Lokalviden er afgørende, og vil man have succes som lystfisker er det essentielt, at fiske på de bedste pladser på den bedste årstid. Her får du Østfyns hotteste havørredrevirer serveret på et sølvfad.
Af Simon Gad
DEN ØSTLIGE DEL AF FYN bugner med spændende kystpladser, hvor der er noget for enhver smag. Uanset om man er til fluefiskeri i små badekar, bombardafiskeri over store områder eller vil tyre kystpirken ud over dybet er der masser af muligheder. Her får du en guide til de allerbedste pladser.
Starten på havørredguiden – ved en pynt et stykke nord for Nyborg
RISINGE HOVED er et udmærket sted at starte vores guide til Østfyn. Et godt stykke nord for Nyborg, rager en ret så markant pynt ved navn Risinge Hoved ud i Storebælt. Man kommer nemmest til fiskepladsen ved at køre nordpå langs kysten fra Nyborg. Du passerer selve fiskepladsen, den store pynt, på højre side og umiddelbart herefter kan man parkere i vejkanten. Herfra går man tilbage mod selve hovedet, hvor fiskeriet har sit udgangspunkt.
Der er tale om et forholdsvis lille område, og derfor kan der ind imellem godt være ret trangt, så tænk generelt på godt fiskekammeratskab, når ørreden skal overlistes. Risinge Hoved er karakteriseret ved at være et område med forholdsvis meget sandbund på begge sider af selve pynten, hvorimod der ud for spidsen er en del sten og tangformationer. Derfor er det også her, at den oplagte topplads er. Den varierede bund tiltrækker byttedyr og med dem kommer havørreden. Der kan også i perioder opleves en del strøm ud for selve spidsen, hvilket skaber god bevægelse i vandet, der som regel gør havørreden aktiv. Det er ofte muligt at vade ud på sandrevler, der løber på langs af kysten, og fisker man ud fra disse revler, skal man sørge for at lægge kast tilbage skråt ind mod kysten, hvor dybe badekar ligger på begge sider af hovedet
Der er mulighed for både at dyrke både flue og spinnefiskeri, men dybden er forholdsvis moderat i området så sørg for lette agn i forbindelse med spinfiskeri. Bombardafiskeren kan have kronede dage på denne plads, da han har mulighed for at afsøge store områder med en lille lokkende flue. Jeg vil generelt sige, at det er en plads man godt kan opsøge i pålandsvind, så længe den ikke er mere end jævn – ellers er der en tendens til, at den megen sand i området hvirvler op og gør sigtbarheden rigtig dårlig. Det bedste er i virkeligheden nok en svag vestenvind, som giver en rolig overflade og klart vand. Som sagt er det den største og mest markante pynt nord for Nyborg. Derfor er den også et naturligt samlingssted og holdeplads både for trækkende havørreder og for de store ørreder, der jager i de frie vandmasser, men som indimellem søger ind mod kysterne. Denne plads kaster hvert år flere fisk af sig i mellem tre og fem kilo.
Et fyr på Fyn med chancen for en stor havørred
KNUDSHOVED FYR er en lille plads, som af og til kaster nogle rigtig store havørreder af sig. Pladsen nås ved, at man tager den første eller sidste afkørsel inden eller efter Storebæltsbroen – alt efter hvilken landsdel man kommer fra. Drej nu til venstre af Slipshavnsvej og hold til venstre ved et stort kursuscenter helt ude ved vandet. Der kan parkeres på en stor parkeringsplads ved kursuscentret direkte ved vandet. Fiskeriet påbegyndes umiddelbart neden for parkeringspladsen i det store havnebassin, hvor de gamle DSB færger gik ind i sin tid. Særligt vinterfiskeriet kan være helt forrygende herinde. Gå til højre ud mod molen, hvorefter du går direkte hen over den og ned på den anden side. Fyrtårnet ligger 200 meter længere henne af kysten. Start gerne fiskeriet umiddelbart ved molen og fisk hen mod den store pynt neden for fyret. Særligt ud for fyret er der dybt vand, store sten og strøm, hvilket er en rigtig magnet for havørreder i den grove kaliber. Her kan natfiskeriet være rigtig godt, men det er en plads, der til hver en tid og på alle årstider er et besøg hver. Fiskeriet foregår hele vejen rundt om den store pynt.
