jan 14, 2023 | Artikler, Fluefiskeri, Rejsefiskeri
Vidstrakte flats, brusende tidevandsrender og sightfishing i havstokken. Er det noget du kunne tænke dig iført vaders og med grej, der minder om vort hjemlige kystudstyr, så følg med på jagt efter stripers på Cape Cod i Massachusetts.
AF REDAKTIONEN
DEN ØSTAMERIKANSKE MOTORVEJ ligger som tegnet med en lineal foran os. Snorlige og seks spor bred pløjer den sig gennem det urbane landskab, mens vores overdimensionerede motor, dybt brummende, fører os ud af Boston. Vi er på vej til Cape Cod – et weekend gataway for Bostons rigeste, men også et af verdens fedeste steder at vadefiske efter striped bass med fluestangen.
Efter det første og sidste friturestegte morgenmåltid fra Dunkin’ Donuts, står vi klar ved vandet. Og det er med stor spænding, at vi forsigtigt sender de første kast ud over det solbadede, spritklare men strømsatte kyststræk. To strip inde i tredje kast bliver min Clauser stoppet hårdt og brutalt, hvorefter indholdet af min linekurv samt 20 meter backing hurtigt forsvinder ud i Cape Cod Bay. Det er min første striper, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente med hensyn til størrelse kontra fightegenskaber, men jeg har dog på fornemmelsen, at jeg har fat i en grovere en af slagsen.
Fisken går nu – præcis som en stor havørred – tungt på tværs, mens den sporadisk rusker voldsomt med hovedet, men der går ikke mange minutter, før den kapitulerer for sidepresset. Jeg tvinger den sølvglinsende fisk op i det oversvømmede græs, hvor den kæntrer og triller om på siden – helt efter bogen. René, min gamle ven og fiskemakker på turen, har hørt tumulten og kommer ilende for at hjælpe med et par billeder, inden den flotte fisk glider tilbage i vandet.’
Stripers findes hele vejen rundt om Cape Cod og er at finde ved alt slags kyst. Denne fine fisk huggede i uklart vand, på en plads der minder om en dansk
fjord.
Det striper fiskeri er sgu ikke så svært
Den umiddelbare succes udløser en stemning, der er til at føle på, og vores bange anelser, om det for os ukendte fiskeri, forsvinder som dug fra solen. – Det der striperfiskeri er sku’ da ik’ så svært, udbryder jeg med et glimt i øjet, velvidende at jeg har været ret heldig. Vi har fisket i under 10 minutter, og jeg har allerede en keeper, som man kalder fisk over mindstemålet på 28 tommer, i fangstjournalen.
Vi er tændte og vil selvfølgelig have flere, så de store tobislignende Clauser-fluer bliver hurtigt sendt ud over det tilsyneladende fiskefyldte vand. Der går ikke længe, før der er bud efter Renés flue. Denne gang er det en lidt mindre, men stadig hårdt fightende fisk, som har kastet sig over fluen. Fiskeriet fortsætter til solen går ned, hvor vi, tynget af sult og udmattelse efter en lang rejse, kaster håndklædet i ringen. Vi finder et sted at stille sulten, hvorefter jagten går ind på et motel.
Cape Cod kan fiskes døgnet rundt. Fiskeriet er ofte godt i skumringen – præcis som herhjemme.
Tidligt på kysten efter striped bass
Vi står op med naturen, og er på en ny plads ved solopgang næste dag. På vej ud på den kæmpemæssige flat ser vi på afstand måger dykke og stripers slå vildt i overfladen. Vi sætter farten op og tilbagelægger hurtigt den 500-600 hundrede brede sandbanke, der er mellem os og det betagende scenarie.
Der står allerede flere lokale på pladsen og nogle af dem fighter fisk, som de har kroget i noget man bedst kan beskrive som en brusende elv af saltvand. Ved Cape Cod’s kyster er der op til fire meters forskel på flod og ebbe og det skaber mange steder tidevandsrender gennem flatsne. Og lige præcis i disse render holder rovfiskene til, når strømmen løber og bringer føde med sig.
– God morning udbryder en af de lokale, mens han kigger på uret, med en slet hentydning til, at vi er alt for sent på den. Tidevandet er på vej ind, og fiskeriet har åbenbart kørt i mange timer. Nuvel – man skal jo lige lære det, og på turen får vi mange lærestreger, hvoraf den vigtigste er, at tidevandet styrer alt!
