RØDSPÆTTER – SÅDAN

Stegt rødspætte.. Hvor ofte ser man ikke denne traditionelle ret på menukortet på traditionelle danske frokost restauranter? Og ligeså traditionel rødspætten er på spisebordet, ligeså klassisk er fiskeriet efter den. Og så alligevel ikke…

Af Rune Weischer

 

 

RØDSPÆTTETURENE som turbådene havde på programmet var i mange år nærmere »skrubbe-ture«, hvor der blev fisket efter fladfisk over en bred kam. Der blev skam også fanget rødspætter på disse ture, men det var kun et fåtal og størrelserne var beskedne. Fra turbådenes side var det såmænd ikke et forsøg på at føre kunderne bag lyset – de efterkom såmænd bare deres ønske om succes på turen, og en skrubbe smager jo også godt.

I virkeligheden er fiskeriet efter rødspætter et særdeles specialiseret fiskeri, og efter at have været lidt i glemmebogen i nogle år fik det en renæssance i midten af 1990’erne, hvor turbådene igen begyndte at lave »ægte« rødspætteture, hvor man ikke nødvendigvis ligefrem væltede sig i fisk, men som til gengæld bød på chancen for en drøm af en fisk.

RØDSPÆTTEFISKERIET kan foregå i alt dansk farvand, men man må dog nok sige, at Øresund og Bælterne, står for en suveræn stor del af fangsterne. Årsagen til dette er simpel. Forholdene er ideelle. Modsat de øvrige fladfisk, som primært fortrækker lidt lavere vand, så søger rødspætterne dybde, fast bund, og strøm – typisk på 15 til 25 meters dybde. Alt dette har vore sunde og bælter, og endda så tæt på land, at man kan nå pladserne på under en halvtimes sejlads. Der er naturligvis også rødspætter i Nordsøen. Sikkert også både størst og flest, det kræver bare en temmelig lang sejltur at nå ud til dem, og da de gode rødspættepladser, som regel også er gode torskepladser, vælger de fleste at satse på sidstnævnte. Der er dog ingen tvivl om, at der ligger nogle gevaldigt store spætter på Det Gule Rev, men da der er så meget andet at fiske efter derude, er det sjældent, at der fiskes målrettet efter rødspætter her.

Fiskeriet kræver en skipper, som kan sit kram. Ofte står fiskene overraskende samlet i et hul, på et rev, eller på en stensætning. En god skipper kender sine pladser, og pladserne skifter konstant, så kun ved et stort opsøgende arbejde, kan en skipper holde sig ajour med, hvor fiskene aktuelt opholder sig. De turbåde som har specialiseret sig i fiskeriet, er som regel fuldt booket i hele oktober og november allerede midt på sommeren, så her skal man være ude i god tid med at bestille pladser.

Selvom man ikke har nået at booke plads på de specialiserede både, er det da bestemt stadig muligt at komme på havet og fiske spætter. Der er andre både, som også sejler efter spætter, og selv­om de ikke er direkte specialiserede, så fanges der dog stadig fisk.
En anden mulighed er, at booke plads på en torsketur. Som førnævnt er torsk og rødspætter typisk at finde på de samme lokaliteter. Ligeledes er måden skipperen affisker området den samme, nemlig drivfiskeri, hvilket i alt sin enkelthed går ud på, at ligge båden an, så vind og strøm lader den drive over de banker og skrænter, man satser på at affiske. Selvom de øvrige fiskere om bord, pirkefisker efter torsk, kan man sagtens fiske efter spætter på bunden, og tilmed gøre nogle ret gode fangster.

FISKEMETODEN ER ENKEL, men kræver en hel del øvelse, før man har helt kontrol over, hvordan agnen arbejder på bunden. Der er ingen tvivl om, at held kun spiller en meget lille rolle i rødspættefiskeriet, hvilket bevises af, at det næsten altid er de samme personer, som fanger flest fisk, uanset hvor på båden de står. Gennem utallige times fiskeri, har de ganske enkelt bare opbygget en føling med grejet, som gør dem i stand til, at omgøre et forsigtigt nap, til en egentlig krogning.

Metoden går i alt sin enkelthed ud på, at agnen sænkes ned og trækkes over bunden. Det er vigtigt at bevare hjulet frikoblet under hele forløbet. Mange vælger at bruge et lille multihjul med 0,12-0,15 fletline, og holde på den frikoblede spole med tommelfingeren. Således har man direkte kontakt til agnen, og så snart man mærker et nap, løftes tommelfingeren, så spolen giver line og agnen stopper på bunden. Efter fire-fem sekunder sættes tommelfingeren tilbage på spolen, og et resolut modhug sættes ind i samme bevægelse. I begyndelsen kan det være svært at skelne nap, fra de små bump, som forfanget gør på sin vej over bunden, ligesom den helt vitale timing i modhugget kan drille, men langsomt opbygger man mere og mere rutine, med flere og flere faste fisk som resultat. Sværger man til fastspolehjul er det også en mulighed. Også her skal hjulet være konstant frikoblet, og linen holdes mellem pege- og tommelfinger i den frie hånd. Igen er kontrol og føling de afgørende kodeord.

