Fisk & Fri’s Michael H. Pedersen har taget en snak med tre skrappe, lokale eksperter, som her giver dig de hotteste pladser og tips til Tuel Sø’s fremragende sandartfiskeri.

Tekst & fotos: Michael H. Pedersen

Et par af Michaels favoritshads og soft swimbaits – Savage Gear Cannibal og Soft 4-Play. Selvom sidstnævnte egentlig er konstrueret til spin og diagonal jigging, fungerer Soft 4-Play faktisk også ret godt til vertikalfiskeri.

Et par af Michaels favoritshads og soft swimbaits – Savage Gear Cannibal og Soft 4-Play. Selvom sidstnævnte egentlig er konstrueret til spin og diagonal jigging, fungerer Soft 4-Play faktisk også ret godt til vertikalfiskeri.

SANDARTPREMIEREN står for døren. Fiskefeberen er næsten uudholdelig, her hvor kalenderen siger 1. juni, og sæsonens første sandarter venter på mig. Grejet er gjort klar, og da min kammerat Thomas ankommer, hopper vi i båden, og snart drejer elmotorens propeller lystigt rundt. Vi er på vej ud over Tuel Sø, hvis riflede overflade fortæller os, at der stort set ingen vind er. Forholdene er perfekte.

Vi nærmer os søens største grund, »Nødden«, beliggende på nordsiden mellem Lillenæs og Storenæs. Grunden er en af søens mest produktive sandartlokaliteter. Dog kan det ofte variere, hvor på grunden sandarterne opholder sig. I juni er det oftest på toppen eller en smule nede ad skrænterne. Ekko­loddet med indbygget GPS viser, at vi er ganske tæt på skrænten, som går op imod selve »Nødden«. Skrænten flader her en smule ud, og der bliver dannet et mindre plateau. Det er ét af favoritstederne på »Nødden«, hvor der ofte står sandarter.

Jeg tager farten af båden, og drejer rundt. Nogle fine »bananer« tegnes på ekkoloddets skærm. Lynhurtigt frikobler Thomas og jeg vores multiruller, og linen pisker af hjulet. Vi har begge monteret jigs i krasse farver, og da de rammer bunden, støder vi dem med et par nøk i bunden for at skabe opmærksomhed.

Tuel-soJeg løfter jiggen en meter op fra bunden, og holder den stille. Som et lyn fra en klar himmel kommer hugget. Fisken får svar på tiltale, da jeg giver et kontant modhug. Sekundet efter kroger Thomas også en sandart. I første nedfiring står vi begge med sprælske sandarter på krogen, og med smilet oppe over begge ører. Premieren er skudt i gang med et brag. Vi fortsætter fiskeriet til solen kaster sine sidste stråler over søen, og er blevet belønnet med en fortryllende smuk dag og hugvillige fisk. Den største sandart vejer 3,3 kilo. Det er ingen kæmpe, men en særdeles ligeværdig modstander på let grej.

Johannes og Victor drøfter, hvilke jigs der skal afprøves i løbet af dagen.

Johannes og Victor drøfter, hvilke jigs der skal afprøves i løbet af dagen.

TUEL SØ er med sine blot 190 hektar er ingen mastodont i areal, men derimod er vandvolumenen ganske betragtelig. Middeldybden er tæt på tocifret, og søens dybeste punkt 18,1 meter. Søen ligger lavere end Sorø – og Pedersborg sø. Den har tilløb fra Tude Å, Heglinge Å og afløb i form af Tuel Å og Flomgrøften. Fra 1908 til 1912 udsatte man sandarter, og livsbetingelserne for fisken i Tuel Sø viste sig tæt på ideelle. Dybt vand, og rigeligt fødefisk kombineret med adskillige stenede grunde, gav optimale betingelser for videreførelse af arten. Tilbage i 1980’erne fik lystfiskere fra Sorø øjnene op for søens sandartpotentiale, og sidenhen har Tuel Sø med nærmest uformindsket styrke leveret sandartoplevelser til lystfiskere i alle aldre. Som så mange andre bestande kan sandartens antal variere og give store udsving. Dette gør sig også gældende for Tuel Sø, og i visse perioder kan fiskeriet selvfølgelig være vanskeligt og trægt.

