mar 19, 2023 | Nyheder
Kystcup 2023 er netop afsluttet med en hyggelig præmieoverrækkelse hos Aktiv fritid på Torvet i Køge, og det har været en bragende succes. – Som noget nyt har mine gode medarbejdere Kristian, Simon og Flemming overtaget planlægningen og styringen af Kystcuppen – og det er gået bedre end godt, lyder det fra butikkens ejer Jesper Ladegaard Nielsen. – Med en overbevisende energi og et solidt engagement har de tre gutter gjort en kæmpe indsats. Ærligt talt troede jeg ikke så meget på projektet efter Corona-tiden, men min tvivl blev gjort seriøst til skamme, da jeg fik oplægget fra Kristian & Co! Vi har i år haft en deltagerrekord på 177 kystfiskere, hvor vi førhen havde vi 80-100 deltagere, så det er virkelig imponerende. Der blev indvejet 23 fisk og godkendt 11.
– Tusind tak for alles deltagelse. Det var i den grad dejligt at se både nye og gamle ansigter som deltog, fortsætter Jesper. – Jeg sidder lige nu med en enormt stolt følelse i kroppen. Hele pointen med Kystcuppen er at skabe fællesskab om vores fælles passion for kystfiskeriet – og det har kystcuppen virkelig formået. Folk har hygget samt fisket for vildt igennem på kysten, og mange har været sammen med deres bedste fiskekammerater i tre dage i træk. Netop kammeratskabet og de bånd der knyttes – samt forstærkes derude på kysten, det er det aller vigtigste ved vores fantastiske hobby.
Vinderen af Kystcup 2023 blev Jarun Buppha med en flot havørred på 4.560 gram – og præmien var et gavekort på kr. 20.000,- til Aktiv Fritid Køge.
Top 5 til Kystcup 2023 så således ud:
1 – Jarun Buppha – havørred 4,56 kilo, 77 cm
2 – Flemming Langerskov Miller – havørred 3,95 kilo, 70 cm
3 – Mikkel Meelby Krarup – havørred 3,61 kilo, 71 cm
4 – Steven Hoffmann – havørred 3,07 kilo, 66 cm
5 – Hans Henrik Bækgård Christensen – havørred 2,97 kilo, 62 cm

Mikkel Meelby Krarup med sin havørred på 3,61 kilo. Øvest Jarun Buppha med vinderfisken på 4,56 kilo.
mar 19, 2023 | Nyheder, Sponsornyt
– Som en del af Aktiv Fritids Kystcup var jeg taget på tur med en god kammerat til Stevns, fortæller Flemming Langerskov Miller fra Team Westin. – Vi ankom til spottet klokken 8 og undrede os over, at vi ikke rigtig kunne se andre fiskere, da det var et forholdsvis populært sted, vi var taget hen.
– Da vi var kommet i tøjet, snakkede vi lige kort om, hvilken vej vi skulle gå, og min kammerat sagde, at han aldrig har været nordpå. Min plan var egentlig sydpå, men hans beslutning om at vi skulle den anden vej, den viste sig ikke at være dagens værste valg. Efter cirka 15 minutters fiskeri fik han nemlig et dask til agnen, hvorefter jeg hurtigt drejede mig rundt til min kammerat og sagde, at der var fisk.
– Lige i det samme, at jeg får drejet mig tilbage igen, så siger det bare SMASK! To hurtige hop ud af vandet afslører, at det er en fuldfed overspringer, og adrenalinen begynder at pumpe. Min kammerat kommer løbende igennem vandet for at hjælpe med nettet, og fisken stryger ned i sækken i første forsøg, hvorefter glæden bryder løs. Vi får kigget ned i nettet og kan se, at det bare er en drømmefisk af rang! Vi får skudt nogle hurtige billeder og får kørt til indvejningen, hvor fisken bliver målt og vejet. 70 cm og 3,95 kg Foråret er i gang – og det er fiskene tydeligvis også, slutter han.
Da fisken,som blev fanget på en Westin D360 V2 i 12 gram rød/sort, blev fanget, lå den efter sigende som nr. 2 i konkurrencen. Vi vender tilbage med mere nyt om resultaterne senere i dag.
dec 3, 2022 | Nyheder
Køge Sportsfiskerforenings juniorer arrangerer igen i år aborre-konkurrence i Køge Å, der er åben for alle lystfiskere. Konkurrencen, der er sponsoreret af Aktiv Fritid, foregår lørdag d. 10. december fra 10.00 til 14.00. Der vil være fine præmier til de 3 største aborrer som bliver fanget – Inkl. en and
1. Præmie: Samlet værdig – 2358,-
ABU hjul sponsoreret af ABU Danmark
Berkley Sick Stick Perch stang sponsoreret af Berkly Danmark
2. Præmie: Samlet værdig – 599,-
Buck Silver Creek Filetkniv Foldekniv sponsoreret af Buck Danmark
3. Præmie: Samlet værdig – 200,-
Gavekort på 200,- sponsoreret af Aktiv Fritid Køge
C&R Præmie: Samlet værdig – 300,-
Gavekort på 300,- sponsoreret af Aktiv Fritid Køge
Tilmelding på dagen ved åen eller i Aktiv Fritid
Regler:
– Konkurrencen er udelukkende C&R og med max 1 stang pr. person.
– Der må fiskes på strækket fra posthuset og nedstrøms til jernbane broen
– Foto af fisk og fisker samt fiskens længde skal være i opslaget.
– Fisken skal ligge på en våd plastikpose eller en afkrogningsmåtte.
– Fisken tilmeldes ved at lave et opslag på KSF Facebook side
– Man kan kun deltage med én fisk pr. fisker, dog kan fisk løbende udskiftes
med længere fisk
– Ved 2 fisk på samme størrelse vil der blive trukket lod.
– Vi mødes i parken (Fændediget) ved den store bænk, hvor Juniorerne vil give praktisk information kl 9:45, og fiskeriet starter klokken 10, lyder der fra arrangørerne. Vi glæder os til en super dag ved åen, og forhåbentlig med en masse aborrer til deltagerne, slutter Køge Sportsfiskerforenings juniorer og Aktiv Fritid i Køge.