Sætter man kursen mod eventyret, mod grænsen af det civiliserede, det udforskede og det forsvarlige, så er det eneste man kan regne med er, at det ikke går som man havde regnet med. Thomas Søbirk og hans venner tog til Lakkadiverne og blev de første skandinaver, der nogensinde har kastet en popper på disse kanter.

Tekst og foto: Thomas Søbirk

Fordelen ved ikke at stå på kasteplatformen bagerst i billedet og forrest på båden, er helt klart at man ikke så let bliver hevet over bord af de hvinende stærke fisk... Her er det Lars der må holde godt fat i stangen.

Fordelen ved ikke at stå på kasteplatformen bagerst i billedet og forrest på båden, er helt klart at man ikke så let bliver hevet over bord af de hvinende stærke fisk… Her er det Lars der må holde godt fat i stangen.

JEG HAR BESØGT mange fiske­operationer verden over. De fleste har det til fælles, at de enten kører snorlige – eller har en ambition om at gøre det. Og når man har rejst den halve verden rundt og betalt en hulens masse penge for at fiske i en uges tid, så er det selvfølgelig rart, når det hele bare kører som smurt, og man ikke skal tænke på andet end at fange drømmefisken. Men nogle gange – kun nogle gange – så er det også spændende at gå de veje, som kun få eller ingen har taget tidligere. Det er på sådanne ture, at eventyret virkelig venter. Måske i form af store sultne fisk – måske i form af store uforudsete forhindringer. Oftest som en blanding af begge. Lakkadiverne var ingen undtagelse.

Så er der gearet op til det helt vilde popperfiskeri med Stellahjul og Edge/Westin popperstænger.

Så er der gearet op til det helt vilde popperfiskeri med Stellahjul og Edge/Westin popperstænger.

LAKKA-HVA’FOR NOGET? Øgruppen Lakkadiverne ligger i Det arabiske Hav 200-300 km ud for Kerala på Indiens vestkyst. Der bor 60.000 mennesker, og fiskeriet samt en produktion af reb fra kokospalmen rækker ikke til at brødføde befolkningen. Op mod 80% af de lokales indkomst er derfor tilskud fra Indien. Det er kompliceret som udlænding at få indrejse tilladelse og selv med en sådan, er der flere øer, man ikke må sætte sin fod på. Deraf kan man konkludere to ting: Det er ikke et sted, hvor man må forvente at alt kører på skinner – og der er ikke mange fiskere, der har kastet deres poppere langs de lange rev. Så vidt vi ved, har ingen fra Skandinavien tidligere fisket herude.

SPØGELSESHOTELLET. Da vi tjekker ind på Kadmat Island Resort, er det med en følelse af, at hotellet har set bedre tider – og det samme gælder bådene.

Den vildeste båd jeg har popperfisket fra var 23 fod lang og havde 300-400 heste på hækken. Den gik let 35 knob, havde masser af plads til fire kastefiskere og var en drøm at fiske fra. Men de to både, der vugger for enden af en ramponeret bro ved hotellet er ikke helt i samme klasse.

De er godt nok nogenlunde samme længde, men topfarten er 8 knob, den hydrauliske styring er afløst af en hampereb, lænsepumpen ligner noget fra en brønd i forrige århundrede og motorrummet fylder hele midtskibet. Til gengæld er der masser af plads til at kaste fra på fordækket, og hvis man ikke bryder sig om det lave fribord, kan man fiske nede agter. Bådene kan hverken bakke eller dreje hurtigt efter en kroget fisk, så enhver kamp med Det arabiske Havs giganter vil blive mand mod fisk – ikke mand og båd mod fisk. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg den slags er lidt cool, så det er lige min form for båd; perfekt til et rigtigt eventyr. Og det bliver ikke ringere af, at mine to medfiskere hellere end gerne overlader pladsen i bådens stævn til mig på hele turen; jeg tænker nemlig, at man derfra kan kaste lidt lettere over »friskt« vand end de to andre. Sidenhen indså jeg, at de nok havde indset, at risikoen for at blive hevet overbord af en stor fisk var størst oppe i stævnen, hvor bådens fribord var lavest. Men da var pladserne ligesom fordelt…

Thomas Søbirk med din drømmefisk – en flot napoleonsfisk taget på popper.

Thomas Søbirk med din drømmefisk – en flot napoleonsfisk taget på popper.

SLØVT FISKERI er der ingen garanti mod, bare fordi man rejser tusindvis af kilometer til fjerne himmelstrøg. Det bliver slået fast de første dage omkring Kadmat. Vores guide Yves havde tidligere fået fine fisk omkring øen – så sent som ugen før endda en sailfish på popper – men nu var fiskeriet svært. Vi er derfor snart klar til at drage på langfart til en af de andre øer, men vinden tager pludselig til, og det er ikke fristende at få de normale seks timers nattesejlads forlænget til mindst otte og en våd gyngetur med skumsprøjt som bonus. Derfor ender vi med at fiske området omkring Kadmat og naboøen Amini i løbet af de tre første dage.