Unge Niklas nyder solnedgangen under en kort aftentur på Tuel Sø.

Unge Niklas nyder solnedgangen under en kort aftentur på Tuel Sø.

Igennem mange år har sandarten været den mest dominerende rovfisk i Tuel Sø, men søen har dog også en ganske solid bestand af gedde og aborre. Under sandartfiskeri vil man derfor med sikkerhed nu og da støde på aborre og gedde som sidegevinst.

HVOR, HVORNÅR OG HVORDAN er nøglen til succes med sandartfiskeriet på Tuel Sø. Og hvem er bedre at spørge om dette, end tre lokale eksperter med indgående kendskab til søens hemmeligheder. Jeg har derfor sat nogle af Tuel Sø’s skrappeste sandarthajer stævne ved bådrælingen.

NILS MYLING-PETERSEN er med­stifter af bloggen www.luciofishingteam.blogspot.dk. Nils har gennem en håndfuld år dyrket fiskeriet efter søens sandart, og her har han blandt andet en velvoksen 4,1 kilo-fisk på samvittigheden. Fisken blev taget en kold efterårsdag i november 2012 på vertikalt fisket skalle.

Et par af Michaels favorit softbaits til vertikalfiskeriet – fra venstre Dying Minnow, Pin Tailed Shad og en Twin tail fra Fin-S. Førstnævnte er egentlig et klassisk dropshot softbait, men Michael bruger den som normal ophænger over jiggen, hvilket den også er super til.

Et par af Michaels favorit softbaits til vertikalfiskeriet – fra venstre Dying Minnow, Pin Tailed Shad og en Twin tail fra Fin-S. Førstnævnte er egentlig et klassisk dropshot softbait, men Michael bruger den som normal ophænger over jiggen, hvilket den også er super til.

– Jeg har vel nok en 12-15 ture til søen om året, og dyrker stort set kun vertikalt fiskeri med jigs eller død agn monteret på et fireball-hoved, fortæller han. – Efteråret er helt klart favoritårstiden. Rovfiskene har god kondition, og de større sandart har en tendens til at samle sig på mindre områder. Det må også gerne være højtryksvejr med let skydække og minimal vind. Men dybest set fisker jeg i al slags vejr – vinden skal bare ikke være mere end 6-7 m/s, da det ellers er umuligt at styre båden. Ved denne premiere-tid søger jeg ind over plateauer eller skrænter med hård bund – specielt plateauer med dybt vand omkring sig kan være giftige til de større sandarter og gedder.

– Når det gælder endegrej, bruger jeg temmelig mange forskellige, men så godt som altid jigs, fortsætter Nils. – Savagear Sandeel slugs, Fin-S fra Lunkercity, Fox Rage Rip Shaker og Flapp’n shad fra Gambler er nogle af mine favoritter. Jighovedet er altid fra Gamakatsu, og gerne omkring de 20 gram. Stingerkrogen er en Gamakatsu 13 B eller Owner 36 BC.

Victor Rasmussen med en smuk septembersandart, som lod sig friste af en SG soft 4-play jig.

Victor Rasmussen med en smuk septembersandart, som lod sig friste af en SG soft 4-play jig.

Det er klart, at død agn også har dage, hvor det er medicinen til sandarterne. Så monterer jeg dem på vectra vertical eller et andet fireball-hoved. Agnfiskene er gerne skaller, brasen eller løjer på 12-15 centimeter. Det ligner størrelser, som bedst passer til sandartens mund i forhold til krogning – både med hensyn til modhug og kroghold under fighten.

Jeg kan på det varmeste anbefale søen til alle sandartfiskere – og bestemt også nybegynderne. En eftermiddagstur i juli havde jeg min – næsten – udelukkende fluefiskende kammerat, Sune, med på søen. Da vi sejlede i havn, havde han fanget sine første 10 sandarter på vertikalt jigfiskeri – alle genudsat, slutter Nils med et smil.

Sandartpremiere på Tuel Sø er ofte en givtig sag. Fiskeriet foregår altid fra båd.

