Jesper Kjærgaard med en flot fisk taget på UL-spin i put and take´en.
En af de sjoveste metoder til put and take søens ørreder er UL-spin med det helt lette grej. Her giver put and take eksperten Jesper Kjærgaard dig sit bud på, hvordan du rent lavpraktisk griber UL-fiskeriet i putten an.
AF JESPER KJÆRGAARD
DER ER SKET EN FANTASTISK UDVIKLING inden for stænger og endegrej til UL-fiskeri over de sidste par år – og det, som vi kaldte UL-fiskeri for blot 5 år siden, kan vi næsten ikke kalde UL-fiskeri i dag. Som det er nu til dags, så er 4-5 grams blink i den ”tunge ende”, mens minimalistiske microblink på 1-2 gram bliver mere og mere almindelige.
I dag har vi bombardaer eller glasrør på under 5 gram til at hjælpe med at kaste vores små blink eller gummidyr langt ud, og med de rette UL stænger – kombineret med super tynde liner, kan vi nemt kaste 20-30 meter med endegrej, som kun vejer omkring ét gram. Så – uanset forholdene kan vi næsten altid fiske UL, hvis vi ønsker det.
Grej til UL-spin i put and take´en
For at få mest ud af mit fiskeri, så har jeg typisk flere UL stænger med, for de forskellige typer af UL Fiskeri stiller varierende krav til mine stænger. Eksempelvis kan jeg nævne, at en stivere stang med top-aktion som fx FTM Virus Power, er god til gennemløberfiskeri, fordi den krog, der oftest bruges til dette fiskeri er lidt kraftigere end de kroge, der anvendes til det meste andet UL fiskeri. Og det kræver en stang, der er en tak stivere.
En stang som Area Future er en fremragende stang til gummi fiskeri, fordi den bløde klinge gør, at gummiet bliver bedre på krogen i kastet, og det er meget nemmere at give gummiet en mere levende gang med denne klinge.

Med moderne UL-spinnegrej kan man lande selv ret store fisk på virkelig let grej.
Hjul og line til putfiskeriet
Som hjul bruger jeg hellere en lidt større spole, når vi kaster med lette ting, for så begynder modstanden fra line og spole at have en større betydning. Jeg går derfor gerne op i et str. 2000 fastspolehjul frem for et str. 1000 eller 500 UL-hjul – alene fordi det giver lidt længere kast med det ekstremt lette endegrej. Det er nemme meter, man kan få foræret i sin kastelængde, og kaster man hele dagen, så kan selv UL fiskeri være hårdt ved dig.
Den rette linetykkelse er lidt et spørgsmål om mavefornemmelse. Mit råd er, at gå så langt ned som du tør! Når der typisk står 10 kg brudstyrke, så betyder det, at du kan løfte en fisk ud af vandet på 10 kg i linen. Det er sjældent, det man gør… Så længe du derfor har fisken i vandet, kan den slet ikke belaste din line så meget. Det betyder, at man ofte kan gå ned i 0,08 eller 0,06 uden de store problemer. Bare husk at brug et net!
Put and take: UL-spin med gummi
Vi har længe haft gummidyr til put and take fiskeri, men for et par år siden begyndte vi at se fiskekonkurrencer blive vundet på en ny type af russisk gummi, som var lavet i et ekstremt blødt materiale, der ikke rigtig havde været fremme før. Det nye gummi blev hurtig populært, og der er kommet mange lignende produkter siden. Når det kommer til valg af gummidyr, så er det vigtig at have 4-5 forskellige modeller at skiftes mellem, for nogle dage vil de gerne have lange og meget levende gummidyr som FTM Snake eller FTM Hero, mens de andre dage gerne vil have nogle, der går langsomt og mere forsigtigt – som fx en FTM Kong eller FTM Pongo.

Ultra bløde lamelopbyggede gummiorme som disse er ekstremt effektive til put and take søens ørreder.
Husk mange forskellige farver
Præcis, som når man fisker med blink, er der en god idé, at have mange forskellige farver. Min favoritagn til store fisk er vores Omura Pongo, og til dem, som ikke kender den endnu, er det et stort softbait, som fiskes meget langsomt på en ubelastet eller meget lidt belastet krog. Vi har haft nogle helt fantastiske fangster på netop denne gummiagn.
Med UL-blink i putten
Microblink eller UL Spoons. Kært barn har mange navne. FTM, som jeg fisker med, har et meget stort udvalg af UL blink. Alt i alt er der mere end 20 modeller i forskellige vægte samt endnu flere farver. Blot for at nævne nogle, så er FTM Hammer, FTM Dragon og FTM Rumba nogle fantastiske blink, som burde ligge i alles fiskekasser.
FTM Hammer blinket er et meget nemt blink at fange fisk på, da den ikke kræver en bestemt indspinningshastighed for at gå godt. Blinket har en forførende rullende gang i vandet ved spinstop, som kan være yderst effektiv, hvis fisken kun følger efter blinket ind.

UL-blinket Hammer er et af Jespers absolutte favoritter til put and take fiskeri.
Men vigtigst af alt: Skift ofte agn, farve og størrelse. Det kan nemlig have stor betydning for, hvor meget du fanger. Det er næsten kun din fantasi, der afgør, hvad du kan fiske på UL i dag. Jeg fisker ofte bait på UL-grej om sommeren efter et 1 -1,5 meter forfang, og så bruger jeg et stykke næsten usynlig glas eller et lille lod som kaste vægt. Kastevægten af glas kaldes ofte Tremarella glas. Med det kan jeg fiske på meget sky fisk, for de ser og hører ikke dette set-up på samme måde som en 15 – 20 grams bombarda.
Hvornår og hvordan skal der fiskes UL i putten?
Helt generelt fortrækker jeg at fiske UL, når fiskene ikke er mere end 30 meter ude, for med det fine grej kan det ellers bliver besværligt at fiske længere ude. Ønsker man at fiske på lange afstande, så har FTM lavet nogle fine små mini bombardaer, som heder FTM Pro Speedy Baby.
Jeg starter oftest i den ende af søen, hvor jeg har vinden lige ind i hovedet. Normalt er det en god idé at bruge de første fem minutter på at gå rundt om søen og kigge efter fisk, så du ikke blot sætter dig ved den første bænk, hvor der måske ingen fisk er. Skift din agn ofte og varier mellem farver og størrelser løbende, for det kan gøre en kæmpe forskel på, hvor mange hug, du får.
Noget af det, som jeg nok elsker allermest ved UL fiskeri, det er, at alle fiskene føltes meget større, hvilket og gør det meget sjovere at fiske! Og det er jo derfor vi fisker. For at opleve den fede fornemmelse det er, når man har en fisk for enden af linen og ikke helt ved, hvor stor den er. Glæd dig til at prøve kræfter med UL-fiskeriet. Det er bare super sjovt!
Her kan du se en af Jespes favoritstænger til det ultra lette fiskeri i put and take´en:

Bait fisket på UL-grej kan også være ekstremt effektivt til put and take søens ørreder.

Her kan du se nogle af de Hero gummiorm Jesper bruger til sit UL-spin i put and take´en.

Jesper med en af sine mange flotte put and take ørred taget på UL-spin.