Martin Kruse er netop hjemvendt fra en fantastisk karpeferie med sin søn i et af de vildeste og smukkeste naturområder i Holland – Nationaal Park De Biesbosch
AF MARTIN KRUSE
Nationaal Park De Biesbosch i Holland er et af de mest unikke og fascinerende naturområder i Europa. Det er et enormt vådområde præget af et labyrintisk netværk af kanaler, floder, smalle bække, pileblandede sumpskove og grønne øer. Faktisk er området det største ferskvands-tidevandsdelta i Europa. Selvom området ligger et godt stykke inde i landet og består af ferskvand fra floderne Rhinen og Meuse, presses vandet tilbage af Nordsøens tidevand. Det skaber en tydelig vandstandsforskel på mellem 20 og 80 centimeter, afhængigt af hvor i området man befinder sig, to gange i døgnet.
Området dækker omkring 9.000 hektar og huser blandt andet en stor bestand af bævere, havørne, fiskeørne og den farvestrålende isfugl. Ud over det enestående vådområde og den rige natur er Nationaal Park De Biesbosch kendt for endnu en ting – nemlig karperne. De har været i området helt tilbage fra 1400-tallet, og efter en markant tilbagegang i 1970’erne blev de systematisk udsat igen gennem 1990’erne og 2000’erne. I dag findes her en stor bestand af primært skælkarper, men også spejlkarper.
Kombinationen af historien, størrelsen og de gamle gener gør Biesbosch til et af de største, sværeste og mest imponerende karpevande i Europa – hvor nogle fisk kan spores helt tilbage til 1421. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt.

Da Biesbosch er en nationalpark er det vild natur, hvor det fleste områder er svært tilgængelige fra land. En karpebåd som denne, hvor man kan bo og fiske fra er derfor ideel til formålet.
Efter karper i Nationaal Park De Biesbosch
Det havde længe været en drøm at opleve fiskeriet i floderne og kanalerne i Nationaal Park De Biesbosch – ikke kun for at prøve kræfter med de legendariske karper, men også for at se de vilde bævere i deres naturlige habitat. Kombinationen af det rå, levende vandsystem og de historiske karper gør området helt særligt, og det var præcis dét, der trak os afsted.
Sammen med Samantha og Thomas fra Visboot Verhuur SAM planlagde jeg en tur sammen med den ene af mine to drenge, som også er blevet bidt af karpefiskeriet. Vi havde mange spørgsmål inden turen – og jeg mener virkelig mange – men vi fik svar på alt. De to er nogle af de mest hjælpsomme og imødekommende mennesker, man kan forestille sig.
Vi startede hjemmefra klokken fem om morgenen og havde planlagt at være fremme inden klokken fjorten for at være i god tid. Men som det ofte går, tog turen et par timer ekstra på grund af trafik og vejarbejde gennem Tyskland. Heldigvis havde vi planlagt med god margin. Da vi endelig ankom, stod Samantha og Thomas klar på parkeringspladsen og tog varmt imod os.