Sandartpremiere på Tuel Sø er ofte en givtig sag. Fiskeriet foregår altid fra båd.

DENNIS R. HANSEN har i den grad Tuel Sø som hjemmevand. På søen har han de senere år været mand for nogle af de største sandarter i nyere tid – ikke mindst en gigant på 6,2 kilo og 89 centimeter i 2012. Kæmpen blev naturligvis genudsat.

– Jeg dørger stort set udelukkende med levende agn, primært skaller i længden 15-20 centimeter, når jeg er på søen, afslører han. – En sjælden gang fisker jeg dog fra opankret båd, hvis der er lige i overkanten med blæst. – Agnene skal helt ned til bunden, så 90 gram bly er sjældent for meget. Derefter 1,5 meter monteres forfang af fluorocarbon 0,45 millimeter, og tre trekroge i størrelse 6. En 20-25 ture bliver det nok til over året med denne fremgangsmåde.

Anvender du ophænger, fordobles dine fangstchancer. Især om sommeren er det ofte ophængeren, der giver de fleste fisk. Her er det SG Dying Minnow, der fungerer ideelt som ophænger.

Anvender du ophænger, fordobles dine fangstchancer. Især om sommeren er det ofte ophængeren, der giver de fleste fisk. Her er det SG Dying Minnow, der fungerer ideelt som ophænger.

– Der må meget gerne være sol og helst vind under 7 m/s, fortsætter han. – Så får man den bedste føling med fiskeriet, for sandarten kan godt bide ret forsigtigt. Det kan i øvrigt både være forår, sommer og efterår, jeg er ude – dog er sommerfiskeriet nok min favoritsæson. Især lige efter fredningen kan sandarterne virkelig være i hugget, og dagsfangster på 10-15 fisk er ingen sensation. Jeg vil derudover råde besøgende på søen til at koncentrere fiskeriet over hård bund – det er simpelthen spottene til sandart, når man derudover sørger for at afsøge skrænterne, slutter Dennis.

HENRIK LARSEN blogger på www.teamivertic.blogspot.dk, og er sandartfisker til benet. Utallige timer bruges vuggende på Tuel Sø’s bølger, hvor eksemplarer på godt og vel 3 kilo har været blandt de største sandarter i Henriks båd.

Rikke Friis-Nielsen med sin debutsandart. Fanget på hendes første fisketur nogensinde.

Rikke Friis-Nielsen med sin debutsandart. Fanget på hendes første fisketur nogensinde.

– Jeg glæder mig mildt sagt til, at premieren skydes i gang 1. juni, for det er her, at et sandt champagnefiskeri kan opleves. På det lavere vand står hannerne, og vogter nidkært over gydegruberne. Dér kan bedrives et hektisk fiskeri med mange, og meget aggressive, fisk. De større hunner trækker i samme periode ud på dybere vand, og plejer også at være til at få i tale, når de jager rundt efter skaller og hork for at få opfyldt depoterne efter en statisk periode med sult omkring gydningen. I denne tid er det vertikalt jigfiskeri, der virker. De kolde måneder er til gengæld bedre egnet til dropshotrigs monteret med skaller eller løjer.

– Lufttrykket oplever jeg som den mest afgørende faktor i forhold til et resultatfyldt fiskeri, fortsætter Henrik. – Jo længere tid trykket har været relativt stabilt, desto bedre har sandarterne reageret på mine agn. Omvendt har fronter og vandrende lavtryk en negativ indflydelse på fiskeriet. Således betyder det mere for mig, hvordan vejret har været de sidste par dage, end hvordan vejrudsigten ser ud på dagen.

Endegrejet er selvfølgelig også vigtigt – tilpasset søens hårde bund og skrænter. Min absolutte favoritjig er Fin-S fra Lunkercity. Jeg anvender primært 17 centimeter-udgaven monteret på et 21 gram Erie jighoved i størrelsen 5/0-6/0. Skulle sandarterne være i det mere lunefulde humør, så har både Legend og Tube jigs gerne reddet dagen. Disse to jig-typer har et skørt, eller strimler af gummi, i stedet for en decideret hale, og kan derfor fiskes ekstremt langsomt og lokkende, afrunder Henrik sine fif og tricks.

