WESTIN CUP 2026: HORNFISK SPREDER FISKEGLÆDE i ÅRHUSBUGTEN

– Min datter og børnebørn havde meldt deres ankomst her pinsedag, fortæller Arne Biering. Og de ville gerne fiske.

– Egentlig havde vi snakket om en puttur, for det er jo dejligt nemt, meeeen så skulle sønnike lige blande sig! Hvorfor ikke hornfisk lige nu hvor det er højsæson, sagde han. Og det havde han jo ret i. Grejet, som var bombarda, 2 m forfang og en enkeltkrog, blev rigget til – og mine waders lagt i bagagerummet.  Men problemet var jo, at kun jeg havde waders. Nå men jeg kunne jo vade ud, kaste og så gå ind med stangen. Så det skal lige siges, at det blev til mange ture og god motion. 

– Vi fiskede i Aarhus bugten, og med små tynde strimler fjæsingfilet på krogen, blev der kastet så langt ud, som jeg kunne. Så vadede jeg indad med bøjlen slået over, mens jeg styrede linen i den ene hånd. Og jeg skal love for, at de var i biddet, for inden jeg nåede ind, så sad den første der. Hvor er det skønt at række sit barnebarn stangen med hornfisk på, og så stå og nyde fighten. Dette gentog sig fire gange, så alle havde fightet fisk. De næste fisk skulle der arbejdes for, og jeg måtte flere gange fra land, hvor der blev rullet langsomt ind. På et tidspunkt så jeg godt, at der kom store dønninger, men der havde dog ikke været nogle både, der kunne lave dem. Samtidig steg vandet meget hurtigt, så de korte ben og tilsvarende waders var ikke høje nok. Heldigvis fik jeg kun lidt vand indenbords. Til gengæld eksploderede fiskeriet, og nu var der bid hele tiden. Jeg tænker, at det var en tidevandsbølge. Det har jeg dog aldrig oplevet i bugten før. 

– Som det kan ses var det et par super glade børn og en lige så glad bedstefar, der kunne posere med dagens vildt gode fangst. Hjemme blev der fileteret og stegt på panden. Sådan en frisk, selvfanget fisk – det er bare luksus, slutter han.

Få en hel masse tips om hvordan du fisker efter hornfisk her.

Beretningen er tilmeldt både Westin Cup 2026 og lodtrækningen om vores store GT-rejse til Egypten for to sponsoreret af iFish Travel.

 

Geddefeber

drømmerejse iFish Travel

GEDDER, ABORRER OG HAVØRRED VED ÅRHUS

– Sidste weekend var jeg på tur med min søn og en af hans fiskekammerater, fortæller Rasmus Petersen. – Vi skulle fiske gedder og aborrer i en privat sø på Djursland. Dagen gik godt, og vi fik 10 gedder i båden – samt en masse aborrer i mindre størrelser.

– Sidst på dagen får min søn er godt hug, som vi mener er en gedde. Det viser sig dog at være en super fin aborre på 46 cm og 1,25 kg (nedenfor). Fisken blev tager på UL-grej og en hybrid af spinner og wobler. Min søn var yderst tilfreds med sin nye pb i aborre.

– I går var vi så afsted igen med juniorafdelingen hos AROS lystfiskerforening. De arrangerer hver mandag ture for de fiskeglade unge mennesker. Jeg fisker ofte med, for ellers bliver det til mange kedelige timer i bilen. Dagen stod på kystfiskeri syd for Århus. Jeg gik med fluestangen og en Høtyv str. 4. Der skulle ikke mange kast til, før der var stram line, og efter en god fight kunne jeg nette en fin blank havørred på 62 cm.

– Der skal lyde en stor tak til alle de frivillige kræfter, som står for disse arrangementer og ture i foreningen AROS, som du kan læse mere om her.

 

Tradera

 

aborre

drømmerejse iFish Travel

PELAMIDER PÅ FLUE VED STUDSTRUPVÆRKET

– Min kammerart Markus overtalte mig kl. 22 søndag aften til, at vi skulle til Århus og fiske pelamider, og det kunne jeg jo ikke sige nej til, fortæller Anders Salling Linde. – Han ankom til mig kl. 3 om natten, hvorefter vi kørte mod Århus. Cirka 6.30 stod vi ved vandet og sagde godmorgen til de andre fiskere. Det syn, der mødte os, da solen kom på var helt fantastisk. Der vare kæmpe, kæmpe stimer af pelamider, og sådan et syn kan få enhver lystfiskers hjerte til at banke hurtigere.

– Efter et par timers fiskeri, hvor vi kun havde følgere, ramte jeg endelig det første hug, og en intens fight begyndte. Fisken stak i en bue to meter ud og strøg afsted som et godstog 50meter ned at strækket. Og når man står og fisker med en #4 Arctic Silver stang, så føler man sig godt presset… 5-7 minutter senere efter flere heftige udløb med hamrende adrenalin og latter, når den stak af, blev den vildt flotte og stærke rygstribede pelamide, som du ser på fotoet, landet.

– Der var kæmpe jubel fra både mig og min kammerat. Det var en sindssyg fed dag, for på fiskepladsen var der en rigtig hyggelig stemning. Alle var glade samt snakkede sammen. Der var respekt, og folk gav plads til hinanden. Der var også to gutter fra Odense, som dagen før havde kørt forbi deres lokale sushi biks og købt soja, wasabi og ingefær med, for de satsede på, at de ville fange. Der blev taget en pelamide mere og på ingen tid blev den renset og skåret til sashimi, hvorefter dem, som ville smage, fik en himmelsk bid. Tak til de to gutter. Dagen endte med, at min kammerart og jeg havde fanget to pelamider hver – en oplevelse, som jeg helt sikkert aldrig vil glemme, slutter han.

Vil du selv opleve det vilde pelamidefiskeri, så foregår det ved Studstrupværket lige NØ for Skæring i Kalø Vig – tæt på Århus.

Læs mere om de første danske pelamider på flue her

 

Tradera

 

Pelamide-sushi ved Studstrupværket - så bliver det ikke bedre!

                                      Pelamide-sushi ved Studstrupværket – så bliver det ikke bedre!

 

 

drømmerejse iFish Travel