Tag printeren i brug og print nogle superrealistiske flanker til dine kystfluer. Her viser Fisk og Fri’s Rasmus Ovesen dig, hvordan du kan printe og binde dig til nogle virkelighedstro streamere, som havørreden har mere end svært ved at afvise.
Af Rasmus Ovesen
KYSTENS HAVØRREDER er sjældent decideret kræsne med den kost, de indtager – og det er bestemt heller ikke altid, at de føler noget stærkt behov for at inspicere et potentielt byttedyr nærmere. Som oftest kan nogle få og grove nøglestimuli få den opportunistiske jæger til at sætte sit afgørende angreb ind, men der kan alligevel forekomme dage, hvor havørreden ikke bare hugger på hvad som helst. Det kan for eksempel være tilfældet, når vandet ligger blankt hen og er spritklart – og det kan også forekomme i perioder, hvor føderigdommene er så rigelige, at havørreden ikke bare kaster sig over det første og bedste byttedyr, der byder sig til.
I DE FJORDE, jeg fisker allermest, er der masser af kutlinger og hundestejler, og specielt kutlingerne er havørrederne begejstrede for. Kutlingerne er særligt talrige i de afskærmede og ganske vindbeskyttede bunde af fjordene, og tillige i store grunde vige. Her er ofte relativt stillestående, blankt og klart vand – og særligt i forårsmånederne og i løbet af sensommeren, kan man opleve et godt fiskeri her. At fiskene også kan være særdeles vanskelige hører til gengæld også med til historien. Nogle dage jager de åbenlyst inde over det lave vand, men fluerne ænser de stort set ikke – i hvert fald ikke med mindre de i overbevisende grad er virkelighedstro. Det er som om, det spritklare vand har en tendens til at vække et klarsyn og en skepsis hos havørreden, som den ellers ikke besidder. Og pludselig kan den finde på at afvise den ene flue efter den anden.

Fotorealistisk i ordets forstand. Ved at printe decideret afbilledet fisk får man en utrolig naturtro imitation.
IGENNEM NOGEN TID, forsøgte jeg mig med nyudviklinger af realistiske kutlingeimitationer, og da jeg på et tidspunkt faldt over et nyt materiale (Dura-Lar ark), som egentlig ikke hører fluebindingsverdenen til, fik jeg idéen. Hvorfor ikke gengive byttedyret med regulær fotorealisme? Med en håndfuld Dura-Lar ark i printeren, og et sirligt opsat Photoshop-dokument med reelle fotografier af kutlinger, påbegyndte jeg arbejdet med at udvikle de nye kutlingefluer. Resultatet blev i første omgang 3D Dura-Gobius, der ganske som håbet så umanérligt realistisk ud. Den havde de rigtige proportioner, de rigtige farver, det rigtige skær, den rette gennemskinnelighed og den så slet og ret pokkers spiselig ud.
TILBAGE VED FJORDEN var det nu på tide at tage den nye kreation i brug, og her skulle fluen vise sig at producere fisk allerede fra første færd. At havørrederne dog ikke huggede lige så indiskriminant, som jeg havde håbet, hørte desværre også med til historien. Mange af fiskene huggede resolut ved første øjekast, men flere fulgte bare fluen på nøje afmålt afstand. På grund af den relativt stive krop, gik fluen ikke nær så livligt, som de kutlingeimitationer, jeg ellers fisker med. Dette faldt åbenbart nogle af havørrederne ind – især dem som ikke først fik øje på fluen fra siden, og sidste udfordring bestod altså i at få fluen til at bevæge sig mere livagtigt. Her fandt jeg ud af, at en åben loop knude og nogle små hidsige indtag kunne få fluen til at slå livligt til siderne under indtagningen, hvorved også fluens fotorealistiske flanker blev synlige for en bagholdsangribende fisk. Desuden var et lille Magic Head i klar plast mere end rigeligt til at få fluen til at vrikke og vride sig i vandet, og hermed havde jeg en flue, der både med hensyn til udseende og bevægelse var overbevisende.
3D DURA-GOBIUS har sidenhen givet en masse fisk – også under helt vanlige forhold med let farvet vand, sparsomme fødemængder og aktivt fouragerende fisk. Her har den vist stort potentiale, og her er det ikke blot dens naturtro udseende, som appellerer til fiskene. Det samme gør fluens lette transparens og gennemskinnelighed, som jo er så karakteristisk for mange af byttedyrene på kysten; for eksempel rejer, mysider, fiskeyngel og flere arter af mindre kutlinger.
TEKNIKKEN med at printe på Dura-Lar ark kan selvsagt bruges til meget mere end kutlingeimitationer. Man kan printe enhver tænkelig type byttedyr på disse ark – tobiser, hundestejler samt reje- og tangloppeskjold. Arkene kan være lidt vanskelige at opdrive, men de kan fås i forretninger, der forhandler grej til grafiske virksomheder. Herfra gælder det om at få sat et ark op i eksempelvis Photoshop i størrelsesforholdet 1:1. Det gøres ved hente billeder af rigtige byttedyr ind i redigeringsprogrammet, fritskrabe billederne, skalere dem ned i brugbare størrelser, og lægge dem ind, så man har en højre og en venstre side af hvert byttedyr.
Dura-Lar arkene fås i forskellige tykkelser, men særligt .005’ størrelsen er brugbar. Den har en god holdbarhed og med en vejledende udsalgspris på omkring 150,- for 25 ark har man rigelige muligheder for at eksperimentere.
På Fisk & Fri’s hjemmeside: www.fiskogfri.dk, kan du downloade dit eget streamer ark til udskrift. Så kan du selv komme i gang med at producere nogle ultrarealistiske kystfluer.
BINDEVEJLEDNING
3D Dura-Gobius
Krog: TMC 7774).
Bindetråd: Tan Uni-Thread 8/0
Krop: STF Dubbing – Tan
Sider: Dura-Lar .005 – Clear
Øjne: Prismatic Eyes 2 mm – Pearl
Hoved: 5-minute Epoxy lim

1).Print et ark Dura-Lar med kutlingeflanker og lad arket tørre. Sæt herefter en streamerkrog i fluebindingsstikket, fæstn bindetråden og før den ned til krogbøjningen.

2). Dub så bindetråden med STF dubbing og tørn dubbingen hele vejen frem til krogøjet og børst dubbingen godt ud.

3). Klip dernæst to kutlingeflanker omhyggeligt ud af dit printark, så du efterlader en lille flap foran kutlingehovedet. Dette skal fungere som indbindingspunkt. Bind nu kutlingeflankerne ind, så de flugter på hver sin side af STF kroppen. Herefter afsluttes selve fluebindingen med et par hurtige whip finish tørn.

4. Nu er det tid til limningen. Epoxylimen blandes, og kutlingeflankerne løftes let til side, idet der lægges lidt lim ned langs kroppen af STF Dubbing. Halespidserne forsynes tillige med lidt lim på indersiden, og et tyndt lag lim påføres ydersiden af selve hovedet. Når al limen er tørret, påføres hovedet et par 2mm Prismatic øjne, og disse forsegles med endnu et tyndt lag epoxylim. Når dette er tørret op, er fluen færdig.