En fynsk havørredklassiker
TÅRUP STRAND er en rigtig klassiker i det fynske havørredeldorado. Det er en kyststrækning der har tiltrukket kystfiskeren helt fra den spæde begyndelse. Her har været folk lige fra de første kystpionerer, der drog af sted med deres gåpåmod og udfordrede havstokken for at fravriste den sit sølvtøj – til de mange glade lystfiskere, som dyrker deres fælles interesse nu til dags.
Man kommer nemmest til området, ved at man kører fra Nyborg sydpå mod Svendborg af Svendborgvej. Her følger man vejen cirka fem kilometer, hvorefter man drejer til venstre mod Tårup. Vejen følges nu et par kilometer, og man kan vælge enten at køre mod campingpladsen, hvor man kan parkere i skoven umiddelbart inden indkørslen til pladsen, eller man kan følge vejen helt ned til sommerhusområdet, hvor man kan finde en plads på den afmærkede parkeringsplads
Pladsen kan deles op i to selvstændige områder med hver deres kendetegn; strækket neden for sommerhusene mod nord og strækket neden for campingspladsen mod syd. Tager vi udgangspunkt i strækket umiddelbart neden for sommerhusene, så er det præget af den del store sten og tangskove helt ind tæt på land. Der er også forholdsvis dybt på dette stræk, hvormed vadefiskeri næsten er umuligt. Der er omvendt heller ikke nogen grund til det, da havørrederne kommer helt ind under land her. Fluefiskeri kan være vanskeligt på dette stræk grundet de bagvedliggende skrænter, men til gengæld har spinnefiskeren med både bombarda- og blink rigtig gode forhold at fiske under. Selv om det er fristende at vade ud i vandet, så dyrk fiskeriet fra land. Jeg har ofte oplevet, hvordan havørreder er fulgt med helt ind til stangspidsen på dette stræk, og man fisker bare generelt mere effektivt fra land her. Strækket er godt hele året rundt med vinter og forårsfiskeriet på toppen.
Den anden plads ligger neden for campingpladsen og strækker sig cirka en kilometer sydpå. Den er i modsætning til pladsen neden for sommerhusene kendetegnet ved en del sand, specielt inden for de første 20 meter ud fra kysten. Her træffes havørreden som regel et stykke fra land i de store tangbælter længere ude.
Fiskelykken afhænger gerne af, om man kommer ud og afsøger disse – enten med et langtkastende bombardarig eller en solid kystwobler med spinnestangen. Alternativt må man vade forholdsvis dybt med fluestangen. Et lille tip til fluefiskeren, der ønsker at blive på land på dette stræk, er at koncentrere indsatsen på siderne og direkte ud fra de små pynter, der ligger på strækket. Jeg har oplevet, hvordan en fiskeløs dag med vadefiskeri langt fra land blev vendt til lykke med en fisk på den gode side af de 60 centimeter, som tog en flue måske kun fem meter ud fra en lille samling sten ud for en af pynterne. Dette stræk neden for campingpladsen fisker generelt godt i vinterhalvåret, hvor fluer i lyserøde/pink farver og små blink som regel er giftige agn.
REVSØRE/BØSØRE ligger et stykke længere sydpå fra Tårup Strand, og er bestemt et besøg værd. Man finder herud ved at følge Svendborgvejen fra Nyborg mod Svendborg og dreje til venstre mod Vormark og Bøsøre Camping. Følg skiltningen mod campingspladsen og kør til venstre ind igennem en lille skov umiddelbart inden campingpladsen. Her kan man parkere på en stor græsplæne og gå de små 100 meter ud til fiskepladsen.
Det første, der møder en, når man kommer ud til kysten, er en lille stenø – med mindre det er ekstremt højvande. Man kan vælge at vade ud på den og bruge den som base for dagens fiskeri. Overordnet set kan man vælge at fiske fra øen mod venstre på den plads, der hedder Revsøre eller fiske mod højre på pladsen Bøsøre.