GREJET TIL RØDSPÆTTER er ligeledes simpelt. Glem alt om fær­dig­producerede forfang. Brug i stedet en pirk uden krog, med en vægt på 50-70 gram, monteret med en cirka halvtreds centimeter lang krogtafs af 10 lbs fluorocarbon med en størrelse 4 krog i den ene ende og hovedlinen i den anden. Så simpelt kan det gøres, men i takt med, at man gør sig nogle erfaringer, vil man som regel også begynde at udvikle lidt på udgangspunktet.

KULØRTE PERLER på tafsen er det svært at komme uden om. Mange sværger til dem, og de fleste færdigproducerede forfang, er nærmest dækket med dem. Selv har jeg kun begrænset tiltro til perler. Jeg tror ikke på, at de vil stimulere fiskenes bidelyst, som det påstås, men jeg vil bestemt ikke underkende deres effekter, når de bruges med en egentlig funktion.

I uklart vand kan kulørte perler synliggøre agnen, ligesom flydeperler kan løfte agnen fra bunden, og gøre at den optræder mere levende. Personligt ligger jeg langt mere energi i brugen og udformningen af forfangets pirk. Jeg bruger altid en pirk, som kun lige akkurat er tung nok til at holde kontakt med bunden. Det gør det lettere at registrere selv små nap, og ofte er det netop sådan spætterne giver sig til kende – nemlig med stor forsigtighed og små nøk i stangen.

Mens jeg ikke syntes at have den store succes med kulørte perler, så har jeg klart noteret en positiv effekt med en kulørt pirk – og gerne med reflekterende folie på. Det kan være udslagsgivende på de svære dage, og hidkalder sig fiskenes opmærksomhed. Ligeledes bruger jeg så brede pirke som muligt. Årsagen til det er, at en bred pirk, laver en større »støv­sky«, når den trækkes over bunden. Denne støvsky er ekstremt tillokkende på rødspætterne. På det engelske marked har jeg set plovformede blylodder, netop tiltænkt denne form for fiskeri. Desværre har de den ulempe, at man til gengæld må give afkast på en del af kontakten med agnen, og det er nu engang kontakten, som er det absolut vigtigste »instrument« i jagten på de store, forsigtige spætter.

I 2013 er der en bred vifte af stænger påtænkt fiskeriet efter ferske rovfisk på markedet. I »gamle dage« lavede man selv sin rødspættestang, som var en almindelig 9 fods kystspinnestang, som man kappede de yderste halvanden fod af. Det gav en stang på 7-8 fod, med en kastevægt på 40-50 gram. Disse ombyggede stænger havde rygrad nok til at fiske med et 100 grams forfang på bunden, men samtidig havde de føling nok til, at man kunne holde kontakten. Jeg fisker faktisk stadig selv med en ombygget stang, men som sagt findes der nu færdige alternativer i butikkerne – eksempelvis lette jerk- og softbaitstænger.

ET STORT UDVALG AF AGN er – udover »god kontakt«, noget af det som kendetegner den dygtige spættefisker. Som det er tilfældet med fætrene skrubbe og ising, er børste- og i særdeleshed sandorm dræbende effektive agn til rødspætte. Men modsat fætrene, som næste altid er forslugne, så kan der være dage, hvor spætterne er direkte kræsne, og her kan et skift af agnvalg være afgørende.
Vil de ikke have orm, så kan måske en reje, en tobis eller muslingekød gøre udslaget? Eller hvad med en blanding? Orm er uden tvivl den agn, som fanger flest fisk, men der er en klar tendens til, at det er større fisk som hugger på fx tobis eller reje.

Med fiskeagnene holder man samtidig muligheden for pig- og slethvarrer åben, hvilket bestemt er værd at tage med. Det kan således godt betale sig at tænke i alternative baner, når det kommer til agn. Værd er det også at bide mærke i, at der sjældent er orm i spætterne mavesæk, og det således ikke er deres primære føde. Det er muslinger derimod, og i særdeleshed hjertemuslinger.

MUSLINGEKØD kan være lidt vanskeligt at arbejde med som agn, men til gengæld kan det samles gratis på kysten. Selv plejer jeg at lave kugler på størrelse med en hasselnød, pakket i gazebind. Med lidt håndelag kan man på en time lave 15-20 kugler, hvilket er nok til en hel dag, da det samtidig er en meget slidstærk agn. Mine to største spætter, som begge var lige under de famøse to kilo, er fanget på muslinger.
Der er således masser af muligheder for et eksperimentere – og det er set med mine øjne netop en af de ting, der gør rødspættefiskeriet så spændende.