GT’en har så smal en halerod, at den er let af lande med et fast greb om foran halefinnen.

GT’en har så smal en halerod, at den er let af lande med et fast greb om foran halefinnen.

Her er skønne rev, spritklart vand, bunker af havskildpadder – men en god stemning på holdet kan ikke rigtig kompensere for de manglende fangster. Vi får nogle GT’er og en groupers, men det er ikke meget i forhold til de fangster vi har hørt om. Alkohol er forbudt på Lakkadiverne, men Yves fikser noget ildvand for at dulme på det dårlige fiskeri: Han rykker personalet på hotellet for sodavand, og otte-ti timer senere – efter at gutten i hotellets restaurant havde kontaktet manageren, der havde ringet til hans chef på øen, som skulle have godkendt det af en administrator inde på fastlandet, der ikke kunne give grønt lys for den slags uden lige at spørge mindst to andre – ankommer forsyningerne til en omgang tiltrængte drinks. Stemningen stiger som ventet, selvom jeg er noget presset. Jeg har arrangeret det her for gruppen. Vi har fisket og filmet i tre dage, halvdelen af turen var gået, og vi har totalt 20 sekunders film og måske det samme antal fisk i beskeden størrelse delt mellem seks mand. Det slår mig, at Yves ikke har virket særligt presset, og efter to drinks er jeg klar til at gå lidt til ham. Men han smiler bare: – I morgen lægger vinden sig. Så tager vi på langfart til et helt særligt sted. Der er sååå mange fisk, Thomas, sooo many fishes…

Popperfiskeri er hårdt arbejde, så det kan være hårdt tiltrængt med en slapper en gang imellem...

Popperfiskeri er hårdt arbejde, så det kan være hårdt tiltrængt med en slapper en gang imellem…

ØMME MUSKLER OG STORE SMIL. Jeg har ikke tidligere tilbragt en nat med på det nærmeste at ligge i ske med tre granvoksne mænd – og da slet ikke i ædru tilstand på fordækket af en båd, der stævner ud klokken et om natten for at sejle seks timer mod en fiskeplads, der bliver fisket så sjældent, at navnet fiskeplads er en overdrivelse.

Da vi ved syvtiden får stukket en begsort, sød og velkommen kop the i hånden, er jeg fuld af forhåbninger. Selv en franskmand går næppe gennem den slags, hvis det ikke er besværet værd.

Lille Lars – der ikke er specielt lille, men bare mindre end den anden Lars på båden – starter med at fiske et stickbait, mens Store Lars og jeg sender poppere ind over revet. Vi higer efter det første voldsomme hug på overfladen, og forventer næsten hug i første kast efter alt det vi har hørt om stedet. Men der sker ikke meget.

»Måler« Lars (th) alias store lars og Lars Nielsen – lille lars – med hvert deres sveddryppende fortjente GT.

»Måler« Lars (th) alias store lars og Lars Nielsen – lille lars – med hvert deres sveddryppende fortjente GT.

Jeg forsøger at bekæmpe panikken og overbevise mig selv om, at det nok skal komme. Vandet er turkisblåt, og småfiskene springer i overfladen… Kom nu fisk, kom nu… Efter 15-20 minutter giver stickbait’en det første hug. Fisken bliver ikke kroget, men der er da liv derude. Endnu et hug bliver misset, inden Lars i tredje forsøg kroger dagens første fisk. Da han er startet med det lette grej, bliver det lidt af en fight, inden en fin GT på 8-9 kilo kan løftes indenbords. Den er ikke helt af den størrelse, vi inderst inde drømmer om, men vi er alle lykkelige over, at vi endelig fanger noget – og den viser sig at blive startskuddet til det vildeste popperfiskeri, jeg nogensinde har oplevet.

Bådene på Lakkadiverne er ikke just moderne, men maleriske og charmerende på deres helt egen måde.

Bådene på Lakkadiverne er ikke just moderne, men maleriske og charmerende på deres helt egen måde.

POPPERNE er der også bud efter, og op ad formiddagen bliver fiskeriet bare vildere og vildere. De fleste GT’er er i 5-15 kilos klassen, men nogle sniger sig forbi de 20 kilo eller mere. Bunden vi fisker over er jævn med spredte koraller, så i modsætning til ved brat faldende revkanter, så er der ikke stor fare for at få linen skåret over. Det betyder, at man kan nyde den ene fight efter den anden lidt mere, end hvis man skal sætte alt ind på at presse fisken til bådsiden på rekordtid. I hvert fald indtil Lille Lars’ rød-hvide Sébile Splasher lever op til navnet – og forsvinder i et enormt plask.

