Kystfluefiskeren Brian Kjær lever og ånder for sit fiskeri, hvilket skinner tydeligt igennem i alt, hvad han foretager sig. Vi har taget et smugkig på hans seneste nye film – »Kystørred på flue«, der med en spartansk befriende nærhed formår at formidle essensen af dansk kystfluefiskeri – og inspirere til nye eventyr langs de danske kyster

Af Jens Bursell

Simpelt og effektivt kystfluefiskeri er omdrejningspunktet i Brian Kjærs nye film – Kystørred på Flue.

Simpelt og effektivt kystfluefiskeri er omdrejningspunktet i Brian Kjærs nye film – Kystørred på Flue.

FORVENTNINGENS GLÆDE er en næsten lige så vigtig del af fiskeriet – som fiskeriet i sig selv. Præcis denne følelse starter filmen »Kystørred på flue« med. Efter en alt for lang, kold og mørk vinter, hvor vandet på mange af de sydøstdanske kyster har været stivere end stift, kribler det i fingrene efter at komme ud med flue­stangen – og mærke det forjættede ryk i den anden ende af linen, når årets første havørred smækker kæberne sammen om fluen.

Historien bygges stille og roligt op – og i takt med senvinterens forvandling til forår, begynder der pludselig at ske ting og sager i Brians havørredrevirer på Lolland, Falster og Møn.

KYSTØRRED PÅ FLUE er ikke en film fyldt med non-stop fights og springende havørreder i massevis, hvilket egentlig er med til at underbygge filmens troværdighed. Selv for den mest ihærdige og dygtige kystfluefisker kan der nemlig være langt mellem snapsene – og netop i disse situationer er det vigtigt at have styr på nogle af de mest fundamentale fiskefærdigheder, som i høj grad er filmens omdrejningspunkt: Hvor er fiskene under forskellige forhold – og hvordan får jeg bragt mig i en situation, så jeg kan komme på kastehold og præsentere fluen for en fødesøgende fisk – uden at skræmme den. Selv om »Kyst­ørred på flue« også byder ind med tips til fluer, udstyr og kasteteknik, er hovedbudskabet i filmen helt klart at fokusere mere på watercraft og simplicitet snarere end toptunet grej og kaste­ekvilibrisme: Hvis ikke du fisker, der hvor fiskene er – og på det rette tidspunkt, så kan du kan du danse balalajka i dine waders med smukke fluer, sublim kasteteknik og lækkert grej – uden at det bringer dig så meget som en centimeter nærmere dine sølvblanke drømme.

– IDÉEN MED FILMEN er helt klart at åbne folks øjne for de vigtigste elementer i fiskeriet, fortæller Brian Kjær, der sammen med sin kone Jane Westen Kjær har arbejdet på filmen siden 2006. Dengang havde Brian og Jane lige lavet den banebrydende »Multe på flue«, som for alvor var med til at inspirere til nye veje i dansk kystfluefiskeri. – Oven på den succes var vi enige om, at en havørredfilm lå lige til højrebenet, men det skulle dog vise sig at blive sværere end vi troede, griner Brian, der ikke lægger skjul på, at han nok fik det til at lyde lidt lettere end det måske var, da han skulle sælge idéen ind til sin bedre halvdel, som efterfølgende med stoisk ro har tilbragt adskillige hundrede timer bag kameraet.

Et hurtigt kig i Brians flueæske afslører fluer, hvor der fokuseres mere på form og funktion end hardcore imitation.

Brians yndlingsversioner af sin favoritflue: Gandalf den Grå, Gandalf den Brune og Gandalf den Hvide, er som navnet antyder inspireret af samme herres skæg – samt hans forvandling og succession til nye magiske trolddomsniveauer i Ringenes Herre. I praksis er der tale om en Wholly Bugger med en hale af spey hackle, der er understøttet med Aquaseal en centimeter ud fra krogskaftet, for at hindre at halen hægter op omkring krogbøjningen. Fluen kaster virkelig godt, men har samtidig en stor, fyldig silhuet, der kan ses på lang afstand.