Vi finder et sted at fiske i renden, som nu kun pletvis viser tilstedeværelsen af stripers, med flygtende byttefisk panisk sprøjtende ud af vandet. Der går heldigvis ikke mange minutter, før vi begge står med fisk, som kæmper overraskende godt i den hårde strøm. Det er ikke store fisk, vi har fundet, men der er nok af dem og de 45-55 centimeter lange stripers, bukker let vores 8’er stænger godt sammen. Fiskeriet står desværre ikke på længe, da det stigende vand kommer hurtigt.
Clauser var i den grad førstevalget på vores tur, og det simple mønster stod for cirka 90% af fangsterne. Andre har god succes med – og sværger til – fluer som flatwings og Surf Candy, der sikkert også virker godt.
Tid til striped bass
– It´s time boys, siger en lokal herre, mens han går forbi os og nikker mod land. Vi vender os og konstaterer, at det der før var en kæmpemæssig sandbanke nu er dækket af vand. Den lokale lystfisker kigger derefter ud på en lystfisker, der står nogle hundrede meter længere ude og konstatere tørt – I hope he knows what he is doing… Fiskeriet på de store sandflats er forbundet med en vis fare, og er man ikke godt kendt på pladserne, skal man søge mod land i god tid. Ellers risikere man en lang svømmetur i Atlanten eller det der er værre.
Vi bevæger os mod land, mens vi afsøger spændende områder på vejen. Huggene udebliver desværre, men fiskeriet over det rene sand er enormt spændende, og vi er begge enige om, at pladsen skal have et skudmere i faldende vand. Oppe på parkeringspladsen, bliver vi bekræftet i vores antagelse i, at tidevandet er altafgørende. De lokale fiskere understreger vigtigheden af at holde øje med tidevandstabellerne, og hvordan forskellige pladser fisker i hhv. faldende, stigende eller vendende vand. Kort sagt, tidevandet bestemmer hvor, hvornår og hvordan man fisker. Men heldigvis er Cape Cod så stor og varieret, at man mere eller mindre kan fiske i optimale vandforhold døgnet rundt.
En af turens relativt få keepers – en smuk og hårdtfightende fisk.
Striper tips hos den lokale grejpusher
Den lokale grejbutik blive efter en sen morgenmad besøgt, og vi pumper den hjælpsomme ekspedient for information efter alle kunstens regler. Vi køber lidt fluer og begiver os videremod pladsen, som ekspedienten har udpeget for os. Fremme ved pladsen åbner der sig et landskab, som til forveksling minder om den jyske vestkyst. Store klitter med lyng og marhalm baner vejen ned til en bred sandstrand, hvor bølgerne dovent ruller ind. Vi spejder efter indikatorer på fisk i området, men ser hverken blitzende fisk eller dykkende måger, så vi begynder at fiske blindt.
Vandet er stadig stigende, og inden længe foregår fiskeriet tørskoet fra land. René fanger et par stripers, mens jeg nuller den de første par timer. Pludselig er der dog bud efter min lille sorte/hvide Jiggy. Fisken er ikke stor, men der er fart i den. Den skifter hele tiden retning, og jeg har svært ved at styre den. Det viser sig, at jeg har fat i en bluefish. Heldigvis er den kroget yderligt og kommer sikkert på land, men resten af dagen er jeg langt fra lige så heldig med de små skarptandede bæster, som i timerne efter gør stort indhug i min ellers velassorterede flueæske.
Dagene går, og vi begynder så småt at finde rytmen i tidevandsfiskeriet. Det er befriende at kunne planlægge sit fiskeri efter faste rammer, og ikke skulle bekymre sig om variable faktorer som vind og vejr. Vi finder vores egne hotspots, hvor vi gør nogle fine fangster. Desuden begynder vi at fiske i de mørke timer, hvilket er yderst givtigt. Det er som om de ellers ikke sky stripers smider de sidste hæmninger, når mørket falder på, hvor de kommer ind på utroligt lavt vand. I skumringstimerne har vi sindssygt spændende fiskeri, hvor vi på ankeldybt vand kaster til trykbølger fra fisk. Når fiskene får færden af vores fluer, resulterer det ofte i et eksplosivt hug – efterfulgt at et udløb til dybere vand.
Surffiskeri på amerikansk. Det skal være bekvemt at tilbringe flere dage ved vandet.
Drømmen om at opleve striperblitz
Striperblitz står højt på listen over fiskeri, som vi gerne vil opleve – og halvejs gennem rejsen er vi vidne til en af de vildere. Vi er på pladsen, hvor jeg første dag fangede en keeper i håb om at overliste endnu en stor fisk. Vandet er stigende, og millioner af de små byttefisk – peanut bunkers, vrimler om benene på os.