Den rutinerede Lars fighter fisken efter bedste evne, hvilket ikke siger så lidt, men han bliver alligevel trukket godt rundt i manegen undervejs. Der er næppe tale om nogen stor nydelse, mens det står på, men det er utvivlsomt en enorm tilfredsstillelse, da en fuldfed GT endelig kan løftes over rælingen. Sejrsråbene gjalder fra alle sider af båden ud over det turkise hav, mens Lars ligner en, der lige har overlevet otte omgange med en sværvægtsbokser. Glad, men noget omtumlet. Baseret på længde og omkreds anslår vi fisken til i underkanten af fyrre kilo, inden den genudsættes.

Da vi en times tid senere møder den anden båd til frokost, viser det sig, at de har fanget en fisk i samme imponerende størrelse, som bliver vejet til 38,5 kilo – samt endnu flere flotte GT’er på den rigtige side af de tyve kilo. Dertil kommer diverse bonusfisk i form af groupere og snappere. Der er ømme muskler og store smil hele vejen rundt, da vi tager en velfortjent frokostpause.

Thomas med en flot grouper – en helt almindelig bifangst på Lakkadiverne.

Thomas med en flot grouper – en helt almindelig bifangst på Lakkadiverne.

DEN BLÅ-GRØNNE NAPOLEONSFISK eller pukkelhoved læbefisk er højt på dykkernes og popperfiskernes ønskeliste. Den kan blive op mod 200 kilo – men på grund af undervandsjagt, overfiskning, dynamitfiskeri og tab af habitat er den desværre blevet et sjældent syn. Fisken findes dog stadig i rimelige mængder omkring Lakkadiverne, og Yves’ fiskere lander i snit nogle stykker på hver tur. De går som regel på de lavere dele af revet, og da vi alle har set billederne på Yves’ iPad første aften, bliver der jævnligt sendt poppere mod de laveste områder.

Hen på eftermiddagen, hvor vi stadig tit har hug, dobbelthug – samt to triplehug af GT’er – hægter min popper sig. Da jeg spoler den ind til båden i høj fart, bliver den pludselig indhentet af en stor, grøn skygge, som følger med helt ind til bådsiden, hvor en kort men kompakt napoleonsfisk vender få meter fra båden. Med rystende hænder vikler jeg popperen på plads og sender febrilske kast i alle retninger, men det hjælper ikke. Jeg har haft min chance, og har fanget tæt på 25 GT’er i løbet af dagen op til cirka 30 kilo samt en fin grouper. Lige i det øjeblik vil jeg have byttet de fleste, nej dem alle, for at kroge en af de blå-grønne legender. En napoleonsfisk får man ikke mange chancer for at træffe.

En klassisk popper til GT fiskeri er selvsagt monteret med XXX kroge.

En klassisk popper til GT fiskeri er selvsagt monteret med XXX kroge.

TIDLIGT NÆSTE MORGEN bliver vi vækket med den obligatoriske the. Den første del af natten har vi tilbragt tøjret til en bøje i lagunen ud for en ø, hvor vi som udlændinge ikke måtte sætte vores fødder, for måske frygtede man, at vi ville kidnappe en af kokospalmerne – eller bygge anstødelige figurer i vandkanten… Ved et-tiden sejler vi yderligere seks timer over åbent hav, og da vi bliver vækket er der ikke land i sigte.

Vores popperhjerter banker ekstra hurtigt, da fightbælterne bliver spændt om livet og stængerne gjort klar. Det her er eventyret i sin reneste form – alt kan ske! Hvad angår antallet af fisk, kan fiskeriet ikke måle sig med den foregående dag, men kvaliteten af fiskene er utrolig.

Adskillige flotte fisk på 15-25 kilo må op og vende, og Lille Lars lander en mørk GT tæt på 30 kilo, der til fulde bekræfter rygtet om, at de »sorte« GT’er fighter endnu hårdere. Lidt senere følger en dog tooth tun hans popper til bådsiden, men mens de to Lars’er har masser af attention fra de store rovfisk, tiltrækker min popper sig den ene red snapper efter den anden. De er super flotte, men efter otte af slagsen, drømmer jeg også om endnu en stor GT.

Der er under en halv times fisketid tilbage, da det i stedet for en GT er en stor grouper, der pludselig tager min popper inde over lavt vand. For at holde den fra korallerne på bunden presser jeg den hårdt, og pludselig eksploderer den i så voldsomt et udløb på den næsten klodsede bremse, at jeg ryger frem mod den lave ræling. Kun ved at strække armen og pege stangen direkte mod fisken, undgår jeg en tur i havet. Satans til aggressiv grouper, når jeg lige at tænke, inden fisken afslører sig som en stor grøn skygge. »Napoleon, napoleon!«, skriger jeg, men da er Samir allerede ved at iføre sig landingshandskerne…

Praktiske oplysninger
Med på turen var Kanalgratis.se’s Johan Ruhe. Han kom med en stålsat vilje til at filme popperfiskeri bedre end nogen anden tidligere har gjort, han var klar til at arbejde stenhårdt. Resultatet er hans fremragende film »Far Out – Popping the Laccadives«, som kan ses på kanalgratis.se eller på getawaytours.dk, hvor du kan finde information om fiskerejser til Lakkadiverne.

 

Owner Hooks

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This