I Nationaal Park De Biesbosch er der masser af vilde bævere som denne.
Karpefiskeri fra båd
Båden, vi skulle bo og fiske fra, var overraskende veludstyret. Der var fuldt køkken med kogegrej, potter, pander, service, gasblus, gasvarmer, håndklæder, to senge med madrasser, lys, strøm og mulighed for at lade alle vores enheder. Kort sagt: alt hvad man kan få brug for i flere dage i vild natur. Vi fik læsset vores alt-for-mange ting ombord – vi ville jo være sikre på ikke at mangle noget.
Efter en kort køretur ned til den lille havn i Hank blev båden sat i vandet, og eventyret kunne begynde. Vi havde på forhånd udset os flere spændende områder i de mange kanaler, men valgte at sejle længere ind i de mindre, mere stille kanaler, hvor vi ville være fri for de store flodpramme og have ro til fiskeriet.
Vi fik sat båden solidt ved bredden ved at sætte bådens fire pæle godt ned i kanalens bund. Efter at have fundet os til rette og nydt omgivelserne riggede vi grejet til og gjorde foderet klar. Med den ekstra bredde Raptor gummibåd med elmotor, der er med i pakken, sejlede vi ud for at finde gode spots, vi ville fodre op og fiske. Vi havde medbragt masser af kogte tigernuts samt CFC Bait Spicy Squid boilies i 18 og 24 mm med matchende hookbaits – netop for at undgå for mange fredsfisk.
For i Biesbosch er der ikke kun karper. Her svømmer også brasen, rimter, skaller, suder, asp, aborre, gedde, sandart og mange andre arter. Og ja… vi fik da også både brasen og rimter på vores fodringer. Bidmelderne havde travlt. Mellem bidmeldernes bip og turene ud med friske rigs og foder på de pladser, vi havde fundet i kanalen, gik tiden med at spille spil, lave nye rigs og bare nyde naturen – og i Biesbosch er den helt tæt på, da mange af naturparkens dyr bogstaveligt talt flokkes lige omkring båden.

Karperne i Nationaal Park De Biesbosch blev forkælet, men det var ikke let fiskeri, da kulden kom.
En flot skælkarpe fra Biesbosch
Vores indsats med at finde karpernes trækruter lykkedes, og vi fik landet en flot Biesbosch-skælkarpe. Efter et screaming run – hvor man ikke var i tvivl om, at det var en karpe og ikke en brasen – fulgte en længere fight i det strømmende vand. Det var ikke en af de helt store, der til sidst gled ind over netrammen – de går jo op til over 30 kg – men glæden i båden var enorm. Biesbosch er et svært vand, og der er ingen fangstgaranti. At lande en ægte Biesbosch-karpe er en oplevelse i sig selv.
Desværre kom der et pludseligt omslag i vejret med et kraftigt fald i lufttrykket, og fiskeriet døde fuldstændigt. Vi overvejede at tage den sidste nat længere ud i kanalerne, hvor vandet var dybere, men valgte alligevel at blive. Vejret kan man ikke styre – men det er også en del af karpefiskeriet.
Ud over karpen var et af vores store mål at se de vilde bævere. Og det lykkedes til fulde. På en aftentur i gummibåden kunne vi stille og roligt sejle ved siden af en svømmende bæver, som vi fulgte i mere end 50 meter på helt tæt hold, før den forsvandt ind mellem væltede træer i kanalen. En oplevelse vi aldrig glemmer. Hver aften tog vi en længere tur rundt i gummibåden, hvor vi sejlede gennem de små kanaler fyldt med dyreliv, væltede træer, buskadser og enestående natur.
Da vi både kunne krydse en Biesbosch-karpe og bævere af på vores bucketliste, var alt andet bare ekstra krydderi på turen.
Den sidste dag pakkede vi tidligt sammen og sejlede rundt i flere af de store kanaler – nogle af dem over en kilometer brede. Klokken 12:00 mødtes vi igen med Samantha og Thomas i den lille havn. De stod klar, hjalp os med at få båden op af vandet og fik os sikkert tilbage til parkeringspladsen, hvor bilen stod.
Vi fik snakket om turen, om alt det vi havde oplevet, og om hvor meget naturen havde imponeret os. Og da vi blev spurgt, om vi ville tilbage, svarede vi begge uden tøven: Selvfølgelig skal vi tilbage til Nationaal Park De Biesbosch. Efter et farvel, et stort kram og et på gensyn gik turen tilbage mod Danmark – godt fyldt op med de mange indtryk, turen havde givet os. Så måske skal vi snart planlægge en ny tur sammen med Samantha og Thomas.
Læs mere om Visboot Verhuur SAM, som varmt kan anbefales.
Tjek boilies og baits fra CFC her.