Fisker man mod højre, kan man for enden af stenøen gå på en sandrevle og kaste ud over en super indbydende tangbund. Man kan fortsætte et stykke mod højre helt hen til sommerhusområdet ved Bøsøre ved at gå på sandrevlerne og kaste ud over de mørke tangbælter, hvor havørrederne jæger. Generelt er fluefiskeriet helt i top her, både fordi man har dejlig god plads til kastet og fordi havørrederne særligt ud for stenøen kommer vanvittigt tæt på land. Derfor kan fluefiskeren have en fordel, da han som regel ikke larmer så meget.
Er man spinfisker skal man sørge for at vælge lette agn, der går højt i vandet – særligt på strækket ud for selve øen, hvor dybden er moderat. Vælger man i stedet at fiske mod venstre op mod Revsøre Fiskerby, er bunden her kendetegnet ved en del tangbælter på langs af kysten, og dybden bliver gradvist dybere, jo længere du kommer nordpå. Hver derfor varsomt, og koncentrer dit fiskeri ud for pynterne, hvor små stenrev skærer sig ud fra kysten. Her bliver der særligt i forårsmånederne taget en del store fisk. Og netop foråret må siges at være helt kanon på denne strækning. Lidt syd for pladsen løber en af Fyns produktive havørredåer, Stokkebækken, ud i Storebælt, og husk i den forbindelse også at respektere fredningsbæltet.
Med hensyn til agnvalget så synes jeg imitationer både i farve og udseende giver flest kontakter. Først på foråret er det de brunlige og grå nuancer der fisker bedst i forbindelse med, at de første sværme af børsteorme og rejer kommer ind langs kysten. Senere på foråret dominerer de grønlige nuancer mit agnvalg i takt med at fiskestimerne bliver stadig mere talrige.
En forårsplads på Fyn der ikke må glemmes
PURRESKOVEN er en lille fræk plads som kan fiskes grundigt over i løbet af en formiddag og hvor særligt forårsfiskeriet kan være helt forrygende. Fra Nyborg kører man mod Svendborg af Svendborgvej indtil man ser skiltningen mod Lundeborg. Man kan parkere på Lundeborg Havn og herfra gå den lille kilometer nordpå op til selve pynten, der ligger ret ud for stien der fører igennem Purreskoven. Det er en super lækker plads hvor der er både store og mellemstore sten og masser af tangskove der holder på
havørredens byttedyr. Det er værd at bemærke at der et par hundrede meter syd for pynten starter et fredningsbælte som man selvfølgelig skal respektere. Det mest oplagte pladsvalg er således ret ud for selve pynten her er der også dybest.Bevæger man sig nordpå kan man langsomt bevæge sig ud i havstokken og dyrke et egentligt vadefiskeri ud over de mørke tangbælter der løber på langs af stranden. Som sagt er forårsfiskeriet undertiden rigtig godt, og fanger man først en ørred så er det med at holde sig til da fiskene som regel går i stimer på denne årstid.
MEGAARDS ODDE skal også have et par ord med på vejen. Egentlig er vi geografisk set nok på Sydfyn, men turen ned langs den fynske østkyst skal alligevel ende her med en spektakulær og meget spændende plads. Fra Nyborg køres sydpå mod Svendborg, og i Skårup kører man til venstre ud mod Skårupøre. Her drejer man nu til højre af Skårupøre Strandvej, og selve odden kommer nu på venstre side et stykke henne af strandvejen. Man kan parkere på den modsatte side af vejen på en parkeringsplads.
Fiskeriet kan påbegyndes på venstre side af odden, hvor man godt kan vadefiske, men vær meget forsigtig, for der bliver dybere og dybere, jo længere man nærmer sig spidsen af odden. Ud fra selve spidsen løber der som regel en ganske kraftig strøm, og her kan man ikke vadefiske. I sæsonen er det en kanon hornfiskeplads, og i sommernætterne lurer det store havørredeventyr lige under overfladen. Her har jeg haft succes med traditionelle natskumfluer og også med højtgående woblere.
Der er tale om en decideret strømplads, og den kraftige strøm gør, at pladsen næsten altid er garant for en eller anden form for kontakt – uanset årstid. En plads som denne er der ikke mange af, og det er måske også derfor at pladsen er så velbesøgt, som den er. God tur til Østfyn.