– Selve fluekastet er fotogent, men helt nøgternt betragtet er det ikke særlig let at gøre en mand i bølgerne til et visuelt mesterværk, fortsætter Brian. – Faktisk er det uhyggeligt let at gøre optagelser af en kystfluefisker meget usexet. Et godt eksempel er sekvensen, hvor jeg står og kaster til en flok store havørreder, der går amok i tobis helt oppe i overfladen – uden at det lykkes mig at få så meget som et eneste hug. Her er ingen solnedgang eller fantastisk lys, men alligevel føler jeg, at netop denne optagelse viser noget helt unikt, som har stor betydning for mig – samt for det der er drivkraften i hele mit fiskeri. Det at fange en spændende og speciel situation er med andre ord vigtigere for mig end at få det æstetisk mest perfekte klip i kassen.

– Hvorom alting var, så blev vi klogere, men efter fem års slid er vi ved at være der, hvor vi føler, at den er hjemme, erklærer Brian. – Det er ingen kunst at gå ud på kysten at filme en masse havørred hug. Der hvor det bliver svært er at kæde det ind i et naturligt og ukonstrueret forløb, der fortæller en historie, som illustrerer pointerne på bedst mulige måde. Og – da havørrederne ikke er nogen filmstjerner, der kan betales for at ankomme på rette tid og sted, er det ikke altid lige let.

Jane Westen Kjær – Brians kone, der har filmet Kystørred på Flue i fuld gang med at lægge sidste hånd på værket.

Jane Westen Kjær – Brians kone, der har filmet Kystørred på Flue i fuld gang med at lægge sidste hånd på værket.

– SPECIELT SOM BEGYNDER kan man have en tendens til at fokusere for meget på detaljer i grej, fluevalg og kasteteknik, der i praksis først for alvor går hen og får nogen reel betydning, når du har styr på det aller mest basale – nemlig hvor og hvornår skal jeg fiske, pointerer Brian. – At prøve at gøre fiskeriet simpelt og udkrystallisere de vigtigste forudsætninger – som ofte kan vise sig, at være det, der i sidste ende gør, at du fanger flere fisk er det allervigtigste budskab med hele filmen

Generelt skal man passe på med ikke at konkludere for meget og fastlåse sig på en taktik, før man rent faktisk står på kysten og kan tage bestik af situationen, som den i praksis kommer til at udspille sig. Den her film handler om at være parat til at omstille sig. Hvert femte minut kører der en opsummering inde på min harddisk: Hvordan er tidevandet? Hvordan er bølgerne? – skal jeg rykke lidt længere ned eller skal jeg fiske dybere? Det gælder hele tiden om at tage bestik af alle de mange faktorer, der kan have indflydelse på det centrale: Hvordan kan en helt basal refleksion over de aktuelle forhold føre til, at min flue hurtigst muligt præsenteres for en fisk.

Kystfluefiskeriet har været Brians et og alt siden slutningen af firserne. Her er han med en flot havørred taget på sin egen kreation »Gandalf«.

Kystfluefiskeriet har været Brians et og alt siden slutningen af firserne. Her er han med en flot havørred taget på sin egen kreation »Gandalf«.

De enkelte sekvenser er nøje udvalgt for at kunne fortælle en historie, hvor alle disse refleksioner og tanker bliver virkeliggjort samt omsat til praksis foran kameraet. Det synes jeg er meget vigtigere end den ene flotte fight eller underskønne solnedgang efter den anden. Vi har helt klart gjort mere ud af at illustrere forskellige fiskesituationer – samt hvordan man i praksis takler dem, end at fokusere på at producere et filmisk perfekt glansbillede. Derfor mener og føler jeg, at »Kystørred på flue« har noget nyt at byde ind med, understreger Brian.

BALANCEN mellem hvornår man skal blive ved – og hvornår man skal flytte plads er også et emne, der tages op i filmen – og her kan der være god inspiration og ekstra eftertænksomhed at hente til de klassiske geartangsfiskere, der flytter plads utallige gange på en dag. – Nogle gange skal man passe på, at man ikke fisker, så man ender i røvballerne på fisken, pointerer Brian. – Rykker man hele tiden på rygterne om fisk, vil man altid komme for sent. Det er bedre at prøve at regne ud, hvad der kommer til at ske – og så ellers stole på sig selv og blive ved, så man rent faktisk er på spottet når det hele går amok. Når det så er sagt, er der selvfølgelig mange eksempler på, hvornår det faktisk kan svare sig at flytte plads – men også mindst lige så mange på det modsatte.