Jigs er en uovertruffen effektiv agn til sandart om sommeren.

Jigs er en uovertruffen effektiv agn til sandart om sommeren.

Sandartetik på Tuel Sø
Er man heldig, eller dygtig, at opleve dagen, hvor alt går op i en højere enhed, og adskillige sandarter bliver fanget, sættes der pris på mådehold. Sandarten bør behandles nænsomt, og størsteparten genudsættes, da den er en vigtig del af søens balance. I fællesskab med gedden og aborren holder den byttefisk nede på et niveau, hvor fredfiskene ikke bliver for talrige. Og denne ligevægt skal gerne forstærkes i fremtiden. Tuel Sø er nemlig endnu ikke i reel balance, og har ikke været det i årtier. Bestanden af brasen, hork og skaller er så stor, at rovfiskene ikke kan følge med. En stor hjælp til at forbedre den situation er, at man kun hjemtager en enkelt eller to sandarter til fryseren – og kun en gang imellem.
En yderligere vigtig faktor for sandartens muligheder for succesfuld genudsætning er fiskedybden, hvor du fanger din fisk. Sandarten har svært ved at regulere på pludselige trykforandringer, og kan derfor sjældent overleve en tur op fra søens dybeste partier. Den kritiske dybde er cirka 12 meter. Undgår du derfor at fiske efter sandarten på dybere vand end dette, kan fisken som oftest overleve en tur til overfladen – og du gør Tuel Sø en stor tjeneste. Vi, vores børn og efterkommere skulle jo gerne kunne nyde det herlige sandartfiskeri på søen mange år endnu.

Fiskepladser på Tuel Sø
1: SLF bådstation med 7 både: En nøgleboks er opsat ved bådstationen.
2: Tuelsborggrunden: Beliggende i søens sydlige del. Tuelsborg er en udpræget stengrund og kun én meter på toppen. Fiskeriet kan være hektisk lige før og efter fredningen, hvor fiskene opholder sig på, eller neden for, skrænterne. Sydøst for Tuelsborg findes et stenet plateau, hvor vanddybden er 5-7 meter.
3: Nødden: Placeret mellem Storenæs og Lillenæs i søens nordlige del. Tuel Sø’s største grund med godt sandartfiskeri året rundt. Årstiden og vandtemperaturen afgør, hvor på grunden og skrænten sandarterne står – det er typisk på 5-9 meter.
4: Lillenæs: De stenede skrænter udgør en klassisk sandartplads – en udpræget helårsplads.
5: Storenæs: Skrænterne her er mere lerede, og sandarterne fouragerer typisk rundt om næsset, hvor vanddybden varierer meget. Søg fiskene i 7-12 meters dybde.
6: Nissebanken: Banken ligger sydvest for Nødden. Søg sandarterne i 8-11 meters dybde. Nissebanken er forholdsvis kuperet. Nogle dage kan sandarterne stå og trykke sig for foden af skrænten.
7: Lørdagsgrunden ligger i søens nordlige del. Den er en stengrund med vekslende dybder og en klassisk sandarthabitat. Den fisker godt året rundt – søg sandarterne i 5-8 meters dybde.
8: Søskoven: Pladsens skrænter er en blanding af hård og blød bund. Finder man de hårde, stenede eller lerede partier, er der ofte ikke langt til hugvillige sandarter. Prøv fiskene i 7-10 meters dybde.

 

Garmin Quatix

 

Fiskekort og bådudlejning
Den nemmeste og billigste måde at få tilladelse til fiskeriet på Tuel Sø er et medlemskab af Sorø Lystfiskeriforening. Da bredfiskeri er svært tilgængeligt, foregår alt sandartfiskeri fra Sorø Lystfiskerforenings både, som er beliggende ved foreningens bådstation ved Tuel Sø.
Kontakt kasserer Martin Blond-Sørensen på tlf. 51 76 65 13 eller på martinblond@stofanet.dk .
Priser på medlemskab og yderligere informationer kan findes på www.s-lf.dk.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This