– Som en del af Aktiv Fritids Kystcup var jeg taget på tur med en god kammerat til Stevns, fortæller Flemming Langerskov Miller fra Team Westin. – Vi ankom til spottet klokken 8 og undrede os over, at vi ikke rigtig kunne se andre fiskere, da det var et forholdsvis populært sted, vi var taget hen.
– Da vi var kommet i tøjet, snakkede vi lige kort om, hvilken vej vi skulle gå, og min kammerat sagde, at han aldrig har været nordpå. Min plan var egentlig sydpå, men hans beslutning om at vi skulle den anden vej, den viste sig ikke at være dagens værste valg. Efter cirka 15 minutters fiskeri fik han nemlig et dask til agnen, hvorefter jeg hurtigt drejede mig rundt til min kammerat og sagde, at der var fisk.
– Lige i det samme, at jeg får drejet mig tilbage igen, så siger det bare SMASK! To hurtige hop ud af vandet afslører, at det er en fuldfed overspringer, og adrenalinen begynder at pumpe. Min kammerat kommer løbende igennem vandet for at hjælpe med nettet, og fisken stryger ned i sækken i første forsøg, hvorefter glæden bryder løs. Vi får kigget ned i nettet og kan se, at det bare er en drømmefisk af rang! Vi får skudt nogle hurtige billeder og får kørt til indvejningen, hvor fisken bliver målt og vejet. 70 cm og 3,95 kg Foråret er i gang – og det er fiskene tydeligvis også, slutter han.
Da fisken,som blev fanget på en Westin D360 V2 i 12 gram rød/sort, blev fanget, lå den efter sigende som nr. 2 i konkurrencen. Vi vender tilbage med mere nyt om resultaterne senere i dag.