Det vildeste jeg har været ude for på den åbne kyst, når jeg har ramt det helt rigtigt, var da en kammerat og jeg fik halvtreds havørred med cirka tyve fisk mellem 2 og 5,2 kilo, men rent antalsmæssigt har jeg også været oppe på op mod 40 fisk på en dag. Men når det går så godt, er det vigtigt, at man ikke går hen og bliver fartblind, og glemmer at nyde øjeblikket. Personligt har jeg det faktisk sådan, at jeg bedst kan lide det, når fiskeriet ikke er alt for let, og man skal kæmpe lidt for det. Så meget desto større er fornøjelsen, når det lykkes.

Når man er et par – er det hurtigt at rykke ud, når der skal filmes, hvilket helt klart har været medvirkende til at få mange flotte klip i kassen.

Når man er et par – er det hurtigt at rykke ud, når der skal filmes, hvilket helt klart har været medvirkende til at få mange flotte klip i kassen.

BRIAN KJÆR lægger selv stemme til speak’en, hvilket er med til at give filmen en god og personlig vinkel. På spørgsmålet om, hvorvidt han taler tysk – og hvad han gør, når filmen skal ud i broderlandet kommer svaret promte. »Snakke tysk – det kommer jeg til«. Selvtilliden fejler intet, og udfordringen med at snakke tysk er nok også en bagatel i forhold til at producere, filme og mixe en film sammen med sin kone, hvilket må være den ultimative samarbejdsøvelse… Jeg selv er en fiskenørd, mens Jane er det tekniske vidunder, der til tider bliver nødt til at sætte realistiske grænser for, hvor kreativt tingene kan formidles. På den kreative og tekniske del supplerer vi derfor hinanden meget godt, og jeg kan godt få lov at være en idiot, så længe jeg holder min mund, når jeg får at vide, jeg skal holde min kæft… Det mener jeg, at der er kommet noget rigtig godt ud af. Det at være par kan både være en fordel og en ulempe – men mest af alt har det været en fordel. Især fordi vi har kunnet tage ud med ingen varsel, fordi vi bor sammen.

Et hurtigt kig i Brians flueæske afslører fluer, hvor der fokuseres mere på form og funktion end hardcore imitation.

Et hurtigt kig i Brians flueæske afslører fluer, hvor der fokuseres mere på form og funktion end hardcore imitation.

TIL DAGLIG arbejder Brian Kjær, der er 41 år, som konsulent. – Jeg er født og opvokset på Christianshavn, men det var først, da familien flyttede til Køge, at jeg startede med at fiske, afslører Brian. – Min første fluesucces var nogle regnbuer i 1984, jeg fangede på nymfefiskeri i Jylland. Vi fangede 25 fisk den dag – og min mormor roste mig til skyerne… Siden da har jeg været solgt til fluefiskeriet. I 1986 har jeg for første gang succes med min fluestang på kysten og begynder at fange undslupne regnbuer i Øresund samt Roskilde Fjord.

– BACILLEN VOKSER i 1987 da jeg begynder at fiske på den nord­sjællandske Kyst, fortsætter Brian. – Det kulminerede samtidig med nogle enorme mundingsudsætninger, som gjorde, at kystfluefiskerne heroppe havde kronede dage. Vi både så og fangede masser af fisk – og det var et rent slaraffenland. Jeg glemmer aldrig det kick, det var at se en femkilos havørred springe helt fri af vandet – og samtidig føle, at det var en fangst, der var inden for rækkevidde. Det var helt surrealistisk.

Fiskeriet foregik også meget på Vestsjælland og Øresundskysten, men i 1997 flyttede jeg til Lolland. Egentlig var det lidt af en tilfældighed, at jeg lige havnede her istedet for på Vestsjælland, men på et par spontane ture fik jeg en blank overspringer på 5,6 kilo samt nogle flotte steelheads op til 3,5 kilo, hvilket betød, at jeg jo lige så godt kunne flytte herned, hvor der oven i købet er færre lystfiskere at konkurrere med..

