PÅ EVENTYR I DET INDISKE OCEAN

Der er mange måder man kan slappe af på, men for mig er fiskeri absolut ikke en af dem. Faktisk er det på ingen måde den famøse »afstresning«, som traditionelt forbindes med fiskeri, der tiltrækker mig. Jeg skal ærligt indrømme, at for mig er det eventyret, som trækker. Det er det, som giver mig farve i kinderne og gnist i øjet. Sådan er det bare…

Af April Vokey

 

 

MIN JAGT PÅ EVENTYR er konstant, og det er vel også derfor, at jeg bruger mit liv på at trodse British Columbia’s vildmark med grizzly bjørne, utæmmede floder og et ofte brutalt vejr i jagten på de fiskestræk som kun få før har fisket, og som derfor huser både store steelheads og laks. Usynlige huller, stejle klipper og den ubarmhjertige hårde og kolde strøm gør, at man altid har eventyret helt inde til kroppen, og mærker livet bruse i årene.

Men til trods for min dybe kærlighed og fascination af mine hjemlige floder i Canada, begyndte fiskeriet i det tropiske saltvand efterhånden at trække mere og mere i mig. En skønne dag kunne jeg ikke modstå fristelsen længere og drog af sted til Mexico, Florida, Belize, Bahamas, Louisiana og så videre… Min rejse blev lang, og det endeløse hav gav mig hele tiden lyst til nye eventyr.

DE TROPISKE KYSTER gjorde det med al ønskelig tydelighed klart for enhver, hvor lille et menneske er i den store helhed, og på flats’ne var der altid en jæger på jagt. Somme tider i form af en haj, hvis rygfinne pludselig kommer skærende gennem vandet, andre gange en saltvandskrokodille, som lå på lur i brakke flodmundinger. Og midt i alt dette stod lille jeg, kun bevæbnet med min fluestang.

Min fascination af det tropiske saltvand var nu total, og snart begyndte tanken om at opsøge nye vande med steder og stræk, som kun var fisket få gange før. I den sammenhæng var Det Indiske Ocean svært at komme uden om, og hurtig fik jeg set mig lun på Seychellerne ud for den afrikanske kyst. Øerne er den perfekte eventyrlige destination med en lokalhistorie om pirater og hajangreb. Da Seychellerne består af 115 øer, som til sammen kun huser 86.000 indbyggere, skulle chancerne for relativt uberørte kyststæk, absolut være til stede. Og da arter som giant trevally, milkfish, store bonefish og ikke mindst permit, svømmede rundt mellem øerne, var beslutningen let. Jeg måtte af sted.

EFTER 28 TIMERS REJSE ankommer flyet til Seychellerne sammen med solopgangen, som lader sit blide lys afdække de bjergklædte øer omgivet af det endeløse blå hav.

De første par dage bliver tilbragt på hovedøen Mahe, før det lykkes mig at komme med et charter fly til øen Alphonse. Her er hvide sandstrande, enorme flat’s, svajene palmer og de mest fantastiske lodges man kan tænke sig. Jeg bliver modtaget af guiden, sydafrikaneren James Chistmas, som jeg skal fiske med i den kommende uge.

Efter at have vist mig til min hytte, begynder han at sætte mig ind i deltaljerne om fiskeriet, mens han viser et udvalg af de fluer, han har bundet til mig – fx Epoxy Crab, GT-NYAP og diverse streamers, som alle er uden modhager for at følge reglerne på Alphonse.

JAMES kan berette, at vejret har været en smule barskt i de seneste dage, hvilket dog ikke kan dæmpe min begejstring for stedet og forventningerne til fiskeriet. Det bliver til et par drinks i solnedgangen, inden jeg går til køjs. I morgen går det løs.
Sammen med tre andre gæster på lodgen stiger vi næste morgen om bord på båden, som i løbet af en halv times sejllads, bringer os ud til de første flats.

James og jeg sejler videre ud til spidsen af flat’en, mens han sætter mig ind i fiskeriet efter milkfish. Fisken er sky, kraftfuld, svær at kroge, og lever udelukkende af alger i overfladen. Jeg kan mærke adrenalinen brede sig i mine blodbaner, mens han fortæller om fighten med de »umulige« fisk.

James beretter om GT’erne, som er langt mere brutale og enkle i deres adfærd end milk­fish’en. En lidt større streamer, strippet hurtigt ind, vil som regel være udslagsgivende, og så er det ellers bare om at holde fast.

Kort tid efter er jeg i gang, og affisker kanten af flat’en, mens jeg spejder efter grå skygger eller blanke glimt i vandet omkring mig. Resten af morgenen går med at fange bonefish, og selvom jeg morer mig strålende med det, har jeg på intet tidspunkt lagt skjul på, at en permit står absolut højest på min liste. Kort tid efter går turen derfor videre til Alphonse’s mest produktive permit-flat.

VI LISTER stille og langsomt gennem bevoksningen på den inderste del af flat’en med alle sanserne i højeste beredskab – dels på grund af de permits vi er efter, og dels på grund af den store bull­shark, vi kort tid forinden, lige har set afsøge flat’en.

