerne, og skulle bare fange lidt skaller til at kigge på i en spand, men så var der kæmpehug på min søns stang, fortæller Modi Micheletti.
– Min søn er 7 år og siger, at det har været den bedste dag i hans liv. Han fik skåret sig lidt i hånden under fighten, men vil ikke have vasket blodet af trøjen, da det nu er et godt minde. Alt i alt en helt fantastisk dag. Han fik helt selv den store guldkarusse i land, og jeg hjalp kun lige hurtigt med afkrogningen. Vi tager helt sikkert derud igen i morgen, slutter han og spørger, om fisken, som vejede 1,25 kilo mon en rekord for en 7 årig? – slutter han.
Det er svært at vide, men det er helt sikkert en flot fisk, der selvfølgelig er tilmeldt både Daiwa Open 2025 og fiskedrømmerejselodtrækningen om en tur til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.
okt 14, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Det var stadig mørkt, da vi stod ved fjorden – min storebror, en kammerat og jeg, fortæller Mudi Bdair. – Luften var stille, og kun lyden af små bølger samt fjerne fugle brød stilheden. Langsomt begyndte horisonten at lysne, og lige før solen brød frem, kunne vi høre dem: De første havørreder, der sprang i overfladen. Den ene efter den anden.
– Vi stod et øjeblik og lyttede. Det giver et helt særligt sug i maven, når man hører fiskene, før man ser dem – man ved bare, at det bliver en god dag. Jeg gik lidt foran de andre, og da vi havde fisket det lave vand af, besluttede vi at rykke et par meter længere ud. Vandet var koldt og klart, og jeg kunne næsten mærke, hvordan adrenalinen steg.
– Så sagde jeg det, nærmest instinktivt: “Jeg er 100% sikker på, der står en fisk bag jer!” Jeg lagde et kast helt inde ved land – ikke mere end en meter fra kanten på måske 30-40 cm vand. Jeg nåede knap at dreje én gang på hjulet, før det sagde BOOM – et tungt hug, og så var fighten i gang.
– Fisken tog fem gode udløb, og hvert eneste fik hjertet til at hamre lidt hurtigere. Den lavede et par flotte cirkusspring, hvor sølvglimtet fangede det første morgenlys, og så – langsomt – begyndte den at overgive sig. Kort efter kunne den nettes. En smuk hanfisk, lige over halvmeteren. Perfekt kondition, og med det karakteristiske kæbekrog – et lille øjeblik af ren lykke midt i fjordens stille morgengry.
Fisken er tilmeldt både Daiwa Open 2025 og lodtrækningen om en fiskedrømmerejse til Amazonas.
okt 14, 2025 | Nyheder, Sponsornyt
– Det er altid noget helt specielt, når fisketuren går til Æbelø nord for Fyn, fortæller Jeppe Larsen. – Øen har igennem mange år leveret et utal af fantastiske havørredfangster og fine naturoplevelser, og forleden dag var ingen undtagelse.
– To gode kammerater og jeg ankom i mørket ved Ebbevejen, og gik igennem vandet i en rigtig flot solopgang med fiskehejre og dådyr omkring os – samt Æbelø i sigte. Med var selvfølgelig også en fynsk brunsviger, da det var brunsvigerens dag. Dagen skulle vise, at fiskene lod vente på sig. Vi kom over middag, før Thomas piftede første gang og nettede en fin fisk lige under halvmeteren. Kort tid efter fik han endnu en i samme størrelse. Han gik med sin egen Njordlures Sandeel.
– Da han piftede igen, idet han fangede en smuk hanfisk på 61 cm, skiftede vi andre også agn. Njordlures Fenja kom for enden af min line, og det var en god beslutning. Efter kort tid havde jeg fast fisk. En smuk hunfisk i gydedragt på 73 cm og ca. 4 kg kom i nettet, og blev efterfølgende hurtigt genudsat, da den gerne skulle fortsætte sin vandring mod et fynsk vandløb. Æbelø havde igen leveret og det kommer den til at gøre igen, slutter han.
Beretningen deltager i både Daiwa Open 2025 og lodtrækningen om en vaskeægte fiskedrømmerejse til Amazonas sponsoreret af iFish Travel.