Jeg er netop flyttet til Falster, hvor jeg bor tæt ved vandet, hvilket giver en fantastisk ro over fiskeriet. Jeg ser derfor frem til en tid, hvor jeg lettere kan ramme det helt rigtige moment i fiskeriet, hvor det hele barer kører – uden at skulle arbejde helt så hårdt for det… Der er nogen gange, hvor man kan mærke, at man er knivskarp og fokuseret; det er den ultimative oplevelse ved havørredfiskeriet. Den følelse kommer kun, når man fisker meget og er i kontakt med kysten hele tiden.

Kystørred på Flue inspirerer til at komme derud, hvor det blæser – hurtigst muligt. Musikken, som med melodiøse, flotte og simple klangflader indgår i en perfekt symbiose med filmen – er lavet af Anders Frank.

Kystørred på Flue inspirerer til at komme derud, hvor det blæser – hurtigst muligt. Musikken, som med melodiøse, flotte og simple klangflader indgår i en perfekt symbiose med filmen – er lavet af Anders Frank.

– MIN VILDESTE KYSTFLUEDRØM er at fange en stor kystlaks på flue, men der kommer jeg nok til at arbejde lidt for, indrømmer Brian i al beskedenhed. – Jeg har et par gange på Møn prøvet at stå og kaste til laks, der gik amok, så 30-40 centimeters sild hoppede fra af vandet til alle sider. Desværre forslog min lille flue som en skrædder i helvede, men jeg skal nok komme efter dem..

Mit næste projekt er at falde til ro og genfinde mig selv. At lave en film som »Kystørred på flue« er et kæmpe arbejde – og hvis jeg skal være helt ærlig, så trænger jeg til at fiske, uden at mærke kameraet i nakken

Det er som om, at der er en tendens i dansk kystfluefiskeri til, at man bare lige skal have en hurtig stang, et par skydehovedet, en fed skydeline og en smart vadejakke – så er du kørende. Men – det er utroligt vigtigt at vide, at det hverken er dette eller en super elegant kastestil, der gør dig til en dygtig kystfluefisker: Jeg har mødt kystfluefiskere, der kaster eminent – men i virkeligheden er ret dårlige hav­ørredfiskere. Tilsvarende ser jeg også kystfluefiskere, der dybest set kaster elendigt, men som i bund og grund er langt bedre til at fiske. Hele ideen med filmen er at sortere ligegyldighederne fra og indse, hvad det er som sker her og nu – og som rent faktisk gør dig til en bedre fisker, slutter Brian, der med rette kan være stolt af sin kone bag kameraet – og »Kyst­ørred på flue«.

 

Subbook

 

FILMEN slutter med, at det bliver sommer – og de nye udfordringer det nu bringer. I en kort, men velvalgt sekvens, lægger Brian sin tørflue ud på overfladen, hvor Jane formår at fange et af de sjældne øjeblikke, hvor tiden bare står stille. I det samme fluen lander på overfladen, siger det smask, idet en smuk havørred kommer op med hele hovedet og nakker tørfluen med et skvulp, der får hjertet til at hoppe helt op i halsen. Velbekomme.

KYSTØRRED PÅ FLUE er en hel­støbt film, som med et spartansk udtryk, underspillet humor og smittende passion for fiskeriet afspejler Brian Kjærs indstilling til sit fiskeri på bedste vis. Filmen, som varmt kan anbefales til en kold og mørk aften foran flimmeren, varer 50 minutter og forventes i butikkerne i midten af november. Prisen er 249 kroner og nærmeste forhandler henvises på www.flywater.dk, hvor filmen også kan bestilles.

Billedtekste

 

 

Brian er en stor fan af korte stænger på 7-8 fod, der med lidt øvelse er betydeligt mindre anstrengende at kaste med end fx 9 fods stænger, der i hårdt vejr som her, kan sætte fiskeren på hårdt arbejde

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This