James instruerer mig i at afsøge overfladen fra højre mod venstre og ikke omvendt. Årsagen er, at vores øje er trænet til at søge fra højre med venstre i henhold til den vestlige verdens skriveretning, hvorfor man ser flere detaljer, når vi gør det på den måde.
Mørke skyer begynder at samle sig over os og begrænser vores udsyn – og måske også vores forhåbninger om succes. Men pludselig stivner James, og jeg ser med det samme, hvad jeg er rejst halvvejs rundt om jorden efter! Store mørke halespidser, som bryder overfladen – og som endda kommer i vores retning.

DET ER MILDT SAGT EN KAMP at holde hovedet koldt, mens vi lader os omringe af store permits med deres haler nærmest arrogant rejst over overfladen. Jeg sendte et kast mod en af fiskene, som dog ikke lader sig lokke. Det samme sker i næste kast…

Fiskene er helt ligeglade. For at gøre håbløsheden total, rammer en varm regndråbe min næse, og sekunder efter står himmel og hav i ét. Lynene flænger himlen og ledsages af enorme skrald. At stå i vand til livet med en kulfiberstang i hånden, er ikke det bedste sted at opholde sig under en tropisk storm, så jeg følger James eksempel, og sænker både krop og stang under vandet.

Jeg sidder rystende i vandet med nerverne på højkant – omgivet af permits, som er fuldstændigt upåvirkede af lyn og torden. På typisk tropisk maner, dukker solen pludselig frem igen kort tid efter, så vi kan genoptage jagten. Stimen som har omringet os, er forsvundet igen, så der er ikke meget andet at gøre, end at starte forfra igen, og prøve at liste os ind på en ny stime. Og det gør vi så i flere dage, uden held…

EFTER ET PAR DAGE nærmer vi os et opskyllet skibsvrag. Pludselig bryder en massiv hale overfladen ikke langt fra os, og jeg sender øjeblikkeligt et kast afsted. En solid triggerfish ruller i overfladen, og tager min Epoxy Crab-flue, hvorefter den sætter afsted.
Jeg glor måbende på mit hjul, mens linen blev flået af i raketfart. – »LØB«, råber James og vi sætter efter fisken, mens han instruerer mig i at holde stangen højt, og forfanget ude af korallerne. Efter noget af en løbetur i det lave vand, overgiver fisken sig – og det hjælper så afgjort på moralen.

Vi forsætter vores jagt på permit, og så sker det… Fire enorme permits kommer elegant svømmende på geled. James, et brød på 195 cm, kan ikke komme lydløst over korallerne, som er mellem os og fiskene, så han sender mig afsted og bliver tilbage.
Jeg føler mig meget alene og usikker. Her står jeg overfor, at skulle fange min første ti kilos permit – helt alene. Min lille størrelse 37 vadesko kan fint komme lydløst gennem korallerne. Fiskene har endnu ikke opdaget mig, og jeg gør mig klar til at kaste. Men igen snyder fiskene mig, og pludselig forsvinder deres finner under overfladen, og væk er de største permits, jeg nogensinde har set.

Vi beslutter os for at indstille jagten på permit for en tid, og i stedet satse på giant trevally. Vi går tilbage til det strandede vrag, og afsøger brændingen for rovdyr. Bølgerne har lidt mere størrelse her, og de kommer med en tyngde og vedholdenhed, som gang på gang vælter min 167 centimeter høje krop, så jeg må takke den indesluttede luft i mig rygsæk, for at holde mit hoved over vandet.

Med store poppers affisker vi brændingens bagvand. I et af kastene hugger en stor bluefin trevally på min GT-Nyap flue. I samme sekund som hugger falder, bliver jeg ramt hårdt af en bølge i brystet og vælter bagover. Halvt flydende og holdt oppe af James, kæmper jeg for at holde kontakt til fisken, og efter en kort fight, kan jeg lande fisken.

Vi dropper fiskeriet i brændingen, og er blevet enige om, at prøve at spotte en af de store rokker, for som regel følger de store GT’er i rokkernes kølvand. Der går ikke længe, inden vi spotter en af de store flade skygger i vandet – og bag den en anden og mindre, men dog stadig en kolossal skygge. – Den har sørme en ven, mumler James, og forsøger forsigtigt at lægge båden an i fiskenes bane. Efter et par forsøg lykkedes det, og fiskene er på vej lige forbi vores båd. Men netop som jeg skal til at lægge det perfekte kast, beslutter min firedelte stang sig for, at gå fra hinanden, og i næsten slowmotion kan jeg følge tre fjerdedele af min stang, flyve gennem luften, og lande på overfladen med et plask, som får fiskene til at flygte i panik på et splitsekund.

JEG BANDER HØJLYDT. Ikke alene har min tørst efter permit, gjort, at vi har spildt de fleste af mine fiskedage, og nu har jeg også forpasset den eneste og sikkert sidste chance jeg kan nå at få til en stor trevally.

Vi har sejlet lidt, og jeg sidder og surmuler, da James pludselig giver en ophidset lyd fra sig. Jeg ser op, og ser en stime af milkfish komme glidende. Jeg kaster ud foran stimen, og for en gang skyld går det hele som det skal. En massiv milkfish hugger og bliver hængende! James forklarer løbende og ophidset, hvordan jeg skal fighte fisken. – Hold den hårdt, og hæv stangen højt for at undgå korallerne, lyder hans kompetente ord. Med rystende arme, og en jublende James ved min side, kan jeg fyrre minutter senere lande min fisk. Det bliver ikke sidste gang jeg tager til Sey­chellerne.