René råber noget utydeligt og peger med sin stang ud over bugten. Små 300 meter ude koger vandet af byttefisk, måger og stripers i en kæmpe blitz. Bare de kommer denne vej tænker vi synkront og iagttager sceneriet fra afstand. Det sydende vand kommer tættere og tættere på – og pludselig er det inde for kastehold. Vi spænder stængerne så godt vi har lært og sender vores tunge Clausers ud over de blitzende fisk. Belønningen kommer prompte i form af to stenhårde hug.
Sådan fortsætter det de næste 2-3 timer, hvor vi bruger mere tid på at fighte fisk end på at kaste til dem. Konkurrencen om føden lader til at ha’nået nye højder, og fiskene tager uden tøven fluen, så snart den lander i nærheden af den oprørte overflade. – Det her er simpelthen for vildt, griner René, mens han fighter fisk nummer »har mistet tællingen for længst« på dagen.
Stripers eller striped bass minder til forveksling om vores hjemlige havbars. De er dog noget større og har vandrette sorte striber ned langs siden.
De jagende fisk har delt sig op i mindre grupper på 10-20 fisk og patruljerer nu kystlinjen på det lave vand, hvor de viser sig ved korte men intense eksplosioner af peanut bunkers og stripers sprøjtende fri af vandet. Efter nogle timer dør strømmen fra det indkommende tidevand ud, og overfladeaktiviteten forsvinder lige så hurtigt, som den kom. Men fiskene er der endnu. De skal bare fiskes blindt. I virvaret af blitzende fisk er René og jeg kommet så langt fra hinanden, at vi ikke længere har kontakt, men da vi mødes kan René berette om en fisk i omegnen af 80 centimeter, som huggede helt inde under land: En fantastisk afslutning på en uge med kystgrejet, vi aldrig vil glemme.
Fluegrej til kystfiskeri efter striped bass
Stripers er hårdthuggende og velfightende fisk, men de stiller som sådan ikke specielle krav til din udrustning. Atlanterhavets høje saltholdighed er derimod ubarmhjertigt mod hjul med tendens til rust, og de ofte tunge fluer i kombination med hård vind kræver lidt mere af stangen, end hvad vi er vandt til herhjemme. En 7’er kan gå, men du er langt bedre tjent med en stang der står 8 eller 9 på. Linerne er, som ved meget andet fluefiskeri, det vigtigste. Som udgangspunkt skal du have en god intermediate line, der er velegnet til at bære tunge fluer. Dertil kan du supplere med en flydende til de helt lave flats samt en hurtigt synkende til tidevandsrenderne. Som udgangspunkt skal du kigge efter liner med taperinger, der egner sig til store fluer. »Geddeagtige« liner er fine, men der findes også liner udviklet til stripers. Jeg meget glad for Rio’s Outbound og Outbound Short, som er populære striperliner, der klarer opgaven til UG.
Vejret på Cape Cod svinger voldsomt. Den ene dag fisker man silende dagsregn iført vaders, vadejakke og hue, for den næste dag at vadefiske i shorts.
Cape Cod – den perfekte plads til striped bass
Den med danske øjne relativt store halvø er enormt naturskøn og varieret i sine kystmiljøer. Her finder du alt fra virkelig åben atlanterhavskyst med gode muligheder for surffishing til tidevandslaguner med til tider nærmest brakvandslignende forhold. I Cape Cod Bay er der masser af vidstrakte sandflats, som i lavvande strækker sig mange kilometer ud fra kysten og indbyder til sigthfishing efter store stripers. Kort fortalt der er noget for enhver smag i Massachusetts.
Der er flere måder at komme afsted på. Man kan som os lave turen på egen hånd, men det kræver en del forberedelse samt hjælp til pladserne fra folk, som har været der før. Alternativt kan man hyre en guide på Cape Cod. Tjek www.fishingthecape.com. Den lette løsning er at tage med danske turudbydere, der arrangerer guidede ture til Cape Cod for en overkommelig pris – fx Pro Outdoor – se mere her.
Er der sæler eller striped bass (!) i nærheden skal man tage sig i agt for hajer og ikke vade dybt.
Hvide hajer langs kysten ved Cape Cod
Den store hvide haj er ikke til at spøge med, og når myndighederne sætter advarselsskilte op, så mener de det. Udover almindelig sund fornuft, er der en enkel regel, man skal følge: Vad ikke ud i nærheden af sæler!!! Hvide hajer spiser sæler, og er sjældent langt væk. Desuden spiser de store sæler stripers, hvilket også er et udmærket incitament for at søge væk fra dem.
